Jesper Jensen: »Uden tillid, tryghed og trivsel kan du ikke skabe gode resultater«

Da Jesper Jensen som ny landstræner første gang havde kvindelandsholdet i håndbold samlet til træning i sommeren 2020, var det allerførste han gjorde at fremlægge sin egen personlighedstest. Og så begyndte den tidligere stjernespiller ellers at fortælle spillerne åbenhjertigt om alle de ting, han ikke er god til.

»Jeg lagde mig helt fladt ned og fortalte blandt andet, at min introverthed gør, at jeg ikke er ret god i selskaber eller med mange mennesker, og at jeg faktisk slet ikke havde lyst til at stå foran spillerne lige nu, fordi jeg var lidt usikker.«

Den utraditionelle introduktion til spillerne var meget bevidst. Jesper Jensen blev ansat midt under corona-pandemien, og fordi de to første træningssamlinger allerede var blevet aflyst, havde han meget kort tid til at få holdet til at fungere frem imod EM på hjemmebane i december samme år. Hvis han skulle lykkes med at få holdet til at have tillid til ham, skulle de først lære ham at kende. Og netop fordi han er så introvert, vidste han af erfaring, at det under normale omstændigheder kan tage rigtig lang tid.

»Det var helt afgørende, at spillerne lærte mig at kende meget, meget hurtigt. Derfor forklarede jeg, at en af mine svagheder er, at jeg ikke er særligt udadvendt, og at det ikke ligger naturligt til mig bare lige at gå hen og snakke med alle mennesker. Det kan skabe en del utryghed, hvis man ikke ved at det skyldes, at jeg bare ikke er særligt god til det,« siger Jesper Jensen.

»Samtidig ville jeg gerne åbne op for, at vi også kunne snakke med spillerne om, hvad det var de ikke kunne, og hvad vi kunne hjælpe dem med. Jeg tror, at det var en øjenåbner for mange af dem, at der ikke sker noget ved at vise sårbarhed.«

Fokus på stærke værdier
Siden den første træning for lidt over to år siden har Jesper Jensen, i tæt samarbejde med assistenttræner Lars Jørgensen og holdleder Christina Roslyng, arbejdet hårdt på at genrejse kvindelandsholdet, der ellers i mange år har stået i skyggen af ’De Jernhårde Ladies’, der i 1990erne gik fra triumf til triumf.

Det har været en proces, der har mange ting til fælles med det arbejde, Kasper Hjulmand har stået i spidsen for med det danske fodboldlandshold. 

Først og fremmest arbejder Jesper Jensen og Kasper Hjulmand begge meget intensivt med det menneskelige aspekt. Begge landstrænere tager også afsæt i meget tydelige værdier.

»På kvindelandsholdet har vi defineret to værdier, som vi holder rigtig meget på. Den ene er ordentlighed, altså at landsholdet skal være et godt sted at være. Den anden er, at vi hylder forskelligheden,« forklarer Jesper Jensen og tilføjer:

»For mig er en god leder en, der kan få sit team til at performe. Og du kan ikke få mennesker til at performe, hvis de ikke føler sig godt tilpas.«

Alle skal kunne føle sig trygge
Han har også grundlæggende den filosofi, at man kun kan opnå de virkeligt gode resultater, hvis man både respekterer og lærer af hinandens forskelligheder.

»Jeg vil gerne stå i spidsen for en kultur, hvor vi accepterer, at ingen er perfekte, og at alle begår fejl. Jeg er meget optaget af, faktisk ekstremt passioneret om den menneskelige del, og af at få opbygget et miljø, hvor alle kan føle sig trygge, og det kræver, at man tør tale åbent om sine og andres fejl.«

Tidligere hørte man ifølge Jesper Jensen af og til spillere fortælle, at landsholdet var et hårdt og ikke særligt rart sted at være.

