Mens andre kæmper om arbejdskraft, får Max Skov Hansen dagligt ansøgninger

Lige nu skriger ledere landet over på arbejdskraft. Arbejdsløsheden er på det laveste niveau siden 2008. Især servicebranchen er hårdt ramt. Men det mærker købmand Max Skov Hansen ikke til. Ansøgerne strømmer til hans Rema1000 i Valby:

»Det er dagligt. Bare i dag har jeg allerede fået tre opkald« fortæller han, mens han viser en velarrangeret frugt- og grøntafdeling frem, der bugner af friske varer.

Nogle gange ringer ansøgerne uopfordret, men de fleste henvendelser kommer fra borgere tilknyttet jobcenteret, fortæller han. Og det er han glad for:

»Jeg har et godt og tillidsfuldt samarbejde med alle mulige forskellige jobcentre - København, Lyngby-Taarbæk, Ballerup og flere endnu. Når de har en borger, som af en eller anden grund ikke har kunnet få et arbejde, på trods af, at de har sendt masser af ansøgninger, så ringer de ofte til mig og spørger, om jeg ikke kan tage en snak med dem«.

Det startede med skepsis
Der er mange, som får en chance hos Max Skov Hansen. Det er diversiteten i købmandsforretningen et levende bevis på. Her er ansat en flygtning fra Afghanistan, der kun lige er ved at lære dansk, her er også flere flexjobbere med en grad af autisme, her er to medarbejdere i skånejob efter alvorlige kræftforløb, og en medarbejder med en kriminel baggrund, som er i gang med en ny start på tilværelsen. Omkring 60-70% af alle hans medarbejdere kommer fra jobcenteret, anslår han.

De anderledes ansættelser startede ellers med en vis portion skepsis, da Max Skov Hansen første gang fik et opkald konsulent fra jobcenteret i røret, som spurgte ham, om han ikke havde lyst til at tage en arbejdsløs borger i praktik:

»Først tænkte jeg egentlig, at de bare skulle afsætte nogen, de ellers ikke rigtig vidste, hvad de skulle gøre ved. Men jeg fandt jo ud af, at det her bare er helt normale mennesker. Ofte kommer de bare fra sygdom, livskriser, dårlige erfaringer fra tidligere arbejdspladser, eller andet, der har givet dårlig selvtillid i arbejdet,« fortæller han.

Derfor har de fleste medarbejdere hos Max Skov Hansen oplevet en del afslag, før de kom til ham.

Kemi fremfor kompetence
Max Skov Hansen får langt flere ansøgninger, end han har pladser til i sin butik. Når han får en henvendelse fra jobcenteret, tænker han sig altid grundigt om, før han siger ja. For når en ny medarbejder kommer ind i butikken fra jobcenteret, starter han dem op i et meget grundigt praktikforløb, hvor målet altid er at få en ansættelse ud af det, fortæller han. Ellers spilder man sin egen - og praktikantens - tid.

Derfor starter det hele også med at udvælge den rigtige kandidat. Her betyder det tætte samarbejde med jobcentrene, at Max Skov Hansen er heldig at stå med en bunke af motiverede ansøgere at vælge fra, når han mangler en medarbejder. Og netop motivationen er vigtig, fortæller han:

»Jobcentret laver et kæmpe arbejde for mig med at screene ansøgere i forhold til min virksomhed. Det er vigtigt for mig, at de allerede har talt med borgeren, inden de møder mig, så jeg ved, at de ønsker jobbet. Når jeg skal hyre, har de altid to-tre motiverede kandidater til stillingen. Så er det egentlig bare kemien mellem dem og resten af butikken, jeg ansætter ud fra.«

At rejse folk igen efter de er faldet
Det grundige praktikforløb handler først og fremmest om at samle folk op igen, understreger Claus Nielsen. Sammen med Max Skov Hansen leder han forretningen som souschef. Der er mange skæve eksistenser i butikken, siger han, men understreger:

»Det er jo lidt en livsstil for os hernede. Vi har en holdning om at få så mange til at fungere, som muligt,« siger han.

Selvtilliden og motivationen skal genskabes eller etableres for første gang, og det kræver en langsom og vedvarende indsats:

»Vi giver hele tiden ros og tilbagemelding på det, de laver, giver dem noget stolthed. Nogle af dem har jo nærmest kun fået tæsk igennem hele livet. Når de starter, gemmer de sig ofte og er lidt skræmte for at være her. Men man starter i det små. Det er ligesom at bygge et hus, man starter med at skabe fundamentet,« siger Claus Nielsen.

