Jægerkorpsets chef var den første danske soldat i Afghanistan – og den sidste mand hjem

Da et dansk Hercules-fly landede i Islamabad i Pakistan ud på aftenen onsdag den 25. august, kunne Jens Peter Blomqvist endelig ånde lettet op.

Få timer forinden var chefen for Jægerkorpset som absolut sidste mand steget ombord på det buttede transportfly, der for sidste gang forlod Afghanistan, fyldt til randen med tidligere tolke, lokalansatte ved den danske ambassade og danske statsborgere. Samt en lille flok meget trætte jægersoldater.

Mens lufthavnen i Kabul var omringet af Taleban-krigere, og tusindvis af afghanere flokkedes i et desperat forsøg på at komme ud af landet, var det på 10 dage lykkedes Jens Peter Blomqvist og hans folk at få evakueret cirka 1000 personer i et tæt samarbejde med blandt andet det danske flyvevåben.

Og selv om mange vil mene, at den 20-årige militære indsats i Afghanistan vil gå over i historiebøgerne som en fiasko, ser Jægerkorpsets chef redningsaktionen som en operation helt efter bogen.

»Jeg tænker, at eftertiden vil se den danske indsats i forbindelse med evakueringen som en stor militær succes i en meget vanskelig situation. Det håber jeg i det mindste, for det er sådan, jeg opfatter det,« siger han.

Også for Jens Peter Blomqvist personligt var flyveturen ud af Kabul speciel. Som en del af en lille forkommando til den danske krigsindsats i Afghanistan, var han nemlig den første soldat i Kandahar i 2001.

Knap 20 år senere blev han så også den sidste.

»Et eller andet sted er det da en tilfredsstillelse, at jeg var den første og den sidste, i hvert fald i forhold til det militære bidrag,« siger Jens Peter Blomqvist.

Man får ikke den 55-årige chef for Jægerkorpset til at gå i detaljer med, hvad der skete under hverken hans første eller sidste mission i Afghanistan. Eller nogen andre missioner for den sags skyld.

Jægerkorpsets motto ’Mere at være, end at synes’ forklarer ret godt hvorfor: Hverken Jægerkorpset som enhed, eller de enkelte soldater, forventes at tale offentligt om deres bedrifter. Og da slet ikke prale af dem.

Jens Peter Blomqvist vil dog gerne fortælle, hvilke ledelsesværktøjer, han bruger i både skarpe aktioner, altså ved egentlige missioner i krigszoner, og under mere fredelige forhold ved træning og uddannelse.

De måske egnede

Det hele begynder med den benhårde udvælgelse af egnede soldater.

Hvert år bliver et hold håbefulde aspiranter udsat for fysiske prøvelser, der tvinger dem langt ud over deres egne grænser. Du har måske set det på tv. Men også det indvendige af hjerneskallen kommer under lup.

»Vi leder efter noget meget specielt. De typer, der ’står højt i tændingen’, som vi kalder det. Go-Mindede, der altid prøver at finde en kreativ løsning og aldrig giver op. Og som samtidig er gennem-ordentlige mennesker,« siger Jens Peter Blomqvist.

De karakteregenskaber, man skal have for at fungere godt som jæger, kan som udgangspunkt ikke tillæres. Det er enten noget, man har, eller ikke har.

»Evakueringen i Kabul er et godt eksempel på, at man skal kunne leve med usikkerhed og kunne løse en opgave, der ændrer sig igennem forløbet og ender et helt andet sted. Hvis du ikke trives med det, og ikke kan blive ved med at drive dig selv for at nå målet, når ingen andre gør det, så skal du ikke være her,« siger Jens Peter Blomqvist.

I år kom fire ud af 50 aspiranter igennem nåleøjet. Resten fik knust drømmen om at få syet det diskrete, men stærkt eftertragtede jæger-mærke, på jakken.

»Dem vi vælger fra, ville alligevel ikke have været en succes, og de ville ikke have haft et godt liv her. De ville altid hænge lidt efter de andre, og værre end det: De kunne sætte deres eget og deres kammeraters liv på spil,« siger Jens Peter Blomqvist og tilføjer:

»Det er ikke fedt at skille sig af med folk, men alternativet er værre.«

’En værre ballademager’

Evnen til at vandre rundt i dagevis med en 50 kilo tung rygsæk på ryggen, stort set uden mad og søvn, er kun en del af det, Jægerkorpset leder efter. Endnu vigtigere er det, at de kommende jægere hele tiden viser, at de kan finde nye og kreative muligheder at løse opgaverne på.

Da Jens Peter Blomqvist selv gennemførte aspirant-kurset i 1988, blev han dybt forbløffet over, hvor let han havde ved at gennemføre de ellers umenneskelige prøvelser.

