Ledelsens Dag 2025, Bodil Nordestgaard Ismiris
Foto: Christian Als

Her er højdepunkterne fra Ledelsens Dag 2025

20. november 2025

Gik du glip af Ledelsens Dag? Bare rolig, her får du de bedste pointer fra årets største begivenhed på ledelsesfronten med nogle af Danmarks mest inspirerende ledere.

Gå til Action card

Ledelsens Dag 2025 er overstået, og Årets Leder er kåret. Her kan du læse, hvad der skete.

Bodil Nordestgaard Ismiris: Der er mere end nogensinde brug for gode ledere

Verden er med krig i Europa, klimakrise, toldbarrierer og globale brud på internationale aftaler blevet så usikker, at ledelse er blevet en samfundskritisk funktion.

Sådan lød budskabet fra Ledernes administrerende direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris, foran 300 ledere på The Plant i København og over 10.000 digitalt tilmeldte ledere over hele landet, da hun bød velkommen til Ledelsens Dag.

»Verden, som vi kender den, skrider under os,« sagde hun og pegede på tydelig og ansvarlig ledelse som svaret på de mange udfordringer, der følger med usikkerheden.

I sin tale fremhævede hun to konkrete ledere som eksempler: Direktør Jesper Lund Wimmer, der pludselig skulle håndtere en straftold på 70 procent midt i en kritisk leverance, og leder Lone Damsgård, der bruger ærlighed, nærvær og tydelig kommunikation til at skabe ro i global uro.

Ifølge Bodil Nordestgaard Ismiris er denne type konkret ledelse nøglen til at sikre stabilitet i virksomhederne og for deres medarbejdere, når usikkerheden rammer.

Bodil Ismiris understregede, at ledelse ikke handler om temperament, men om karakter – og om dyder som mod, ydmyghed og redelighed. Og hun opfordrede publikum i salen og ude bag skærmene til at stå fast på grøn omstilling og mangfoldighed, selv når det er svært.

Ledernes direktør sluttede sin tale med et positivt budskab: En ny undersøgelse blandt 4.500 medarbejdere viser, at 8 ud af 10 beskriver relationen til deres leder som god eller meget god.

Det gav anledning til hyldest og en tak: »Tak, fordi I leder. Tak, fordi I tager ansvar.«

Topchef i Carlsberg: »Som verden har udviklet sig, er du nødt til at være forberedt på hvad som helst«

Hvad nu hvis?

Det spørgsmål er du som leder nødt til at stille dig selv, hvis du vil skabe en organisation, der kan klare sig i en usikker og omskiftelig verden.

Sådan lød budskabet fra Jacob Aarup-Andersen, da han talte til Ledelsens Dag 2025.

Ifølge Carlsbergs-direktøren sker forandringer hurtigere og mere uforudsigeligt end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien. Og det betyder, at man er nødt til at forberede sig på, at hvad som helst kan ske.

»Ledere har altid skullet lede i usikre tider. Nogle dage, når man kiggede ud ad vinduet, så verden sløret ud, andre dage var den helt sort. Det har altid været vilkårene. Men denne gang er der noget, der er anderledes. Vi lever på et tidspunkt, hvor de tektoniske plader rykker sig i hidtil uset grad, og forandringer sker hurtigere, end vi har været vant til. Det er præmissen,« siger Jacob Aarup-Andersen og peger konkret på geopoliske storme og ændrede forbrugsvaner som nogle af de største udfordringer for Carlsberg i disse år.

Derfor er robusthed blevet endnu vigtigere for en virksomhed som Carlsberg, der opererer i 150 lande verden over, forklarede han.

Ifølge Jacob Aarup-Andersen arbejder Carlsberg med at forberede sig på, hvad de vil gøre, hvis »X, Y, Z sker.«

»Vi er nødt til at se på, hvor svaghederne ligger. Hvad er det værste, der kan ske? Og hvad vil vi gøre i de tilfælde?« siger han og understreger, at det ikke handler om at tænke defensivt, men derimod om at være klar på at udnytte de muligheder, der kan opstå i en usikker, volatil verden.

