Eva Secher er leder på samfundets yderste kant: »Personligt leder jeg ikke efter lykken, jeg leder mere efter mening«

Når man træder ind igennem den massive trædør, er det første, man møder, en gruppe mænd, der sidder eller ligger i et stort fællesrum. De fleste er stofmisbrugere eller hjemløse, mange af dem begge dele, men alle er kommet her til Mændenes Hjem i Lille Istedgade på Vesterbro tidligt om morgenen for at få et lille afbræk fra det rå liv udenfor murene.

»Dem, der kommer her, lever på den yderste kant af samfundet,« konstaterer Eva Secher, direktør for Mændenes Hjem. »De har typisk også kroniske sygdomme og lidelser, som er følgetilstande af det liv, de lever på gaden, og mange af dem har for længst brugt deres relationer op, så der ikke er mere netværk tilbage.«

Eva Secher overtog ledelsen af Mændenes Hjem for to måneder siden, og har siden arbejdet hårdt på en gennemgribende ændring af organisation, drift og strategi. De senere år er Mændenes Hjem knopskudt i mange retninger og omfatter – ud over omtrent 200 ansatte plus frivillige medarbejdere – blandt andet et herberg og andre boenheder, verdens største stofindtagelsesrum, sundhedsklinik, cafe og folkekøkken, alt sammen placeret inden for få kilometer på Vesterbro.

»Væksten har været massiv, men organiseringen er ikke fulgt med,« konstaterer Eva Secher, der medgiver, at hun har overtaget ’lidt af et håndværkertilbud’, hvor opgaven bliver at få rettet økonomien op og samtidig professionaliseret drift og organisation.

Ikke så vigtigt at være lykkelig
Selv om opgaven er kompleks, og udfordringerne med blandt andet økonomi massive, ser 45-årige Eva Secher det som et drømmejob. Hun har, siger hun, i flere år ledt efter det helt rigtige lederjob, hvor hun for alvor kunne gøre en forskel for andre.

»Personligt leder jeg ikke efter lykken, jeg leder mere efter mening. At være lykkelig er ikke så vigtigt for mig, som det er at gøre en forskel, og at mit liv er meningsfyldt,« siger Eva Secher. I en tid, hvor mange ledelsesfilosoffer taler om purpose, behøver hun blot tage et kig på kvarteret omkring sit kontor for at minde sig selv om, hvad hun og Mændenes Hjem er sat i verden for.

»Lige uden for døren kan jeg meget konkret se, hvilken forskel vores arbejde gør. Både i forhold til at hjælpe hjemløse og stofmisbrugere til et mere værdigt liv, men også i forhold til at holde kanylerne ude af sandkasser og opgange i kvarteret,« siger Eva Secher.

Den, der har evnen…
Hun er oprindeligt uddannet psykolog fra Københavns Universitet, suppleret med en Master of Business Development fra CBS, og har tidligere blandt andet arbejdet på behandlingshjem og krisecentre for børn og unge og som psykolog på den retspsykiatriske afdeling på Sct. Hans. Fra 2012-2023 var hun formand for Dansk Psykolog Forening. Alt sammen karrierevalg, der afspejler et dybfølt ønske om at gøre en forskel for mennesker i nød.

»Hjemme i Lemvig sagde min far altid til mig: ’Den, der har evnen, har også pligten’. Det har nok været en del af min families DNA at stå til rådighed for dem, der havde brug for det,« siger Eva Secher.

For hende er det helt utænkeligt at påtage sig et ledelsesansvar, hvis det ikke indebærer en mulighed for at hjælpe andre. Det er, mener hun, selve kernen i det at være leder. »Jeg er her ikke kun for at lede; jeg er her for at gøre en forskel sammen med nogle andre mennesker. Og en forskel for noget, jeg synes er vigtigt, og hvor det er tiltrængt. Det handler om, at jeg gerne vil kunne se, at det betyder noget, at jeg er her,« siger Eva Secher og tilføjer: »Det med at stå til rådighed for nogen, der har brug for det, er ikke kun for dine blå øjnes skyld, men faktisk også fordi det giver dig selv noget at hjælpe. Det er jo meningsfuldt at mærke, at man kan betyde noget for nogen.«

Det rå arbejdsmiljø slider
Mange af medarbejderne i Mændenes Hjem har samme tilgang til arbejdslivet, som hun selv har. Men det er et arbejde, der slider. For eksempel for personalet i stofindtagelsen, der hjælper heroinmisbrugere med at finde en fungerende blodåre til kanylen.

»Det er meget råt, det der foregår, men målet med det er jo skadesreduktion. Det er simpelthen at undgå, at man kommer til skade, og at få kanylerne væk fra de folk, der bor i kvarteret.« Eva Secher lægger ikke skjul på, at det er emotionelt hårdt for medarbejderne at være så tæt på mennesker med så mange udfordringer.

»Nogle kan arbejde her i mange, mange år og fastholde nærværet til at arbejde så tæt på mennesker, hvis liv konstant er på kanten. Andre tager herfra til nye jobs, hvor de har værdifulde erfaringer, de kan bruge andre steder. «

Holder sig fri af praktisk drift
Fordi udfordringerne med økonomi og organisering står i kø for at blive løst, har Eva Secher helt fra starten holdt sig væk fra den praktiske drift. Hun går hverken vagt eller agerer telefonvagt i weekenden. Den beslutning blev truffet allerede, inden hun blev ansat.