»Min far plejede at sige: Du kan 10 gange mere, end din mor tror, og tre gange mere, end du selv tror. Og jeg blev faktisk positivt overrasket over, hvor meget jeg kunne,« siger Jens Peter Blomqvist og tilføjer; »Jeg var også ung og dum, og tog imod alt det jeg blev udsat for.«

Som midterste barn af tre børn voksede han op i en almindelig og kærlig familie i Stenløse på Sjælland.

Men han var med egne ord en værre ballademager. Han skød familiens flagknob fra Holmegaard i smadder med et luftgevær, han selv havde renoveret. Og sprængte hul i familiens swimmingpool med et kanonslag. Indtil han opdagede faldskærmsudspring og blev så bidt af det, at han som 19-årig blev instruktør.

Allerede der spøgte tanken om en militærkarriere. Den fik yderligere næring, da han aftjente værnepligten i Livgarden, blev sergent og med hjælp fra en god kontakt i Forsvarskommandoen fik lov at prøve kræfter med optagelsesprøven i Jægerkorpset.

Livgarden havde ellers imod reglerne smidt hans ansøgning i skraldespanden med henvisning til hans klejne statur.

»De syntes, at jeg havde for tynde arme og slet ikke var stor og stærk nok. Et stort brød var dumpet året før, og de var sikre på, at så kunne jeg da slet ikke bestå,« siger Jens Peter Blomqvist. Med den gode kontakts mellemkomst, og en trussel om en disciplinærsag til de tvivlende chefer, bestod han patruljeaspirantkurset med flyvende faner. Og gik ind i en tilværelse med masser af usikkerhed, farlige missioner og benhård træning. Det passede ham perfekt.

»Jeg er tosset nok til, at den her arbejdsplads nok er den bedste for mig. Det er sådan en slags beskyttet værksted, et børnehjem for voksne, som min datter siger,« siger Jens Peter Blomqvist.

Kun en jæger kan lede jægere

Hans egen baggrund som aktiv jæger ser han som en meget nyttig forudsætning for chefjobbet. Selv om man kan lære mange ledelsesværktøjer på universitetet, er det for ham et helt grundlæggende funktionsvilkår, at man skal kunne forstå sine folk.

»Jeg tror ikke, at du kan forstå jægersoldater, hvis du ikke har været en af dem på et eller andet tidspunkt.«

I en alder af 55 år kan han ikke længere matche sine soldater fysisk.

»Men jeg kan sætte mig ind i deres situation, og jeg kan håbe på, at jeg kan opnå en vis respekt ved at lede dem godt og ved at sørge for, at de har de bedste funktionsvilkår.«

Han er også chef for mange andre specialister, end de operative jægere. Og lægger stor vægt på, at det skal være en arbejdsplads for alle.

»Som chef betyder det meget for mig, at alle føler sig som en del af vores arbejdsplads uanset deres funktion. Jeg ønsker mig de bedste medarbejdere uanset køn, etnicitet, seksuel orientering eller tro, og der skal være plads til alle. For med to døtre kan man jo ikke ønske sig andet end lige vilkår på arbejdspladsen,« siger han.

Ingen kæft, trit og retning

Jens Peter Blomqvist er, modsat hvad mange måske ville tro, absolut ikke tilhænger af stram disciplin og af at bjæffe ordrer ud med stram mine.

»Min ledelsesfilosofi handler allermest om empowerment, altså at bemyndige voksne mennesker, som er godt uddannede. Hvis de får at vide, hvad opgaven går ud på, hvad det er for et mål, de skal nå, så giver jeg dem så meget bemyndigelse, som jeg overhovedet kan,« siger Jens Peter Blomqvist.

Når korpset er på mission i for eksempel Kabul, er der ikke altid tid til diskussionsklubber. For når det brænder på, er chefens ord lov.

»Der har da været situationer, hvor jeg måtte sige: Hold jeres kæft, og løs den opgave i har fået. Det skal man være i stand til og være stålsat nok til i nogle situationer«.

Men ellers er ledelsesstilen baseret på alt andet end kæft, trit og retning. Jens Peter Blomqvist har nemlig tillid til, at folkene kan tænke selv og agere frit inden for de givne rammer.

»Nogle af de situationer, jeg skal lede i, kan vores liv blive bragt i fare meget hurtigt og på en meget overraskende måde. Der skal vi stadig være i stand til at agere og stole på hinanden.«

Så få begrænsninger som muligt

Igen fremhæver han missionen i Kabul som et eksempel på, hvordan hans ledelsesdogme udspiller sig helt konkret.