Og hele medarbejdertemaet indgår i træningen. Max Skov Hansen får alle til at være opmærksomme og anerkende, når en ny medarbejder starter i butikken:

»Den ekstra træning og det ekstra arbejde, det tager at oplære de mennesker, vi ansætter, er en del af kulturen her. Så når en ny medarbejder starter hos os, kommer vi alle og fortæller, at vi har glædet os til at møde ham eller hende,« fortæller Max Skov Hansen.

Derefter skal der være plads til at prøve sig frem for at komme hurtig af med nybegyndernervøsiteten:

»Vi skaber noget tryghed, ved at lade dem lave alle fejl, de overhovedet kan komme til. Jeg gør det altid klart for dem, at det her er en træningsbane. Jeg vil hellere have, at de begår fejl, end at de ikke gør noget. Det værste, man kan være i min branche, er at være ligeglad.«

Derfor beskriver Max Skov Hansen også selv sit job som en tredjedel købmand, en tredjedel vicevært og en tredjedel pædagog. Alle tre aspekter skal der bruges tid på for, at han kan kalde sig for en god købmand, fortæller han.

Følingen for at lære fra sig har han med fra sin opvækst med en mor, som var pædagog. Han fortæller, at han med hende har han haft nogle gode snakke om at være ordentlig, og at man har mulighed for at gøre en stor forskel for andre mennesker ved at passe godt på dem. Og så er han vandt til at indgyde en stålsat vilje til at vinde fra mange års erfaring som en-til-en træner for bordtennisspillere.

Det er kommet naturligt til han at lede andre, men man har også brug for at være god til mennesker, når man ansætter folk med så forskellige baggrunde, siger han.

Ansæt det grå guld
Max Skov Hansen smiler, når han får en ansøgning ind ad døren fra en person med erfaring helt tilbage fra 70’erne eller 80’erne. Netop aldersdiversitet er en kæmpe fordel for forretningen, fortæller han. De unge på 17 er nemlig raske til at stå op klokken 6 for at bære tunge kasser, mens de ældre passer godt ved kasseapparatet:

»Jeg prøver at hyre dem med lidt flere grå hår end mig til kundekontakt. De ved, hvordan man rører en sovs og kan kende en agurk fra en squash. De er ikke bange for at spørge kunder om ID, og så tør de smile uden at være generte«.

Ved de åbne kassebånd i fronten af butikken sidder tre kvinder i alderen omkring 50-60. Imens går en yngre medarbejder ved siden af og fylder op med vaskemiddel.

‘Man må ikke fodre papegøjen’ står der på et skilt ved en af kasserne. Skiltet markerer, at det er her Birthe Jacobsen sidder. »Ja, jeg bliver jo kaldt for papegøjen, fordi jeg taler så meget,« griner hun.

Birthe Jacobsen er 63 år. Før hun landede bag ved kassebåndet i Valby, var hun lige blevet fyret fra sin 31 år lange ansættelse som salgsassistent i stormagasinet Magasins madafdeling.

»Der er jo ikke så mange, der vil beholde os, når vi kommer op i årene«, siger hun og fortæller, at hun oplevede at blive sorteret fra i ansøgningsbunken flere gange på trods af de mange års erfaring - altså indtil jobcenteret landede hende hos Max Skov Hansen, hvor hun har været de sidste seks år.

»Det skal nok fungere«
Selvfølgelig værker kroppen lidt mere, når man er oppe i årene. Birthe Jacobsen er mødt ind til sin første arbejdsdag efter at have været sygemeldt til en operation. Men humøret er højt:

»Det var bare så dejligt at komme tilbage i morges. Man får at vide, at man har været savnet, at man ser godt ud, og så får man et knus. Det gør jo bare, at man giver den en ekstra tand. Det gode humør fylder her.«

Selvom sygdom blandt nogle af de ældre medarbejdere kan presse bemandingen i butikken, får Max Skov Hansen og de andre det til at fungere, fortæller Birthe Jacobsen:

»Nu er det os tre gamle deroppe i kassen, der lige har ligget syge allesammen, men Max forsikrer os altid om, at det nok skal komme til at fungere. Vi er til for hinanden, og vi bakker hinanden op.«

Men der er ingen tvivl om, at Max Skov Hansen knokler for at få butikken og den mangfoldige gruppe medarbejdere til at få succes, understreger Birthe Jacobsen. Her ydes en ekstra indsats fra ledelsen, selvom det i forvejen er hårdt arbejde at drive en købmandsforretning.

