Det kræver en stærk, kompromisløs leder at skabe stor filmkunst. Men Susanne Bier insisterer på at gøre det med ordentlighed og respekt

Bag kameraet føler Susanne Bier sig hjemme. Det er her, at hun bedre end noget andet sted kan få afløb for den kreative kraft, der har boet i hende, siden hun var ganske ung.

»Jeg har et meget dybt behov for at være kreativ. Og det gør jeg bedst ved at lave film, det er mit medie,« som hun siger.

Men vender man kameraet 180 grader og peger det mod den 65-årige filminstruktør selv, bliver hun med ét til den generte pige, hun engang var.

»Jeg kan simpelthen ikke lide at blive fotograferet – det har jeg aldrig kunnet« siger hun og kigger kort ind i kameralinsen, inden hendes blik igen søger ned mod det polerede egetræsgulv i The Ivy Club i London, hvor vi møder hende en solrig, lun oktoberdag.

Der er mennesketomt i baren denne middagstime, hvor tilbagelænet latinjazz blander sig med det spillende lys fra de harlekin-farvede mosaikvinduer.

Efter 10 minutter med byger af kameraets skarpe kliklyde beder hun om en pause. »Jeg bliver aldrig supergod til at blive fotograferet,« siger hun, retter på sin blå denimkjole og slår undskyldende ud med armene.

Vi sætter os ind i et mødelokale og taler om det, hun til gengæld er rigtig god til. Faktisk så god, at hun siden sin debut som instruktør i 1990 har vundet et hav af internationale filmpriser, blandt andet en Oscar, en Golden Globe og en Emmy, tre priser, som hun er den første kvindelige instruktør til at modtage.

Vi har sat Susanne Bier stævne for at høre hende om, hvordan hun gang på gang formår at lede et kæmpe hold af store personligheder og dygtige specialister i samme retning og på den måde skabe filmkunst i verdensklasse.

Klar rygrad
Susanne Bier bor til daglig i Danmark, men har det meste af året befundet sig i London, hvor hun er i gang med at færdiggøre sin næste film, den romantiske fantasykomedie Book of Magic. Rollelisten tæller blandt andre Nicole Kidman og Sandra Bullock – to af Hollywoods største stjerner, som hun hver især tidligere har arbejdet sammen med.

Filmen er primært skudt i Warner Bros.’ studier i det nordlige London, hvor der nogle dage var op mod 500 mennesker på settet. Og det er et kæmpe pres at stå i, fortæller Susanne Bier, fordi man skal lave noget, som er kunstnerisk tilfredsstillende, samtidig med at man skal sørge for, at tiden og budgettet ikke skrider.

»Lad mig sige det sådan, at du som instruktør ikke må have svært ved at tage beslutninger. Ellers kan det hurtigt køre skævt. Du er nødt til at have en klar kunstnerisk vision og være i stand til at træffe de beslutninger, som det kræver, for at visionen kan blive ført ud i livet,« siger hun.

Og det kræver rygrad, mener hun.

»Opgaven er at navigere en masse kunstnere, så resultatet bliver bedst muligt. Det indebærer beslutninger, som ikke nødvendigvis passer alle. Og det kræver rygrad. Men jeg har aldrig følt, at den del af jobbet var svært. Jeg er ret god til at sige, hvad jeg vil have – uanset hvad folk så end måtte mene om det,« siger hun.

Det betyder dog ikke, understreger hun, at hun ikke er åben over for input fra skuespillerne og holdet omkring hende.

»For mig er det vigtigt at finde en balance, hvor jeg har en meget klar rygrad, men på samme tid er åben og lyttende. At skabe en film er jo en kunstnerisk proces, hvor der skal være plads til, at tingene kan ændre sig undervejs. Det er jo det, der er det spændende. Og derfor skal jeg være parat til at lytte, når folk på settet kommer med ideer til at gøre noget andet,« siger Susanne Bier.

Jo mere velforberedt, man møder op, jo nemmere er det at være åben for andres ideer, mener hun. For så er det nemmere at overskue, hvad konsekvenserne af ideerne er:

»Hvis jeg ved med mig selv, hvad kernen i scenen er, hvad det er for et problem, den her person tumler med, så kan jeg nemmere vurdere, om en idé er god eller ej. Om den vil gøre scenen bedre. Derfor forbereder jeg mig virkelig grundigt og går i dybden med den scene, vi skal lave,« siger hun.

Skal hun til morgenprøve klokken syv med skuespillerne og de tætteste fotografer, står hun op kl. fire for at forberede sig.

