Da Adam gik fra kvinde til mand, forstod han, hvorfor mandlige ledere oftere kravler til tops

Når Adam Goslett tager ordet på et møde, kan han tage sig i at blive overrasket over, at de øvrige deltagere rent faktisk lytter til, hvad han siger. Da han før i tiden gik på arbejde som kvinde, hørte det til sjældenhederne.

»Hvis jeg siger noget i dag, tier folk stille og koncentrerer sig om indholdet. Det er en ret stor kontrast, til da jeg var kvinde. Dengang oplevede jeg også, at en mand gentog noget, jeg havde sagt få øjeblikke forinden, og efter at have omformuleret det en anelse tog æren for mit gode indspark eller forslag,« siger Adam Goslett, der i sit eget lederjob er meget påpasselig med ikke at begå samme fejl:

»Hvis jeg oplever, at en mand, bevidst eller ubevidst, omformer en kvindes ide en lille smule og prøver at tage ejerskab til den, kan jeg sagtens finde på at sige: ’Ja, det var jo præcist det, ’Carina’ sagde lige før.«

Adam Goslett er leder og transperson, eller ’trans’ som han foretrækker at kalde det selv. Den 33-årige souschef i SKI, Statens og Kommunernes Indkøbsservice, er med andre ord født som kvinde og er i dag mand.

På det personlige plan har det været en lang og ekstremt stridsom rejse, men den har givet Adam Goslett nogle helt særlige indsigter i de ofte usynlige mekanismer, der kan være i hvert fald en del af forklaringen på, at det fortsat er mændene, der sidder tungt på lederposterne rundt omkring i landet.

Adam Goslett har således på egen krop mærket, at det er markant nemmere at bevæge sig op ad karrierestigen som mand. Som kvinde, og vel at mærke en meget ambitiøs og særdeles veluddannet en af slagsen, var det svært at finde et job. Det ændrede sig først til det bedre, da Adam Goslett begyndte at blive læst som mand.

»Min egen erfaring er, at du får rigtig meget forærende i karrieren, alene fordi du er mand. Det er nemmere at begå sig i rummet, nemmere at få lønforhøjelse og nemmere at blive forfremmet,« konstaterer Adam Goslett.

De små subtile forskelle
En af de forskelle, han oplever, er, at hans ord automatisk får en anden vægt, alene fordi han er mand. Hvis han som kvinde refererede til tal eller statistikker, blev han ofte spurgt ind til, hvor han havde oplysningerne fra, og hvem kilden var.

»Hvis jeg kommer med en statistik nu som mand, er der aldrig nogen, der siger noget,« lyder det fra Adam Goslett.

Nogle gange er de forskelle, han oplever, små og subtile. Som når han fornemmer, at hans kvindelige kolleger griner ekstra højt og længe af hans morsomheder. Det gjorde han selv, når hans mandlige kolleger fortalte vittigheder, da han levede som kvinde.

»Jeg kan huske, at jeg sådan lidt af høflighed plejede at grine med på de jokes, som mændene selv syntes var enormt sjove. Nu kan jeg se, at kvinderne gør det samme med mig,« siger Adam Goslett.

Han ville ønske, tilføjer han, at kvinder ikke følte, at de behøver kompensere for ’akavede øjeblikke’ ved at grine. Fra sin egen tid som kvinde ved han, at der er tale om en slags ’hensynslatter’, affødt af at mange kvinder tager for meget ejerskab for stemningen i et mødelokale.

»Når jeg oplever det som leder i dag, forsøger jeg at navigere i det ved at vende samtalen om, for eksempel ved at spørge ind til dem selv, deres arbejde, opgaver m.m.,« siger Adam Goslett.

Aldrig hørt om andre transmænd-ledere
Som transmand tilhører Adam Goslett en kønsminoritet, der ifølge blandt andet en undersøgelse fra Vive har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. For en tredjedel lykkes det slet ikke, og for transkvinder er antallet af ledige endnu højere, 57 procent.

Adam Goslett er således en af meget få transmænd, der bestrider et lederjob herhjemme; faktisk har han aldrig selv hørt om, endsige mødt andre i samme position.

»Jeg kender ingen andre transmænd, der er ledere. Der kan man for alvor tale om et glasloft.«

Hvorfor tror du, at det lige er dig, der er lykkedes med at bryde det glasloft?

