»Du er ikke klog nok til gymnasiet,« fik Karvan at vide. Det var han så. Nu vil han være leder

Jeg blev født i en flygtningelejr i Irak. Jeg var ni år gammel, da min familie og jeg kom til Danmark som kvoteflygtninge gennem FN. Jeg kan huske, hvordan vi gik og holdt øje med, om vores navn kom op på den tavle, der viste, hvem der skulle ud af flygtningelejren. En dag stod min fars navn der – og så skulle vi til Hjørring. Vi pakkede de vigtigste ting og gav resten til de andre i flygtningelejren. Aftenen inden vi rejste, blev der holdt en stor afskedsceremoni for os.

Sproget var svært for mig at lære, da vi kom til Danmark. Jeg kan huske, at jeg gik rundt med en post-it i lommen, hvor der stod: ’Må jeg være med til at spille fodbold?’, som jeg kunne vise til de andre drenge, hvis de havde glemt, at jeg godt kunne lide at spille fodbold.

’Du er ikke klog nok til at komme i gymnasiet’, sagde en studievejleder til mig, da jeg gik i 8. klasse. Nogle uger efter var jeg på besøg i min søsters gymnasieklasse, hvor hendes lærer sagde: ’Hvis du bare er halvt så god som din søster, kan du sagtens gennemføre’. Min søster var meget dygtig, og jeg tænkte, at jeg godt kunne blive halvt så god som hende. Jeg blev student fra HHX i Risskov få år efter. 

Min interesse for ledelse begyndte, da jeg var sergent i Beredskabsstyrelsen. Min rolle var at uddanne de værnepligtige. Jeg gjorde det med humor og med lethed – det reagerede de værnepligtige godt på. En kollega og jeg fik ofte god feedback, når vi fik evalueringer fra de værnepligtige. En dag blev jeg kaldt ind på kontoret og spurgt: ”Hvad gør I, siden I altid bliver fremhævet?” Jeg tror, det er fordi, det var vigtigt for mig at behandle de værnepligtige ordentligt og at møde dem i øjenhøjde.

En af de bedste ledere, jeg har haft, er min uddannelseschef i Beredskabsstyrelsen. Liselotte Rask. Efter nogle år i beredskabet tilbød hun mig en fuldtidsstilling. Men jeg sagde til hende, at mit mål var at blive ambulanceredder, og at jeg gik og ventede på svar på min ansøgning. Det betød meget for mig, at hun gav mig plads og tid, mens jeg stod i en vigtig beslutning i mit liv.

Jeg søgte ind som ambulanceredder tre gange, før jeg kom ind. Den sidste gang havde jeg et ekstra kort på hånden, fordi jeg også var blevet tilbudt fuldtidsstillingen i Beredskabsstyrelsen. Til optagelsesprøven sagde jeg, at jeg ville have svar, så snart jeg var kommet igennem den fysiske prøve. Jeg vidste, at jeg ville kunne gennemføre som den bedste i alle runderne. Jeg kan huske, at jeg kravlede ned fra klatretårnet og mødte Mads Wejdemann, som på daværende tidspunkt var Rekrutteringsansvarlig i Falck. Da jeg kom ned, sagde han: ’Okay – hvor vil du gerne være?’ Jeg vidste, at jeg ville til Aarhus.

Jeg vil gerne være leder, fordi jeg tror, jeg vil være god til det. Og jeg synes, at ambulanceområdet har brug for gode ledere. Jeg tror, det er vigtigt, at medarbejderne føler sig hørt, og at de føler sig inddraget i de beslutninger, der bliver taget. Så jeg vil gerne skabe en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet. Hvor folk tænker: ’Yes, det bliver en fed dag’, når de vågner om morgenen.

Når jeg bliver leder, er det vigtigt for mig at være mig selv. Ligesom jeg var, da jeg uddannede værnepligtige i beredskabet. Når jeg er mig selv og bruger humor, kan jeg også skabe en tillid til mine medarbejdere, så de tør sige, hvis der er noget, der ikke fungerer for dem.

