»Jeg møder tre kvarter før de andre og går tre kvarter senere«

Det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse, da Tine Sundø Lange i oktober i fjor fik sin første lederkontrakt. 

Hun blev ansat som værkstedsleder hos den selvejende institution Marjatta, der blandt andet leverer aktivitets- og samværstilbud til udviklingshæmmede borgere i Region Sjælland.

»Jeg har altid vidst, at jeg skulle højere op og se det hele ovenfra. Det har været min drøm at få det fulde overblik«, siger Tine Sundø Lange, der nu har ti medarbejdere under sig.

Men den nye hverdag har også vist sig at kræve sin dont. 

Pludselig er det hende, pilen peger på, når der skal løses problemer. Og mens hun tidligere selv skulle smøge ærmerne op og trække i arbejdstøjet, når arbejdsopgaverne skulle løses, skal hun nu løse opgaverne ved at motivere og inspirere andre.

Målet er at slappe af

»Jeg er stadig den, der møder tre kvarter før de andre og går tre kvarter senere. Det behøvede jeg jo i virkeligheden ikke, men jeg slapper ikke helt af i rollen endnu. Jeg er hele tiden på overarbejde. Men det er mit mål at nå dertil, hvor jeg læner mig tilbage og nyder det«, siger hun.

Hun føler, at det går den rigtige vej. »Jeg er fuld af fortrøstning. Nu har jeg fået lidt erfaring, folk arbejder her stadig, og folk synes, det går godt. Så jeg ser udelukkende gode tegn og føler mig ikke galt afmarcheret. Men jeg må også bare erkende, at det er en ny position i et nyt job inden for et område, jeg ikke kender 100 procent. Om tre-fire år ved jeg meget mere«, siger hun.

Tine Sundø Lange er uddannet socialpædagog. I oktober 2019 tog hun de første skridt ind på karrieresporet som leder. Under sin diplomuddannelse i ledelse blev hun tilbudt et job som værkstedsleder på en institution for udviklingshæmmede.

»Jeg lærer hver dag. Jeg har altid været garant for høj faglighed og kvalitet. Jeg kan godt præstere selv. Men nu handler det om at præstere via andre. Det er virkelig en læreproces for mig«, siger hun.

Hendes nye arbejdsliv byder på en stribe forandringer. Hun skal eksempelvis vænne sig til at se resultaterne af sit arbejdsliv i et nyt lys.

»Min mand spørger sommetider, hvad jeg har lavet på arbejdet i dag. Men jeg må være ham svar skyldig. Sommetider er dagene bare gået med at træffe mange små beslutninger. Til gengæld kan jeg godt se, at vi har rykket os meget allerede, når jeg kigger tilbage på de første måneder som leder«, siger hun. 

Ikke længere en del af medarbejdergruppen

En anden konsekvens er, at hun skal indfinde sig i en ny position i fællesskabet. Hun er ikke længere en del af medarbejdergruppen på samme måde, som hun var det tidligere.

»Jeg står et andet sted og deler eksempelvis ikke noget ledelsesfortroligt. Men samtidig vil jeg også være mig selv, og det betyder, at jeg taler meget med mine medarbejdere om mange ting. Jeg oplever, at jeg står på kanten med et ben inde og ét ude af medarbejdergruppen. Det er en psykologisk proces at erkende, at man ikke længere er én af dem, som medarbejderne ser privat, og acceptere, at de også foretager sig ting uden mig«, siger hun.

Hvor hun tidligere kunne dele hverdagens genvordigheder med sine nære kollegaer, skal hun nu finde nogle nye fora til det. Hun bruger sin egen leder til at læsse af på.

»Så får han også indblik i mine tanker, og det er en fin måde at inddrage ham på. Derudover har vi forskellige ledergrupper hos Marjatta, som jeg også trækker på«, siger hun.

Du kan ikke læse dig til at blive leder

Hun har også måttet sande, at der er et stykke vej fra teori til praksis.

»Nu har jeg læst meget om ledelse, og jeg må erkende, at man er nødt til at betræde vejen selv. Da jeg læste min diplomuddannelse i ledelse, var jeg sammen med personer, der allerede sad i lederstillinger, og når de fortalte om, hvad der var svært for dem, har jeg sommetider tænkt: ”Hvor svært kan det være – kom ind i kampen!” Der er jeg blevet en del klogere og må lægge mig fladt ned«, siger hun.

»Det første år har jeg brugt meget tid på at finde mig selv og finde ud af, hvordan jeg er en god leder. Jeg kan ikke nøjes med at gøre som andre ledere, men må selv bevæge mig derud, hvor jeg bliver upopulær, populær, prøver ting af og får feedback«, siger hun.

»Jeg ser ledelse lidt som en dans. En tå frem, en tilbage og lidt frem igen. Det er spændende, men kan også være hårdt at stå i. Pilen peger jo hele tiden på mig. Selv hvis jeg en dag ikke lige har overskuddet, skal jeg alligevel være til stede, tage stilling – hele tiden være i ledelsesrummet og have antennerne ude«, siger hun.

Smag for ledelsesgerningen

Tine Sundø Lange har det seneste år taget de første spæde skridt på vejen mod at blive leder. Selv om det har været krævende, er barndomsdrømmen stadig intakt. På spørgsmålet om, hvorvidt hun er leder om ti år, svarer hun uden tøven »ja«.

»Jeg har en drøm om at blive ledende chef på et højere niveau – og gerne i en organisation som Red Barnet, hvor der er stor volumen, og hvor man gør en forskel på internationalt niveau«, siger hun.