»Vi vil rigtig gerne sende spillerne hjem til deres klubber med endnu mere energi, end de havde, da de kom hertil. Det skal være sådan, at spillerne tænker: ’Hvor er det fedt at være på landsholdet; jeg glæder mig til næste gang’,« siger Jesper Jensen.

Af samme årsag har landsholdet indført en decideret ’stikkerpolitik’.

»Hvis der er nogen, der ikke har det godt, og vedkommende ikke selv kan sige det, så går man hen til ledelsesgruppen og stikker dem. Det er et krav fra vores side, at alle passer godt på hinanden,« siger Jesper Jensen.

Selv om ’psykologisk tryghed’ er blevet lidt af et modefænomen blandt topchefer og ledelseseksperter, mener Jesper Jensen ikke, at der er tale om ’raketvidenskab’. 

»Hvis jeg skal have det bedste ud af mine børn, så ved jeg jo, at de skal have det godt. De skal være trygge i det, de laver. Hvis de har en skolelærer, som de føler ikke forstår dem og ikke lytter til dem, rækker de ikke hånden op. De er nok også lidt dårligere til at lave matematik, hvis det altid bliver påpeget, hvad de ikke kan finde ud af. Så jeg sidder egentlig ikke og tænker, at vi er en del af en ny trend. Vi er en del af almen sund fornuft om mennesker.«

’Jernhårde Ladies’ kan godt være bløde
Noget af det, han føler holdet er kommet allerlængst med, er forståelsen for at mennesker er meget forskellige – og at det faktisk kan være en styrke.

»I mange år har der været sådan en fortælling om, at en dansk landsholdsspiller er en krigertype med vikingehjelm på og blod på knæene. Men dem har vi faktisk ikke særligt mange af; alle gik bare ind i den rolle, fordi de troede, at det var sådan, man skulle være for at spille på landsholdet,« siger Jesper Jensen.

»Landsholdsspillerne har lige så mange følelser og lige så meget usikkerhed, som alle andre har, og de er lige så forskellige, som alle andre. Der er også bløde mennesker, der er strukturerede og ustrukturerede mennesker og kreative mennesker. Der er alt muligt, og vi er så glade for, at vi er så forskellige, fordi hvis vi ikke var det, så ville vi ikke fungere som trup.«

På spørgsmålet, hvorfor det er så vigtigt at respektere hinandens forskelligheder, bruger Jesper Jensen sin egen introverthed som eksempel.

»Det er jo vigtigt, fordi vi er forskellige. Hvis jeg skal præstere, er det noget nemmere for mig, hvis jeg kan være mig selv. Hvis jeg skal gå og lade som om, jeg er ekstrovert og smide jokes af sted til højre og venstre og lave god energi hele vejen ud i bussen og hjem igen, har jeg ikke lige så mange kræfter til at performe i de to gange 30 minutter på håndboldbanen, hvor jeg skal peake som træner.«

Bliver aldrig god til smalltalk
Hans egen introverthed har han lært at håndtere bedre med alderen. Men han bliver nok aldrig komfortabel med for eksempel smalltalk, erkender han.

»Selv ved en 70-års fødselsdag, hvor jeg kender alle, ved jeg ikke lige helt, hvad vi skal snakke om. Derfor sætter jeg mig helst ved et bord, hvor jeg ved, at der er nogen, der er gode til at holde snakken i gang. Jeg havde det svært til ungdomsfesterne, hvor jeg kunne tage mig selv i at sidde på toilettet og tænke: ’Nu gik der da lige 10 minutter, hvor jeg ikke skulle forholde mig til det hele’. Men hvis du vil være leder, bliver du nødt til at presse dig selv til at kunne de der ting, og jeg holder da også en masse foredrag,« siger Jesper Jensen.

Af og til kan han tage sig i at misunde de mennesker, der skaber god stemning, så snart de kommer ind i et rum.

»Den effekt har jeg bare ikke. Det talent har jeg ikke fået med mig gennem min personlighed.«

Potentialet blev ikke forløst
Til gengæld er Jesper Jensen meget sikkert forankret i sin håndboldfaglighed.

