Isabella Hindkjær og hendes ansatte får hadbeskeder og grænseoverskridende mails: »Jeg synes, det er virkeligt voldsomt, og jeg bliver simpelthen så rasende«

»Et billede af en kvinde, der har menstruation, kan åbenbart stadig pisse nogle så meget af, at de synes, at de skal ringe til mig eller skrive, at jeg er farlig, og at Femina burde udryddes fra jordens overflade.«

Sådan lyder det fra Isabella Hindkjær, chefredaktør på kvindemediet Femina. Både hun selv og hendes medarbejdere oplever chikane i form af blandt andet hadbeskeder, efter at kvindemediet er blevet relanceret som et mere aktivistisk og feministisk medie.

For eksempel afføder et billede af en kvinde på et toilet med menstruationsblod i trusserne, som Femina publicerede for halvandet år siden, stadig meget stærke reaktioner.

»Heldigvis er det kun mig selv, der har fået deciderede trusler, men mine medarbejdere bliver desværre også udsat for meget ubehagelige henvendelser og decideret chikane,« siger chefredaktøren.

Chikane kan ramme alle
Motivet på billedet var, siger chefredaktøren, helt naturligt og helt uskyldigt, og viser en situation, som alle kvinder kender til.

»Det er ret sindssygt, at menstruationsblod, som cirka halvdelen af os oplever hver eneste måned, kan aflede sådan nogle reaktioner,« siger Isabella Hindkjær i podcasten Lederskabet – en mellemleder-podcast med journalist Palle Steffensen, hvor ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt hjælper ledere med at få løst et problem eller et dilemma – til inspiration for andre ledere, der måske står med samme problem.

Isabella Hindkjær og medarbejderne på Femina er langt fra alene om at opleve chikane, for eksempel i form af opkald, mails eller hadefulde beskeder på sociale medier. Ifølge Michael Uhrenholt er det noget, som mange ledere og virksomheder risikerer i dag, uanset hvilken branche de agerer i.

»Det, som Femina oplever, kan ske alle steder. Chikane og hadbeskeder er noget, som mange ledere slås med i dag, og som vi oftere og oftere bliver spurgt til i vores lederrådgivning,« siger Michael Uhrenholt.

Fra dameblad til kampskrift
For Isabella Hindkjær er der ingen tvivl om, at de hadefulde beskeder udspringer af den radikale omlægning af Femina, som hun har stået for, siden hun blev udnævnt til chefredaktør for to år siden.

Inden da var Femina et ret klassisk ’dameblad’, fyldt med interviews, slankekure og skønhedstips. I dag er både bladet og websitet Femina.dk omdannet til et feministisk kvindeunivers med en udpræget aktivistisk profil, hvor emner som samtykkelovgivning, voldsramte kvinder og overfyldte fødegange tages under kontant behandling, og hvor de ansvarlige ministre bliver stillet til ansvar.

»Vi identificerer os ikke som et dameblad mere. Vi udgiver stadig et blad hver uge, som vi er glade for og stolte af, men er først og fremmest et digitalt aktualitetsmedie for kvinder.«

Ifølge chefredaktøren hænger det, hun og hendes medarbejdere oplever, utvivlsomt sammen med Feminas øgede synlighed i den offentlige debat. Med hende ved roret er den journalistiske profil ændret markant, og Femina tager nu stilling til de ting, der ikke er i orden i verden, og hvor det halter med ligestilling for kvinder, og hvor der er decideret undertrykkelse, som Isabella Hindkjær udtrykker det.

»Heldigvis har vi de seneste to år fået meget, meget mere kærlighed end had. Det er dagligt, at vi får ros og støttende tilkendegivelser.«

Skyggesiden bekymrer
Relanceringen af Danmarks ældste ugeblad – der første gang så dagens lys i 1874 under navnet ’Nordisk Mønster-Tidende’ – har ikke kun givet mere opmærksomhed; det har også været en kæmpe succes. Femina.dk har næsten tredoblet læsertallet på to år.

Men der er altså også en skyggeside, og den bekymrer Isabella Hindkjær, fortæller hun i Lederskabet.