»Jeg sagde meget klart, at jeg ikke kommer til gå på gulvet og være en del af normering eller vagtlaget. Dels handler det om, at der er andre, hvis kompetencer rækker langt bedre til de opgaver, og dels handler det om, at den overordnede og strategiske ledelsesopgave drukner, hvis jeg ikke kan koncentrere mig om den, og for eksempel designe en organisering, hvor beslutningsveje og mandater er klare og hænger tæt sammen med den måde, vores økonomi er struktureret,« lyder det fra Eva Secher.

Nødt til at tillade det frie initiativ
Selv om hun fokuserer på de store linjer, har hun et meget lavpraktisk syn på den form for ledelse, der er brug for på Mændenes Hjem. I et så krævende arbejdsmiljø er nøglen for hende at give medarbejderne så meget spillerum, som overhovedet muligt.

»Lederrollen er ret speciel et sted som Mændenes Hjem, fordi vi stiller nogle ekstreme krav til vores medarbejdere. Man kan ikke bare sætte retning og udstikke nogle procedurer. Du bliver nødt til at tillade det frie initiativ, og du skal respektere, acceptere og anerkende, at retten til at træffe beslutninger er meget lokalt delegeret,« siger Eva Secher.

Ofte står hendes medarbejdere i situationer, hvor liv og død bogstaveligt talt står på spil, for eksempel i forbindelse med en overdosis.

»Nogle gange kan det godt være sådan, at hvis vi gør det, der står i proceduren, så mister vi det menneske, vi skal hjælpe. Derfor skal der være en kompetence og en tryghed til at kunne træffe beslutninger, når det spidser til.«

Ansatte skal ’regulere’ chefen
For Eva Secher er noget af det vigtigste i hendes lederrolle, at hun formår at blive aktivt tilvalgt af medarbejderne. At de ikke bare accepterer, at det nu er hende, der er chefen, griner af alle hendes vittigheder, skriver alt, hun siger, ned og aldrig siger hende imod.

»Jeg har altid selv valgt mine egne chefer til, og spurgt mig selv, om det var en chef, jeg gerne ville have eller ej. Hvis ikke, har jeg måttet flytte mig et andet sted hen, eller gøre noget ved det. Nu er det mig selv, der skal vælges til, og det ligger mig meget på sinde.« En af de metoder, hun bruger til at få hele organisationen med, er at anspore til modspil fra sin ledergruppe.

»Jeg har behov for, at nogen siger det til mig, hvis de synes, at den strategi, jeg lægger frem, er forkert, eller at det, jeg sagde på et møde, faktisk ikke var fedt. Hvis du som leder ikke bliver reguleret, fordi dine medarbejdere ikke tør eller ikke vil, bliver du efter nogle år i chefrollen dysfunktionel, og selv det bedste menneske kan begynde at få en mærkelig adfærd, fordi man ser sig selv som en superfed person, der altid har ret.«

’Superkræfter’ gør opgaven nemmere
To måneder inde i jobbet har Eva Secher indtil videre en oplevelse af at være vellidt. Og tilvalgt. Men hun er stadig meget opmærksom på, at hele organisationen lægger mærke til alt, hun gør og siger.

»Det er noget af det, jeg har lært på den hårde måde. At der altid bliver tolket helt vildt meget ind i det, du gør som chef. Medarbejderne projicerer alt muligt ind i det, hvis jeg ikke smiler en morgen eller får sagt noget på en kluntet måde, fordi det gik lidt stærkt,« siger Eva Secher.

I forhold til den krisesituation Mændenes Hjem aktuelt befinder sig i er det også vigtigt for hende, at medarbejderne forstår, at når så meget af hendes arbejdsdag går med møder og ekstern interessevaretagelse, handler det om at få Mændenes Hjem på ret køl igen.

»Det, der har overrasket mig allermest i de første to måneder i direktørjobbet, er, hvad der er til rådighed af personaleressourcer. Det er helt vildt set i forhold til, hvor forsømt området er både økonomisk og politisk. Der er simpelthen superkræfter her, og det er jeg meget taknemmelig over, fordi det gør min opgave så meget nemmere, og fordi det betyder, at vi kan løfte meget mere for dem, vi er her for,« konstaterer Eva Secher.

Berlinmur sikrer tid med familien
Når det brandslukningsarbejde, hun er i gang med lige nu, er overstået, har hun gjort sig en masse tanker om, hvad Mændenes Hjem kan udvikles til. Men bortset fra at hun ser et stort uforløst potentiale, vil hun ikke sætte ord på sin vision endnu.

Til gengæld vil hun gerne fortælle, at hun de seneste uger har arbejdet rigtig meget, nok også mere end godt er. Også selv om hun er god til at sætte det, hun selv kalder en ’Berlinmur’, ind i sin kalender de dage, hvor hun skal gå tidligt for at hente børn.

»Med mindre nogen virkeligt kommer galt afsted, er jeg ikke til rådighed der, for så er jeg sammen med mine børn, indtil de er puttet. Så kan det godt være, at jeg arbejder igen, når de sover. De dage, hvor jeg ikke henter, kan jeg arbejde solen sort, og det har også været nødvendigt,« siger Eva Secher, der bor sammen med sin mand og tre børn på ét, ti og tolv i et bofællesskab nord for København.