Barack Obama sidder i en grå, dansk design lænestol med en løftet pegefinger
»Det er først, når folk kan mærke, at du forstår dem, deres historie, deres vej, at du kan begynde at skabe en relation til dem og lede dem,« fortalte USA's 44. præsident, Barack Obama. Foto: Thomas Vilhelm

Barack Obama til fremtidens ledere: Derfor er der brug for dig i kampen for en bedre verden

Foto Thomas Vilhelm
20. marts 2024

Som leder når du sjældent i mål med alt. Alligevel kan du være med til at gøre en værdifuld forskel for verden. Sådan lød det fra Barack Obama, da han for nylig gæstede Næstved. Lederstof.dk var med.

Gå til Action card

Når Barack Obama som amerikansk præsident skulle diskutere et løsningsforslag med sine rådgivere, stillede han altid ét bestemt spørgsmål ud i rummet, mens han gik i cirkler om skrivebordet i Det Ovale Kontor.

»Vil det her ændre tingene til det bedre?«

Hvis svaret var ’ja’, var det nok til at overbevise ham om, at det var det rigtige at gøre. Også selvom det ikke nødvendigvis ville give helt det resultat, han kunne drømme om.

For som leder må du erkende, at du ikke kan nå alt det, du gerne vil, og i stedet fokusere på de skridt, du kan tage tingene i den rigtige retning. Det er måske kun tre skridt ud af de ti, du havde sat dig for. Måske endda kun ét. Men så længe det er til det bedre, har du gjort en værdifuld forskel.

Sådan sagde Barack Obama, da han fredag den 15. marts gæstede Arena Næstved til et åbent arrangement, som 3.800 tilskuere havde købt billet til.

»Vær ærlig overfor dig selv. Vil du være leder, fordi du gerne vil være rig og berømt? Eller vil du være med til at gøre en forskel for noget, som du synes er vigtigt?« sagde Barack Obama til unge med en drøm om at blive leder. Foto: Thomas Vilhelm

I rødt og blåt
Næstved var på den anden ende, da den sydsjællandske by fik besøg af ”præsidenternes præsident”, som Obama blev introduceret som fra scenen. Busserne kørte rundt med amerikanske flag, på torvet i midtbyen var der rodeo og amerikansk sport, og i gågaderne tog folk selfies med de opstillede papfigurerer af en storsmilende Obama.

»Yes, Næstved can«, som kommunen skrev på sin hjemmeside.

Efter det indledende bifald var ebbet ud, spurgte moderatoren for samtalen præsidenten om, hvorvidt han synes, han leverede det, han gerne ville i sin tid i Det Hvide Hus.

»Selvfølgelig ikke,« svarede han. »Det gør ingen af os. Men det behøver ikke være perfekt, hvis bare det er bedre, så er vi nået langt.«

Om du er politiker eller leder i erhvervslivet, så gælder det, forklarede han, at du blot er én løber ud af mange i en lang stafet. Det vigtige er, at du efterlader tingene i en bedre tilstand, end da du startede. Og derved giver den næste løber de bedste muligheder for at fortsætte stafetten.

»Som leder kommer du til at lave fejl, og du kommer til at blive udfordret. Derfor skal du have et ståsted, nogle værdier, du kan holde fast i, når du er på dybt vand,« sagde Barack Obama i Næstved.  Foto: Thomas Vilhelm

Lyt, før du taler
Temaet for det 60 minutter lange event var, ”hvordan vi ændrer verdens globale udfordringer nedefra.” Regeringerne kan nemlig ikke alene skabe de ændringer, verden har brug for, fastslog den nu 62-årige præsident og rynkede panden under det grå, kortklippede hår.

Det er nødvendigt, at vi alle gør en indsats, sagde han. Og også at nogle tager et ekstra ansvar på sig og stiller sig i spidsen for bevægelser, organisationer og private virksomheder, som arbejder for at gøre en forskel for ikke bare dem selv, men også for samfundet og verden generelt.

Men det er ikke nok at tage lederansvaret på sig. Du skal også have folk til at følge efter dig. Noget, Obama i den grad selv lykkedes med, da han i 2007 stillede op til præsidentvalget i USA og fik millioner af amerikanere til at gentage sit slogan: »Yes, we can.« Få måneder senere - i januar 2008 - blev han indsat som den første afroamerikanske præsident i USA’s historie.

Men hvad er hans opskrift på at skabe følgeskab?

Først og fremmest er du nødt til at lytte på og forstå dem, du vil lede, forklarede han: »Hvad er deres bekymringer? Hvad er deres værdier? Hvordan ser deres historie ud?« Det var de spørgsmål, han selv stillede, da han i begyndelsen af sin politiske karriere var ude at stemme dørklokker.

Og de spørgsmål bør du også stille – uanset om du søger politisk magt eller vil gøre karriere som erhvervsleder.

