Margrethe Vestager venter ikke på, at nogen skal give hende magten. Hun går benhårdt efter den.

Margrethe Vestager fandt første gang ud af, at hun havde en leder gemt i sig, da hun gik i 5. klasse.

Hvis hun eller hendes klassekammerater hjemme i Ølgod i Vestjylland kom i skole uden morgenmad eller madpakke, var der ikke nogen muligheder for at købe noget at spise. I stedet for bare at acceptere tingenes tilstand, tog Margrethe Vestager sagen i egen hånd. Og lykkedes efter en ihærdig kampagne med at få etableret en lille frugtbod. Hun kronede selv sin første politiske sejr nogensinde med at tegne en giraf på siden af boden.

»Fra jeg var helt lille, har jeg altid tænkt, at tingene måtte kunne gøres anderledes, og jeg har også været villig til at stille mig op sige: ’Det her er min ide, lad os gøre det’«, siger Margrethe Vestager i et interview med Lederstof.dk.

Viljen til at række ud efter indflydelsen og magten har fulgt hende lige siden. Margrethe Vestager var i syv år partiformand for de radikale, inden hun i 2014 blev EU-kommissær. Siden 2019 har hun tillige været ledende næstformand i EU-Kommissionen, og senest har hun bragt sig selv i spil som formand for Den Europæiske Investeringsbank.

»Det nytter ikke noget at sidde og vente på, at nogen tilbyder dig det næste job; du må selv række ud efter det, du gerne vil opnå,« siger Margrethe Vestager, der er en af speakerne på Ledelsens Dag 2023. »Jeg har lært, at det faktisk er okay at sige: ’Det job vil jeg gerne have’, velvidende at det måske ikke lykkes. Men tit er det værste, der kan ske, såret forfængelighed, og det kommer man sig over.«

Stor respekt for magten
Den 55-årige Margrethe Vestager er bredt anerkendt som en af de stærkeste lederprofiler, Danmark har fostret i nyere tid, og optrådte tidligere i år som den eneste dansker på det amerikanske magasin Times’ årlige liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Magasinet kaldte Margrethe Vestager ’EU’s digitale zar’, med henvisning til de mange sværdslag, hun har udvekslet med tech-giganter som Alphabet, Amazon, Apple og Meta, og som har resulteret i bøder til virksomhederne i milliardstørrelsen.

Men selv om Margrethe Vestager går målrettet efter magten, har hun også stor respekt for den.

»I min erfaring er magt afhængighedsskabende,« konstaterer Margrethe Vestager. »Den er et redskab, man har til låns for at kunne løse en opgave, men hvis først man har fået den, er det forbløffende let at begå den fejltagelse at tro, at man har den til evig arv og eje. Det betyder ikke, at jeg ikke falder i gryden en gang imellem, men det skulle meget gerne betyde, at jeg ikke misbruger min magt, og at jeg kan levere den tilbage igen, når der er en anden, der skal løse mine opgaver.«

Når Margrethe Vestager oplever magt som afhængighedsskabende, er det ikke mindst på grund af alle de positive sider, der følger med den.

»Jeg er ikke nogen specielt sjov person, men jeg skal hilse og sige, at jo mere magt, jeg har fået, jo sjovere er jeg blevet. Jeg er faktisk også blevet højere. Jeg tror, at maksimum i en avisartikel var 10 centimeter højere, end jeg egentlig er. Jeg er også ofte centrum for alt, der foregår. Det er det, der gør, at jeg har så stor respekt for magt, fordi jeg kan mærke, at den kan skabe en afhængighed.  For hvem vil ikke gerne være sjovere, højere og centrum for alt det, der foregår? Men tro mig, det er kun til låns.«

Mor, hustru og ven derhjemme
For at sikre, at hun ikke lader sig forblænde totalt af magten, insisterer hun altid på at tage en bustur i alle de byer, hun besøger. Det hjælper hende med at huske på, at hun nok lever et meget privilegeret liv, men har akkurat samme følelser for sine børn eller for den sags skyld angst for at dø, som alle andre ’almindelige dødelige’.

I privatsfæren insisterer hun på at være mor, hustru og ven. Og ’magtudøveren Margrethe’ har aldrig været velkommen i hendes eget hjem.

