Arbejdslivet må ikke blive meningen med livet

Når du læser med her, er det sikkert, fordi du er leder. Dermed har du nærmest per definition et meningsfuldt arbejde. Et arbejde, hvor du har ansvaret for, at dine medarbejder ikke bare leverer gode resultater, men også at de trives. Et arbejde, hvor du har mere indflydelse end de fleste. Et arbejde med prestige og god løn. Så du må da være lykkelig og fyldt med virkelyst hver evigt eneste morgen, du vågner med udsigt til endnu en dag på kontoret, fabrikken eller butikken!

Nej? Hmm… Bekymrende, hvis man skal tro tidens trend.

Engang gik vi på arbejde for at tjene penge, så vi kunne holde sammen på vores privatliv ud fra devisen tag over hovedet, mad på bordet og tøj på kroppen. Men nu lever vi i en tid, hvor rigtig meget handler om mening og purpose, og hvor det nærmest er blevet et ideal, at vi skal være tændt af en hellig ild, mærke suset og føle, at vi har gjort en forskel for at kunne sætte hak ved, at det har været en god dag på jobbet. Ellers er man – sat lidt på spidsen – en fiasko.

Jeg synes, at det har taget overhånd. Og jeg synes, det er blevet tid til at sige fra til forventningen om, at hver eneste dag skal være et selvrealiserende festfyrværkeri. Det er ok, at der er dage, hvor du vågner op uden at være i hopla. Det er ok, at du ikke er i stand til at levere dit bedste hvert eneste minut. Og selvom du har ansvaret for, at dine medarbejdere trives og har de bedste arbejdsvilkår, er du jo for pokker også bare et menneske.

Jeg har selv mit drømmejob. Et job med ansvar og masser af mening, når jeg som direktør for Lederne sammen med en masse dygtige og engagerede medarbejdere kæmper for bedre vilkår for alle jer ledere. Derfor går jeg de fleste dage glad på arbejde og lægger mig tilfreds i seng.

Men jeg har også dårlige dage. Tirsdage, hvor jeg siger dumme ting til et møde. Fredage, hvor jeg slet ikke har nået det hele. Tidspunkter, hvor tvivlen og usikkerheden fylder mere end troen på, at jeg har styr på det hele. Dage, hvor det er tre skridt frem og to tilbage. Øjeblikke, hvor jeg er ked af at have trådt nogen over tæerne, og andre hvor jeg selv halter rundt med en øm tå.

Er jeg så en fiasko? Måske i nogens optik, men ikke i min egen. Og jeg skriver dette her, fordi jeg gerne vil sige til dig, at det er du heller ikke, selvom du heller ikke altid lever op til dine egne – og dine omgivelsers – forventninger om, hvilken leder og hvilket menneske du skal være.

Jo. I en travl hverdag ærgrer jeg mig nogle gange over, at jeg ikke altid er nærværende nok, nysgerrig nok, lyttende nok. Det vil jeg virkelig gerne blive bedre til. Jeg glemmer også nogle gange, at man som leder – og især som direktør – har en usynlig megafon foran munden, og at der i udgangspunktet er skruet godt op for volumen, før man har åbnet munden. Hvad, der kan være et ubetydeligt lille ord for mig, kan betyde meget for andre. Men hvis jeg ikke tillader mig selv at være menneskelig nok til at fejle, bliver jeg hverken en autentisk leder eller en leder med overskuddet til at finde det bedste frem i mig selv, når det gælder.

Derfor har jeg et budskab til dig, der nogle gange føler dig utilstrækkelig. Dig, der ikke altid er på toppen. Dig, der ikke altid kan finde det purpose, de alle sammen taler om: Arbejdslivet går op, og arbejdslivet går ned. Du skal være ambitiøs og få det bedste ud af det, men lad være med at forvente at jobbet altid føles fantastisk, og du er helt perfekt i rollen. For sådan fungerer det ikke, og hvis dine forventninger er for høje, ender du med at føle, at du ikke er god nok.

Og husk! Selvom du er leder og har et vigtigt job, som du er glad for, må det aldrig fylde det hele. Din sundhed og trivsel skal næres af andre kilder – familien, venner, sport, litteratur, kunst, Netflix, søvn…

Arbejdslivet skal bestemt give mening, men det må aldrig blive selve meningen med livet.