002Publikum_wide_1920x960
»Min drøm er at bygge det stort, men også bæredygtigt på samme tid,« fortæller Mathilde Nærland, der er stifter af SEED Network. Foto: Christian Als

Som ung leder savnede Mathilde nogen at dele sine tanker med. Nu har hun stiftet netværk for nye i faget

1. april 2026

Da Mathilde Nærland fik ledelsesansvar som 28-årig, fandt hun ud af, at hun savnede sparring fra andre i samme situation. I dag har hun stiftet SEED Network, der har 130 medlemmer fordelt på seks netværksgrupper på tværs af forskellige brancher.

Gå til Action card

»Hvor mange af jer vil gerne være bestyrelsesmedlem?« lyder det ud i det åbne mødelokale i Danske Banks hovedsæde på Vesterbro.

Uden tøven løfter næsten alle deltagerne hånden i vejret. Nogle gør det allerede i den lokale basketballklub eller i deres børns institutioner, mens andre stadig har det til gode.

»Man kan også være medlem af menighedsrådet i kirken. Det er også bestyrelsesarbejde. Jeg gør det selv,« siger Henriette Divert, der er selvstændig rådgiver for bestyrelser og direktioner og en af aftenens oplægsholdere.

En ung kvinde rækker hånden op. Hun er også medlem af menighedsrådet i en af Københavns kirker og nok det yngste medlem i rådet, fortæller hun.

»Vi er helt sikkert de yngste. Det er virkelig noget andet,« tilføjer Henriette Divert med et smil, mens lokalet et øjeblik bliver fyldt med deltagernes grin.

På gulvet fordelt på tre rækker sidder cirka 40 mennesker og lytter koncentreret til anden del af aftenens to faglige oplæg. Bag dem står ruskindstasker, lædermapper og rygsække med computere, som de tidligere på dagen har haft med på arbejde.

I aften er de samlet for at få inspiration til bestyrelsesarbejde, men fælles for dem er, at de er unge og har en ambition om en dag at blive ledere.

Derfor er de blevet medlem af SEED Network, som ifølge stifteren, Mathilde Nærland, er et netværk for »fremtidens ledere«.

»Vi er et ungt netværk, der griber folk, når de har tre års fuldtidserfaring, og så kan man vokse i netværket og blive en del af en gruppe, som bliver ældre sammen,« forklarer hun.

005Henriette
I SEED Network bliver der afholdt faglige events med oplæg udefra, og i de mindre netværksgrupper er medlemmerne selv med til at definere, hvad møderne skal handle om. Det kan eksempelvis være refleksionsøvelser om karriereveje, udfordringer eller prioriteringer. Foto: Christian Als

Ville starte netværk for sin egen generation
Da Mathilde Nærland begyndte at ansætte studentermedhjælpere og have ledelsesansvar på sit arbejde i Deloitte, hvor hun på daværende tidspunkt var 28 år gammel, manglede hun et sted at dele sine tanker med andre.

Hun savnede både et rum til at tale om de udfordringer og usikkerheder, der fulgte med i rollen som ny leder, men også et sted at heppe på hinanden og dele små og store sejre.

»Som leder træder du pludselig ind i en formel rolle, og det giver nogle refleksioner om, hvordan man egentlig er en god og retfærdig leder, hvordan man kommunikerer godt, og hvad andre synes om en, når man agerer på den ene eller anden måde,« siger hun.

010Mathilde
33-årige Mathilde Nærland er nordisk Chief of Staff og leder for People & Purpose i revisionsforretningen i Deloitte og uddannet fra CBS, hvor hun blev færdig i 2018. Foto: Christian Als

Inden hun stiftede SEED Network, var hun selv til et møde i et netværk for senior kvindelige ledere for at holde en præsentation, og det var her, hun blev inspireret til at starte et lignende netværk – bare for sin egen generation.

»Jeg blev inspireret af det rum og det fællesskab, de havde, og jeg kunne se, hvor meget de sparrede og drog nytte af hinanden,« fortæller Mathilde Nærland.

Hun handlede hurtigt på idéen og delte en video på sin LinkedIn-profil, som mundede ud i en lang række kaffeaftaler i ugerne efter og til sidst endte med at blive den første gruppe i SEED Network, som blev stiftet i februar 2020.