»Mange nye ledere stiller sig op og taler til dem, de gerne vil have til at følge efter sig. Også selvom om de måske ikke engang selv forstår det, de skal tale om. Det er sådan, de tror, man er leder; Man taler. Men det er en klar fejl«, forsikrede han. »Det starter med, at man lytter!«

Hvis du ikke forsøger at se verden fra deres perspektiv – om det er aktivister i en græsrodsorganisation eller medarbejdere i en virksomhed – ender du med at tale hen over hovedet på folk. Og så får du svært ved at skabe følgeskab, sagde han. 

»Det er først, når folk kan mærke, at du forstår dem, deres historie, deres vej, at du kan begynde at skabe en relation til dem og lede dem,« sagde Obama, der opnåede genvalg i 2012, inden han i 2017 skulle give sin »stafet videre«, som han udtrykte det.

Barack Obama

Barack Obama var USA's 44. præsident (2009-2017).

Han blev landets første afroamerikanske præsident og havde nuværende præsident Joe Biden som vicepræsident.

Obama blev født på Hawaii den 4. august 1961. Hans mor var amerikaner, hans far var kenyaner. Han voksede op på Hawaii og i Indonesien.

Han læste statskundskab på Columbia University og jura på Havard University og arbejdede senere som advokat.

Barack Obama er gift med Michelle Obama og har døtrene Malia og Sasha.

Efter sin præsidentperiode stiftede han med sin hustru The Obama Foundation.

Foto: Thomas Vilhelm

Fold ud

Kend dit ståsted
Når Barack Obama taler med unge, der drømmer om at blive ledere, fortæller han dem, at det ikke er nok at interessere sig for dem, de vil lede. De er også nødt til at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigt for dem.

»Som leder kommer du til at lave fejl, og du kommer til at blive udfordret. Derfor skal du have et ståsted, nogle værdier, du kan holde fast i, når du er på dybt vand. Det er med til at give dit lederskab retning,« sagde Obama og pegede på, at man desuden bør spørge sig selv, hvad ens motivation er for at gå ledervejen.

»Vær ærlig overfor dig selv. Vil du være leder, fordi du gerne vil være rig og berømt? Eller vil du være med til at gøre en forskel for noget, som du synes er vigtigt?« sagde han og lagde trykket, så man ikke var i tvivl om, hvad han synes, er den bedste grund til at sætte sig for enden af bordet.

»Jeg tror faktisk, at vi kan redde verden,« sagde Barack Obama om klimakrisen.  Foto: Thomas Vilhelm

Bekymret, men håbefuld
Ifølge Obama er der god grund til at være bekymret for klimaet. Men det er ikke det eneste, der bekymrer ham. Også demokratiet er under pres. Både fra de magthavere, der rundt om i verden modarbejder de demokratiske værdier, men også fra techgiganternes algoritmer, som splitter os og truer med at udviske vores fælles billede af virkeligheden.

I Obamas egen barndom eksisterede der kun tre nationale tv-stationer, hvor alle fik deres informationer fra.

»Vi kunne diskutere Vietnam-krigen for eksempel, og det blev meget intenst, men ingen satte spørgsmålstegn ved, at vi var i krig i Vietnam,« sagde han.

I dag bliver folk fordret med nyheder i deres feed på de sociale medier, som er tilpasset netop deres præferencer og syn på verden. Og det er ifølge Obama »opskriften på en katastrofe«.

Men selvom verden kan virke »lidt ude af kontrol«, som han udtrykte det, så nærer han stadig håb for fremtiden. Og håbet, det finder han i historien.

»Vi glemmer ofte alt det, vi har opnået gennem historien,« sagde han og pegede på, at vi i Europa har lagt pesten og rædslerne under inkvisitionen bag os, mens USA har overvundet slaveriet og gjort op med raceadskillelsespolitikken og den ekstraordinære undertrykkelse af kvinder gennem det meste af historien.

»Når vi minder os selv om, hvor vi har været,« forsatte han, »så minder vi os også om de store fremskridt, vi har gjort gennem tiden,« sagde præsidenten, der faktisk ikke kan komme på et bedre tidspunkt at leve på i historien end i dag, hvor »vi er rigere, bedre uddannet og mere tolerante.«

»Jeg siger det ikke for at skygge over de problemer, vi står med i dag,« understregede han. »Jeg siger det for at huske os på, hvad vi er i stand til.«

»Mange nye ledere stiller sig op og taler til dem, de gerne vil have til at følge efter sig. Også selvom om de måske ikke engang selv forstår det, de skal tale om. Det er sådan, de tror, man er leder; Man taler. Men det er en klar fejl,« sagde Barack Obama. Foto: Thomas Vilhelm

De næste sten
Nu handler det om at indgyde håb for dem, der skal lægge de næste sten på »historiens vej«, forklarede han. Men mange af de unge, Barack Obama møder, føler sig fortvivlede.

