Alt for mange medarbejdere tør ikke tale med chefen om stress: Det er ikke nok, at ‘din dør er åben’

Kvinden, der sad i stolen over for Bo Netterstrøm, var mødt op for at fortælle sin historie om det arbejdsliv, der nu var sat på pause med en sygemelding. Hun var i 50’erne og havde gennem 30 år været ansat i en bank. Men denne dag sad hun på stressklinikken Kalmia og fortalte om at være søvnløs af bekymring over, om hun kunne følge med de yngre kolleger, der, efter hendes opfattelse, var meget bedre til ny teknologi og mere effektive til at udføre arbejdsopgaverne.   

Bo Netterstrøm bemærkede, at hun var fattet, men så træt og desillusioneret ud.

»Det var svært at slå et smil af hende, og hun talte med et lidt mørkt toneleje.«

Han har om nogen fulgt udviklingen i stress blandt danskerne. Siden 1970’erne har han skrevet adskillige bøger om emnet samt en doktordisputats om stress og hjertesygdomme, ligesom han holder foredrag og rådgiver stressramte danskere.

Den bankansatte var et typisk eksempel på en af Bo Netterstrøms stressramte klienter, og det var ikke alene symptomerne og hendes situation i arbejdslivet, der var typiske. Det var det også, at hun ikke turde tale med sin leder om det.

»Hun havde selv en mellemlederstilling, og hun var bange for at blive degraderet, så hun gik og puttede med problemerne, indtil det gik galt, og hun sygemeldte sig,« siger Bo Netterstrøm.

I 2008 grundlagde han klinikken ‘Kalmia – Center mod stress’, der i dag har adresse i Bernstorffparken, nord for København i en gammel gulstensbygning på en græsbeklædt skråning. Det er i den idyl, at stressramte finder ro til at fortælle om dramaet i deres arbejdsliv. Om hjertebanken, hovedpine, hukommelsesbesvær og søvnløse nætter. Historier der, trods det store fokus i de senere år, er et vidnesbyrd om, at befolkningen slet ikke har lært nok om stress, mener Bo Netterstrøm.

»Jeg synes, at man ude på arbejdspladserne har lært utrolig lidt,« konstaterer han med en nøgtern tone.

Statistikken bakker ham op: Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er der hvert år så mange stress-sygemeldinger, at det svarer til over 37.000 fuldtidsstillinger, og det koster virksomhederne 16,4 milliarder kroner i produktionstab. Dertil kommer selvfølgelig udgifter i sundhedsvæsenet og de menneskelige omkostninger, blandt andet for dem, der ikke tør gå til deres leder med mistrivslen.

Blomster er ikke nok
Jo større tillid til ledelsen, jo bedre er chancerne for at forebygge og behandle stress blandt medarbejderne, konkluderer Bo Netterstrøm. Det handler om, at medarbejderne skal vide, at der er hjælp at hente, hvis de begynder at mærke faresignaler, men ifølge stresseksperten skal der mere til end at sige: ‘Min dør er altid åben’.

»Det er ikke nok at sige sådan og vente på, at folk skal komme ind ad den dør. Det er meget mere proaktivt, hvis lederen er opmærksom på, hvordan de ansatte agerer i dagligdagen. Ser de glade og tilfredse ud? Er der nogen, der isolerer sig lidt og ikke længere spiser frokost sammen med de andre? Falder præstationsniveauet?«

Og som endnu et vigtigt værktøj bør arbejdspladsen have en køreplan for at afhjælpe stress, nærmere bestemt en stress- eller trivselspolitik. Bo Netterstrøms erfaring er, at alene det at have sådan en politik, er et vigtigt signal, der styrker medarbejdernes tillid til ledelsen.

»Det er ikke så vigtigt, om man kalder sådan en politik for det ene eller det andet. Det vigtige er, at det signalerer over for medarbejderne, at stress bliver taget alvorligt. At de kan se, at topledelsen prioriterer det.«

Og det er ikke en selvfølge ifølge Bo Netterstrøm. Han møder stadig ledere fra store virksomheder, der siger, at de ikke har en stresspolitik – og at der i øvrigt slet ikke er stress hos dem. Men topledelsen bør netop engagere sig i en stresspolitik, mener han.

»Det skal have opbakning oppefra, for det er et vigtigt signal til medarbejderne. Men så må sådan en politik gerne blive skabt nedefra, for eksempel i en arbejdsgruppe. Topledelsen har jo ikke nødvendigvis føling med, hvad der rører sig ‘på gulvet’,« siger Bo Netterstrøm.

Han anbefaler, at det skal være en detaljeret plan, der giver lederen nogle konkrete værktøjer og klarhed over for eksempel, hvad der er den nærmeste leders opgave, og hvad der er HR’s opgave. Ifølge Bo Netterstrøm bliver lederen ofte slet ikke inddraget, når der er tilfælde af stress, selvom det øger chancen for, at medarbejderen kommer godt igennem forløbet. Lederen bør blandt andet have retningslinjer for, om en medarbejder med stresssymptomer skal sendes hjem med det samme, om det kan klares med justeringer af arbejdsopgaverne, og hvor der kan hentes psykologhjælp.

»Hvis ikke der er nogle retningslinjer, kan en leder blive usikker på, hvad hans eller hendes rolle er i sådan en situation. Som leder skal man vide, hvad man skal foretage sig, og hvad man ikke skal foretage sig, for hvor går grænsen?,« siger Netterstrøm med henvisning til, at det for eksempel også kan være noget privat, der stresser og påvirker arbejdslivet.

Hans anbefaling er dog, at ledere ikke skal være for berøringsangst. De stressramte, han har hjulpet, er kun glade for, hvis deres leder har rakt ud og vist interesse for, hvordan de har det.

»Der er arbejdsgivere, der bare sender blomster, men det er jo ikke nok. Man må ringe eller skrive og spørge, hvordan det går. Den gode leder stiller sig til rådighed, ikke bare én gang, men aftaler, at man tales ved igen om en uge eller to for at høre, hvordan det går.«

Undgå helst sygemeldingen
Den stressramte bankansatte tog, i selskab med Bo Netterstrøm, en samtale med sin leder, hvor hendes frustrationer og bekymringer kom på bordet. Det blev besluttet at tilpasse arbejdsopgaverne, så hun sad med opgaver, hun var mere tryg ved, og selvom hun stoppede i banken et halvt år senere, var det den rigtige løsning i det mindste at forsøge at få det til at fungere, mener Bo Netterstrøm.

En del af løsningen kan netop ofte være at tage de opgaver, man kan overkomme, og arbejde på nedsat tid, i stedet for at være sygemeldt, som det ofte sker, når folk har talt med deres læge. Går man først derhjemme, er det ganske enkelt sværere at komme tilbage på arbejde senere hen, vurderer Bo Netterstrøm.

»Men hvis det skal lykkes at komme tilbage, er det selvfølgelig en fordel, hvis stress-symptomerne bliver fanget tidligere, og i den forbindelse er det et mægtigt plus, hvis deres leder tager fat i dem. At de kan mærke, at lederen er interesseret i, om de har det godt. Det er noget, som mange af mine patienter savner.«