Dengang var netværket kun for kvinder, men i 2024 blev det muligt for alle at ansøge om medlemskab:

»På en eller anden måde er det jo nonsens, at vi kun skal lave noget for et af kønnene, fordi hele verden er fyldt af alle mulige køn. Vi skal alle sammen møde hinanden, sidde i de samme bestyrelseslokaler, være i de samme projektteams og drive de samme virksomheder, og derfor skal vi ikke dele os op – i hvert fald ikke i SEED.«

SEED Network

SEED Network blev stiftet i 2020.

I dag er der seks netværksgrupper med 20-24 medlemmer i hver. Det bliver også kaldt for ’chapters’.

Hvert kvartal mødes de enkelte netværksgrupper til et møde, som også bliver kaldt for ’q-meetings’.

To gange om året er det muligt for alle seks grupper at mødes til et større event. De bliver også beskrevet som ’cross-chapter events’.

Fire af grupperne består udelukkende af kvinder, mens de resterede to både er mænd og kvinder.

Det er drevet af frivillige og er gratis at blive medlem. Indimellem er der en mindre egenbetaling til mad og drikke.

Fold ud

»Kan man komme med indspark til nogen, der måske er dobbelt så gammel?«
Ifølge Mathilde Nærland kan det være en udfordring for unge ledere at få jævnaldrende medarbejdere til at respektere dem lige så meget, som hvis de havde flere års erfaring og en højere alder.

»Hvordan kan man begynde at arbejde på sin autoritet, selvom man ikke har alderen med? Det er egentlig lidt svært som ung leder,« siger hun.

Omvendt kan det også være svært som ung at lede andre, der enten har mere erfaring eller er ældre end en selv, fortæller hun.

Og den bekymring er Mathilde Nærland ikke alene om at have gjort sig.

28-årige Jens Foged Thomsen er seniorkonsulent hos KPMG og beskriver sig selv som en rådgiver frem for en leder, fordi han i højere grad vejleder, rådgiver og deler erfaringer end dikterer retningen, forklarer han.

På trods af det har han stadigvæk gjort sig tanker om at være ung leder.

»Kan man komme med indspark til nogen, der måske er dobbelt så gammel som en selv og som også har væsentlig mere erfaring?« siger Jens Foged Thomsen, der dog tilføjer, at man i dag er blevet mere opmærksom på diversitet.

Alligevel kan han stadig have en følelse af, at hans alder lægger et pres på ham for at føle sig accepteret:

»Jeg tror stadig, at når man går ind i et mødelokale og finder ud af, at man er den yngste, så har man lidt en følelse af, at man skal prøve at gøre sig relevant for mødet og retfærdiggøre sin position.«

007Jens
28-årige Jens Foged Thomsen arbejder som seniorkonsulent hos KPMG og har haft stor glæde af den inspiration og sparring, som netværket giver, fortæller han. Foto: Christian Als

28-årige Sofia Mandix er advokat hos Poul Schmith/Kammeradvokaten og deler nogle af de samme tanker om at være ung leder.

Hun har ikke klassisk ledelsesansvar over for medarbejdere endnu, men det er noget, hun godt kunne tænke sig at få, selvom det også giver hende nogle bekymringer.

»Det er lidt nervepirrende, når man ikke har så tung erfaring, fordi det er jo det mest naturlige at trække på. Jeg kan godt blive i tvivl om, hvad jeg så kan bringe til bordet, men jeg tror på, at man kan bidrage med en masse andre ting – et frisk pust, en ny måde at se tingene på og en nysgerrighed,« siger hun.

001Panel
SEED Network har et partnerskab med Danske Bank Large Corporates & Institutions, når de afholder deres events, hvor alle grupperne i netværket er inviteret. Foto: Christian Als

Fik ledelseserfaring som 23-årig
I takt med at Mathilde Nærland fik ledelsesansvar, savnede hun at få sparring fra andre på den rolle, hun pludselig havde fået.

»Man får ligesom set sig selv lidt udefra, og det er rart at få sparring fra andre på de usikkerheder, man kan have, eller dele de oplevelser, man har haft, der også kan være svære,« siger hun.

