Jobskifte, nej tak: »Tanken om at søge noget andet har ikke strejfet mig i 40 år«

I jagten på den rigtige karriere og et hurtigt avancement er det for mange ledere naturligt at kigge efter nye jobmuligheder. Men der kan være store fordele ved at være vedholdende, tålmodig og dvæle ved det, man er i. Det fortæller to ledere fra DSB, der begge har været mange år i deres stillinger.

Én af dem er chef for Stationsservice Jørgen Dyrendal Rasmussen, som har arbejdet hos DSB stort set hele sit liv og haft lederstillinger inden for vidt forskellige områder.

»Folk siger: ‘Hold da op, har du virkelig været det samme sted i 40 år?’ Men man skal huske, at jeg har været i forskellige stillinger, og så har jeg haft en fantastisk oplevelse af, at udvikle mig sammen med virksomheden,« siger han.

Hos DSB er intern rekruttering og talentudvikling højt prioriteret, og her er det ikke et særsyn, at medarbejdere fejrer både 30-, 40- og sågar 50-års jubilæer.

Men mange år på bagen et sted behøver langt fra betyde stilstand. Tværtimod giver årene dig kæmpe fordele som leder. Det mener Maryam Borring-Olesen, der er områdeleder for DSB S-tog og har været hos DSB dobbelt så længe, som danskerne – ifølge OECD – i gennemsnit bliver i et job – 14 år.

Hun peger på, at man – i sin iver efter at prøve nyt og jagte karrieremuligheder – risikerer at snuble i netop det, der gør en god leder: relationerne.

»Vi er så optaget af at komme videre, at vi glemmer de vigtigste ressourcer: menneskene. De kræver tid. Hvis vi som ledere bare smutter efter kort tid, forsvinder stabiliteten og tilliden, og så høster hverken vi eller virksomheden gevinsten af relationerne – nemlig de gode resultater, « siger Maryam Borring-Olesen.

Udvikling og indflydelse
Jørgen Dyrendal Rasmussen, der for nylig fik blomster og taler for sine fire årtier i organisationen, har aldrig været optaget af at komme videre.

Han begyndte hos DSB i 1982. Det var dengang daværende generalsekretær, Poul Hjelt, lige havde ændret tiltaleformen fra ‘De’ til ‘du’.

»Jeg havde været i det private som ekspedient i en tøjforretning og kom ind i en kæmpe organisation med 24.000 medarbejdere. Jeg oplevede processerne som træge, omfattende og støvede, og der var langt fra ord til handling. Der er virkelig sket meget med organisationen siden,« siger Jørgen Dyrendal Rasmussen.

Gennem årene har han haft lederstillinger inden for vidt forskellige områder. Mulighederne for hele tiden at blive udfordret og få indflydelse er hovedårsagen til, at han stadig er i DSB og stadig er glad for sit lederjob, siger han.

Han blev uddannet som trafikassistent og har siden arbejdet sig op ad karrierestigen. I dag er han øverste chef for omkring 250 medarbejdere og skal – med fire ledere under sig – sikre, at renhold og soignering af stationer fungerer, at handicappede kan få hjælp på stationerne, og at fjern- og regionaltog rengøres undervejs.

Han erkender, at der naturligvis har været mindre gode perioder i løbet af de 40 år.

»Men er man vedholdende og tålmodighed, så kommer der også bedre tider,« siger han.

Del af en familie
Maryam Borring-Olesen kom til Danmark fra Iran i 2004 som 26-årig. Efter at have været på barsel og forbi Netto som butiksansvarlig, hvor hun forsøgte at lære dansk ved at læse tilbudsaviserne, startede hun som togrevisor (billetkontrollør, red.) i DSB.

»Jeg så en annonce i Metroxpress, hvor DSB søgte togrevisorer og søgte nok mest, fordi jeg syntes, uniformen så sjov ud,« siger hun.

Maryam Boring-Olesens dansk var – med hendes egne ord »elendigt«.