»Jeg har et meget højt selvværd, når vi snakker håndbold. Så mister jeg også den introverte del. Du kan bede 5.000 mennesker stille sig op og skyde løs på mig med spørgsmål. Så længe vi snakker håndbold, er jeg urørlig i mit eget hoved,« siger Jesper Jensen.

Det klare blik på egne styrker og svagheder har han overført på kvindelandsholdet. Allerede inden han tiltrådte som cheftræner, var han overbevist om, at potentialet på holdet var kæmpestort. Men han kunne også se, at det af en eller anden grund ikke blev forløst til fulde.

»Jeg kunne jo se, at der var masser af dygtige spillere, men jeg havde en fornemmelse af, at de ikke rigtig kunne få stampet hul på isen, og at spillerne selv virkede lidt usikre og fokuserede for meget på de ting, der gik galt. Jeg og trænerteamet har derfor troet rigtig meget på den menneskelige del, og på at skabe en tryghed; simpelthen gøre det til et rart sted at være, så man turde begynde at tale åbent om også de svære ting. Det har handlet om at opbygge et rum, som vi alle kan præstere bedst muligt i,« siger Jesper Jensen.

Ekstrem sans for detaljerne
Ud over at arbejde intensivt med det menneskelige og mentale aspekt har Jesper Jensen og det øvrige team også sat alt ind på at sikre, at alle detaljer omkring holdet spiller perfekt. Til tider med en detaljeringsgrad, der er helt ekstrem.

Kvinderne har for eksempel fået en meget strikt after match-protokol, der på minuttal fastlægger, hvornår de enkelte spillere giver interview, tager isbad og går i bad efter kampen. Senest 45 minutter efter slutfløjt skal de være ude af hallen, så de kan nå hjem at sove hurtigst muligt.

Ifølge Jesper Jensen blev protokollen indført efter en slutrundekamp mod Norge, før han trådte til som træner.

»Mens de danske spillere var på vej ind i omklædningsrummet for at gå i bad, gik det norske landshold ud i bussen. Så de var 45 minutter før hjemme på hotellet og kunne gå i gang med restitutionen efter kampen meget tidligere. Under en slutrunde over 14 dage kan det ende med at blive helt afgørende,« siger Jesper Jensen.

Han prioriterer søvn og restitution så højt, at spillerne allerede når de kommer til hotellet får små klip af deres egne aktioner i kampen, som de kan vælge at se inden sengetid, fordi det kan give en afklarethed om deres egen indsats. 

Blå briller sikrer søvnhormonerne
Men fordi det er velkendt, at skærme afgiver et lys, der kan blokere for søvnhormonerne, er spillerne blevet udstyret med specielle briller mod blåt lys. De har også fået meditationsøvelser og musik, som de kan bruge til at falde hurtigere i søvn, og lige nu arbejder landstrænerteamet på, at spillerne får specielt tilpassede topmadrasser, som de kan bruge derhjemme og også tage med til mesterskaber, så de sover ens ude og hjemme. 

Alt sammen elementer, siger Jesper Jensen, der skal give holdet de ekstra promiller oveni arbejdet på at optimere på alle de fysiske, mentale og håndboldtekniske ting.

»Vi vender alle de sten, der er mulige, inden for de økonomiske rammer, vi har. Nogle vil måske synes, at det lyder fjollet med briller mod blåt lys. Men hvis de betyder, at vi falder i søvn 5-7 minutter tidligere, er det måske med til, at vi står skarpere end modstanderen i en semifinale eller finale,« siger Jesper Jensen.

Og man kan ikke tage fra Jesper Jensen og hans team, at resultaterne er fulgt med. I december sidste år vandt kvindelandsholdet bronze ved VM; den første medalje siden 2013 og netop i denne uge spillede holdet sig – for første gang i 18 år – i finalen ved EM. Samtidig er Team Esbjerg, hvor Jesper Jensen til daglig er cheftræner for kvindeholdet, nået frem til Champions League-semifinalen som det første danske hold siden 2014.

