AsbjoernFredslund001TOP-1920x960-wide
Asbjørn Fredslund udlever lederdrømmen sammen med sin nærmeste familie, herunder sin mor, Jette Fredslund. Foto: Christian Als

Asbjørn på 25 er chef for sin egen mor

27. maj 2026

Hvordan får man en familievirksomhed til at fungere, når yngste søn er chef for sin mor og storebror? Ifølge Asbjørn Fredslund er svaret ubetinget tillid og helt klart opdelte roller.

Gå til Action card

Når Asbjørn Fredslund taler med eller om sin mor, kalder han hende næsten altid ’Jette’. Ikke fordi de to ikke har en god og tæt relation. Men fordi han til daglig er CEO i virksomheden Meta Learn, hvor han er chef for ’Jette’, der har titel af Chief Product Officer.

»Det hænger nok sammen med, at vi er så utroligt seriøse og ambitiøse med den her virksomhed,« siger Asbjørn Fredslund, der til daglig arbejder ud fra kontoret i København.

Selv om han kun er 25 år, har han siden 2024 været CEO i virksomheden Meta Learn, der via en fleksibel platform til trivselsundersøgelser og en tilknyttet selvhjælps-app hjælper virksomheder og organisationer med at få trivslen op og sygefraværet ned. Og som ud over ham selv og moren også tæller hans storebror, Magnus Fredslund, der er Chief Technology Officer. Sammen har de udviklet deres digitale løsning, der har gjort det muligt at få Good Food Group, Hjemmeværnet, DTU og andre store virksomheder som kunder.

At der er tale om et rendyrket familieforetagende ser Asbjørn Fredslund kun fordele i.

»Den tillid, respekt og ærlighed, vi har over for hinanden, er svær at opbygge mellem nogle andre mennesker end din egen familie. Og vi er gode til at skille den familiemæssige relation og den professionelle relation,« konstaterer den 25-årige CEO.

Som øverste chef risikerer du en dag at skulle afskedige din egen mor, hvis hun ikke performer godt nok. Hvordan ville du have det med det?

»Det har jeg svært ved at se nogensinde skulle blive aktuelt. Men vi brænder alle tre så meget for det her projekt, at vi altid vil sætte virksomhedens vision højest.«

Han fremhæver, at alle tre familiemedlemmer har meget klart definerede roller. Hans mor leverer den faglige dybde om den metakognitive metode, der er fundamentet for det hele. Storebroderen står via sin baggrund på DTU for det digitale indhold, mens Asbjørn Fredslunds egen funktion er at have kundekontakten og sætte den overordnede strategi sammen med virksomhedens bestyrelse.

»På den måde har vi delt hinandens roller op klokkeklart. Vi er afhængige af hinanden og af at kunne arbejde godt sammen, men det har vi også vist, at vi kan. Vi vil alle tre gøre alt for Meta Learns bedste; det er virksomhedens vision, der er i fokus hele vejen,« lyder det fra Asbjørn Fredslund.

AsbjoernFredslund004-1920x1280-landscape
Selv om Asbjørn Fredslund er den yngste i familiefirmaet, er det ham, der som CEO sætter den overordnede retning. Foto: Christian Als

Vokset op i iværksætterfamilie
Lysten til at blive leder og iværksætter i så ung alder fik han i høj grad med hjemmefra. Faderen har en maskinstation og driver et større landbrug ved siden af, mens moren har drevet sin egen psykoterapeutisk praksis. Det satte sig i både Asbjørn og Magnus, der tidligt udviste masser af hittepåsomhed og initiativ.

»Vi elskede at bygge ting og har faktisk altid været innovative. Vi er blevet inspireret af at se ting starte i det små og gennem engagement vokse. Som børn samlede vi flasker i stor stil og byggede fuglehuse, som vi solgte i hele nabolaget.«

Asbjørn Fredslund tog først en HHX i Nykøbing Falster og rykkede derefter til CBS for at læse videre. Sideløbende fik han job i en dansk startup, der i samtiden blev udnævnt til at blive Danmarks næste unicorn. Her fik Asbjørn Fredslund en vigtig forståelse for, hvordan en virksomhed bygges op fra bunden.

»Jeg lærte blandt andet, at det ikke er nok med et super godt produkt, men det at lytte til kundernes behov er mindst lige så vigtig.«

AsbjoernFredslund005-1920x1280-landscape

Fakta om Meta Learn

Meta Learn er en iværksættervirksomhed, der med base i Eskilstrup på Falster og København hjælper specielt virksomheder med at spotte begyndende stress og tilbyde konkret hjælp i realtid.

Meta Learn er en digital trivselsmåling med tilhørende selvhjælpsapp. Virksomheden indsamler og analyserer medarbejdernes trivsel, samt tilbyder trivselsfremmende selvhjælp til de medarbejder, der allerede oplever mistrivsel samt tidlig hjælp til dem i risiko for at udvikle mistrivsel. 