»Jeg skrev et par sætninger med hjælp fra Google Translate og sendte det afsted. Det var en kikset ansøgning. Men jeg kom til samtale, præsenterede mig på mit dårlige dansk og blev ansat. Det var virkelig svært i starten. Jeg skulle stå over for kunder og forklare klagesystemet uden at kunne sproget. Jeg kan love dig for, at jeg har stået i situationer og tænkt: ‘Nu handler det bare om at blive færdig og komme væk.’«

I takt med at Maryam Borring-Olesens sprogkundskaber og kvalifikationer blev finpudset, fik hun større ansvar i DSB. Hun blev driftskoordinator, trivselskoordinator og bød sig i det hele taget til, når nye muligheder opstod. Hendes arbejdsplads kvitterede ved at give hende chancen og lade hende stige i graderne.

»Jeg følte, de tog imod mig med åbne arme. Når jeg bad om kurser, blev der ikke stillet spørgsmålstegn. Jeg blev hjulpet videre. Det har jo været motiverende, og jeg har også fået en følelse af at være en del af en familie, hvor man hjælper hinanden. Det er nok især det, der gør, at jeg ikke bare smutter videre til noget andet.«

Efteruddannelse fastholder
I 2016 blev hun leder af togførerne på fjern- og regionaltog. Og hun har fået mulighed for at dygtiggøre sig inden for ledelse.

»Jeg kom på Ledernes Akademiuddannelse, for jeg havde jo intet af det teoretiske. En kæmpestor verden åbnede sig for mig. Jeg så mennesket fra en helt anden vinkel, end jeg havde gjort før. Det at kunne at tale med et menneske, at kunne skabe tillid, gode relationer og komme tæt på - og forstå det enkelte menneske, det er jo så ekstremt vigtigt som leder. Jeg lærte meget. Det var inspirerende.«

Den nye viden, og det at hun dagligt bruger den i sit lederjob, har været med til at fastholde hende, siger hun. I dag er hun områdeleder for DSB S-tog og leder for 72 medarbejdere. Maryam Borring-Olesen har ikke for alvor følt trang til at søge væk i de mange år, hun nu har arbejdet i DSB.

»Nogle gange tænker jeg da: ‘Gad vide, hvordan det er at arbejde andre steder?’ For jeg er et nysgerrigt menneske. Så går jeg ind på Jobindex, kigger lidt og tænker: ‘Hm, jeg forstår ikke engang, hvad det job der handler om.’ Så lukker jeg computeren. Jeg har det godt, hvor jeg er og synes ikke, man skal skifte bare for at skifte.«

Stillinger der ikke findes længere
At kunne flytte på noget og at kunne flytte sig er væsentligt for lysten til at blive. Det siger både Maryam Borring-Olesen og Jørgen Dyrendal Rasmussen. Sidstnævnte startede inden for trafik, kom til salg- og kundeservice, hvor han fik ledelsesansvar, var med til at åbne call-centrene og integrere billetsalg og rejsebureauer. Han har skullet smelte kulturer sammen, da DSB overtog driften af kioskerne på stationerne. Og så har digitaliseringen betydet, at Jørgen Dyrendal Rasmussen jævnligt har skullet flytte sig fagligt.

»Jeg var i en periode ansvarlig for billetsalg og rejsebureauerne i Jylland og på Fyn. Men den stilling findes slet ikke i dag. Nu betjener folk sig i vidt omfang digitalt. I den transformation er jeg kommet til noget andet spændende. Det er sket gradvist med efteruddannelse og uden de store dramaer. Jeg har hele tiden fået nye muligheder.«

Det har næret lysten til at blive. I løbet af de 40 år, der er gået, har han ikke haft lyst til at søge uden for DSB.

»Jeg kender chefer og ledere hos os, der siger: Nu har vi været her i 5 år, nu skal vi videre. Det er der jo nogle, der trives med. Men for mit vedkommende, så har tanken om at søge noget andet end ikke strejfet mig i de 40 år.«

Tilknytning tager tid
Når man bliver i mange år, får man en særlig tilknytning til arbejdspladsen. Der opbygges en stærk gensidig loyalitet. Det sker i kraft af, at man bliver dygtigere, mere vellidt og får stadig tættere relationer. Alt sammen værdifulde egenskaber for en leder. Men den slags klares ikke på et par måneder. Det tager tid, påpeger Jørgen Dyrendal Rasmussen.

