Jette Albinus er tostjernet general, divisionschef og den højest placerede danske kvindelige soldat nogensinde

Da Jette Albinus sidste år, som første danske kvinde nogensinde, blev udnævnt til generalmajor, gjorde de to stjerner, som hun kunne sætte på uniformen, hende både stolt og beæret. Men entusiasmen kølnedes en smule, da hun skulle have taget mål til en gallauniform, som hun kunne bære ved festlige lejligheder, og modtog … en herreuniform.

»Man kunne godt have ønsket sig, at nogen havde tænkt, at der nok kommer en kvindelig general på et tidspunkt, så skulle vi ikke lave et lille tvist på den uniform? Men man tager det som en selvfølge, at den tager jeg bare på. Prøv at forestille dig reaktionen, hvis den nye generalmajor var en mand, og han kun kunne få en uniform med nederdel,« siger Jette Albinus, der endte med at trække i herreuniformen, fordi der ikke var andre muligheder.

For den 58-årige general er historien mest af alt en pudsighed, hun kun kan trække på smilebåndet af.

Men den er også symptomatisk for de mange oplevelser, Jette Albinus har haft, siden hun som 22-årig blev optaget på uddannelsen til reserveofficer og efterfølgende tog officersuddannelserne på Hærens Officersskole.

Specielt i begyndelsen af karrieren mødte hun chefer, der i meget klare ord fortalte hende, at kvinder ikke havde noget at gøre i forsvaret.

Fandt ind til lederrollen
Undervejs i karrieren har hun flere gange oplevet at blive taget for at være adjudanten (oppasseren, red.), når hun og hendes mandlige adjudant mødte ind til møder eller andre aktiviteter i civilt tøj.

»Under en af mine udsendelser måtte jeg sige: ’This is the chief of staff speaking’ (Det er stabschefen, der taler, red.), fordi personen i den anden ende af telefonen troede, at han havde ringet til forkontoret,« siger Jette Albinus.

Fordi hun allerede tidligt i karrieren oplevede, at hendes mandlige medarbejdere og chefer reagerede på hende som kvinde med usikkerhed, blev hun tvunget til at tænke grundigt over, hvilken type leder hun gerne ville være.

»Jeg har fra starten af min karriere skulle finde ind til, hvordan jeg kunne fylde lederrollen ud med afsæt i den, jeg nu engang er. Det tvang mig tidligt til at blive en autentisk leder, for jeg havde ligesom ikke andre valg,« konstaterer Jette Albinus.

Første værn mod Putin
Dén recept har virket.

Undervejs i karrieren har hun blandt andet været operationsofficer ved 1. Jyske Brigade, chef for Planlægnings- og Operationsafdelingen i Hjemmeværnskommandoen og chef for Veterancentret.

Det afgørende skridt mod toppen kom, da hun i august 2023 blev udnævnt til generalmajor, og i samme ombæring blev divisionschef for den dansk ledede NATO-styrke, Multinational Division North, i Letland, der i fuld slagstyrke tæller 15.000-20.000 soldater fra 12 lande.

Formålet med styrken er at afskrække Rusland fra at rykke ind i Letland, men også at tage kampen op, forsvare Letland og resten af Europa, hvis det rent faktisk skulle ske. En trussel, vi ifølge Jette Albinus skal tage ’utroligt seriøst’, begivenhederne i Ukraine taget i betragtning.

»Det giver da et sundt stik i maven,« siger hun om opgaven, der i yderste konsekvens kan betyde, at hun skal føre en styrke på mange tusind mand i krig.

»Jeg skal virkelig gøre mit yderste for at sikre, at vi klar til at løse den opgave (imødegå et russisk angreb, red.), hvis det skulle blive nødvendigt. Som leder bliver jeg nødt til at lede ud fra, at det her faktisk kan blive alvor,« lyder det fra Jette Albinus.

Hun er godt klar over, at mange civilister forestiller sig, at det i krig bare handler om at befale. Men det er langt fra tilstrækkeligt, når du skal lede en styrke, der ultimativt skal kæmpe på slagmarken, understreger hun.