»Jeg har øvet mig i at fralægge mig magten og hænge den på sin krog i garderoben, når jeg kom hjem, så jeg kunne være i de andre roller, jeg også har. Men selvfølgelig er den der jo stadig et eller andet sted. Jeg tror ikke på, at man kan være forskellige mennesker. Men man kan bruge forskellige dimensioner af sig selv, efter hvor man er, og alt efter hvilke mennesker man er sammen med.«

Indpodet hjemmefra at gå efter magten
Lysten til at gå efter magten blev langt hen ad vejen indpodet i hende i barndomshjemmet i Vestjylland. Hendes tipoldefar var i 1905 med til at stifte Det Radikale Venstre, og hun voksede op i et hjem, hvor begge forældre var præster. Og rendyrket radikale.

Hverken forældrene eller hendes tre yngre søskende spåede hende dog nogen stor lederkarriere. Som barn var hun meget genert, og hun gemte sig i køkkenet, når præstegården af og til havde åbent hus med hundredvis af gæster.

»Jeg ville hellere være i køkkenet og sørge for, at kaffekanderne kom ind i den rigtige orden og hjælpe dem, der stod for det. Jeg havde heller ikke dengang nødvendigvis behov for at stille mig op og sige: ’Se, hvad jeg kan’.«

Godt tilpas på ølkassen
I sidste ende vandt lysten til at få andre med på hendes ideer over genertheden. Som ganske ung stillede hun op til Folketinget i Esbjerg-kredsen. Og opdagede, at hun befandt sig godt ved at stå på en ølkasse og sige: ’Det er det her, jeg synes, vi skal’.

I årene siden har hun både som partiformand og EU-kommissær været lige dele politiker og leder. Margrethe Vestager har selv svært ved at skille de to ting ad.

»Politik uden ledelse, synes jeg, er helt tomt. Det at sætte retning og gå forrest og få folk med, er jo kerneessensen af ledelse. Så jeg tror, at alle, der gerne vil spille en rolle i politik, også har modet til at lede,« fastslår hun.

Læg personlighed i lederskabet
Som EU-kommissær er Margrethe Vestager, leder for 900 medarbejdere i Bruxelles. Hendes tilgang til ledelse handler meget om at tro på sig selv og på at lægge personlighed i lederskabet. Og på at vise en stor grad af tillid til sit hold.

»Meget få mennesker kan modstå at blive vist tillid og at man har forventninger til dem«, siger Margrethe Vestager. »Det er vigtigt at have konkrete forventninger til vores medarbejdere og kommunikere dem direkte og forståeligt, så de forstår, hvad det fælles mål er. Men vi skal som udgangspunkt have tillid til, at medarbejderne gør deres bedste for at leve op til forventningerne. Hvis ikke vi kan have tillid til vores medarbejdere, peger det tilbage på os selv.«

For Margrethe Vestager er det også helt afgørende at sammensætte sit team så bredt som muligt.

»For mig handler det om, hvordan jeg synes et samfund skal være indrettet. At vi alle sammen skal have en fair chance for at bruge vores talenter bedst muligt. Det andet er, at forskningen efterhånden har slået umisforståeligt fast, at ledere leverer bedre resultater, hvis de står i spidsen for et team med mange forskellige mennesker, køn, alder og etnicitet, eller hvad det nu kan være.«

Forventer modspil i fladt hierarki
I Bruxelles har hun indført et meget fladt hierarki, hvor hun forventer at blive sagt imod af ledergruppen og medarbejderne, der ofte er langt mere inde i de komplekse sager, end hun selv er.

»Som leder skal man stå ved sine beslutninger og sit ansvar, men også lytte og give plads til modargumenter. Det afgørende er at skabe et rum, hvor det er ok at være uenige. Derfor har jeg altid bestræbt mig på at skabe teams, der er præget af både forskellighed og holdånd.«

Hendes yndlingsord som leder er ’tak’. Dels fordi hun selv præsterer bedst, når hun bliver mødt med tillid, ambitioner og taknemmelighed. Og dels fordi hun som leder ’ingenting kan uden holdet’, som hun udtrykker det.

»Når folk har gjort et godt stykke arbejde, skal de ikke have at vide, at de sikkert kan gøre det bedre i morgen. De skal have en ordentlig tak for god indsats. Det synes jeg selv er motiverende.  Og jeg synes også, at det er fair, fordi det giver en lille pause til at reflektere over, hvad det var, vi gjorde, og hvordan vi så kommer videre. Det gør hverken skældud eller at pace folk. Men det gør tak.«

Kunsten at rejse sig efter et nederlag
Selv i en karriere, der har budt på masser af sejre, både i det politiske liv og i retsopgørene mod Big Tech, har Margrethe Vestager ikke kunnet undgå en god portion nederlag, blandt andet store skatteopgør mod Amazon og Apple, der faldt til jorden med et brag.