»Når jeg i dybden har forstået scenen, så kan vi have en samtale på et niveau, hvor det bliver meget kreativt. Hvor der er plads til, at vi kan ændre på nogle ting, uden at grundideen med scenen ryger. Så jeg lægger vægt på at være ekstremt velforberedt,« siger Susanne Bier, der kræver samme grundighed af dem, hun arbejder med.

»Jeg er meget intolerant over for sjusk. Men det stiller så også meget store krav til mig selv. Jeg kan ikke kræve, at andre laver deres arbejde grundigt, hvis jeg ikke selv gør det. Så det forsøger jeg at vise vejen for ved altid at være velforberedt,« siger hun.

»Jeg er ret flittig.«

Hjælpsom humor
Susanne Bier har ikke en ledelsesmodel, hun følger. Eller en leder, som hun ser op til. »Ledelse er en konsekvens af min rolle som instruktør,« som hun formulerer det.

»Jeg vil gerne fortælle historier gennem levende billeder, og som konsekvens af det er jeg blevet leder. Og det skal jeg gøre ordentligt, for ellers bliver mine historier ikke gode nok,« siger Susanne Bier, der studerede religion og arkitektur i Israel og England, inden hun i 1983 blev optaget på Den Danske Filmskole.

Hun fik sin spillefilmsdebut i 1991 med ’Freud flytter hjemmefra’, en komedie om en jødisk piges komplicerede forhold til sin familie. Hendes brede gennembrud fik hun i 1999 med filmen ’Den eneste ene’, der solgte 843.000 biografbilletter.

Selvom det for Susanne Bier aldrig har været et mål i sig selv at blive leder, så er hun meget bevidst om, hvordan hun optræder i rollen som dirigenten for det hele.

»Filmbranchen er meget hierarkisk. Det kan ikke være anderledes, når 500 mennesker skal udtrykke en vision som én samlet helhed. Det kræver en stærk, kompromisløs leder. Men det er ikke det samme, som at man kan behandle folk, som det passer én – og det har der desværre været en tradition for blandt filminstruktører,« siger hun og henviser til »frygthistorier« med instruktører, som har smidt kaffemaskiner efter deres assistenter.

Det er dog aldrig en ledelsesform, som hun har praktiseret, understreger hun.

»Jeg tror ikke, man kommer nogle vegne ved at tyrannisere nogen. Og slet ikke, når der er tale om folk, som befinder sig længere ned i hierarkiet og derfor ikke har de samme muligheder for at sige fra,« siger hun.

Selv forsøger hun at skabe en stemning, der er »rar, kærlig og venlig«.

»Jeg mener godt, at man kan forene det at være en meget klar leder med at opføre sig ordentligt. Det handler om at tale respektfuldt til folk – uanset hvad budskabet er. Men også om at være åben over for kritik,« siger hun.

Derudover er det vigtigt for hende, forklarer hun, at der midt i alvoren og de kæmpe budgetter også er plads til at have det sjovt.

»Nogle instruktører trives med antagonisme. Jeg vil meget hellere grine. Jeg bliver bedre, når jeg griner, end når jeg er vred,« siger Susanne Bier.

Humoren kan være særligt hjælpsom, når tingene spidser til, mener hun.

»Noget af det, jeg har lært af min far (som var direktør i blandt andet DFDS, red.), er, hvor hjælpsom humor kan være i pressede situationer. Hvis man kan grine lidt af den situation, man er havnet i, så gør det ofte, at man falder lidt ned og derfor tænker mere konstruktivt,« siger hun.

Som et brev
Indimellem kan en beslutning dog være så vanskelig, at Susanne Bier vælger at »sove på det«, som hun siger.

Som da hun under optagelserne til The Undoing, en miniserie med Nicole Kidman og Hugh Grant i hovedrollerne, fik besked om, at de alligevel ikke kunne bruge en location i New York, hvor en kæmpe scene med hundredvis af statister skulle have været skudt.

Hver dag er »vanvittig dyr« på den type store produktioner, forklarer hun. Så når noget går skævt, lægger det et ekstra stort pres på hende som instruktør. På den ene side kan hun ikke trække beslutningen for længe. Men på den anden side kan det ende med at blive endnu dyrere, hvis beslutningen er forkert og derfor skal gøres om. I de tilfælde forsøger hun at »vinde lidt tid« og vente til næste morgen med at beslutte sig.