»Tilknytning kommer ikke bare på et halvt år. Jeg tror meget på, at hvis man bliver et sted, gør en god indsats og prøver at påvirke og få indflydelse, så kommer mulighederne også. Det har de gjort for mig. Det åbner døre til for eksempel efteruddannelse og nye opgaver internt.«

Jørgen Dyrendal Rasmussen fik en akademiuddannelse i oplevelsesøkonomi som 60-årig.

»Jeg var uden sammenligning den ældste på det hold, og det kostede tid og penge, men sådan noget bliver muligt, når man er stabilt et sted i længere tid.«

Det går over
Jørgen Dyrendal Rasmussen erkender dog, at det også har haft betydning, at han er ansat som tjenestemand – med de privilegier der følger. Men uanset hvad, var han blevet i DSB. Også selvom han indimellem har måttet bide tænderne lidt sammen. Ikke fordi indholdet i hans stilling har været surt, men fordi han i perioder har haft ledere, han ikke var enig med.

»I de 25-30 år jeg har været leder, har jeg haft 14 forskellige chefer over mig. Og uden at sige for meget, så har de ikke alle været lige gode.«

Men i stedet for at styrte ud ad døren til et andet job, har Jørgen væbnet sig med tålmodighed og ventet på bedre tider.

»Jeg har haft en helt enkel filosofi: Hvis der i en periode er en chef, hvor det hele virker som om, det bliver kørt tåbeligt, jamen så går det over. For så er du ikke den eneste, der synes, det kører dårligt. Den tilgang har holdt stik indtil nu. Det kræver selvfølgelig, at man tror på sig selv og på, at den vej, man selv mener er rigtig, også er den vej, det går. Men min erfaring er helt klart, at det bliver godt igen.«

Giver ro på hjemmefronten
Jørgen Dyrendal Rasmussen skimter pensionen forude. Men han har faktisk ikke rigtig lyst til at give slip. Han kalder sit arbejde en livsstil. Nok ikke helt skævt, når man har brugt hele sit arbejdsliv et sted.

I de perioder af livet, hvor der har været pres på hjemmefronten, har stabiliteten i arbejdslivet været en gave.

»Det har skabt ro på privatsiden. Det, at jeg ikke har skullet ud og sætte mig ind i nye arbejdsgange og en ny kultur på en anden arbejdsplads. Jeg tror, at det at være i et ansættelsesforhold i længere tid generelt giver en stabilitet i ens samlede liv.«

I sit nuværende lederjob arbejder Jørgen Dyrendal Rasmussen på kontorerne i både Høje Taastrup, Aarhus, Middelfart og Herning. Det bedste for ham er stadig, når han kommer væk fra skrivebordet.

»Når jeg tager ud på stationerne, går derude med medarbejderne og får nye indfaldsvinkler til, hvad der kører godt, og hvad vi kan forbedre. Det giver en dynamik, som er fantastisk. Så nogle gange kører jeg bare ud og tager en fordomsfri snak med folk.«

Glemmer det vigtigste
Også for Maryam Borring-Olesen er det opløftende at få en snak og være et velkendt ansigt, fordi man har opbygget relationer gennem så mange år.

»Når jeg går over og spiser og henter min mad fra kantinen, så er der folk fra alle mulige afdelinger, der kommer og hilser på mig. Det er hyggeligt, men også meget vigtigt som leder at have oparbejdet relationer,« siger hun.

Det bruger hun hver dag, når hun går på arbejde.

»Det, at jeg har opbygget både noget specialistviden og stærke relationer, gør hverdagen lettere. Det betyder, at jeg ikke skal skrive en roman for at få en opgave gennemført. Jeg griber bare telefonen, og så bliver tingene ordnet. Det hele kører smidigere og hurtigere, når man kender hinanden,« siger hun.

Hun har også selv fået en stærk følelse af at være et aktiv. Hun kan få ting til at glide, fordi hun har været i DSB i mange år. Det føles godt.

»Når lokomotivførerne kommer og skal have hjælp med alt fra uniformer til IT, så ved jeg, hvad der skal til. Det giver nemme arbejdsgange, og det giver mig en form for stolthed, når medarbejderne ikke går tomhændede fra mit bord.«

Og så er der den med relationerne. Relationsopbygning er ikke noget, der sker på en formiddag - ej heller på et halvt år. Og for en leder er gode relationer altafgørende, siger hun.

»Set fra min stol er relationer det vigtigste for, at det kører. Og de tager altså tid.«