Tidligere i år førte det til, at Jesper Jensen blev kåret af Det Internationale Håndboldforbund som verdens bedste kvindetræner.

Dybt forankret i håndbold-Danmark
En så imponerende karriere stod ikke skrevet på væggen, da han voksede op i en jysk håndboldfamilie, som han selv beskriver som ’afdæmpet’, og hvor ’følelserne ikke stak ud i alle mulige retninger’.

»Måske derfor har jeg lidt en følelse af ikke nødvendigvis at være et naturtalent til mennesker, og jeg har skullet tillære mig at forstå, hvorfor mennesker reagerer, som vi gør. Til gengæld har jeg en stor omsorg for mennesker. For mig er basen, at man skal være ordentlig, og at man skal være medmenneskelig.«

Med hjemmefra fik han også en solid forankring i det, man af mangel på bedre ord kan kalde ’håndbold-Danmark’.

»Jeg er helt bestemt rundet af det danske foreningsliv og har fået håndbold i blodet meget tidligt. Begge mine forældre har lavet frivilligt arbejde i håndboldforeninger, været trænere, holdledere og kasserere og hjælpere til stævner. Det er jeg i høj grad påvirket af i dag.«

Har aldrig jokket på andre
Jesper Jensen begyndte selv at spille håndbold som ganske lille, og fra han var 10-12 år gammel, blev han udpeget til anfører for de hold, han spillede på. Han mener dog ikke selv, at han var udstyret med et naturligt ledergen, når han ser tilbage på sig selv i den alder; heller ikke selv om han allerede som 14-årig trænede sit første hold.

»Det kan godt være, at der er nogen, der så et lederpotentiale i mig dengang, men jeg synes ikke selv, at der var nogen grund til, at jeg skulle være anfører. Men jeg var det, og jeg må på en eller anden måde have udfyldt rollen bedre, end jeg selv ser det i dag.«

Gået lidt mere på klingen gætter Jesper Jensen på, at det måske har været hans menneskesyn, hans ordentlighed og respekt for andre mennesker, der gjorde ham til en naturlig leder i andres øjne.

»Jeg håber og tror da på, at jeg ikke jokker på nogle mennesker. Det har jeg aldrig gjort.«

Kvindehold gav helt andet perspektiv
Efter en fornem karriere som playmaker i blandt andet Skjern og med 120 landskampe bag sig, indledte han trænerkarrieren i Vejen EH i 2013 som chef for kvindeholdet. Efter nogle bump på vejen står han lige nu som 45-årig på noget nær toppen af karrieren, og har – endnu vigtigere, mener han selv – via sporten fået en masse vigtig viden om, hvad der foregår inde i hovedet på en masse forskellige mennesker.

Og selv om han aldrig bliver best pals med sine spillere, er det faktisk tæt på med en del af dem, specielt på klubholdet i Esbjerg.

»Vi er ikke nære venner, men jeg er der for dem, og de er der for mig. Vi har et meget fladt hierarki, og vi kan joke med hinanden, selv om de godt ved, hvem der i sidste ende er chefen. Det er jo også mig, de kommer og læsser af hos en gang imellem. Det er faktisk det, jeg nyder mest ved at træne kvinder, at de kommer med de ting. Herrespillerne klarer jo det hele selv, men jeg har spillere, hvor vi snakker depression, sygdom og barnløshed, eller om at det ikke går godt med kæresten derhjemme. Der er en enorm tillid, både mellem mig og den enkelte spiller, men også internt i truppen omkring, at vi kan håndtere rigtig meget internt,« siger Jesper Jensen og tilføjer så:

»Den menneskelige del, det at få lov til at snakke om noget, hvor man føler, at man hjælper mennesket og ikke håndboldspilleren, det er meget væsentligt for mig. Og det har givet mig et helt andet perspektiv på livet.«