»Først og fremmest skal chefens intend (hensigt, red.) være tydelig og ikke mindst forstået. Dernæst skal der være skabt en ledelsesstruktur, hvor ansvaret for opgavernes udførelse er delegeret til samtlige niveauer, også de allerlaveste. Den ledelsesstruktur skal kendetegne enheden under løsning af alle opgavetyper. Slutteligt skal der være skabt følgeskab på alle niveauer i organisationen. Det handler blandt andet om tillid, faglig kunnen, mod og ikke mindst vilje til at ville arbejde for og med sine soldater,« fastslår Jette Albinus.

Stædig og ambitiøs
At det faldt i hendes lod at blive den første kvindelige generalmajor, har hun i dag et lidt ambivalent forhold til. Hun er stolt af de to stjerner, men synes egentlig, at det er lidt ærgerligt, at hun blev den første kvinde, der fik dem.

»Der skulle jo have været mange flere,« som hun konstaterer.

Selv mener hun, at ’en god portion stædighed’ er en del af forklaringen på, at det lige er hende, der er strøget helt til tops. Imod alle odds, kan man roligt tilføje, for ifølge en opgørelse fra 2023 er kun 10 ud af de i alt 383 topofficerer i det danske forsvar, svarende til 2,5 procent, kvinder.

Jette Albinus medgiver gerne, at hun er ’født ambitiøs’. Og så har hendes opvækst med masser af sport været med til at ruste hende til de fysiske og mentale krav, der mødte hende fra dag et.

»Jeg tror, det var vigtigt, at jeg var så veltrænet, for jeg skulle leve op til de samme fysiske krav som mændene. Fordi jeg ikke er så høj, var der nogle øvelser, jeg havde lidt svært med, men til gengæld har jeg altid været en rigtig god løber og kunne stort set løbe fra dem alle sammen. Det blev opfattet som megasejt, selv om nogle af de holdkammerater, jeg løb fra, havde svært ved at acceptere det,« siger Jette Albinus.

Coach hjalp videre til næste niveau
Allerede da hun valgte at søge ind i forsvaret, var det kombinationen af fysiske udfordringer og ledelse, der fascinerede hende. Hun har altid, pointerer hun selv, taget ledelsesdelen ekstremt alvorligt og har konstant forsøgt at udvikle og videreuddanne sig.

Ud over forsvarets egne lederuddannelser har hun blandt andet taget en master i Idræt og Velfærd, ligesom hun har studeret på UK Defence Academy.

Endnu vigtigere ifølge hende selv fik hun en personlig coach, Merete Wedell-Wedellsborg, et par år efter, at hun i 2009 blev udnævnt til oberstløjtnant. De to har arbejdet tæt sammen lige siden. Og ifølge Jette Albinus har coachen i høj grad været med til at forme og udvikle hende som leder.

»Merete har været god til at pege på de ledelseskompetencer, jeg skulle arbejde på, både hvis jeg skulle klare mig godt på det nuværende niveau, men også hvis jeg ville op på et højere niveau.«

Som led i coachingen har Merete Wedell-Wedellsborg blandt andet interviewet Jette Albinus’ chefer og efterfølgende brugt deres feedback til at tilrettelægge konkrete udviklingsforløb for hende. De refleksioner, den omfattende feedback har givet anledning til, har været uvurderlige, mener Jette Albinus.

»Det har handlet meget om helt konkrete færdigheder, jeg skulle tillære mig, men vi har for eksempel også arbejdet meget med emotionel intelligens. Hun har lært mig rigtig meget om at læse omgivelserne. Det kan helt lavpraktisk indebære, at man lige bruger et minut på at kigge rundt på deltagerne, når et møde starter, for at finde ud af, hvordan de har det i dag. Er mødelederen stresset, er det måske ikke lige på det møde, du skal fremlægge dit forslag eller lægge op til en større diskussion.«

Skal lære at tale chefen imod
Noget af det vigtigste, hendes coach har hjulpet hende med, er at lære at navigere som leder i en mandsdomineret verden. Det kommer hende i dén grad til gavn i hendes nuværende job som chef for 15.000-20.000 soldater i Letland.