Trivselsmålingen giver virksomheder mulighed for at følge deres medarbejdernes udvikling over tid, samt arbejde proaktivt med udfordringer som stress og sygefravær blandt medarbejderne.

Meta Learn appen, som er integreret i trivselsmålingen, tilbyder trivselsfremmende øvelser til medarbejderne, for at styrke deres mentale sundhed på en forebyggende måde. Ved at tilbyde støtte og selvhjælp tidligt, før udfordringer udvikler sig, styrkes medarbejdernes trivsel og livsstil proaktivt.

Løsningen kan bruges på dansk, engelsk, tysk, svensk, norsk og polsk.

Meta Learn er stiftet og ejet af tre familiemedlemmer, der også har fordelt de ledende poster imellem sig: Asbjørn Fredslund, administrerende direktør, Jette Fredslund, Chief Product Officer og Magnus Fredslund, Chief Techology Officer.

Formand for bestyrelsen er Torben Kjær, professionelt bestyrelsesmedlem og strategisk cybersikkerhedsrådgiver, og de menige bestyrelsesmedlemmer tæller blandt andre Claus Hansen, Executive Director og Head of Finance i Novo Holdings.

Foto: Christian Als

Fold ud

Ideen opstod lidt tilfældigt
Han havde ikke på noget tidspunkt forestillet sig, at han skulle udleve lederdrømmen sammen med sin nærmeste familie. Det var en idé, der opstod lidt tilfældigt, da Jette Fredslund som en af de første i Danmark blev uddannet i en terapeutisk metode - den metakognitive metode - der er udviklet af den britiske professor Adrian Wells.

»Metoden adskiller sig fra traditionel terapi ved ikke at fokusere på indholdet af klienternes tanker, men på hvordan de bruger deres opmærksomhed. Den lærer folk konkrete strategier til at håndtere bekymringer, grublerier og negative tankemønstre,« forklarer Jette Fredslund.

Hun så ret hurtigt, at metoden var velegnet til digitalisering. Og i 2019 gik hun sammen med sønnen Magnus om at lave en betaversion af det, der senere blev til Meta Learn-appen. I starten var tanken alene at udvikle et redskab, hun selv kunne bruge i sin terapeutiske praksis. Men da appen kom på App Store og Google Play og hurtigt nåede et par tusind downloads, kunne Asbjørn Fredslund se, at der var et større potentiale i produktet.

»Jeg tror ikke, de selv tænkte det som en virksomhedsidé som udgangspunkt. Men vi havde en god familiesnak, hvor vi aftalte, at vi skulle gøre noget seriøst ved det her, og i den forbindelse gik jeg fuldtid på projektet, fordi jeg kunne se et potentiale i at skalere det til noget stort,« fortæller Asbjørn Fredslund.

AsbjoernFredslund006-1920x1280-landscape
Mange af forretningssnakkene foregår henover spisebordet i forældrenes hjem på Falster. Foto: Christian Als

Størst tænkelige skulderklap
Meta Learn har allerede nået en række milepæle. Ud over at Innovationsfonden har investeret en halv million kroner og at det er lykkedes at få en række prominente virksomheder som kunder, fremhæver Asbjørn Fredslund, at appen er blevet godkendt og anbefalet af Nævnet for Sundhedsapps som den første og eneste indenfor generel mental sundhed i Danmark.

»Det er det størst tænkelige skulderklap, man kan forestille sig, at vi er blevet den første virksomhed, der har fået godkendt en app til at fremme mental sundhed.«

Ifølge Asbjørn Fredslund betaler virksomhederne en licens per medarbejder og får dermed adgang til appen samt tilhørende trivselsmåling, der måler udviklingen i medarbejdernes mentale tilstand over tid.

»På tværs af de virksomheder, der har brugt løsningen i 2025, er sygefraværet reduceret med 16,4 procent. Den gruppe medarbejdere, der oplevede dårlig trivsel eller var i risiko for at få det, blev reduceret med hele 45 procent. Det er det tal, jeg faktisk er mest stolt af,« siger Asbjørn Fredslund.

AsbjoernFredslund008-1920x1280-landscape
»Lige nu kunne jeg ikke forestille sig noget andet job, der ville være lige så meningsfuldt,« siger Asbjørn Fredslund.  Foto: Christian Als

100 procent fagperson – ikke mor
Han har altid drømt om at arbejde som leder i en virksomhed, der kan hjælpe folk til at få det bedre.

»Og lige nu kunne jeg ikke forestille sig noget andet job, der ville være lige så meningsfuldt,« fastslår han.

At han så også er chef for sin mor og storebror, er både de og han helt afklarede med. Magnus Fredslund afviser således, at konstruktionen skaber problemer i hverdagen. Og han kan slet ikke forestille sig, at han en dag skulle blive indkaldt til ’en svær samtale’ med sin lillebror om virksomhedens retning.

»Det kan jeg slet ikke se som et muligt scenario. Asbjørn ved jo godt, at vi har styr på vores arbejdsområder, så han bedre kan fokusere på kundernes behov.«

Jette Fredslund har det på samme måde og har ikke svært ved at skrue ned for morrollen.