29-årige Pernille Djelert er rådgiver for den administrerende direktør i GlobalConnect og leder for et team, og hun genkender tanken om pludselig at se sig selv udefra.

»Hvis man er ung leder, har man ofte spist sig igennem systemet og kravlet deropad. På den måde har man været vant til at være ambitiøs på sine egne vegne, men nu skal man pludselig se sig selv udefra og sørge for, at det ikke er en selv, der performer, men det er ens team, der gør det,« siger hun.

Allerede som 23-årig kandidatstuderende fik hun sin første ledelseserfaring i Deloitte, da hun fik mulighed for at gå fuldtid og få ansvaret for et team på otte mennesker.

»Jeg fik en ledelsescoach, fordi de vidste, at det var et nyt territorie, man bevægede sig ud på, særligt som så ung leder,« fortæller Pernille Djelert.

008Pernille
29-årige Pernille Djelert er rådgiver for den administrerende direktør i GlobalConnect. Hun havde et behov for at møde mennesker fra andre brancher for at få indspark udefra, og derfor blev hun en del af SEED Network, fortæller hun. Foto: Christian Als

På trods af de forskellige udfordringer lederrollen kan give, er det ikke noget, som får Pernille Djelert til at lægge ambitionerne på hylden.

Faktisk har dynamikken mellem mennesker altid fascineret hende – både hvordan man kan skabe rammer, hvor folk trives, udvikler sig og præsterer godt, og samtidig hvordan det modsatte kan ske og derfor er med til at udfordre både trivsel og performance, forklarer hun.

»Ledelse er bare et sted, hvor man kan rykke ret meget på rammerne og være med til at skabe nogle vilkår, hvor man kan udvikle potentialet for de mennesker, man er leder for, hvis man tager ansvar for det,« siger Pernille Djelert.

Og den holdning deler Sofia Mandix, selvom hun også kan se udfordringer ved lederrollen.

»Jeg synes, at det er fedt at kunne sætte en retning og være med til at udvikle andre. Det udvikler også en selv,« siger hun.

004Lilian
Paneldeltagerne bestod af Henriette Divert, Louise Aggerstrøm Hansen og Lilian Mogensen, der talte om bestyrelsesarbejde. Foto: Christian Als

Et safe space
Da Mathilde Nærland stiftede SEED Network, var det også vigtigt for hende at lave det, hun kalder for »et tværindustrielt netværk«, hvor medlemmerne kommer fra forskellige industrier og virksomheder.

Det er også en af årsagerne til, at Jens Foged Thomsen har meldt sig ind i netværket, som han har været en del af i knap to år.

»Når man sidder i et konsulenthus, så ligner menneskerne meget hinanden. Derfor havde jeg et behov for at høre om andres erfaringer og oplevelser og blive inspireret,« fortæller han.

Sofia Mandix er jurist og arbejder næsten udelukkende sammen med andre jurister, og mange af hendes veninder har samme baggrund. Hun savnede derfor et forum med mennesker fra andre brancher og meldte sig ind i SEED Network for omkring tre år siden.

»Det er virkelig givende, at vi kommer fra forskellige steder. Det gør også, at vi kan være ærlige og sårbare i grupperne,« siger hun.

009Sofia
28-årige Sofia Mandix har arbejdet hos Poul Schmith/Kammeradvokaten i knap fem år. Foto: Christian Als

Udover at have større events ligesom aftenen om bestyrelsesarbejde, mødes medlemmerne én gang i kvartalet i mindre netværksgrupper på omkring 20 mennesker i hver gruppe.

Og det giver et trygt rum, lyder det fra flere af medlemmerne.

»Vi bliver mere komfortable med hinanden over tid, og vi kan dele personlige ting, så for mig er det et ret unikt sammenhold, hvor vi kan sparre. Jeg er ofte taget hjem fra møderne og har været flyvende, fordi jeg har fået mod på at ændre nogle ting eller har fået et nyt indspark,« fortæller Sofia Mandix.

Pernille Djelert har været medlem i knap tre år og beskriver gruppen som et safe space.