Et maraton, ikke en sprint

På et mere personligt plan er Jacob Aarup-Andersen meget bevidst om, hvordan han passer på sig selv under pres.

»Som leder arbejder du under et enormt pres. Ikke mindst i en så stor organisation som Carlsberg. Alle vil have fat i dig. Og hvis der var 48 timer i døgnet, ville det stadig ikke være nok. Derfor er det ekstremt vigtigt, at du passer på dig selv. For hvis du ikke gør det, er der ingen, der gør det,« siger Jacob Aarup-Andersen, der lever efter mantraet FNS, som står for fitness, nutrition, sleep.

Han motionerer, tænker over at spise sundt og gør en dyd ud af at passe sin nattesøvn.

»Husk på,« sluttede han: »Ledelse er et maraton, ikke en sprint«.

JacobAarup-Andersen1_landscape_1920x1280
Foto: Christian Als

Susanne Bier: »Man skal vinde krigen, men ikke vinde alle slag«

Hvordan finder man som leder balancen mellem at arbejde med store budgetter på 100 mio. dollars, og den medfølgende risiko – samtidig med at man kommer i mål med sin kunstneriske vision?

Det var udgangspunktet for en samtale på Ledelsens Dag-scenen mellem filminstruktør Susanne Bier og chefrådgiver hos Lederne, Karen Bro.

Svaret er blandt andet en klar vision, forberedelse og fokus på, hvornår det er rigtigt at skære igennem og tage en beslutning, netop for at opfylde visionen.

»Man skal vinde krigen, men ikke vinde alle slag. Et filmset består af en masse kunstnere, så det vigtige er, at alle arbejder med den samme vision. Der er ingen tvivl om, at folk arbejder bedst, når de forstår visionen,« sagde Bier, der har markeret sig som instruktør på bl.a. Den eneste ene, Hævnen og serien The Perfect Couple med blandt andre Nicole Kidman.

Som den første kvindelige instruktør har Susanne Bier vundet både en Oscar, en Emmy og en Golden Globe. Succesen har krævet skarpe prioriteringer, og som Bier sagde, er hun blevet kritiseret for ikke at have bagt mange boller til sine børns fødselsdage.

Men vil man som kvinde opfylde sine ambitioner, kræver det netop en bevidsthed om, at beslutninger har en konsekvens.

Det gælder også, når det kommer til det faktum, at kun 16 pct. af danske CEOs er kvinder.

»Jeg kan være træt af, hvis man putter skylden for det over på mændene. Man må som kvinde dosere sine ambitioner i livet. Man må erkende, at der er grænser for, hvad man kan overkomme. Nej, jeg har ikke bagt boller til mine børns fødselsdage, men alle beslutninger koster noget. Man skal huske, at der også er mange gaver i, at man tillader sig at gøre noget konsekvent. Vi kvinder må se på virkeligheden og acceptere, at der er en prioritering. Gør vi det, er der en masse ting, vi kan skabe.«

SusanneBier_landscape_1920x1280
Foto: Christian Als

Gregers Wedell-Wedellsborg om at skabe vellykkede transformationer: »Du lykkes ikke uden holdånd og dyb humanisme«

Timingen har altid været dårlig, når Gregers Wedell-Wedellsborg har skiftet job.

Det var tilfældet, da han i 2002 skiftede til Berlingske, som oplevede faldende annonceindtægter og øget konkurrence fra gratisaviser. Det var tilfældet, da han i 2007 skiftede til TV2, som var udfordret af, at folk skiftede fra den store til den lille skærm. Det var tilfældet, da turen i 2012 fik videre til COOP, hvis store pengemaskine, Fakta, blev udfordret på grund af lukkeloven. Og det var også tilfældet, da han i 2017 overtog jobbet som øverste chef for et kriseramt Matas.

Men hver gang er det lykkes ham at rejse virksomheden og forlade den i langt bedre forfatning, end han overtog den i.

Han har lært meget undervejs, men særligt en ting fokuserede han på, da han talte ved Ledelsens Dag: Det ikke er nok at se på indtjening og økonomiske KPI’er. Hvis du ikke har fokus på de mennesker, der skal føre transformationen ud i livet, så lykkes du aldrig med projektet.

