Styret kreativitet
Hvor stor udfordringen med at få de rigtige klodser til at lande i de rigtige butikker (og ultimativt under det rigtige juletræ!) er i praksis, illustreres af, at LEGO Koncernen producerer anslået 36 milliarder klodser om året, svarende til 1140 klodser i sekundet, hver eneste fremstillet med en tolerance på 1/200 mm.
Alene i første halvdel af 2025 lancerede LEGO 314 nye produkter. Det er ny rekord for virksomheden, og siger en del om, hvor effektiv en maskine, Niels B. Christiansen har skabt.
»Når jeg fortæller andre CEOs, at vi fornyr halvdelen af vores portefølje af produkter hvert år, kigger de vantro på mig. ’Det kan man simpelthen ikke’, siger de. Men det kan vi faktisk,« siger Niels B. Christiansen, der forklarer, at LEGOs produktion er platformsbaseret i ekstrem grad.
»En meget stor del af de LEGO-klodser, der er i de nye produkter, er jo ikke ’nye’. Det er nogle, der allerede eksisterer, og som vi måske har produceret i en anden farve, og som så måske suppleres med enkelte helt nye klodser,« siger Niels B. Christiansen.
At bruge ’gamle’ klodser er i praksis ikke et ret stort benspænd for udviklerne, der skal kreere lækre nye Star Wars-sæt, siger LEGO-topchefen, der understreger, at den måde at arbejde på er afgørende, hvis kompleksiteten skal holdes nede.
»Hvis vi skal forblive relevante, skal vi hele tiden forny vores produkter. Men der skal være tale om, hvad jeg kalder ’styret kreativitet’. Det er helt afgørende for os, og vi skal derfor nøje vurdere, hvor mange farver, vi skal have, og hvor mange støbeforme, vi skal have.«