»Efter at vi har ændret på brandet og er begyndt at dække nogle af tidens store ligestillingsdebatter, er der kommet et ret stort modtryk, fordi der også i tiden findes et modtryk, hvad angår dagsordener omkring ligestilling, diskrimination og repræsentation. Jeg havde godt forventet en reaktion, men den er meget større, end jeg på nogen måde havde forestillet mig, og det kan godt gøre mig bekymret på mine medarbejderes vegne,« siger Isabella Hindkjær.

»Jeg bliver simpelthen så rasende«
Hun indrømmer gerne, at hun kan være nervøs for, om situationen vil eskalere yderligere, så nogle af de ret unge medarbejdere begynder at få samme slags trusler, som hun selv har oplevet.

»Flere af dem har allerede været udsat for ret grov chikane, og en enkelt har fået en ubehagelig henvendelse på åben gade, hvor det var helt tydeligt, at der var nogen, der ville signalere til hende, at de vidste, hvem hun var, hvad det var hun lavede, og hvad hun havde skrevet,« siger Isabella Hindkjær og tilføjer:

»Jeg synes det er virkeligt voldsomt, og jeg bliver simpelthen så rasende.«

Du er i en situation, hvor du skal passe på dig selv. Og du skal passe på dine medarbejdere. Hvordan håndterer du det?

»Det håndterer jeg først og fremmest ved at forsøge at skabe et rum, hvor vi snakker rigtig meget om det her, når det sker, og hvor man kan få et kram eller græde ud. Jeg har egentlig en oplevelse af, at de ting, vi har gjort, og det rum, vi har skabt, er godt og har virket, og at de er okay,« siger Isabella Hindkjær.

Ok at være sårbar og blød
Efter en ubehagelig episode, hvor en ung medarbejder blev angrebet på det sociale medie Tik-Tok, tog redaktionen kontakt til en ekstern konsulent fra firmaet Cybernauterne, der er ekspert i digital chikane og trolling.

Konsulenten leverede råd om beskyttelse mod chikane og også nogle konkrete anbefalinger, blandt andet en opfordring til at alle medarbejdere, der ikke allerede har hemmeligt telefonnummer og privatadresse, skulle skynde sig at få det.

»Det var en lang session, der var meget specifik og målrettet, og vi er stadig i ongoing dialog med Cybernauterne,« siger Isabella Hindkjær.

Hun har også involveret den øverste Aller-ledelse i håndteringen af episoderne, og der er formuleret en klar chikane-politik i koncernen, der blandt omfatter et krisepsykologisk beredskab.

Men Isabella Hindkjær fortæller i podcasten, at hun godt kan være i tvivl om, hvorvidt hun har gjort nok for at understrege over for medarbejderne, at de skal råbe op, når de modtager ubehagelige henvendelser. En af udfordringerne er, siger hun, at journalister har en selvforståelse, der handler om at være tough og ikke bukke under for pres.

»Jeg har sagt inde på redaktionen adskillige gange, at man ikke skal være hård, når man oplever noget, der er så ubehageligt. Så må man meget gerne være sårbar og meget blød og reagere præcis, som man har brug for at reagere. Jeg gør også meget ud af at sige, at jeg også selv bliver ramt, og at jeg bliver ked af det, når jeg får sådan nogle henvendelser,« siger Isabella Hindkjær.

Hun kan nogle gange være i tvivl om, hvorvidt hun altid får et fuldstændigt ærligt svar, når hun spørger medarbejderne, om de er ok.

»Jeg har nogle medarbejdere, som udover at være vanvittigt dygtige, også bare er vanvittigt cool. De klør på og bakker ikke ud. Jeg har ikke lyst til at ’overlede’ nogen, men jeg kan alligevel godt tænke over, i hvor høj grad jeg har et ansvar for at blive ved med at spørge ind til, om folk nu faktisk også er okay. Det bekymrer mig, hvis nogen føler, at de skal toughe op eller spille hårde overfor mig,« siger Feminas 31-årige chefredaktør.

Du får ikke altid det rigtige svar
I forhold til Isabella Hindkjærs egen frygt for om medarbejderne faktisk er ok, når de siger at de er det, er ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt klar i mælet:

»Svaret er ’nej. Du får ikke altid det rigtige eller mest objektive svar. Medarbejderne er jo dybt engagerede ligesom hende selv. Det er nogle unge kvinder, som gør karriere og har et megaspændende job. De vil hænge i med næb og kløer,« siger Michael Uhrenholt.

