David har skabt en milliardforretning uden at arbejde sig halvt ihjel. Her er hans opskrift på en effektiv arbejdsdag

Jeg arbejder altid hjemme. Hver dag. Året rundt. Vores virksomhed har nemlig ikke noget kontor. Hverken her i Malibu, hvor jeg bor med min familie, eller nogen andre steder på de fem kontinenter, som vores 70 ansatte er spredt ud over. Det er op til den enkelte, hvor man vil arbejde fra. Det er fantastisk frihedsskabende. Og så giver det os bedre mulighed for at fordybe os i opgaverne, fordi vi ikke konstant bliver afbrudt af småsnak og trafik mellem bordene, som ofte er tilfældet på et kontor. Det var i hvert fald den oplevelse, jeg havde, da jeg som ung it-udvikler i slutningen af 90’erne blev placeret på et storrumskontor, som udadtil så produktivt og moderne ud, men de evindelige forstyrrelser gjorde det praktisk talt umuligt at udtænke en kreativ idé. Jeg skal have ro. Og en dør, jeg kan lukke.  

Det er diset her til morgen. Jeg er som altid stået op klokken kvart i seks. Så kan jeg nå at arbejde en times tid, inden resten af familien vågner. På det tidspunkt har vores medarbejdere i Europa været i gang i flere timer. Jeg tjekker op på, hvad de har lavet. Måske er der noget, de skal have input til. Men lige nu er roen for en stund afbrudt. Klokken er syv. Børnene er oppe. Efter morgenmaden tager vi gerne et spil Fortnite eller to. Inden jeg kører børnene i skole klokken halv ni, arbejder jeg en halv time mere. Sådan er det at have kolleger på den anden side af kloden. Hvis vi skal tale sammen, er der kun ganske få tidsmæssige overlap at gøre godt med. Men det gør så også, at vi ikke konstant hiver fat i hinanden, men forsøger at løse problemerne på egen hånd først.

Vores arbejdskultur er i det hele taget gennemsyret af et princip om, at vi skal forstyrre hinanden så lidt som muligt. I mange virksomheder kimer man hinanden ned, så snart et problem melder sig. Det er voldsomt ineffektivt. Afbrydelser er flowets fjende, især hvis man arbejder med at programmere, skrive eller noget andet kreativt. Det er også derfor, vi har langt færre møder end i mange andre virksomheder. Faktisk har vi gjort det så besværligt som muligt at booke et møde. Vi kan ikke se hinandens kalendere. Derfor er man nødt til at kontakte hver enkelt af dem, man vil holde møde med. Det betyder, at folk ofte vælger at give problemet et skud mere selv. Eller skriver en e-mail, som kollegerne så kan forholde sig til, når det passer dem.

Ved at minimere antallet af afbrydelser har vi skabt rammerne for, at vi kan dykke ned i opgaverne. I denne uge, for eksempel, har jeg kun tre møder i kalenderen – hver af en halv times varighed. Det er halvanden time ud af en arbejdsuge på 40 timer. Det betyder, at jeg har masser af tid til selv at tage del i arbejdet i maskinrummet. Og det mener jeg, enhver leder bør gøre, dels for at kunne forstå og give input til opgaverne, men også for ikke at tænke i ledelse hele tiden. For så ender man nemt med at sætte alle mulige nye projekter i søen i stedet for at give medarbejderne ro til at færdiggøre det, de allerede har gang i.

Jeg jonglerer aldrig med fem tallerkner på samme tid. Det fungerer ikke for mig. Og det tror jeg faktisk ikke, det gør for særlig mange. Det lyder flot og effektivt at kunne sige, at man har en masse bolde i luften. Problemet er, at det er svært, hvis ikke umuligt, at fordybe sig i den enkelte opgave. Og resultatet bliver ofte derefter; nemlig middelmådigt. Det er både utilfredsstillende for den, der udfører opgaverne, og er dårligt for virksomheden. Folk bliver imponeret over, at Jason (forretningspartner, red.) og jeg kan skrive en bog på tre måneder. Men det skyldes altså, at vi i den periode kun arbejder på den ene ting. Og sådan arbejder jeg også i daglige: Meget intenst og i dybden, men altid kun på én ting ad gangen.

Jeg har slået stort set alle notifikationer fra – selv i det projektstyringsværktøj, vi har udviklet og bruger i det daglige. Det er faktisk kun de to andre direktører – og min kone – der har direkte adgang til mig. Andre må skrive en e-mail og vente på, at jeg har tid til at svare. Omvendt forventer jeg så heller ikke, at mine medarbejdere svarer med det samme på beskeder fra mig. For det er altså meget, meget sjældent, at et svar ikke kan vente et par timer eller til dagen efter. Så hellere prioritere fordybelsen. Og så svare folk, når man har brug for et afbræk fra den opgave, man sidder med. Også i mit computersetup har jeg forsøgt at skære så mange forstyrrende elementer fra som muligt. Jeg har for eksempel kun én monitor, som er meget atypisk som programmør. Det handler om at have så få ting åbne som muligt – lidt i forlængelse af det med storrumskontoret: Jo mere, der bevæger sig og bimler og bamler, desto sværere er det at koncentrere sig.