»Det er lidt ligesom at skrive et brev og så lige læse det næste dag, inden man vælger, om man vil sende det eller ej,« siger hun. »Det kræver selvfølgelig lidt kølighed at sige, at man vender tilbage, når folk står og afkræver et svar. Men omvendt nytter det heller ikke noget at lade omstændighederne køre om hjørner med én. Du skal vide med dig selv, at beslutningen er rigtig, før du melder den ud,« siger hun.

Let hånd
Mens nogle beslutninger kræver, at man sover på dem, er der andre, som man bør tage med »let hånd,« som Susanne Bier formulerer det.

»Ledelsesopgaven kan hurtigt blive meget tung og kompliceret, hvis du anser alle beslutninger for lige vigtige. Nogle gange gør det ikke den store forskel, om glasset står her eller der,« siger hun og rykker på sit vandglas på bordet.

»Du skal vinde krigen – ikke hvert eneste slag. Det handler om at vælge sine kampe og kunne prioritere, hvor man lægger sin energi,« siger hun.

Når Susanne Bier med sig selv ved, at en beslutning er afgørende for en films udfald, så tøver hun til gengæld ikke med at skære igennem.

»Når jeg kan mærke, at det er vigtigt, at vi går i en bestemt retning, så er jeg ikke bange for at melde ret tydeligt ud. Nogle vil måske mene, at jeg til tider kan være skrap, når det gælder. Det kan der måske godt være noget om. Bare spørg mine børn,« siger hun og griner.

Kvindeligt handicap
Men, tilføjer hun, kvinder bliver også nemmere stemplet som skrappe og firkantede, end mænd gør.

»Jeg tror, at kvinder pr. definition har det handicap, at når de optræder med den selvsikkerhed og kompromisløshed, som mange mænd gør, så bliver de set som mere firkantede og hvasse. Det bliver jeg virkelig provokeret af,« siger hun.

»Opgaven som instruktør kræver, at du er kompromisløs og tør tage svære beslutninger. Det er en kæmpe del af det. Og det må man acceptere og se som en kvalitet – uanset om det er en mand eller kvinde, der sidder i instruktørstolen,« siger Susanne Bier, der håber at se endnu flere kvinder i filmbranchen, hvor der trods fremgang i kønsfordelingen stadig er en overrepræsentation af mænd – både foran og bag kameraet.

Det vil kræve, mener hun, at kvinder føler sig lige så velkomne og accepterede i branchen som mænd. Men også at kvinderne tør give slip på de hjemlige pligter.

»At gøre karriere betyder ikke et fravalg af børn. Det betyder bare, at man ikke altid kan stå klar med nybagte boller. Jeg siger ikke, at det er kvindernes skyld, for det er jo også et resultat af de forventninger, der traditionelt har været til os. Jeg siger bare, at kvinderne også skal turde tage deres plads og ikke føle dårlig samvittighed over, at det ikke altid er dem, der fylder opvaskemaskinen. De har lige så meget ret til at gøre karriere og bruge deres kreativitet, som mændene har,« siger Susanne Bier, der i år modtog Vallø Prisen for at forbedre kvinders vilkår. Dels for at være »en rollemodel, der viser vejen«, men også for at »skabe stærke fortællinger med kvinder, hvilket fremmer diversitet og lige muligheder«, som det hed i begrundelsen.

Går aldrig væk
Når Susanne Bier ser en af sine tidligere film eller serier, så er det som regel altid en scene, hvor hun tænker, at hun skulle have gjort noget andet.

»Sådan tror jeg, det er med alt, hvad jeg har lavet. Det bliver aldrig perfekt. Men det er også okay, så længe jeg ved med mig selv, at jeg i nuet fulgte min overbevisning. Det har jeg generelt været god til,« siger Susanne Bier, der også efter at have rundet de 65 føler en stærk trang til at lave film.

»Min lyst til at være kreativ, tror jeg aldrig går væk. Jeg synes, det er lige så stimulerende og interessant at lave film, som da jeg startede. Så det har jeg tænkt mig at fortsætte med,« siger Susanne Bier, inden det er blevet tid til at skyde de sidste billeder.

Nede på gaden foran The Ivy Club, som ligger over for to teatre, klæber gyldent efterårsløv sig til fugten på asfalten, som solen stadig kæmper med at tørre ud.

Susanne Bier, der har taget grønne cat eye-lignende solbriller på, læner hovedet let bagover og kigger mod himlen, mens en sort London-taxa triller forbi.

Denne gang er det fotografen, der efter 10 minutter siger ’tak’, inden Susanne Bier rækker hånden frem til farvel.

Hun skal være i London frem til midten af november for at gøre sin kommende film færdig. På den side af linsen, hvor hun befinder sig bedst.