Det er ikke unikt for Femina. Mange steder tør de ansatte ikke svare ærligt, hvis chefen spørger, om de har det ok, og det kan være en stor udfordring, siger han:

»En psykologisk tryg arbejdsplads er et sted, hvor medarbejderne tør sige deres mening og fejle, uden frygt for hån, ydmygelse eller negative konsekvenser. Det kræver, at du som medarbejder bliver inkluderet, at du bliver hørt, og at du kan udvise sårbarhed; at du egentlig kan være det menneske, du er, også på din arbejdsplads,« siger Michael Uhrenholt.

Han opfordrer Isabella Hindkjær til fortsat at arbejde på at opbygge nære bånd til medarbejderne, så der skabes den tillid, der skal til, for at de føler, at de kan komme til hende, hvis der er noget, der trykker.

I hans egen afdeling i Lederne er der lige nu stor travlhed; også så stor, at medarbejderne til tider har lidt for travlt.

»Derfor spurgte jeg forleden min gruppe, hvad vi kan gøre for at passe lidt mere på hinanden den næste tid. På mødet benyttede vi lejligheden til at kigge vores spilleregler igennem igen, og talte om, hvordan vi fortæller hinanden, hvis vi har så meget omkring ørene, at det ikke længere er rart. Det kan være en måde at gøre det på,« siger Michael Uhrenholt.

Hvor meget sårbarhed kan chefen flashe?
Men hvad stiller hun op med sig selv? Hun skal jo være stærk, samtidig med at der – som hun fortæller – også er et stort pres på hende?

»De fleste vil gerne have en stærk leder, en karismatisk leder, der går forrest og kan det hele.Men som leder er det også helt ok at turde vise, at du er sårbar, og fortælle, at der er noget, du er nervøs for, noget du er bange for. Du vil få en anden forståelse blandt dine medarbejdere, og de vil også se dig mere i øjenhøjde, fordi de måske selv er sårbare, eller de måske selv er bange i situationen.«

Men hvor meget sårbarhed skal man så flashe som chef?

»Som chef skal man ikke lægge sig ned på gulvet og græde, men hun kan godt fortælle dem, at hun også er utryg ved de her ting. Det er jo også at udvise sårbarhed at være ærlig omkring det, og sige: ’Jeg har ikke prøvet det her før, men jeg skal nok løse situationen så godt, jeg kan, sammen med jer og sammen med andre’. Det tænker jeg er rigeligt.«

Hun fremstår utroligt stærk, og hun fremstår også meget reflekteret. Hvad kan hun lægge på, som du ser det?

»Jeg tror ikke, at hun kan lægge forfærdeligt meget på, andet end det her med at huske, at det er fint at være en stærk leder, men at man ikke kan vide, hvornår man selv bliver ramt, fordi det går over grænserne for, hvad du har det godt med. Det dur jo ikke, at hun lige pludselig går ned med flaget. Så er det bedre at vise, at der er ting, hun måske også har svært ved at håndtere, så medarbejderne godt ved, at det er et menneske, de har som chef.«

Man kan nærmest sige en løbende kalibrering af sig selv som chef?

»Ja, og så skal hun huske på, at hun også er medarbejder. Det kan godt være, at hun er chef, men hun er også ansat – hun er også medarbejder. Det tror jeg også hun gør, og det hører jeg også, at hun gør; hun er i det hele taget meget reflekteret og håndterer situationen meget fint.«

»Det er derfor, vi er her«
Selv om Isabella Hindkjær er dybt påvirket af hadbeskederne og chikanen, tøver hun ikke et sekund med svaret, da hun i Lederskabet bliver spurgt, om det hele alligevel er prisen værd. De mange støttende tilkendegivelser fra glade læsere fylder nemlig meget mere for hende, end de trods alt få, der reagerer med had og chikane.

»Jeg synes helt klart, at det er det hele værd. Vi er nødt til at holde fast i, at det er fuldstændig vanvittigt, at der findes nogle derude, der synes, at det er forfærdeligt – og ligefrem noget, der skal bekæmpes – at vi beskæftiger os med kvinders rettigheder. Det er jo helt vildt, at der stadig er nogen, der tænker sådan.Det er netop derfor, vi er her. Det er jo derfor, vi gør det,« siger Isabella Hindkjær, chefredaktør på Femina.