»En del af det handler om mit drive og mine kompetencer, det ved jeg, men der er helt sikkert også en del af det, der handler om, at jeg tilpasser mig de ’normales verden’. Jeg udfordrer ikke folks antagelser om, hvordan en leder ser ud. De tror jo at jeg ’bare er en mand’. Jeg tror ikke, at der er så mange, der studser over noget, når de ser mig. Det havde helt sikkert været en anden historie, hvis jeg var mere atypisk i min fremtoning og påklædning, og ikke lige matchede, hvad den professionelle verden opfatter som passende dresscode,« lyder det fra Adam Goslett.

Forsøgte at være ’en god pige’
Præcist hvordan hans egen transition fra kvinde til mand formede sig, har Adam Goslett svært ved at forklare for andre. Og noget eksakt årstal giver det slet ikke mening at tale om.

»Det er uden sammenligning det sværeste spørgsmål, du kan stille mig, for jeg ved helt ærligt ikke, hvor jeg skal starte,« siger Adam Goslett.

Når han forsøger at sætte ord på, hvordan processen har været, nævner han nogle lidt diffuse scener og situationer, der ikke desto mindre sidder dybt i ham: Ubehaget ved at blive delt op i drenge og piger i badet efter idræt, fornemmelsen af at se noget ’forkert’, når han så sig i spejlet, og den spirende tanke om, hvor fedt det ville være, hvis han kunne gro et skæg.

Langt ind i teenageårene gjorde han sig dog umage for at være, hvad han kalder ’en god pige’.

»Som 15-årig gjorde jeg alt det, de andre piger syntes var sjovt. Jeg kyssede på drenge, og jeg brugte make-up. Jeg prøvede alt, men det føltes aldrig rart,« erindrer Adam Goslett.

Psykoterapeut blev vendepunktet
De sene teenageår husker han i dag som et mørkt hul. Han udviklede over flere omgange en depression, og kom til sidst så langt ud, at han seriøst overvejede at gøre en ende på det hele.

»På det tidspunkt gik det heldigvis op for mig, at jeg blev nødt til at gøre noget radikalt, og derfor tog jeg kontakt til en psykoterapeut, der var specialiseret i kønsidentitet.«

Mødet med psykoterapeuten blev det store vendepunkt i Adam Gosletts liv. Hos psykoterapeuten følte han sig for første gang set og forstået, og begyndte at ane konturerne af en helt ny udgave af sig selv. Et halvt år efter mødet med psykoterapeuten, tog han det første skud testosteron, men der skulle gå knapt to år, før han blev læst som mand – og i den periode var det helt umuligt for ham at få et job.

»Hvis man ikke tydeligt kan afkodes af ’de normale’, kan man skyde en hvid pil efter et almindeligt job«, lyder det fra Adam Goslett, der husker perioden som virkeligt hård, fordi han følte sig helt isoleret fra resten af samfundet. Herefter begyndte han heldigvis at opleve en markant ændring i sit velbefindende.

»Det var en meget mærkelig følelse, men jeg kunne pludselig vågne op om morgenen og have det godt,« siger Adam Goslett.

Føler sig hverken som mand eller kvinde
Over de næste år ændrede han gradvist sin fremtræden, så den person, han ser i spejlet i dag, også repræsenterer, hvad han føler indeni. Han er meget bevidst om og komfortabel med, at folk tænker: ’Okay, der kommer en mand’, når de møder ham første gang. Men selv om han både opfattes som og identificerer sig som mand, er hans selvbillede mere komplekst end som så.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, føler jeg mig ikke særligt meget som en mand. Jeg føler mig heller ikke som en kvinde. Hvis jeg skulle krydse af, om jeg er ’mand’, ’kvinde’ eller ’trans’, ville jeg sætte krydset ved ’trans’. Det er 100 procent det, der forklarer mit liv bedst,« siger Adam Goslett.

Selv om han er en af formentlig kun meget få transmænd, der er lykkedes med at lande et lederjob, har karrieren budt på masser af modgang undervejs. Han har også flere gange været udsat for, hvad han selv betegner som ’decideret grænseoverskridende adfærd’ og ledere, der var bekymret for, ’hvad sådan en som ham kunne finde på’, som han udtrykker det.

For eksempel har han oplevet, hvordan en kollega gjorde sig lystig over, hvad han ’havde mellem benene’, og en anden gang, hvordan en HR-medarbejder konfronterede ham med, at han var trans, selv om det ikke var offentlig viden på arbejdspladsen, men noget han havde læst i Adam Gosletts personalemappe.