»Vi får det aldrig gjort, Jorden brænder op,« hører han dem sige. Også hans egen datter tvivler på, at det overhovedet nytter noget at handle. »Planeten bliver varmere, uanset hvad,« som hun siger.

»Og det er sandt,« erkendte han. »Vi når ikke det præcise mål (om at begrænse den globale temperaturstigning til højest 1,5 grader, red). Men der er stor forskel på, om temperaturen stiger med 2,2 eller 3 eller 4 grader. Det kan være forskellen på et ukomfortabelt, men dog kontrollerbart problem og så en katastrofe. Det kan være forskellen for millioner, måske milliarder af mennesker ved kystlinjer over hele verden,« sagde han.

»Min pointe er, at selvom det haster, så skal vi ikke tænke, at det skal være perfekt, eller også gør vi ingenting. Enten er det en succes, eller også giver vi op. Det er ikke sådan, det foregår. Vi gør fremskridt, og vi laver fejl, men hvis vi går i den rigtige retning med hast, så vil vores indsats virke,« sagde han.

»Sandheden er, at planeten nok skal klare det – det handler om, hvorvidt vi kan redde os selv,« sagde han og understregede, at han stadig er optimistisk:

»Jeg tror faktisk, at vi kan redde verden«.

Men det kræver altså, mener Barack Obama, at der er nogen, der tager stafetten op og tror på, at det stadig kan lade sig gøre. De politiske magthavere får os ikke i mål alene. Der er brug for, at alle gør en indsats. Både almindelige borgere. Men også de ledere, der fremover skal sikre den grønne omstilling i den private sektor.

»Der er stadig håb,« lød det fra Obama, som kun han kan sige det. Efter en time var det slut. Til stående bifald gik han ud til kanten af scenen med en skærmende hånd i panden for at bedre at kunne se publikum i modlyset. Som prøvede han at forsikre sig om, at hans ord havde vagt den optimisme, som vi må anskue verden med for at ændre den til det bedre. 

Relateret indhold

Søren Gøtterup-Tang er på taget af en bygning i København
BÆREDYGTIG LEDELSE

Hver tredje medarbejder, Søren ansætter, har et handicap

Alle mennesker har brug for at føle sig og være nyttige, mener Søren Gøtterup-Tang, der er CEO i Weply og en leder, der gerne vil gøre en forskel.
8 min.
Anitha Danielsen og en kollega sidder ved en computer
Bæredygtig ledelse

Sygeplejerskerne på akutafsnittet var opgivende, frustrerede og havde let til tårer. Efter 10 måneder med en ny leder vandt afdelingen en arbejdsmiljøpris

På Gentofte Akutklinik har oversygeplejerske Anitha Danielsen på under et år formået at rette op på et arbejdsmiljø, der ellers blinkede rødt på mange punkter. Hun arbejder med at sætte vagtplanerne fri og på at indføre en kultur, hvor medarbejderne får mere ansvar og giver hinanden – og chefen – løbende feedback.
12 min.
Pia Hauge og Katrine Sperling

Farvel til det overfladiske og fortravlede lederliv: Velkommen til ’langsom ledelse’

Kan du forestille dig et arbejdsliv, hvor du ikke hopper forpustet rundt fra tue til tue, men hvor der er tid og rum til fordybelse, refleksion og pauser? Og hvor du derfor giver din hjerne mulighed for at fungere optimalt? Så er ’langsom ledelse’ måske løsningen, lyder det fra Katrine Sperling og Pia Hauge, der nu præsenterer en ny model for det bæredygtige arbejdsliv som leder.
15 min.
IBM's CEO Thomas Kovsted
Bæredygtig ledelse

Her laver både topchefen og medarbejderne frivilligt arbejde: »Det er helt vildt, hvor meget glæde jeg tager med mig hjem«

IBM Danmark opfordrer sine ansatte til at lave frivilligt arbejde. Det giver stolthed og energi at hjælpe andre. Og gavner også forretningen.
18 min.
Shahida Hamid taler til et kursus med en storskærm bag sig

Pernille og Shahida klæder sig på til at gøre en bæredygtig forskel på jobbet: Det kræver kommunikation, strategi og et fælles sprog

Bæredygtighed fylder i mange virksomheder, men hvad betyder det egentlig, og hvilken forskel kan man gøre som leder og medarbejder? En masteruddannelse forsøger at give svarene. Mød to deltagere, der gør status på deres vej mod at gøre bæredygtighed til en naturlig del af arbejdslivet.
4 min.
Kenneth_Nørgaard
Bæredygtig ledelse

Lige barsel for alle? »Det er det helt rigtige at gøre - også for bundlinjen«

Konsulenthuset KPMG indførte i sommer 24 ugers betalt barsel til både mødre, fædre og medforældre. Det sikrer ikke bare lige vilkår for mænd og kvinder. Men er også god forretning. Læs her hvorfor.
18 min.