Hendes chefgruppe, kaldet Command Team, består af otte mandlige officerer fra fire forskellige nationer, og en af Jette Albinus’ opgaver som leder er at forklare sit Command Team, at hun gerne vil udfordres og høre argumenter, der ikke flugter med hendes egen opfattelse af en konkret sag.

Det kan, siger hun, kræve noget overtalelse at få en officer, der kommer fra et system, hvor man aldrig siger sine overordnede imod, til at acceptere, at det ikke alene er velset, men også krævet, i hendes chefgruppe.

»Det handler rigtig meget om, at ens chefer skal føle sig trygge i ledelsesrummet. Hvis der er en fri og god stemning i Command Team, forplanter det sig også til hele organisationen,« siger Jette Albinus.

Overfor cheferne under hende prøver hun at vise, at hun ikke er perfekt og ikke har alle svarene selv. Heller ikke selv om hun er den med flest stjerner på.

»Som divisionschef er det meget nemt at sætte en scene, hvor folk bare skal sidde og nikke. Jeg øver mig til stadighed på at blive bedre og bedre til at lytte, og ikke mindst forstå andres synspunkter, og inddrager dem ved altid at tage en bordrunde blandt mødedeltagerne. Nogle gange glemmer jeg det, men når jeg husker det, kommer der næsten altid nuancer frem, som jeg ikke selv havde tænkt på.«

Soldaterne flyver op og står ret
Selv om hun forsøger at praktisere en åben og inkluderende ledelsesstil, kan hun nogle gange blive lidt skræmt over, hvor stort hendes impact på organisationen er. Når hun går en tur rundt i hovedkvarteret, flyver soldater fra de andre nationer op og står ret.

»De er ikke vant til, at chefen kommer rundt og siger godmorgen. Alle har nok skulle vænne sig til, at jeg har en lidt anden og mere afslappet stil, end de er vant til. Det kan godt være lidt angstprovokerende for nogle at opleve det første gang, men de kommer hurtigt efter det.«

For at få skabt et trygt arbejdsmiljø har hun brugt meget tid i chefgruppen på at få etableret et fælles mindset, så alle er enige om og har en fælles opfattelse af opgaven, målsætningerne, og hvordan de skal føres ud i livet.

»Jeg har brugt meget tid på at snakke med Command Teamet om, hvordan vi kan fungere sammen for at bringe flest mulige af vores samlede kompetencer i spil. Ud over et trygt ledelsesrum kræver det også, at man lærer hinanden at kende, og lærer hvordan man kan samarbejde, selv om man måske har et ret forskelligt værdisæt med hjemmefra.«

Modvillig rollemodel
Som den højest placerede danske kvinde i forsvaret nogensinde er Jette Albinus bevidst om, at hun bliver opfattet som en rollemodel for andre kvinder, der drømmer om at gøre lederkarriere i forsvaret, og også for nogle af de andre minoriteter, der stadig kun udgør en brøkdel af den samlede styrke.

Fordi hun er kvinde, føler hun også, at hun har en pligt til at sige sin mening om den manglende diversitet i forsvaret. Også selv om hun i virkeligheden helst havde været den rolle foruden.

»Jeg opfatter mig som soldat og general. Det er det vigtigste for mig; ikke at jeg er en kvindelig soldat og general. Men med årene har jeg taget det på mig, at jeg er en rollemodel, ikke kun for kvinder, men for mangfoldighed i det hele taget. Jeg vil gerne være med til at vise, at forsvaret har brug for soldater i alle udgaver og størrelser, og uanset køn, religion eller seksuel observans,« siger Jette Albinus.

Selv om der fortsat er få kvindelige ledere i forsvaret, har andelen af kvindelige soldater været stigende de senere år. Kvinderne udgør dog stadig under 10 procent, men for eksempel i Flyvevåbnet er fordelingen næsten 50-50.

Jette Albinus betegner den nylige beslutning om, at værnepligten fremover også kommer til at omfatte kvinder, som ’et kæmpe fremskridt’. Det kan, håber hun, blive en ’gamechanger’, som kan bane vejen for en større gensidig respekt mellem kønnene.

