Det var først som stor teenager, Brian Kornum fandt ud af, at nogle af de onde drømme, han havde haft i flere år, var virkelige hændelser.
Der var ellers masser af tegn på, at der var noget galt. Hans forhold til kvinder var kompliceret. Han led af en spiseforstyrrelse, følte sig i bund og grund ’mærkelig’ og gik rundt med et stort mindreværdskompleks. Men det tilskrev han alt sammen en belastet opvækst hos en enlig mor, hvor han alt for ofte var overladt til sig selv.
»Det var først, da jeg var 17-18, og min yngste storesøster pressede mig til at få noget hjælp, at jeg sådan rigtig fandt ud, at jeg også var blevet udsat for et længerevarende seksuelt misbrug som dreng,« fortæller Brian Brochmann Kornum, der er ejer af og direktør i it-firmaet BMC Denmark, der leverer serverløsningen til blandt andet mediebranchen.
Den 45-årige direktør har valgt at stå frem med sin historier af flere årsager. For det første vil han gerne være med til at nedbryde de tabuer, der omgiver mænd, der har været udsat for sexovergreb. På det personlige plan håber han, at åbenheden kan hjælpe ham til at få lagt endeligt låg på de mange traumer, opvæksten og overgrebene har givet ham. Men det er også vigtigt for ham at sende et budskab til alle ledere derude om, at de skal tale åbent om de ting, der er svære, og også tage fat i og konfrontere medarbejdere, hvis de ser ud til at have det svært.
»Jeg hørte en gang en coach sige, at man ikke må tage sine problemer med på arbejde. Men min påstand er, at det kan man ikke undgå. Og derfor er det vigtigt, at vi som ledere åbent fortæller om de ting, vi selv slås med, og også tager fat i vores medarbejdere, hvis vi kan mærke, at der er noget galt.«