»Du er nødt til at interessere dig for, hvad der driver dine medarbejdere. Hvordan reagerer de under forandringer? Hvad får de energi af? Hvad betyder den usikkerhed, som altid vil opstå under store forandringer, for dem? Det er afgørende at dykke ned i, hvis du skal have alle med på rejsen,« sagde Gregers Wedell-Wedellsborg fra scenen.

Store transformationer kræver handlekraft. Men uden holdånd og en »dyb humanisme,« som han udtrykte det fra scenen, så lykkes man ikke med at flytte sin virksomhed over på »den anden side af kløften,« sluttede han.

Gregers Wedell-Wedellsborg tiltræder d. 26. januar som topchef i canadiske Shoppers Drug Mart.

GregersMatas_landscape_1920x1280
Foto: Christian Als

Britt Meelby Jensen: »Kultur er forretningskritisk«

For nogle år siden havde Ambus topchef og Årets Leder 2024, Britt Meelby Jensen, en leder, der havde tendens til at miste den professionelle adfærd, når der var pres på. Der var blandt andet medarbejdere, der fik et møgfald foran kollegerne. Det var et klokkeklart eksempel på, hvordan man som leder ikke fremmer tillid, respekt, og den kultur Britt Meelby Jensen ønsker som leder.

»Jeg mistede respekten for den leder. Tillid er noget, du får fra medarbejderne via din adfærd. Ord har ingen effekt, hvis der ikke er handling bag,« lød det fra Britt Meelby Jensen fra scenen på Ledelsens Dag 2025.

»Hvordan får vi folk til at følge os?« spurgte hun under sit oplæg, og opsummerede tre punkter, der ifølge hende er nødvendige for at lykkes:

Retning
»Vi har jo alle læst om, at 80 pct. af alle strategier ikke bliver en succes. Hos Ambu skal alle forstå, hvad strategien betyder for deres arbejde. Det er nødvendigt, hvis de skal vide, hvordan de skal prioritere.«

Tillid
»Jeg har ofte ikke været den klogeste i rummet i min karriere, men måske ofte den mest nysgerrige. Og jeg har altid været transparent og vist konsistens. Det gør det meget nemmere at opbygge tillid, at folk ved, hvad de kan forvente, og hvis lederen grundlæggende opfører sig pænt over for medarbejderne.«

Kultur
»Hvis vi rammer rigtigt her, får vi alle kompetencer i organisationen sat i spil. Hos Ambu har vi begrebet One Beat, for vi skal alle spille i takt. Vi forsøger i Ambu at lede efter tre værdier: Team Up, Be True og Take Charge. Det giver et ensartet system, som sikrer at de samme værdier går på tværs i organisationen, selvom medarbejderne sidder i forskellige lande.«

I sidste ende handler god og effektiv forretningsledelse om to ting for Britt Meelby Jensen: At løse problemer for kunderne og skabe de rigtige rammer for medarbejderne. Så kommer de finansielle resultater af sig selv.

Hendes konklusion på, hvad der har givet hende mest energi som leder, var endda endnu mere klar. For det handler ikke kun om at skabe resultater. Det handler om, hvordan resultaterne er blevet skabt.

»Det har givet mig mest energi at se, når medarbejdere lykkes med noget, de ikke selv troede, at de kunne.«

BrittMeelby_landscape_1920x1280
Foto: Christian Als

De nominerede til Årets Leder 2025: »Lad være med at lave om på dig selv, når tingene brænder på«

Hvordan navigerer man som leder i en verden, der fremstår mere usikker og uforudsigelig end længe?

Det spørgsmål dannede rammen for den paneldebat, som de fire nominerede til Årets Leder – Jette Albinus, Gregers Wedell-Wedellsborg, Niels B. Christensen og Mette Lykke – deltog i til Ledelsens Dag 2025.

Fra scenen lød det enstemmigt, at man i usikre tider grundlæggende skal blive ved med at være den leder, man hele tiden har været. For ændrer man personlighed og ledelsesstil, når tingene brænder på, vil det skabe usikkerhed ned gennem organisationen.