Max Skov Hansen indrømmer, at de mange sygedage kan gøre det lidt sværere at sætte et skema nogle gange, men det er det værd:

»Det giver butikken et løft at ansætte de ældre og erfarne medarbejdere, som giver de unge noget modent at spejle sig i,« fortæller han.

Man kan se på Max Skov Hansens butik, at der er styr på detaljen. Der bliver gjort flittigt rent imellem rækkerne, og alle butikkens varer står med mærkaterne omhyggeligt vendt ud mod kunderne. Der er en ambition om at gøre det godt blandt Max Skov Hansens medarbejdere. Også de unge:

»Man er jo stolt over det, når man har lavet en snorlige udstilling, ikk’? Og kunderne bemærker det. Det gør de tit faktisk,« fortæller Lukas Friis Rave, som er i gang med at fylde vaskesæbe på hylderne. Han er 18 år og indtil for nyligt en af ungarbejderne i butikken, hvor han har været, siden han valgte at blive hængende efter sin praktik i 8. klasse.

Selvom mange af hans kolleger er en god del ældre end ham, så gør det ham ikke noget:

»Jeg er jo meget ung i forhold til nogle af de andre, men det ligger jeg ikke så meget mærke til. Vi har et ret godt fællesskab og snakker rigtig godt sammen hernede. «

Medansvar giver stolthed
Max Skov Hansen samler lidt løsrevet pap op fra jorden og smider det i en skraldespand. Indimellem afbryder han venligt interviewet for at svare kunder på, hvor de kan finde mere økologisk koldskål eller bacon på tilbud - flere hilser han på ved navn. Samme ordentlighed, genkendelighed og serviceniveau forventer han af sine medarbejdere:

»Jeg har altid en forventning om, at folk arbejder og giver kunderne gode oplevelser«.

Max Skov Hansen har ambitiøse målsætninger og værdier. Han vil være lokalt forankret, have glade kunder, minimere madspild og have en forretning med performance i toppen. Hvis han skal nå det, er det alfa omega, at medarbejderne er motiverede, glade for at komme på arbejde og har lyst til at blive hos ham i lang tid, siger han.

Hans ledelsestaktik er at give medarbejdernes arbejdsglæde ved at give dem nogle rammer, hvor de føler sig både frie og udfordret. Derfor er der heller ingen regler eller manualer i butikken. Derimod går Max Skov Hansen meget op i, at medarbejderne får eget særligt ansvar for egne varer, afdelinger og opgaver. Og så er medarbejderne altid med til at løse butikkens små udfordringer.

Når Max Skov Hansen for eksempel forsøger at minimere madspild i butikken, beder han Claus Nielsen med ansvar for frugt og grønt om at tænke over, hvordan man kan få kunderne til at købe de små bananer, der altid rives løs fra klasen og ender med at må smides ud, fordi ingen vil købe dem.

»Det kostede os cirka 200 kroner om dagen. Men så fik Claus ideen til at lave det her skilt.« Max Skov Hansen peger på ned i bunden af stativet med bananer bag ham. Der står en kasse med små løse bananer med et skilt på, hvor der står ‘tag mig, jeg er single’. Skiltet sælger de mindre singlebananer, fortæller han.

»På den måde fik Claus minimeret madspild, men vi sparer også omkring 50.000 kr. om året«.

I butikken får de unge lov til at vælge, om der skal stå energidrik eller foccacia, når Valbys unge kommer i butikken efter skoletid, mens de ældre medarbejdere bestemmer, at butikken skal sælge ciabattabrød, når familiefædre kommer og handler til aftensmadstid. De kan også blive bedt om at tænke over, hvordan kunder kan føle sig mere velkomne eller hvilke varer, der ville være gode at få hjem til butikken:

»Bare de føler, de har frie rammer til at prøve tingene af, så de selv oplever, hvad der kan give dem succes. Det gør jo for det første, at kunden oplever, at der sker noget nyt hele tiden, og for det andet tjener butikken også flere penge på det, og for det tredje motiverer det medarbejderne, at de er med til at forme deres arbejdsdag. «

Tobias Kofoed Vibits har arbejdet for Max Skov Hansen i ni år. Han fandt selv ned i Rema1000 efter at være blevet fyret fra et andet supermarked. Med en mindre medfødt hjerneskade, er han ansat i flexjob på nedsat tid. Han kan ikke tage kassen, men han kan fylde varer op, og så har han ansvaret for kontakten til renovationsfirmaet. Det kan være hårdt arbejde, fortæller han, men han er glad for det:

»Jeg vil selv sige, at vi driver en ret så succesfuld forretning hernede. Og det er super motiverende. Jeg har lyst til at komme tilbage efter ferie, og når jeg går i seng i aften, er det med lysten til at komme på arbejde i morgen, « fortæller han.