Måske det også kan fjerne lidt af den frygt, hun i mange år har haft for at fejle af frygt for at gøre karrierevejen hårdere for andre kvinder.

»Det kan lyde irrationelt, men jeg har været meget bevidst om, at hvis jeg fejlede som kvindelig leder, ville jeg gøre det sværere for de generationer af kvinder, der kom efter mig. Den fornemmelse har jeg haft i hele min karriere. Hvis jeg kvajede mig, ville det komme til at ligge alle andre kvinder til last.«

Når hun gør status over sin karriere, mener Jette Albinus selv, at hun både i skarpe missioner og under mere fredelige omstændigheder har bevist, at kvinder kan udfylde lederrollen lige så godt som mænd. Hun har da også, understreger hun, gjort sig ekstremt umage for at vise sit værd.

»Fordi jeg er kvinde og ovenikøbet ikke ret stor, har jeg ubevidst nok altid været bekymret for, at folk skulle tænke, at jeg kun er nået så langt i karrieren, fordi jeg er kvinde. Det har været vigtig for mig at vise, at jeg har opnået den her position, fordi jeg er en dygtig soldat. I alle de lederstillinger, jeg har haft, har jeg forsøgt at gøre det, der forventedes, og ofte en del til.«

Moderne slagmark kræver andre talenter
Jette Albinus lægger ikke skjul på, at hun ikke har meget til overs for de modstandere af kvinder i forsvaret, der hævder, at kvinderne ikke har den nødvendige fysik til for eksempel at bære sårede kammerater i sikkerhed. Det er, mener hun, helt misforstået.

»Kvinder kan sagtens opbygge den nødvendige fysik. Det handler om den enkeltes udgangspunkt og derfra den rigtige træning. Blot fordi man er mand, er man jo heller ikke nødvendigvis fysisk egnet.«

Hun peger også på, at den moderne og teknologisk mere og mere avancerede krigsførelse snart vil gøre al snak om køn endnu mere ligegyldig.

I takt med at droner og kunstig intelligens gør deres indtog på kamppladsen, får forsvaret brug for flere forskellige typer af soldater, der har kompetencer inden for eksempel cyber, sensorer og IT, og som ikke bare glimrer ved fysikken. Og det bliver ikke nødvendigvis nemt at tiltrække de største talenter, fordi de skal plukkes fra nogle meget små generationer og i skarp konkurrence med private virksomheder, påpeger hun.

»Værnepligten betyder forhåbentlig, at vi til en start får flere kvinder ind, men hvis vi skal tiltrække talenter nok, skal vi være en attraktiv arbejdsplads for alle, uanset hvilken religion, de bekender sig til, eller hvilket køn, de identificerer sig med,« siger Jette Albinus, der er helt på linje med de ledere i det private erhvervsliv, der opfatter diverse teams som en forudsætning for at kunne levere gode resultater.

»Hvis du har nogen i dit team, der tænker anderledes eller skævt, og som på den måde komplementerer dig selv, får du bare bedre løsninger. Diversitet er også forudsætningen for et trygt arbejdsmiljø, fordi alle har krav på at kunne være sig selv på jobbet, også her i forsvaret,« fastslår Jette Albinus.

Sagde nej til headhunterne
Selv om hun mener, at der stadig er plads til forbedringer i forsvaret, trives den to-stjernede general i jobbet som øverste chef for Nato-missionen i Letland og med det enorme ansvar, der følger med.

Senest som 63-årig, det vil sige om fem år, rammer hun pensionsalderen, og selv om hun ikke har aktuelle planer om at forlade forsvaret, er hun ikke fremmed overfor tanken om at fortsætte ledergerningen i det civile liv.

Faktisk er hun to gange blevet kontaktet af headhuntere med tilbud om direktørstillinger i store danske NGO’er.

Dem sagde hun pænt nej tak til.

»Jeg følte nok ikke, at jeg var helt færdig med forsvaret. Men det kunne da godt blive interessant for mig at gå den vej på et tidspunkt. Og jeg er ret overbevist om, at jeg også godt ville kunne finde ud af at være leder uden uniform,« lyder det fra Jette Albinus.