»Vi kan nok alle huske den leder, der skiftede personlighed under en krise, og pludselig blev mere kontrollerende og styrende. Jeg tror, man snarere tværtimod skal blive ved med at være sig selv,« sagde den nu tidligere direktør i Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg, der i begyndelsen af de nye år tiltræder jobbet som topchef i canadiske Shoppers Drug Mart.

Det var Jette Albinus, generalmajor i Hæren og leder af en Nato-kampstyrke i Letland, enig i:

»Det virker utroværdigt, hvis du fremstår som en hel anden leder, den dag krisen kradser. Tillid er noget, du skal opbygge i hverdagen. Og den får du brug for, når I kommer under pres,« sagde hun.

Men selvom man i usikre tider skal have »is i maven og sikre samme velovervejede tilgang til beslutningerne som altid,« som Lego-direktør Niels B. Christensen formulerede det, så er der også dele af ledergerningen, man skal gøre sig ekstra umage med.

Det gælder især kommunikationen til medarbejderne og omverdenen, forklarede han. »Man skal være meget åben og ærlig om, hvad der foregår,« sagde han. »Men også vise, at man er rolig og handler på situationen«.

Også Mette Lykke, CEO i Too Good To Go, betonede vigtigheden af at kommunikere transparant og ærligt – også om, at man ikke har alle svarene.

»Jeg har jo ikke løsningen på alt. Og der er ting, som er ude af ens hænder. Men så handler det om at fokusere på det, som man rent faktisk kan gøre noget ved,« sagde hun.

DeNominerede2025_landscape_1920x1280
Foto: Christian Als

Margrethe Vestager: »Magten skal ikke være en pligt«

Margrethe Vestager ved om nogen, hvad det vil sige at have magt: Hun har siddet på flere forskellige ministerposter, været politisk leder af Det Radikale Venstre og været konkurrencekommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen fra 2019-2024. Tiden i EU fik Time Magazine til at kåre hende som en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.

På Ledelsens Dag 2025 fortalte hun om de tanker, hun har gjort sig om at håndtere magt, og hvordan hun håndterer ikke længere at have den i samme omfang. Hun tog tilhørerne med tilbage til tiden, hvor hun blev leder af Det Radikale Venstre i en tid med dårlige meningsmålinger. Målinger, der førte til spørgsmålet i en direkte nyhedsudsendelse: »Er du den rigtige leder af partiet?«

»Jeg svarede jo ja, men tænkte alligevel over spørgsmålet, da jeg dagen efter sad på mit kontor på Christiansborg. Det gik dårligt for partiet, og jeg var i rigtig dårligt humør,« fortalte Vestager.

Den dag på kontoret kiggede hun på de private billeder og de tæpper, hun havde medbragt for at indrette kontoret.

»Det gik op for mig, at jeg jo bare kunne tage de ting med, forlade Christiansborg og aldrig komme tilbage. Det var en fed oplevelse: Jeg behøvede ikke fortsætte. Det, jeg lærte den dag på kontoret, var, at jeg skulle vælge det til. Det var ikke en pligt. Det var et valg. Til min egen overraskelse tænkte jeg ikke: ’Det må nogle andre klare’. Jeg valgte det til og tænkte: ’Det her vil jeg faktisk gerne.’«

Da hun mentalt havde valgt rollen til, kunne hun slappe af og smide det, hun fra scenen på Ledelsens Dag kaldte en »krampagtig holden fat i, hvem hun var.«

»Jeg er jo mange forskellige ting, og jeg kunne stadig være mig selv. Det, som jeg kom med, og som vores team kom med, gjorde os relevante, fordi folk kunne mærke os.«

Et af de aftryk, Det Radikale Venstre var med til at sætte, var en udfasning af efterlønnen. Det resulterede i, at Vestager fik en pris af en gruppe langtidsledige 3F’ere: En gipsmodel af en hånd med strakt langemand. Den hilsen har fulgt hende lige siden. Den stod på hendes kontor i Bruxelles i 10 år og bor i dag på hjemmekontoret.

