Her trækker de hver måned lod om, hvem der skal være chefen blandt de ansatte

Det er en tidlig formiddag i det indre København. Hos content marketing-bureauet MUST har grundlægger og administrerende direktør Michael Jeppesen kaldt sine medarbejdere sammen i et lyst, højloftet fælleskontor.

I hånden holder han en mørkeblå Bayern München-kasket, hvori der ligger en bunke sammenfoldede sedler – hver med et navn på en af de ansatte i den 35 mand store virksomhed. Også Michael Jeppesens eget. Om lidt skal det ved lodtrækning afgøres, hvem af de ansatte der skal overtage rollen som chef den næste måned.

»Er der nogen, der virkelig gerne vil være det?« spørger Michael Jeppesen og retter på sine sortrammede briller. Ud over spredt mumlen og et par smågrin er der ingen reaktion. Og det er ikke så overraskende, eftersom Michael Jeppesen har indledt seancen med at sige, at rollen som leder mest af alt er en pligt. En sur pligt, endda.

»Jeg stiftede ikke det her firma for at blive leder. Det er mere bare noget, der følger med, når man vil samle folk om en god idé. Derfor sagde jeg ”ja”, da et par medarbejdere foreslog, vi kunne lade chefrollen gå på skift,« begyndte han.  

Det er tredje gang, MUST trækker lod om, hvem der skal påtage sig chefrollen. Vinderen overtager ikke det formelle ansvar for virksomheden og kan hverken fyre, hyre eller træffe store, strategiske beslutninger. Til gengæld får lederen et budget på 10.000 kr. og kan indkalde til møder, hvor han eller hun selv kan bestemme dagsordenen.

»Man kan sætte spørgsmålstegn ved alt, selv ens egen rolle i firmaet,« lyder det fra Michael Jeppesen, inden han kalder den snart tidligere chef op for at trække et navn op af kasketten. »Og vinderen er…,« siger Michael Jeppesen, mens han folder sedlen ud. »…SARAH NIELSEN!« I hvad der virker som lige dele lettelse og begejstring, bryder medarbejderne ud i applaus, pift og tilråb:

»SEEE, hvor glad hun er«. »Det perfekte valg!«. »JAA TAAAK!«

Hovedpersonen kaster hovedet forover, så hendes lange, mellemblonde hår falder ned foran ansigtet. Da hun igen retter sig op og vifter håret til side, er hendes kinder blusset op. »Skal jeg sige noget?« spørger hun og holder sig for munden.

»Det er op til dig. Du er jo chef nu. Hvis du siger ”back to work” – så er det det, vi gør,« siger Michael Jeppesen.

»Jamen, det synes jeg, vi skal,« siger Sarah Nielsen og forsvinder hurtigt ned ad et orange trappeløb.

Da jeg nogle minutter senere møder den 29-årige grafiske designer i receptionen, spørger jeg hende, hvordan hun har det med at skulle være chef.

»Ideen er sjov nok, men jeg har det ikke særlig godt med at være i centrum. Og det kommer jeg jo til nu, hvor jeg blandt andet skal lede morgenmøderne. Men mon ikke det går, hvis jeg bare tager et fjæs på,« siger Sarah Nielsen, der aldrig har prøvet at være chef før. Sådan havde hun egentligt gerne set, det var forblevet.

»Jeg har absolut ingen ambitioner om at blive leder. Faktisk tror jeg ikke, der er særlig mange, som har lyst til at påtage sig lederansvaret. Der er simpelthen for mange kampe forbundet med det.«

Ville det så ikke være bedre, hvis folk kunne melde sig frivilligt i stedet for at blive udvalgt?

»Nej, for idéen med lodtrækningen er jo også, at de, der ikke gider at være ledere, formentlig er bedre end dem, der gerne vil være det.«

En god leder er ifølge Sarah Nilsen én, der ikke ser sig selv som vigtigere end de menige medarbejdere. Og desuden er åben over for andres holdninger.