Jeg er lige begyndt på en diplomuddannelse i ledelse på Erhvervsakademi Aarhus. Jeg har altid mine bøger liggende i bilen, så jeg kan læse, når jeg har en ledig stund. Det er nyt for mig at skulle være på et studie, hvor jeg skal have så meget selvdisciplin. Jeg har ikke nogen mentor eller ledernetværk – men jeg prøver at tilbyde kaffe til dem, jeg kender, der har ledelseserfaring for at tale med dem. De vil heldigvis gerne tale med mig.

Jeg er ikke bange for at blive stresset som leder. For et par år siden var jeg sygemeldt med stress, fordi jeg havde alt for mange ting i gang. Min kone var gravid, jeg var i gang med en uddannelse, vi byggede hus. Og så er jeg ikke typen, der siger nej til en opgave. Pludselig kunne jeg ikke sove om natten, havde hjertebanken og var svimmel. En dag spurgte en af mine kolleger mig: ’Hvordan har du det egentlig Karvan?’ Dagen efter sygemeldte jeg mig og var sygemeldt i tre måneder. Det lærte mig, at man skal lytte til symptomerne, når de kommer, og ikke lade som om, de ikke er der.

Et af mine store forbilleder er Braw Bakir, som er CEO for Netto. Både fordi han har en flygtningebaggrund som mig selv. Men især han sætter en dyd i at være ordentlig over for alle – og ikke kun over for lederne. Det er også noget af det, der har præget mig selv, f.eks. da jeg uddannede værnepligtige i Beredskabsstyrelsen. Det er vigtigt for mig at behandle de mennesker, jeg arbejder sammen med, godt.

Om 10 år ser jeg mig selv i en topstilling inden for beredskabet eller på ambulance-området. Men jeg tager et skridt ad gangen. Lige nu er mit mål at færdiggøre min diplomuddannelse. Og så er det mest naturlige skridt måske at blive funktionsleder. Men mit mål er at nå toppen. Det er bare mere ude i horisonten.

Mit vigtigste råd til en, der søger ledelsesansvar, har du vist ikke brug for. Det handler nemlig om at søge ledelsesansvaret, fordi man gerne vil være en god leder og skabe en fantastisk arbejdsplads for sine kolleger. Og det gør du allerede.

Du har allerede opsøgt inspiration og hjælp til at udvikle dig som leder. Det er et godt skridt at tage tidligt. Nyd processen med den løbende inspiration. For du bliver aldrig færdig med at udvikle dig. Faktisk vil jeg påstå, at den dag du ikke længere er nysgerrig på, hvordan du kan blive bedre, så er det på tide at holde op som leder.

Humor er et effektivt redskab, men forbundet med flere risici. Humor kan afmontere spændte situationer og kan kommunikere svære budskaber uden at konfrontere modtageren. Men med humor er der er en høj risiko for, at vigtig feedback forsvinder i de høje grin. Humor kan aflede opmærksomheden fra vigtige dialoger, fordi samtalen kortsluttes med en vittig bemærkning. Det lyder som om, du har godt styr på den del – og de værnepligtige har tilsyneladende godt kunnet lide det. Jeg var selv ret ’rap i replikken’ i mine unge dage (hvis jeg skal sige det selv). Men i takt med at jeg har fået mere ansvar og mine ord og tilkendegivelser bliver tillagt større vægt, holder jeg det humoristiske aspekt i mere lukkede cirkler. 

Det er fantastisk, at du har mod på ledelse og også ambitioner om at øge din indflydelse i større stillinger over tid. Så husk fra starten af at orientere dig mod den omverden, som har indflydelse på ambulancedriften. Du kommer på et tidspunkt til at skulle lede et ambulanceområde mod nye opgaver og måder at løse dem på. Det kræver udsyn og inspiration ud over dagens opgaver løst med gårsdagens tilgange.

Hvis jeg skal give dig et sidste godt råd, så husk at reflektere over, hvordan ledelseslaget over dig forstår eller vurderer en given situation/udfordring/mulighed. Det kan ofte åbne op for, at du løser situationen endnu bedre. Men sørg altid for at have fokus på de opgaver, du er blevet givet - du skal nok få chancen på næste niveau, når tiden er rigtig.

Du giver meget af dig selv – det er tydeligt i interviewet. Bliv ved med det. Jeg fik indtrykket af en leder, som jeg er sikker på, mange gerne vil arbejde for.