Det kræver tålmodighed og overskud
Men det er ikke uden udfordringer at drive en 1.245 kvadratmeter stor Rema1000 – en butik større end de fleste. Især ikke når man rekrutterer og skal oplære folk, der har været ude af arbejdsmarkedet i lang tid, har en udfordring eller et handicap.

»Der er masser af udfordringer. Det er jo enormt ressourcekrævende for os, der er her. Vi skal jo hele tiden lære op og træne, spare og forklare. Det kræver en kæmpe tålmodighed, « fortæller Max Skov Hansen.

Det kan nogle gange give udfordringer, når en mere sårbar medarbejder har det svært. Men her gør Max Skov Hansen meget ud af at fjerne tabuet ved at have problemer og få forklaret alle, hvorfor der er en, der har det svært en dag:

»Det nemmeste er, hvis jeg har medarbejderen med for selv at fortælle, hvis der er sket noget svært i weekenden, eller hvad det kunne være. Det gør, at de som har det sådan, kan få lettet skuldrene i stedet for at være nervøse for at komme på arbejde. Det betyder også, at alle er gode til at komme til mig, hvis de ser en, der hænger lidt med skuffen, for det sker jo«.

Der bliver tænkt meget i at skabe tillid til, at ledere og medarbejdere kun vil hinanden det godt. Alle skal ikke behandles ens, for så ville det hele brase samme, men de skal behandles lige, fortæller Max Skov Hansen. Det kræver overskud fra ledelsen:

»Dem med ledelsesansvar her skal have noget tålmodighed, noget overskud til andre mennesker. De skal ikke have noget imod at repetere de samme ting flere gange, og de skal kunne se de små detaljer. Hvis vi skal performe i toppen hele tiden, for så skal detaljerne også være på plads«.

Souschef Claus Nielsen fortæller også, at medarbejdernes store dedikation og medansvar kan føre til et par slag, og nogle gange skal der sættes mere tid af til konsensussøgning:

»For eksempel Ingrid, der hjælper mig med kødet. Hun går op i det med liv og sjæl, så hvis jeg laver en fejl, så er der altså kontant afregning. Og så kan man ikke bare sådan give en ordre tilbage. Her skal vi ledere argumentere for, hvorfor vi skal gøre, som vi skal,« fortæller han.

Bevar det gode humør
Det er ikke for alle at bruge så meget tid og energi på at skabe en mangfoldig arbejdsplads. Især skal man ikke gøre det, hvis ikke man har overskuddet til at bevare det gode humør:

»Claus og jeg går meget op i at vise overskud, ros og glæde, og få sagt, at vi synes, de gør en forskel, og at det er vigtigt, at de er her«, fortæller Max Skov Hansen.

Hvad så, når du kommer i dårligt humør?

»Det ved de ikke, hvis det sker«, griner han og fortæller om en episode, hvor en medarbejder kom til at glemme at slukke for varmeblæseren i indgangen. Fejlen kom til at smelte en hel palle med chokolade og kostede dermed butikken mange tusinde kroner.

»Det var bare så ærgerligt«, siger han om episoden. Men det er aldrig noget, du som leder må blive sur over:

»Jeg kunne aldrig finde på at bebrejde nogen det, for der er aldrig nogen, der gør sådan noget med vilje. Det var jo bare en tanketorsk. Hvis jeg skulle gå og være sur over det, så havde jeg jo ødelagt det for hele butikken. Alle her har tillid til, at vi gør det så godt, vi overhovedet kan«.

Når Max Skov Hansen ser på, hvad han får tilbage fra sin investering i - og tro på – de mere skæve eksistenser eller ansøgerne, som blev afvist andre steder, så kan der sættes to streger under på, at du som leder får endnu mere den anden vej:

»Vi har jo nogle ekstremt engagerede og enormt loyale medarbejdere. De vil gøre alt for butikken. Og de vil gøre alt for Claus og jeg, når vi har succes med at få folk til at blomstre,« siger han.

Max Skov Hansen er taknemmelig for, at de eksisterende medarbejdere altid er med ham, uanset om det er en udfordring for at minimere madspild eller en opgave med at hjælpe en ny medarbejder ind i butikkens rutiner og kultur. For der bliver ved med at være noget at gøre. På Søndre Fasanvej 92 i Valby leder Max Skov Hansen ikke en normal købmandsbutik, og det kommer han aldrig til at gøre, siger han. Her rækker formålet udover at sælge havregryn og vaskemiddel:

»Her forsøger vi at gøre en forskel«, konstaterer han.