»Det bliver først problematisk, hvis folk ikke tør give deres holdning til kende. Derfor vil jeg bestræbe mig på at være åben og skabe et rum, hvor vi kan snakke frit. Det tror jeg, der kan komme en masse godt ud af.«

Sarah Nielsen har allerede flere ideer til, hvad hun vil ændre.

»Det meste af vores arbejdsdag sidder vi og kigger ind i en skærm. Jeg vil derfor starte vores morgenmøder med 10 minutters meditation. Det vil give folk et større mentalt overskud til at klare resten af dagen,« siger hun og fortsætter:

»Den tidligere chef fik sat vores hjemmeside på dagsordenen. Den trænger til en opdatering. Så det vil jeg gå videre med. Jeg vil også holde MUS-samtaler for at høre, hvordan folk har det. Det hører med til det at være leder.«

Selvom rollen som leder ikke falder hende naturligt, mener Sarah Nielsen godt, hun kan lære noget af den.

»Det er nok meget sundt at blive tvunget til at se ud over sin egen rolle. Hvad fungerer? Hvad skal vi lave om på? Samtidig får man indsigt i, hvad det egentlig kræver at få ændret på ting, for det er måske ikke så let, som man skulle tro.«

En leg om ansvar

Michael Jeppesen, der tidligere har haft en karriere som journalist på blandt andet Ekstra Bladet, stiftede MUST i 2015. Ifølge firmaets hjemmeside er MUST et ”full-service-bureau,” der har lavet alt fra tv-serier og videokampagner til strandbarer og en såkaldt kedsomhedsknap til Nationalmuseet.

Hvad MUST kan opnå ved at tildele skiftende medarbejdere chefrollen, er Michael Jeppesen usikker på. Men det er også en del af pointen med ordningen, fortæller han.

»Jeg har et mantra om, at man skal sige ja til alt. Man ved aldrig, hvor de gode ting kommer fra. Så da ideen til det her blev bragt op – nærmest som en indskydelse – sagde jeg ja. Hvem ved, måske kommer der en fantastisk idé ud af det. Eller en fantastisk leder.«

Michael Jeppesen håber dog, at ordningen vil få de ansatte til at tænke mere over, hvad ansvar er for en størrelse.

»Alle bliver tvunget til at tage stilling til, hvad de ville gøre, hvis de fik overdraget chefrollen. For mange er det naturligt at skubbe ansvaret fra sig – det gælder både ledelsen og medarbejderne. Så på den måde kan man sige, at det er en leg om ansvar. Påtager man sig for lidt ansvar? Eller en forkert form for ansvar? Det kan jo også være, at det er mig som chef, der slet ikke formår at finde den rette ansvarsfordeling. Alt det bliver vi forhåbentligt klogere på,« siger han.

Mere af pligt end af lyst

Michael Jeppesen ser det langt fra som et privilegium at være øverstkommanderende.

»For mig er det mere en nødvendighed, der følger med, når man vil bygge sit eget sted. Jeg elsker at udvikle koncepter og føre dem ud i livet. Men sådan noget med at informere sine medarbejdere om det samme igen og igen og holde styr på trivslen på kontoret synes jeg er ekstremt kedsommeligt. Det er udviklingen af produkterne, og ikke den daglige drift, jeg brænder for.«

Hvorfor får du så ikke en anden rolle i firmaet?

»Jeg vil gerne være med til at træffe beslutninger og på den måde påvirke den retning, vi bevæger os i. Og det gør man nu engang bedst, når man sidder for bordenden. Så må jeg leve med, at alt ikke er lige spændende,« siger Michael Jeppesen, der mener, at ledelse som begreb hurtigt kan blive ”enormt fluffy,” som han udtrykker det.

»Man ender ofte ud i en masse floskler og varm luft. Den ene uge skal man være en empatisk leder. Så en karismatisk leder. Og så en agil leder. Som om det er noget, man kan blive ved at læse en artikel eller tage på et kursus. Jeg har selv store problemer med at finde ud af, hvad ledelse overhovedet er.«

Handler det ikke bare om, at ledelse er mange ting?