»Det har ikke været ment ondskabsfuldt, men bunder formentlig i uvidenhed, og måske også i noget usikkerhed overfor at møde noget, man ikke er vant til,« siger Adam Goslett.

’Dem med indflydelse skal gå forrest’
Hvad skal der efter din mening til for at tingene kan blive bedre?

»Jeg tror helt sikkert, at vi minoriteter selv skal øve os i at sige fra og råbe op, men det forudsætter, at der er en ledelse og en HR-afdeling, der er parat til at lytte og bakke op. Det er dem med mest indflydelse, der skal gå forrest. Sådan er lederskab jo.«

Belært af sine egne erfaringer som både trans og hans leder, er han meget klar i mælet, når han bliver bedt om at sætte ord på, hvad der for ham repræsenterer god ledelse.

»En god leder er for mig en person, der forstår, hvorfor det er vigtigt at kunne tage sit hele jeg med på arbejde, og som samtidig har en høj faglighed og høj emotionel intelligens. Hvis man er af den overbevisning, at man skal undertrykke en del af sig, når man tager på arbejde, er man en leder fra 1990’erne. En god leder anno 2025 forstår, at gode teams overperformer igen og igen, hvis de har gensidig tillid, indbyrdes psykologisk tryghed og diversitet,« lyder det fra Adam Goslett.

Leder så hans erfaringer som en gave
At han er lykkedes med at blive leder som transperson, kan han på det personlige plan takke sin nuværende leder for. Hun opfatter hans kompetencer og personlige erfaringer som en gave, og ’bliver slet ikke udfordret af det, jeg bringer med til bordet’, som Adam Goslett udtrykker det i dag.

»Min leder har udvist så stor tillid til mig og mine evner, at jeg har fået ro til at sænke paraderne. Og fordi hendes etiske kompas er helt urokkeligt, oplever jeg for første gang, at jeg ikke er alene i min kamp for at høre til. Det er hende, jeg kan takke for, at jeg er nået derhen, hvor jeg er i dag.«

Lige præcist dén form for tilgang til diversitet kunne Adam Goslett godt ønske sig, at endnu flere ledere tog til sig. For selv om mange virksomheder har formuleret programerklæringer om deres tilgang til DEI (diversity, equity and inclusion eller på dansk: diversitet, lighed og inklusion), oplever han, at der er stor forskel på det, der siges, og det, der gøres i praksis.

»Selv om mange gerne vil lukke øjnene for det, er vi rigtig mange, der hverken er mand eller kvinde, men snarere noget midt i mellem eller hverken/eller. Og mange af os savner at blive anerkendt som mennesker i vores egen ret uanset kønsidentitet. Mit håb er, at vi en dag bliver betragtet og behandlet som normale mennesker, der hverken er skøre eller forkerte. Og at vi kan indgå i arbejdslivet og i samfundet generelt som anerkendte eksistenser, på lige fod med alle andre.«

Han har tidligere boet og arbejdet i Storbritannien, og oplevet, at det her er helt normalt at man ved ansættelser orienteres om virksomhedens værdisæt, for eksempel når det gælder behandling af minoriteter.

»Lige dér er vi nok for berøringsangste i Danmark, og derfor er den helt store udfordring, at der mangler oplysning om, hvordan man inkluderer sådan nogen som mig. Når der ikke er nok viden, blomstrer fordommene, stereotyperne og antagelserne.«

Ledere bør kende de blinde vinkler
Hvordan bruger du dine egne personlige erfaringer som transmand i dit eget lederskab?

»Jeg tænker ikke bare ud af boksen, jeg er ude af boksen. Det er både en gave og byrde, men jeg ser alt omkring mig fra et andet perspektiv. For eksempel er jeg som trans særligt opmærksom på de små måder, eksklusion foregår på. Jeg vil vove den påstand, at jeg er opmærksom på langt flere strukturelle eksklusionsformer, end den gennemsnitlige leder,« lyder det fra Adam Goslett.

Når han bliver bedt om at komme med nogle gode råd til andre ledere om, hvordan de kan lede kønsminoriteter, nævner han, at de som det første skal begynde at tænke over, hvor deres blinde vinkler er.

»Min opfordring til andre ledere vil være, at de skal være nysgerrige på deres eget personlige syn på køn og identitet, og aktivt opsøge viden, hvis der er noget, de ikke forstår eller er i tvivl om,« siger Adam Goslett.

