Louisa er Google-chefen, der kun arbejder hjemmefra

Jeg begyndte at arbejde udenlandsk allerede som 23-årig, men har de seneste år bevidst valgt at arbejde ud fra Danmark. I dag arbejder jeg 100 procent remote i Google fra mit hus i Skodsborg. Det er der to grunde til. Den ene er helt lavpraktisk, at mine børns rammer er her. Og det hænger meget sammen med nummer to, nemlig at jeg faktisk synes, Danmark er det sted i verden, der er tryggest, og hvor jeg bedst kan skabe det rette perspektiv og holde fokus på at få alle input i spil og løse opgaven. Derfor vil jeg gerne beholde mit anker her.

Min arbejdsrytme er tilpasset mine børns rytme; jeg er meget effektiv og finder altid en måde at få løst opgaverne alligevel. Som fraskilt har jeg ikke mine børn altid, og derfor vil jeg maksimere den tid, jeg har med dem. Jeg står tidligt op, tjekker som det allerførste mine mails for at se, om der er noget akut, jeg skal forholde mig til. Derefter vækker jeg mine drenge og er helt til stede sammen med dem. Vi hygger sammen, og jeg taler med dem om deres liv. Når de er kørt i skole, åbner jeg hjemmekontoret og har onlinemøder indtil børnene har fri, skal hentes og evt. skal køres til sport. Mine børn ved, at de er privilegerede, og vi nyder meget at have denne tid sammen, men de forstår også, hvis jeg nogle gange ikke altid kan gå i gang med at lave maden klokken 18:00, og nu er de blevet så store, at de selv går i gang med at lave maden, så vi stadig kan spise sammen som familie. Når det kræves, er jeg også effektiv til at arbejde om aftenen, når alle sover, og der er ro. 

De uger, jeg ikke har børnene, er jeg på skærmen i 12 timer fra klokken 08-20.00+. Nogle gange lægger min assistent en halv time ind i min kalender, hvor jeg kan gå en tur i skoven, hvis hun kan mærke, at jeg er for presset. Men helt generelt elsker jeg mit arbejde. Jeg kan godt lide at påvirke mennesker til at gå efter større muligheder og give dem mod til at tage de store beslutninger, der sikrer deres fremtid, og det er præcist det, der er mit job.

Nogle dage har jeg 17 onlinemøder. Så gælder det om at være nærværende og mentalt til stede hele tiden, også ved møde nummer 15, fordi det måske er det møde, teamet på den anden side af skærmen har glædet sig allermest til den dag. Jeg kan sagtens håndtere så mange onlinemøder, men jeg har også mange års træning i at være mentalt til stede 100 procent, selv om vi sidder langt fra hinanden. Jeg er også god til at hoppe ud af et møde, hvis jeg kan se, at det ikke er afgørende, at jeg er med. Så siger jeg: ’Det er ikke vigtigt for mig at være med her’, og jeg logger af.

Hvis jeg er lige ved at koge over, ved jeg nu, at det ikke er flere arbejdstimer, der gør forskellen, derimod at genfinde det rette perspektiv. For mig er det bedste at dansetræne. Jeg har private dansetrænere, og ham, jeg træner mest med, træner selv til VM, så begge vores kalendere er lidt mærkelige. Nogle gange hopper jeg ud af et Google Meet-møde klokken 22.00 om aftenen og tager direkte til dansetræning. For mig er det den perfekte blanding af noget intenst, hårdt, grounded og samtidig meget blødt og feminint… nok meget som jeg selv.

Hvis jeg arbejdede fysisk hos Google i USA, ville jeg være tættere på mange teams. Men jeg ville stadig skulle holde mange onlinemøder og rejse meget. Mine kunder er jo alle steder og sidder for eksempel i Texas, Chile, Frankfurt og Singapore. Så i virkeligheden gør det ikke den helt store forskel, at jeg sidder i Skodsborg.

Mine kunder er vant til, at jeg nogle gange deltager i onlinemøder de mærkeligste steder. For nylig gik kalender-koordineringen lidt galt, da jeg skulle lave en præsentation for bestyrelsen i en stor pharma-virksomhed i Tyskland. Det møde måtte jeg tage fra parkeringspladsen på min søns skole. Men det fungerede fint. Jeg var 100 procent nærværende, og derfor var de det også, og vi fik begge det ud af mødet, vi havde håbet på.