»Jo, bestemt. Men hvad skal man måle en god leder på? Det er en meget, meget diffus faglighed. Hvem siger, det er lederens skyld, hvis det går godt i et firma? Det kan jo være, at det skyldes medarbejderne eller opgang i branchen. Jeg vil gå så langt som til at sige, at mange er chefer, alene fordi de ER chefer.«

Hvad mener du med det?

»Jo, de går fra det ene chefjob til det andet, fordi der står chef på deres CV. Og måske ikke, fordi de er mere kvalificerede end alle mulige andre til det job.«

Men anerkender du ikke, at der findes gode og dårlige chefer?

»Jo, det gør jeg. Men jeg tror ikke, at man som chef kan udvikle sine medarbejdere særlig meget. Grundlæggende set er man, som man er. Det gælder også chefen. Måske kan vi rykke os lidt. 5-10 procent, hvis det går højt. At være chef handler for mig mere om ikke at fucke op. Og det kan man så være god til ikke at gøre,« siger Michael Jeppesen og uddyber:

»Jeg har tænkt over, hvor mange af de chefer jeg selv har haft, som virkelig var gode. Resultatet var nedslående. Der er måske én, der var god. Men jeg kan ikke rigtig sige hvorfor. Måske var det bare, fordi han godt kunne lide mig.« 

Det handler mest om ikke at fucke op, siger du. Men en chef kan vel med de rette beslutninger gøre en enorm positiv forskel for en virksomhed og ikke mindst for de ansatte?

»Det synes jeg, er en enorm naiv forestilling om chefrollen. Jeg ved godt, at den er udbredt, især i journalistiske kredse, hvor man drømmer om at have sådan nogen helte, og hvor man elsker at skrive artikler om topchefer, der bliver personificeringer af deres virksomheders succes«, siger Michael Jeppesen og fortsætter: »Men i den virkelige verden forholder det sig omvendt. Her er der ofte chefer, som tror, de skal lave alt om og tage store beslutninger, men mest af alt bare ødelægger alting. De skaber usikkerhed, tvivl og forhindringer for at arbejdet kan udføres gnidningsfrit. Det, man skal vide som chef, er, at organisationen er meget større, end man selv er.«

Michael Jeppesen ser tegn på, at flere og flere siger fra overfor dårlige chefer. Som f.eks. i DR, hvor en chef i oktober blev opsagt som følge af anklager fra 40 medarbejdere om chikane og magtmisbrug. Og den tendens håber han på fortsætter.

»Dårlige chefer har længe kunnet flyde ovenpå, bare fordi de var chefer. Men folk er blevet trætte af at blive ødelagte af dårlige chefer og siger nu stop, måske som en aflægger af #MeToo-bølgen. Det synes jeg er enormt positivt. Og fordi der er så mange dårlige chefer, skal vi også kunne tale om, hvad chefrollen indebærer. Og om, hvordan man er en god chef. Når vi om et år eller to er færdige med den her ordning, hvor vi lader chefrollen gå på skift, kan det være, det står lidt mere klart for mig, hvad ledelse er. Og måske – hvis jeg er heldig – kan jeg selv blive en bedre chef. I hvert fald en lille smule.«

PS

Et par dage efter besøget hos MUST modtager jeg en mail fra Sarah Nielsen, vinderen af lodtrækningen. Hun har fundet ud af, hvad hun vil bruge de 10.000 kr. til, som hun har fået stillet til rådighed som månedens chef.

»Jeg har lyst til at lave noget, vi kunne gøre sammen som virksomhed, selv om det er svært lige nu med corona – gerne en slags tur. Det fungerer altid godt og styrker fællesskabet. Måske en østerssafari. Det kunne være sjovt. Vi kunne også 3D-printe små buster af dem, der har været CEO indtil videre. Med guldskilt og det hele.«