Han understreger, at der ofte ikke skal så meget til for at få alle på en arbejdsplads til at føle sig velkomne. Det oplevede han selv, da hans egen chef i foråret spurgte ham, hvordan han kunne tænke sig fejre den internationale mærkedag for transkønnede, Trans Day of Visibility.

»Det sker sjældent, men lige der blev jeg totalt paf. Ikke nok med at min leder kontinuerligt har bakket mig op; hun gik lige skridtet videre og viste med den gestus, at hun gerne ville anerkende mig verbalt, festligt og visuelt ved at invitere alle i teamet til kage på transdagen. Det var så vildt, og jeg blev utroligt glad,« siger Adam Goslett.

Trump: ’Død over diversitet og inklusion’
Til gengæld bliver han med egne ord både ked af det og vred, når han i dag kan se, hvordan man specielt i USA er begyndt at rulle en del af de fremskridt, der er sket på diversitets- og ligestillingsfronten, tilbage igen. Præsident Trump har flere gange ligeud erklæret død over, hvad han betegner som ’tyranniet fra såkaldt diversitet, lighed og inklusion’, og presser både amerikanske og udenlandske virksomheder, herunder danske, til at tone arbejdet med mangfoldighed ned.

»Det er voldsomt demotiverende at være vidne til, for vi risikerer at blive slået mange, mange år tilbage, nærmest tilbage til start. Uanset hvilket køn, vi har, er vi jo først og fremmest bare mennesker, og det burde ikke være så svært at skabe et arbejdsmarked eller for den sags skyld en verden, hvor vi er mere optagede af, hvad vi har til fælles, end hvad der adskiller os, og hvor vi giver alle mulighed for at være lige præcist det menneske, de er,« lyder det fra Adam Goslett.

Danske ledere bør melde klart ud
Hvad siger du til, at også danske virksomheder reagerer på presset ved at skrive deres diversitetspolitikker om, så formuleringerne ikke støder nogen i USA?

»Jeg bliver ikke overrasket, for vi ved jo, at ’money talks’. Men jeg bliver da bedrøvet over det. Accepten af kønsminoriteter har været et godt kort at spille for mange danske virksomheder, der gerne ville vise sig frem som attraktive og fede arbejdspladser. I samme øjeblik der blæser lidt andre vinde, slår man bak for ikke at skade sine kommercielle muligheder.«

Ifølge Adam Goslett bør de nye strømme fra USA som minimum få danske ledere til at gøre op med sig selv, hvordan de ser på den her agenda.

»Det ville da være fantastisk, hvis de vælger at benytte den aktuelle verdenssituation til at melde klart ud i organisationen, at spillereglerne ikke har ændret sig. Det skal vel at mærke ikke gøres i en 1:1 samtale med hver enkelt kønsminoritet; sørg i stedet for at gøre det i plenum, så alle kan se og høre det. Lige nu vil dét være et utroligt vigtigt signal at sende.«

Hvad er reglerne for fødende fædre?
Selv om de anti-woke-bevægelser, der marcherer voldsomt frem lige nu, gør ham urolig på egne og andre kønsminoriteters vegne, har Adam Goslett fortsat masser af tro på fremtiden. Han er et godt sted i sin karriere, føler sig både set og forstået på sit arbejde og trives i sit lederjob.

På privatfronten arbejder han med sin partner på at blive gravid.

»Vi håber, at det lykkes inden længe,« siger Adam Goslett, der glæder sig til at åbne et helt nyt kapitel i livet, men som også er realist nok til at forudse, at han som fødende far formentlig kommer til at stå overfor en hel masse nye udfordringer.

For eksempel har han igennem snart lang tid forsøgt at finde ud, hvordan barselsreglerne er, hvis han som mand føder barnet. Men selv om han har spurgt alle tænkelige instanser, ministerier og styrelser, har han indtil videre ramlet hovedet imod en mur.

Det er der åbenbart ingen, der ved.

For Adam Goslett er det bare et af en nærmest uendelig række af eksempler på, at han som transmand skal slås med ting, som såkaldt ’almindelige’ mænd og kvinder glider nemt igennem.

»Det er sådan nogle oplevelser, der gør at man godt kan blive lidt træt og også føle sig lidt ensom i det hele. Men jeg har været vant til at kæmpe i så mange år, at det er blevet helt naturligt for mig, så udfordringen med barselsreglerne løser vi, når det forhåbentlig bliver aktuelt,« lyder det fra Adam Goslett.