»Jeg oplever et virkelig fint og tillidsfuldt rum, hvor der er stor ærlighed. De bekymringer, tanker eller beslutninger man kan gå og bøvle med selv, bliver altid mindre, når man får lov til at sige dem højt og dele dem med andre, og det giver netværket et rum for at gøre,« siger hun.

006Pause
Når netværket rekrutterer nye medlemmer, er cirka 30 procent af ansøgningerne fra mænd, fortæller Mathilde Nærland. Foto: Christian Als

Måtte afvise ansøgere
I dag er der 130 medlemmer i SEED Network, men Mathilde Nærland håber på, at netværket engang i fremtiden kan imødekomme den interesse, som de oplever, fortæller hun.

For at blive medlem af netværket skal man lige nu sende en ansøgning, når ansøgningsrunden er åben og derefter bliver der sammensat en ny gruppe.

»Min drøm er at skalere SEED meget større, så vi kan omfavne interessen for at blive medlem. Lige nu kan vi ikke rigtig imødekomme den, og det vil jeg rigtig gerne,« siger hun.

I seneste runde fik netværket 60 ansøgninger til én gruppe på 20 mennesker og endte faktisk med at oprette to grupper, fordi ”niveauet og kvaliteten af ansøgere var så høj.”

Men derfor måtte Mathilde Nærland og rekrutteringsgruppen i netværket alligevel afvise flere ansøgere.

»Når man er en frivillig forening ved siden af fuldtidsjobs uden funding, hvor vi jo er nu, så kan man ikke bare skyde de her grupper ud som popcorn,« fortæller hun.

Og den model tror Mathilde Nærland heller ikke på. For netværket skal ikke blive et sted, hvor ingen kender hinanden:

»Min drøm er at bygge det stort, men også bæredygtigt på samme tid.«

Relateret indhold

Splitbillede_Jeppe-Johan_1920x960

Det startede med fem surfboards. Nu skal brødrepar skabe gode rammer for 120 medarbejdere – og dem selv

Det var mest for sjov, da brødrene Jeppe og Johan Ingversen for 14 år siden begyndte at leje surfboards ud til de lokale på stranden i Lynæs. Det er sådan set stadigvæk sjovt. Men med over hundrede medarbejdere på lønningslisten har brødreparret ikke bare skulle lære at lede andre – men også at lede sammen.
8 min.
Sarah Hørup er ung leder i Salling Group
Min første tid som leder

Triatlon. Spinning. 100 medarbejdere. Sarah Hørup når det hele, men hun vil endnu mere

13 min.
CasperOgMathiasTOP-1920x960-wide

Casper og Mathias opsøger deres ledelsesforbilleder. Resultatet er »guld værd«

Ingen forstod Casper Matthiesen og Mathias Jensen, da de sideløbende med uddannelse og arbejde inviterede sig selv på kaffe hos nogle af landets mest markante ledere. Nu opfordrer de andre til at række ud for at blive klogere på ledelsesfaget.
6 min.
AndreasStensigTOP-1920x960-wide

Andreas lærte noget om sig selv, da han blev leder, og håber på at give det samme videre til andre: »Det er jo der, hvor ledelse bliver smukt«

Andreas Stensig troede ikke, at han havde evnerne til at være leder, men slog til, da han fik chancen. I dag går han målrettet efter lederstillinger, kalder ledelse ‘smukt’ og har lært, hvad den rigtige sparring betyder for, at han selv føler sig tryg i rollen.
5 min.
JohanLauritsen_wideTOP-min
Ung leder

Johan blev leder for at redde sit eget liv

Jagten på en eksperimental behandling, der måske kunne holde hans muskelsvind i skak, fødte ideen til en virksomhed, hvor 23-årige Johan Lauritsen selv er CEO. Hør hans bud på, hvordan du som leder kan rumme medarbejdere med en kronisk sygdom – og forstå, hvorfor han hader ordet ’inklusion’.
9 min.
Charlie Rødgaard sidder på en stol
ALDERSBIAS

Her er CEO’en virksomhedens alleryngste mand

Charlie Rødgaard fortæller kun sin alder, hvis folk spørger. Han er 28 – og bange for ikke at blive taget seriøst, hvis folk opdager, hvor ung han er. Nu fortæller han sin historie for at give andre unge mod på lederlivet.
11 min.