»Jeg behøvede ikke blande mig i, hvordan mine folk løste opgaven i Kabul, fordi de er vænnet til selv at agere. De vidste godt, hvad de måtte og ikke måtte og hvad der var lovligt og ikke lovligt, for det havde de fået at vide. Inden for de rammer, som jeg gav dem, løste de opgaverne og var kreative,« siger Jens Peter Blomqvist.

Som en tommelfingerregel giver han kun sine folk de absolut nødvendige begrænsninger. I Kabul var det for eksempel en deadline for, hvornår sidste fly skulle afsted – og alle skulle være ombord.

»Vi vidste godt, at der var en slutdato på vores tilstedeværelse, men deadline ændrede sig undervejs. Og så var det et spørgsmål om at finde the sweet spot mellem at redde flest mulige ud og det tidspunkt, vi allersenest skulle forlade stedet«, siger Jens Peter Blomqvist.

Derudover er han ikke tilhænger af at begrave sin folk i begrænsninger.

»Der kan være rammer, som de ikke må bryde, og som derfor bliver kommunikeret klart. Men hvis det ikke er strengt nødvendigt at give dem en begrænsning, så gør jeg det ikke. På den måde sikrer jeg, at de udnytter alle de ressourcer og kompetencer, de har,« siger Jens Peter Blomqvist.

Konflikt og uenighed er godt

Et andet vigtigt ledelsesdogme for Jens Peter Blomqvist er, at konflikt og uenighed faktisk er en god ting. Og han ansporer derfor alle sine medarbejdere, uanset om det er jægere, medlemmer af staben, mekanikere eller folk fra forsyningstjenesten, til at sige ham imod og udfordre hans overvejelser i de faser af beslutningsprocessen, hvor man opstiller handlingsalternativer.

»Jeg kan ikke vide alt, og har på alle funktioner medarbejdere, der er specialister på deres felt. Jeg skal være virkelig god til at argumentere, men det er absolut positivt. Hvem er interesseret i at høre fra nogle, der kun er enige med chefen?« siger Jens Peter Blomqvist.

Jens Peter Blomqvist bruger konsekvent sin stab til at kvalificere alle beslutninger.

»Hvis jeg ikke var interesseret i at tale med folk, kunne jeg bare træffe mine beslutninger selv. Hvis det var så enkelt, behøvede jeg kun mig selv og en kommunikationsmand til at kommunikere mine ordrer ud. Men der er jo en grund til, at man har en hel stab, der kan afdække alle facetter af problemerne,« siger Jens Peter Blomqvist.

Selv om han forventer og forlanger at blive mødt med modspil, er det en klar ledelsesregel, at hans medarbejdere og ledere ikke må sige blankt nej til chefen.

»Jeg forlanger, at alle melder ind på den problemstilling, der er på tale, og ikke bare siger ’nej, det duer ikke’. Det er ikke fedt at få at vide som chef, at du kun kan sige ja eller nej. Det er til gengæld fedt at få at vide, at der er forskellige muligheder og ulemper, du kan vælge imellem og kombinere. Så jeg kan vælge imellem de nuancer af grøn, jeg helst vil have,« siger Jens Peter Blomqvist.

Pas på med at fortabe dig i detaljer

På de skarpe missioner bliver jægerne sendt afsted i patruljer, der sammensættes ud fra de kompetencer, der er brug for. Og med et skarpt blik på de enkelte jægeres styrker og svagheder.

Jens Peter Blomqvist er som chef også selv meget opmærksom på, hvor han selv kommer til kort.

»Jeg har masser af svagheder. En af dem er, at jeg skal passe på ikke at begynde at interessere mig for ligegyldige detaljer. Det kan ske, hvis jeg bliver stresset,« siger han.

Jægerkorpsets chef kender sig selv godt nok til at vide, at det er faresignal, når han går for meget i nørde-mode. For ham er tid, især hans egen tid, en vigtig ressource på linje med penge.

»Hvis jeg bruger min egen tid på at fordybe mig i mange små detaljer, er det typisk fordi jeg er ved at miste overblikket. Så begynder jeg at interessere mig for det forkerte, i stedet for at være chef på de store linjer,« siger Jens Peter Blomqvist og tilføjer: »Men detaljer er selvfølgelig også vigtige, det er jo her djævlen ligger.«

Vigtigt at prioritere

Han havde kun været chef for Jægerkorpset i godt seks måneder, da missionen i Kabul tvang ham til at kaste alt andet til side og med få timers varsel sætte kursen mod Kabul.

Vigtigheden af at prioritere og vælge fra har han selv lært af nogle af sine tidligere chefer, der også lærte ham at gøre de vigtige ting helhjertet. Det råd har han taget til sig.

