På kort sigt er mit mål, at vi skal være et top performance team, hvor kommunikation, teamspirit og kundeservice spiller. Vi skal have teamet bygget op omkring nogle gode værdier og en god kultur. For at nå dét mål er tålmodighed og nysgerrighed to af de egenskaber, jeg skal øve mig på – at gå ind i tingene med åbent sind og se folks reaktioner på dem i stedet for at sige ”her er start, og her er slut” og så løbe efter det.
Jeg er meget generation Y. Når jeg stagnerer i min læringskurve, skal jeg videre. Nu har jeg været her halvandet år, og nogle af opgaverne sidder så meget på rygraden, at jeg ikke får mere ud af dem. Jeg kan nok have en tendens til at være lidt utaknemmelig. Får jeg en svær arbejdsopgave, er jeg tændt – lige indtil jeg kan den. Så synes jeg ikke, det er sjovt mere. Jeg skal arbejde med at være i det, jeg har lært, og forbedre det i stedet for at skulle have noget nyt ind.
Jeg vil gerne op i det strategiske lag, hvor man træffer store beslutninger og kigger år ud i fremtiden. Om det skal være i en lille, mellemstor eller stor virksomhed, er ikke det vigtigste. Det er indholdet i opgaverne. Mit ego kan helt sikkert komme til at trække mig i den forkerte retning. Vift en fed hyre foran mig, og jeg vil være nødt til at trække hårdt i mine egne tøjler. Det er jo ikke så rart at vide om sig selv. Men så længe jeg har en bevidsthed om det, håber jeg, at jeg ikke ender i en situation, hvor jeg tager imod en fed check frem for muligheden for at udvikle mig.
Det vigtigste for mig er at have mig selv med. Mange siger, at fordi jeg er blevet leder som 25-årig, så er jeg nok også typen, der ender som CEO i en kæmpe virksomhed. Og det kan da godt være, men jeg skal ikke ende med at være et sted, hvor jeg løber mig død på en opgave. Jeg skal kunne handle, hvis jeg kommer op på topniveau, og det viser sig ikke at være mig. Min stolthed må ikke være i vejen for at gå et niveau ned, hvis det er der, jeg er mest tilfreds.
Hvis jeg får børn, vil jeg have en balance. Mine forældre er mønsterbrydere, og de kommer fra familier uden uddannelse og har fået store karrierer, og det har selvfølgelig haft en indvirkning på min barndom. Ikke sådan, at jeg har manglet omsorg eller andre ting, men der har været mange voksne mennesker i mit liv, og jeg ville selv have lyst til at være mere hjemme og ikke gå glip af de små hyggelige stunder ved at have et privatliv. Det kan selvfølgelig godt være, at jeg ikke kan få børn eller ikke finder en at få børn med. Hvis jeg ikke får et familieliv, der kommer til at fylde, kommer jeg nok til at tonse i karrieren.
Jeg tror aldrig, man bliver færdig med at være en dygtig leder. Mennesker er forskellige, motiveres forskelligt og har brug for forskellig feedback. Så jeg tror, det er farligt at sige, ”når jeg når dertil, er jeg den bedste udgave af mig selv”; man skal have ydmygheden til at sige, at man aldrig når helt derhen, men at man vil gøre sit bedste.
Det handler for mig om at stå ved mig selv. Jeg skal kunne se mig selv og andre i øjnene og sige, ”det her er min beslutning” – også når den ikke er rigtig. Man lærer ikke af at gøre det rigtige. Lige nu prøver jeg at suge til mig – at vide, hvor jeg skal gå hen i organisationen, hvis jeg ikke ved, hvordan jeg løser en bestemt opgave, og være okay med at indrømme, at der er noget, jeg ikke kan.
Som leder hælder jeg nok mere til frie tøjler end til kontrol. Men det er afhængigt af branche og af, hvilke personer du har under dig, hvordan du kan lede. Herinde er der en drift, KPI’er og nogle ting, vi skal i mål med, og det kræver rammer, når telefonen også ringer hvert 30. sekund. Næste gang ville det være sjovt at få et lederjob et sted, hvor der er mere selvledelse og ansvar til hver enkelt person. Men det kan også være, at jeg går ind i nogle år, hvor småbørnskravene gør, at jeg har brug for, at beslutningerne bliver taget for mig. Det må jeg finde ud af.