»Den er en påmindelse om, at der altid vil være nogen, der er helt uenige, uanset hvor meget, du har lyttet, og hvor meget du har tænkt dig om. Den minder mig om, at magt er til låns. Man har magten, fordi man har fået en opgave. Man har den ikke, fordi man er en særlig prægtig person.«

»Hvem er man så, når man ikke har magten længere?« spurgte Vestager, der i dag er formand for DTU’s bestyrelse og fellow på Oxford University.

»Der er det sundt at vide, hvad en liter mælk koster, og hvornår busserne kører. Jeg lovede mig selv aldrig at blive sådan en, der ikke ved, hvordan man kommer rundt, fordi der ikke længere er en ministerbil.«

Vestager_landscape_1920x1280
Foto: Christian Als

Årets Leder 2025 er Niels B. Christiansen

»Årets Leder gør ledelse til en leg…«

Sådan lød de sidste ord fra direktør i Lederne og forperson for fagjuryen bag uddelingen af prisen som Årets Leder, Bodil Nordestgaard Ismiris, inden hun afslørede dette års kåring, og jublen brød løs på Ledelsens Dag:

»For Årets Leder 2025 er Niels B. Christiansen«

Det blev altså den 59-årige administrerende direktør i LEGO, der blev den 24. modtager af Danmarks største og mest prestigefyldte lederpris foran de øvrige nominerede, Jette Albinus, Gregers Wedell-Wedellsborg og Mette Lykke.

I sin tale beskrev Bodil Nordestgaard Ismiris Niels B. Christiansen som analytisk skarp og i stand til at sætte en klar retning, så LEGO kan eksekvere hurtigt og præcist.

Siden Årets Leder blev udpeget til CEO, er LEGOs omsætning fordoblet, overskuddet er hvert eneste år steget, og virksomheden står i dag i en historisk stærk position, hvor den er dobbelt så stor som verdens anden- og tredjestørste legetøjsproducenter tilsammen.

Men prisen er ikke kun givet på baggrund af de flotte regnskabstal. Juryforpersonen fremhævede, at Niels B. Christiansen lægger vægt på, at virksomhedens medarbejdere trives og får rum til udfolde sig kreativt.

»De mennesker, der omgiver Årets Leder, fortæller om et behageligt og ordentligt menneske, som aldrig lader sit ego stå i vejen for det gode argument eller den rigtige løsning. Det er resultater og en væremåde, der er værd at hylde, så det gør vi nu«.

Du kan allerede nu læse Lederstof.dk’s store vinderportræt af Niels B. Christiansen:

Årets Leder er »utrolig glad og stolt«

Det var en tydeligt beæret topchef for LEGO-koncernen, Niels B. Christiansen, der takkede for kåringen som Årets Leder 2025:

»Jeg er utrolig glad og stolt over valget. Det er en anerkendelse af den rejse, som LEGO Koncernen har været på de sidste otte år,« lød det fra vinderen, der blev kaldt op på scenen til stående bifald fra publikum på Ledelsens Dag.

Niels B. Christiansen lagde i sin takketale vægt på, at han ser kåringen af ham selv som Årets Leder som en anerkendelse af LEGOs 32.000 medarbejdere over hele verden:

»Det er deres dedikation, passion og vedholdende indsats, der har skabt LEGO Koncernen, som den er i dag.«

Ud over sin tak for prisen som Årets Leder, takkede Niels B. Christiansen Lederne for at sætte fokus på ledelse som disciplin. Ikke bare på Ledelsens Dag, men hele året rundt.

»Ledelse er et emne, som ofte er fraværende, når vi som ledere taler om vores virksomheder. Folk er ofte mere interesserede i at høre om kortsigtede finansielle resultater, fremskridt, ny innovation og så videre. Jeg mener, at god ledelse er en komponent, som virkelig kan flytte en virksomhed og organisation – både på finansielle og ikke-finansielle parametre,« sagde han. »Derfor er god ledelse en ekstrem vigtig agenda, og den er Lederne med til at drive.«

Bodil Nordestgaard Ismiris og Niels B. Christiansen står ved siden af hinanden til Ledelsens Dag 2025
Foto: Christian Als