»Når du gør noget, skal du gøre det rigtigt og sørge for, at du gør det med ordentlighed. Så får du en effekt,« siger han.

For Jens Peter Blomqvist er det i den sammenhæng utrolig vigtigt at fortælle sine medarbejdere om de fravalg, han tager.

»Et fravalg er også et valg. Derfor lægger jeg stor vægt på at orientere om både mine prioriteringer og fravalg, for eksempel når vi hver måned mødes til det faste briefing-møde, eller ved de jævnlige og noget kortere møder, hvor vi gør status og ser fremad.«

Ingen nulfejlskultur

Når man som Jens Peter Blomqvist er chef for ansatte, der løser opgaver af stor national vigtighed, og risikerer at blive dræbt eller lemlæstet under missionerne, består en stor del af jobbet i at planlægge alt så minutiøst, at der ikke opstår fejl. Men det er helt forkert at tro, at Jægerkorpset arbejder i en nulfejlskultur.

»Vi har ikke nogen nulfejlskultur, for der bliver begået fejl. Du kan ikke drive specialoperationer, hvis du ikke er villig til at bevæge dig ud i områder, der ikke er betrådt før,« siger Jens Peter Blomqvist.

For ham som chef er det til gengæld helt afgørende, at alle fejl bliver håndteret med det samme, og får en konsekvens, hvis det er påkrævet.

»Vi er en del af det danske folkestyre, og vores ordentlighed er vores licens til at operere. Fejl, der har karakter af lovovertrædelser, er der ikke nogen tolerance overfor. Vi gør meget for at lære af de fejl, der begås, så vi kan undgå at gentage dem, og så vi kan udvikle vores modus operandi løbende. Det skal sikre, at vi altid har det bedste udgangspunkt, for at løse en ny og ukendt opgave.«

Skal forblive relevant

Også når det gælder de uskrevne regler, opererer Jægerkorpset efter et meget strengt etisk kodeks.

På en væg ikke langt fra chefens kontor hænger der portrætter af samtlige jægere, der har gjort tjeneste i korpset siden etableringen i 1961. 

Jens Peter Blomqvist er sig korpsets historie og stærke kultur meget bevidst. Men er også opmærksom på behovet for fornyelse.

»Vi er nødt til hele tiden at ændre os, så vi forbliver relevante. Vi skal være en militær kapacitet, der kan løse opgaver i den tid, vi er i nu, og må derfor hele tiden optimere med nye værktøjer, ny teknologi og ved at justere kulturen. Det skal ske med respekt for historien, men vi må ikke ende som et koryfæ.«

Politisk opbakning

Jægerkorpset blev i de første mange år stort set ikke brugt uden for landets grænser. Til stor irritation for de daværende chefer, der trippede for at bevise, hvad korpset kunne. Siden krigen i Afghanistan, hvor Jens Peter

Blomqvist altså tog afsted som første mand, har korpset haft rig lejlighed til at bevise sin duelighed i adskillige brændpunkter rundt omkring i verden. Politisk er der i dag bred enighed om, at korpset har nogle kompetencer, som ikke bare skal trænes og finpudses bag det berømte hegn ved hovedkvarteret på Flyvestation Aalborg, men som også skal tages i brug, når situationen kræver det.

»Personligt betyder det mindre for mig, om det er Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen, der sidder som statsminister. Men jeg er glad for, at der som oftest har været brede forlig bag vores militære indsatser, og at skiftende regeringer har bakket op om det, de har besluttet,« siger Jens Peter Blomqvist.

Et godt eksempel er, siger han, nok engang Kabul-missionen, som folkestyret besluttede at Jægerkorpset skulle bidrage til at løse. Og som var så vigtig, at man understøttede missionen med alle de ressourcer, der var brug for.

»Jeg drives af at være en del af et korps, der udvælger, uddanner og udruster mennesker til at løse netop den slags opgaver, fordi ingen andre umiddelbart kan løse dem. Og jeg motiveres af at være sammen med nogle mennesker, der har samme mind-set,« siger Jens Peter Blomqvist.

At den vellykkede evakuering under helt ekstreme forhold blev en fjer i baretten for Jægerkorpsets chef personligt, forbigår han i diskret tavshed.

Til gengæld lægger han ikke skjul på, at han på ingen måde har planer om at forlade korpset. 

Fordi han også selv ‘står højt i tændingen’, og trives med aldrig at vide, hvad morgendagen, eller bare næste time, bringer.

»Jeg arbejder for Dronning Margrethe. Hun betaler ikke ret godt, men jeg har ingen planer om at skifte arbejdsgiver,« lyder det fra Jens Peter Blomqvist.