Lykke Friis starter altid dagen med en tysk tabloidavis

Jeg står op omkring klokken seks med mindre, jeg skal i morgen-tv eller i radioen. Jeg er i radio eller tv, enten danske eller udenlandske, cirka 10 gange på en uge, og hvis det er om morgenen, skal jeg tidligere op. Men ellers er rutinen, at jeg pløjer en ‘iPad-stak' af aviser igennem. Min dag starter altid med den tyske tabloidavis Bild Zeitung. Det giver mig overblik over, hvad den almindelige tysker taler om. Så går jeg videre til to andre tyske aviser, Financial Times og danske aviser. Og så får jeg et nyhedsbrev om, hvad der sker i EU. Jeg bruger cirka to timer på at læse, for det er mit arbejde at vide, hvad der sker i Europa. Jeg prøver på ikke at tjekke mails om morgenen. Jeg vil hellere først fokusere på, hvad der er af nyt i aviserne.

Min mand stiller morgenmad frem, og jeg spiser noget hver morgen, men som regel ikke andet end lidt yoghurt. Nogle dage har jeg kalenderfri, hvor jeg kan skrive, og så vil jeg gerne ud at løbe med den yngste af mine to hunde – den ældste gider ikke – inden jeg begynder at skrive. Jeg hører gerne en podcast på løbeturen. Under corona hørte jeg en masse om smittetryk og vacciner, og på arbejdet beskæftigede jeg mig også med corona hele tiden. Til sidst kunne jeg høre nogle alarmklokker ringe. Stress er jo desværre en folkesygdom, og vi skal mærke efter, hvornår vi slider for meget på os selv. Det var opslidende, at alt handlede om sygdommen, så jeg satte nogle regler op for mig selv: Hvis jeg skulle høre noget på løbeturen, skulle det være for eksempel en fodboldpodcast for at få et afbræk.

Ledelse er jo blevet anderledes efter corona med mulighederne for at arbejde hjemme. Jeg synes også, det kan være rart, men som leder har jeg selvfølgelig også et ansvar for at være til stede og levere sparring og coaching. Hvis jeg tager på kontoret, møder jeg ved ni-tiden, men ofte har jeg møder ude i byen eller et foredrag eller en konference.

Jeg er blevet bedre til at sætte tid af i kalenderen til at skrive, tænke eller drikke kaffe med gamle kolleger. For eksempel nogen, der har besluttet at skifte spor i arbejdslivet og gerne vil snakke og have et råd. Sådan noget kan jeg godt bruge en del tid på, og det skal skrives i kalenderen. Ellers bliver jeg let fraværende, fordi jeg skal noget andet. Jeg har øvet mig en del på nærværet, fordi jeg kunne mærke, at jeg blev lidt fartblind og troede, jeg kunne multitaske mere, end jeg kan. Derfor har jeg ikke længere push-beskeder på telefonen, så jeg skal aktivt trykke på beskeder eller på mailen, før jeg kan se beskederne. Jeg tjekker tit for beskeder og mails, men der skal ikke ligge noget og bippe eller blinke, mens jeg taler med folk.

Jeg gør meget ud af at sige til folk, at jeg måske sender mails på underlige tidspunkter, men ikke har nogen forventning om at få svar med det samme. Det gælder begge veje. Hvis det er noget vigtigt, kan man ikke forvente, at jeg ser og svarer på en mail kl. 22. Det er blevet for meget i vores kultur, at vi altid er standby.

Jeg må indrømme, at jeg hører til dem, der bruger noget af weekenden på at samle op på det, jeg ikke har nået i løbet af ugen. Det kan være, jeg har sagt ja til at anmelde en bog, eller måske skal jeg planlægge et stort oplæg, og så vil jeg hellere bruge nogle timer i weekenden, hvor der er ro til at tjekke det ordentligt igennem. Så kan jeg bedre slappe af og holde fri bagefter.

Selvfølgelig har jeg også overspringshandlinger. Så tjekker jeg, hvad der sker i fodboldverdenen. Det kan jeg bruge meget tid på. Det er Bayern-fansites (Lykke Friis er fan af den tyske klub Bayern München, red.), eller jeg ser, om der er noget nyt i fanshoppen. Og så sociale medier selvfølgelig. Men jeg orker ikke at kaste mig ud i Twitterslagsmål. Folk kan skændes, så det brager, men jeg kan tit tænke: ‘Hvilken værdi er der egentlig i det her?’

I øjeblikket holder jeg et hav af foredrag. Når jeg så kommer hjem måske klokken 20, kan jeg godt mærke, at jeg ikke skal sætte mig og skrive. Det er bedre for mig at se noget fodbold. Jeg har også en plan om at se serien ‘The Crown’, men normalt ser jeg næsten kun nyheder og sport. Jeg vil gerne se alle Bayern Münchens kampe, og jeg ser generelt ufattelig meget sport, også fordi jeg sidder i Team Danmarks bestyrelse. Jeg vil også gerne finde tid til at gå mere i biografen, for der kan man jo bedre lukke af, fordi man lægger telefonen væk.

Mit ‘problem’ er, at meget af mit arbejde også er min hobby. Det kan til tider være svært, forstået på den måde, at jeg synes, det er evigt interessant at læse en alenlang artikel om, hvad sker med den tyske regering. Der må jeg nogle gange sige til mig selv, at jeg skal læse en skønlitterær bog i stedet, for på den måde at få nogle andre input og få hjernen til at falde til ro. Hvis jeg skal kunne inspirere andre, så vil jeg også gerne kunne tale med om en ny spændende roman eller noget andet, der ikke vedrører arbejde.

Jeg holder ikke telefon og skærme ude af soveværelset, men jeg kan rose mig selv for, at jeg har lært at slukke for tv’et. Før kørte det bare i baggrunden. Jeg læser dog ikke mails sent om aftenen. Det har hjulpet mig meget, at jeg har stoppet push-beskederne, og jeg læser ikke bøger på min iPad, for så bliver jeg fristet til at læse nyheder. Vi må erkende, at skal vi leve i nuet, kan vi ikke flere ting på én gang. Det er noget, jeg kæmper meget med.

Jeg sover omkring midnat. Inden vil jeg gerne læse i en bog, men i perioder hvor jeg selv skriver, får jeg ikke læst. Lige nu har jeg et tårn af bøger, der venter, men jeg prøver at få læst 50 sider om dagen. Så kan jeg tænke over, hvem der er morderen i stedet for at tjekke nyheder og begynde at tænke over, hvem der vil danne regering. I min ministertid syntes jeg pludselig, at min hjerne ikke fungerede som normalt, og det gik op for mig, at det var fordi, jeg ikke længere læste bøger. Det er noget helt andet end at scrolle nogle artikler igennem. Og hold op, hvor sover jeg bedre, når jeg har læst i en roman.