Jeg rejser ofte, især de uger, hvor mine børn er hos deres far. Sidste år havde jeg knapt 100 rejsedage. Når du skal skabe noget mere strukturelt med en kunde, er det nødvendigt at være i samme lokale og bruge noget tid sammen, men det er langt mindre end, hvad mange antager.

Personligt savner jeg de gode rollemodeller, der viser, at man godt kan være super dreven og samtidig en empatisk mor med stort ’M’, kvindelig og alt det her. Diskursen er ofte, at enten er du det ene eller det andet, men jeg synes heldigvis, at jeg har bevist, at man kan godt balancere de to ting. Det vigtigste i mit liv er ubetinget mine børn, men alle, jeg har arbejdet med, vil skrive under på, at jeg har et højere end gennemsnitligt commitment til mit arbejde.

Jeg er blevet rigtig god til at bygge relationer virtuelt. Det handler om lige at investere den ekstra tid i at stille de par spørgsmål, der gør, at du forstår det menneske, der sidder på den anden side af skærmen lidt bedre. Og så skal man lære at kigge på det nonverbale sprog, de ting, kropssproget fortæller, og som kan være sværere at tyde, når man ikke sidder fysisk sammen, men som også kan afkodes via skærmen med lidt øvelse.

Gemini, der er Googles AI-platform, har hjulpet mig meget, fordi det er blevet langt nemmere at komme tæt på de udfordringer, virksomhederne har, for eksempel ved at stille spørgsmål om virksomhedens vækst, profitabilitet, konkurrenter, hvilke stakeholdere, der påvirker beslutningstagerne, eller hvad investorer før har rejst af bekymringer. Takket være den lettere adgang til information, alle nu har med generativ AI, kan jeg langt hurtigere finde databaserede hypoteser, som jeg siden validerer med kunden. 

Det kan være ensomt at arbejde online, meget ensomt endda. Selvfølgelig savner jeg fysiske møder med mit team. Mine 14 direct reports sidder i syv forskellige lande, og det samme gælder for mine peers. Jeg kunne da godt tænke mig, at vi indimellem kunne spise sammen i kantinen eller gå ud at spise. Det kan man vælge at sidde og tude over, eller man kan beslutte, at det ikke er noget problem. Jeg ved, at det er op til mig selv at lægge puslespillet, spørge ind til folk, og hvis jeg mangler en konkret information, må jeg aktivt opsøge den. Det er det trade-off, jeg har lavet; det er jo et bevidst valg, jeg har truffet.

Mange har spurgt mig, hvorfor jeg ikke har valgt at blive CEO i en klassisk virksomhed. Der er nogle normer, der siger, at hvis man gør det godt, så skal man vel blive CEO. I min verden er det en old school tankegang, som handler mere om et behov for kontrol og styring, og som jeg tror, er mere mandligt drevet, end det er feminint drevet. Jeg kan godt lide at arbejde globalt og med det brede impact, og jeg stortrives i mit nye job i Google, der er en helt nyoprettet funktion, hvor vi hjælper de største virksomheder i EMEA (Europa, Mellemøsten og Afrika, red.) som for eksempel Mercedes, Unilever, IKEA, HSBC eller Lufthansa med at gennemføre store transformationer. 

Min opgave er at forstå ejere, bestyrelsens og direktionens ambitioner, hjælpe dem med at sikre, at dette skaber en profitabel fremtid i en verden, hvor teknologi spiller en langt større rolle, og hvor deres marked ofte er i gang med at forandre sig fundamentalt. Det handler naturligvis om, hvordan konkrete digitale løsninger og teknologi kan bruges, men mindst lige så meget om deres fremtidige omsætningsmodeller, omkostningsmodeller, hvad deres value proposition er, hvad de vil eje, og hvilken kultur de repræsenterer. Det er ofte ekstremt komplekst, men ved at se på dynamikker på tværs af industrier og se, hvad der virker for virksomhederne, holder jeg mig skarp.