Med lederjobbet følger et stort ansvar – ikke bare for forretningen, men også for dine medarbejdere.
Men det skal ikke forhindre dig i at trække stikket og holde barsel, når du oplever at blive forælder.
»Det er en naturlig del af livet at blive forælder. Og derfor skal man ikke føle dårlig samvittighed over at holde barsel – heller ikke, selvom man er leder og sidder med et stort ansvar,« siger ligestillingspolitisk chefkonsulent i Lederne, Nanna Simone Jensen, der minder om, at perioden med en lille ny kun udgør en lille del af et langt arbejdsliv.
Når man ser tilbage på sit arbejdsliv, vil de måneder, man har været på barsel, kun udgøre en ganske kort periode. Til gengæld er det en tid, man aldrig får igen med sit barn. Det er værd at have med i sine overvejelser, når man som leder skal beslutte sig for, hvor længe man vil holde barsel.
Uanset længden af din barsel er det en rigtig god idé, at du planlægger forløbet grundigt – og helst i så god tid som muligt.
»Selvfølgelig handler en god planlægning om, at du og din familie kan få den bedst mulige oplevelse ud af det. Men det har også stor betydning for dem, der skal tage over, når du er væk – det vil sige dine medarbejdere og den, der eventuelt skal afløse på lederposten,« forklarer Nanna Simone Jensen, der her kommer med fem gode råd til, hvad du skal huske, når du som leder skal på barsel.