Ved middagstid kører jeg ud til vandet og spiser frokost på en restaurant på Pacific Coast Highway. Det tager en time i alt. Det er godt at komme væk fra skærmen og få blæst håret og hovedet igennem. På forunderlig vis kan det ofte få brikkerne til at falde på plads, hvis der er noget, der har drillet.

Min guilty pleasure er Twitter – eller X, som det nu hedder. Det fungerer som en slags ventil for mig. Støder jeg på noget ulogisk eller uretfærdigt, kan jeg ikke holde mig tilbage. Det er sjovt og meningsfuldt at debattere, synes jeg, men det er også en tidsrøver. Derfor laver jeg indimellem et clean cut og holder en pause fra de sociale medier. Men efter noget tid melder skrivekløen sig igen.

Folk spørger tit, om det ikke er ensomt at arbejde hjemmefra. Det synes jeg ikke. Jeg taler og skriver med mine kolleger hver dag. Fra så forskellige steder som Asien, Europa og USA. Det er for mig mere berigende end at skulle sidde på et kontor med de samme mennesker omkring én dag ud og dag ind. Men det er ikke sådan, at vi aldrig er samlet fysisk. To gange om året samler vi forretningen i en ny storby – senest i Barcelona – og holder et ugelangt seminar, som primært handler om at hygge os, lade batterierne op og blive rystet sammen. En fantastisk uge, som kompenserer for den tid, hvor vi er væk fra hinanden. Der er helt sikkert nogle, som ikke ville trives med kun at se kollegerne et par gange om året. Typisk, hvis man er meget ekstrovert. Men for mig er det en gave og fuldstændig essentielt for min karriere at kunne sidde alene og grave mig dybt ned i opgaverne.

Otte timer er mere end rigeligt for mig til at få en fantastisk dag. Det betyder ikke, at jeg arbejder fokuseret i otte timer. Slet ikke. Hvis det lykkes mig at arbejde fokuseret i 4-5 timer, har det været en stjernedag. Men der er også dage, hvor jeg ikke formår at fordybe mig i mere end et par timer. Det er også okay. Hvis jeg bare har nogle gode timer uden afbrydelser, kan jeg nå at lave det samme, som jeg ville kunne på en hel dag, hvis jeg sad på et larmende kontor og havde møder fra morgen til aften.

Resten af arbejdsdagen bruger jeg på at svare på e-mails og orientere mig i, hvad medarbejderne arbejder på. Og så lidt tant og fjas. Tanken om, at man skulle kunne nå mere ved at arbejde fra morgen til sen aften, er i min verden bullshit. Det handler om, hvordan du arbejder. Ikke hvor mange timer. I sommerhalvåret arbejder vi faktisk kun fire dage om ugen. Altså 32 timer. Det gælder hele virksomheden. Men lige nu er det shipping season, hvor vi skal færdiggøre nogle nye produkter. Og så skruer vi lidt op for arbejdstiden, men stadig uden at arbejde os halvt ihjel. 

En udfordring ved at arbejde hjemme kan være at holde arbejde og fritid adskilt, men når man, som jeg, er gift og har tre børn, giver det sig selv, hvornår man laver hvad. Om eftermiddagen skal børnene køres til guitar og fodbold. Og der skal mad på bordet. Og så er det også godt at have en hobby, så man får ledt tankerne over på noget andet. Jeg kan godt lide at køre racerløb, en stor passion, som jeg rejser rundt omkring i verden for at dyrke. Jeg elsker også at læse. Jeg har brugt meget tid på at sætte mig ind i stoicismen, som nærmest er blevet en livsfilosofi for mig. Stoicismen minder os om, at vi kun har kontrol over vores egne reaktioner, ikke verdens begivenheder. Det er en god lektie, når man leder en virksomhed, og der fra tid til anden går noget galt. Jeg er også glad for at læse om forretning og ledelse. Senest har jeg læst Thomas Sowells ‘The Vision of the Anointed’ og en biografi om Elon Musk. Lige nu er det en biograf om Warren Buffett, investoren, som jeg tager med ud i liggestolen på terrassen.

Som ung gik jeg sent i seng og stod sent op. Nu bliver den sjældent mere end ni-halv ti, før jeg går i seng. Så kan jeg få den søvn, jeg har brug for, hvis jeg skal nå at se solen stå op. Det er for mig den bedste start på dagen.