Netop det at rejse sig efter en gulvtur er noget af det vigtigste, man skal kunne som leder, mener Margrethe Vestager. Hun ved af bitter erfaring, hvor svært det kan være at se et nederlag i øjnene. Ofte vil man som ren afværgemekanisme forsøge at overbevise sig selv om, at det måske faktisk ikke var så slemt endda.

»At komme igen efter et nederlag er en vanskelig disciplin. Typisk bilder man sig selv ind, at det slet ikke var et nederlag. Men det var det jo. Næste fase er at få styrken til at gå ind i det nederlag. Der er det godt for mig at løbe nogle kilometer, strikke nogle masker og gå i køkkenet og lave mad. For ligesom fysisk at etablere en base, så jeg kan gå tilbage til nederlaget og finde ud af, hvad der var der i det? Og hvorfor det skete,« siger Margrethe Vestager.

Selv om det er hende, der som lederen altid er det meget synlige ansigt på nederlagene, er hun opmærksom på, at det er hele hendes hold, der taber sammen med hende. Og at det er hendes opgave at samle medarbejderne op.

»Mit team har måske i årevis arbejdet på et projekt, der ender med at blive bortdømt. Der skal derfor kvitteres for det arbejde, de har gjort. For det forsøg, som vi gjorde. For den risiko, som vi løb. Og hvad det så er, vi kan lære af det nederlag, sådan at vi kan bringe vores mission videre.«

Modet til at være dig selv
Først som partiformand og senere som EU-kommissær har hun over årene finpudset sin måde at lede på, ud fra devisen: ’what you see is what you get’. Ledelse er ikke noget, hun tager på, understreger Margrethe Vestager. For når man udøver magt – og det gør man gennem ledelse – så synes hun også, man er forpligtet til at vise, hvem man er som person.

»Autencitet er blevet et af de helt store buzzword, og betyder jo egentlig bare, at du skal være dig selv. Men måske burde vi snarere diskutere, om du som leder har modet til at være dig selv. Til ikke kun at være den uniform, du har taget på, eller den titel, du har, men også at være personligt til stede i dit lederskab. Når du kan mærke, at det mod er til stede, trods fejl og mangler og ufuldkommenheder, så behøver man ikke at tale om autenticitet. Fordi så er du det.«

Smed den trygge ’uniform’
Når nyhedskanalerne viser billeder af EU-Kommissionens medlemmer, optræder Margrethe Vestager ofte som et farverigt modstykke til de mange mænd i sorte eller mørkeblå jakkesæt.

Kombinationen af kjoler i spraglede farver og sneakers er nærmest blevet hendes signatur. Og der ligger et bevidst valg bag:

»Når man har det samme tøj på, kommer man også til at ligne hinanden i hovedet,« mener Margrethe Vestager, der gerne vil udfordre det ’trygge’ og ’velkendte’ billede af, hvordan en kompetent leder ser ud.

»For 25-30 år siden, da jeg var helt ung, kunne jeg godt føle mig lidt mere sikker, når jeg havde et sæt tøj på, der var ’uniformen’. Men jeg har oplevet, at det er også en begrænsning. Det er en begrænsning i, at folk ikke rigtig kan se, hvem du er, fordi anonymiteten selvfølgelig også smitter af på dig selv.«

I dag klæder Margrethe Vestager sig præcist som hun har lyst.

»Det er en af de mange fordele ved at være kvinde, at man ikke behøver at gå i sort eller mørkeblåt hele dagen. Man kan gå i lyst, man kan gå i blomstret, man kan gå i gult. Man kan faktisk gøre meget, meget mere end de fleste. Go ahead!« lyder det fra Margrethe Vestager.

Gør det ikke uden sikkerhedsudstyr
Hun bliver af mange specielt yngre kvinder opfattet som en rollemodel, som de kan spejle sig i og lade sig inspirere af. Margrethe Vestager siger dog selv, at hun ikke gør noget forsøg på at indtage den rolle.

»Men jeg bliver meget rørt over det, når jeg møder nogen, der siger: ’Jeg var i en situation, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, og så tænkte jeg, hvad ville Margrethe Vestager gøre her?’ Altså, det bliver jo ikke bedre. Så får man ikke større kompliment eller større ros. Men der er en grund til, at jeg lægger en lille smule afstand til det. Jeg er superglad og meget beæret, hvis jeg kan inspirere nogen. Men vi spiller forskellige roller, og vi er forskellige mennesker. Og det er bestemt ikke alt, hvad jeg gør, som man skal gøre derhjemme. I hvert fald ikke uden sikkerhedsudstyr!«