»Når jeg taler med mine sønner om noget, der relaterer sig til virksomheden, er jeg 100 procent fagperson. Så er jeg ikke mor i den situation,« siger Jette Fredslund.

Hun er ikke bange for, at Meta Learn hen ad vejen løber ind i udfordringer, for eksempel hvis familien kommer på kant med hinanden.

»Jeg har altid opdraget mine sønner til at respektere andre, til at være ærlige og til at have tillid. Selvfølgelig kan man ikke forudsige fremtiden, men jeg mener, at grundstenene er så solide, at jeg ikke ser nogen risiko i det.«

For Jette Fredslund er der også en helt lavpraktisk glæde ved at være en del af projektet. 

»Det er et kæmpe privilegie at få lov at arbejde sammen som familie. Vi kan stadig sagtens hygge os og lave nogle sjove ting familiemæssigt, hvor vi er mor og sønner, men når det handler om virksomheden, arbejder vi professionelt sammen,« lyder det fra Jette Fredslund.

Action Card

Her er Asbjørn Fredslunds bedste råd til andre ledere 

  1. Vær tydelig om rollerne. Klare ansvarsområder gør det lettere at træffe de rigtige beslutninger hurtigt og professionelt. Hos os betyder det, at vi altid kan bringe den bedste viden i spil på det rigtige tidspunkt, og i sidste ende sikre det bedst mulige produkt og den bedste oplevelse for kunderne.
  2. Brug forskelligheder som en styrke. Der kan være stor værdi i forskellige generationer, erfaringer og perspektiver. I vores tilfælde betyder det, at vi kombinerer erfaring med nye idéer og hurtig omstillingsevne, hvilket styrker både innovation og beslutningskraft.
  3. Brug tilliden aktivt. Når man kender hinanden godt, kan man ofte arbejde hurtigere, mere ærligt og med større ansvarsfølelse. Hvis man kombinerer den tillid med professionalisme og klare rammer, kan det blive en stor styrke for virksomheden og dens udvikling.
  4. Lyt aktivt til dine medarbejdere. Medarbejdere sidder ofte med vigtig viden og perspektiver fra hverdagen, som man som leder ikke altid ser. Når man som leder lytter aktivt og tager input seriøst, skaber det både større engagement, bedre samarbejde og stærkere beslutninger.  

Relateret indhold

002Publikum_wide_1920x960

Som ung leder savnede Mathilde nogen at dele sine tanker med. Nu har hun stiftet netværk for nye i faget

Da Mathilde Nærland fik ledelsesansvar som 28-årig, fandt hun ud af, at hun savnede sparring fra andre i samme situation. I dag har hun stiftet SEED Network, der har 130 medlemmer fordelt på seks netværksgrupper på tværs af forskellige brancher.
7 min.
Splitbillede_Jeppe-Johan_1920x960

Det startede med fem surfboards. Nu skal brødrepar skabe gode rammer for 120 medarbejdere – og dem selv

Det var mest for sjov, da brødrene Jeppe og Johan Ingversen for 14 år siden begyndte at leje surfboards ud til de lokale på stranden i Lynæs. Det er sådan set stadigvæk sjovt. Men med over hundrede medarbejdere på lønningslisten har brødreparret ikke bare skulle lære at lede andre – men også at lede sammen.
8 min.
Sarah Hørup er ung leder i Salling Group
Min første tid som leder

Triatlon. Spinning. 100 medarbejdere. Sarah Hørup når det hele, men hun vil endnu mere

13 min.
CasperOgMathiasTOP-1920x960-wide

Casper og Mathias opsøger deres ledelsesforbilleder. Resultatet er »guld værd«

Ingen forstod Casper Matthiesen og Mathias Jensen, da de sideløbende med uddannelse og arbejde inviterede sig selv på kaffe hos nogle af landets mest markante ledere. Nu opfordrer de andre til at række ud for at blive klogere på ledelsesfaget.
6 min.
AndreasStensigTOP-1920x960-wide

Andreas lærte noget om sig selv, da han blev leder, og håber på at give det samme videre til andre: »Det er jo der, hvor ledelse bliver smukt«

Andreas Stensig troede ikke, at han havde evnerne til at være leder, men slog til, da han fik chancen. I dag går han målrettet efter lederstillinger, kalder ledelse ‘smukt’ og har lært, hvad den rigtige sparring betyder for, at han selv føler sig tryg i rollen.
5 min.
JohanLauritsen_wideTOP-min
Ung leder

Johan blev leder for at redde sit eget liv

Jagten på en eksperimental behandling, der måske kunne holde hans muskelsvind i skak, fødte ideen til en virksomhed, hvor 23-årige Johan Lauritsen selv er CEO. Hør hans bud på, hvordan du som leder kan rumme medarbejdere med en kronisk sygdom – og forstå, hvorfor han hader ordet ’inklusion’.
9 min.