Frederik lærte en vigtig lektie om ledelse, da han stod i minus 40 grader på indlandsisen med en flok udmattede slædehunde

Frederik var til sidst så udmattet, at han ikke kunne tænke klart.

I ugevis havde han og hans makker i Slædepatruljen Sirius kæmpet sig igennem enorme mængder sne, men føret blev bare værre og værre.

Over 2000 kilometer og i minus 40 graders kulde havde de skiftedes til at gå foran hundeslæden for at trampe spor, der kunne lette hundenes kamp for at drive slæden frem. Den fysiske og mentale belastning var ekstrem. Både for de to Sirius-folk og deres hunde. Og nu var situationen ved at blive alvorlig. Hundene lå bare udmattede i sneen og rørte sig ikke ud af flækken.

Frederik prøvede alt for at få hundene i gang igen. Han skubbede på slæden bagfra og gik med op foran for at trække. Men intet hjalp. De var helt færdige.

»Til sidst tændte jeg helt af og begyndte at råbe og skrige af de åndsvage hunde.«

Råberiet stod på i nogle minutter. Så satte Frederik sig ned på slæden og tænkte over, hvad pokker han egentlig havde gang i.

»Og så gik jeg rundt til hver enkelt hund, snakkede kærligt til dem og klappede dem på hovedet. Bagefter sagde jeg højt: ’Nu gør vi det’. Og så kørte vi ellers afsted.«

Ledelse er baseret på arktiske oplevelser
Der er langt fra en hundeslæde, der sidder uhjælpsomt fast i sneen i en øde bugt i Nordøstgrønland, til ISS’ danske hovedkontor i Danmarks Radios gamle hovedsæde i Søborg ved København.

Men for Frederik Nexøe-Larsen, der netop har overtaget ansvaret for ISS’ største offentlige kontrakt i Danmark, kontrakten med Bygningsstyrelsen til en værdi af 250 millioner kroner om året, er hans to år i Slædepatruljen Sirius konstant i erindringen.

Ikke alene lærte han i Nordøstgrønland ekstremt meget om sig selv, og hvordan han optræder under pres. Han har også baseret en stor del af sin ledelse på de erfaringer, han gjorde sig i de to år, hvor han kørte patrulje i arktiske kuldegrader ned til minus 50 grader.

Episoden med de udkørte hunde er for ham en vigtig påmindelse om, hvor meget motivation og omsorg betyder for en leder.

»Der er utroligt meget læring i den oplevelse, og den står i dag som en milepæl for mig, både i forhold til hvad jeg lærte om mig selv som menneske og leder, da jeg var i Sirius, men også i forhold til hvad der driver de gode resultater. Du kan aldrig piske dig til noget. Det handler alt sammen om den rigtige motivation og om de bløde værdier,« siger Frederik Nexøe-Larsen og tilføjer så: »Og så handler det om at være klar og transparent i mælet og ikke udstikke for mange ordrer ad gangen.«

»Snehvide« og de tre kommandoer
I Sirius havde han en førerhund, kaldet »Snehvide«; den forreste hund, som blev brugt til at styre de øvrige hunde i spandet. Når han råbte »eeeeli«, drejede hunden til højre, ved »ju« drejede hun til venstre, og når der blev råbt »hooole«, stoppede hun.

Med blot de tre kommandoer og hundens forståelse for isens tykkelse og for usete forhindringer, lykkedes det patruljen at navigere flere tusinde kilometer gennem Grønlands ødemark.

»Det er faktisk de samme principper, jeg benytter i dag som leder. Få og klare meldinger sikrer en langt større forståelse for vores retning som forretning end endeløse tirader af ord,« siger Frederik Nexøe-Larsen.

Når den 40-årige leder igen og igen fremhæver ’de bløde værdier’ som helt essentielle, også i en performancekultur som den, der præger ISS, er der en direkte linje til Sirius-tiden. Mange tror fejlagtigt, siger han, at Sirius-kulturen er meget maskulin og machoagtig.

»Men det er i virkeligheden de bløde værdier, som er pokkers vigtige for at holde sammen på dynamikken i et slædehold. Dels i relationen til din makker og evnen til at kunne drage omsorg for den kollega, som du er så tæt på, men også i forhold til hundene. De der slædehunde elskede mig jo ubetinget, og jeg savner dem stadig helt vildt.«

Også som leder i ISS er det de bløde værdier, herunder især evnen til at drage omsorg for dem omkring ham, der driver værket for Frederik Nexøe-Larsen.

»De økonomiske måltal er en indikator for, om vi lykkes med forretningen, men det er de bløde, menneskelige værdier, der driver den. Det er helt afgørende for mig som leder, at jeg ved, hvordan mine medarbejdere har det og ser det som min opgave at skabe retning for dem og hjælpe og støtte dem på alle måder.«

Byggede hundeslæde som 10-årig
Det er langt fra tilfældigt, at Frederik Nexøe-Larsen endte i Slædepatruljen Sirius. Allerede som dreng var han dybt fascineret af de danske polarforskere og grønlandsfarere, der trodsede elementernes rasen for at opdage nyt land og lære mere om fremmede kulturer. Specielt den tidligere Sirius-mand Jørgen Bjerre, hvis bog om patruljens historie, gjorde et uudsletteligt indtryk på ham.

»Den bog gjorde mig så besat af Sirius-folkenes liv, at jeg som 10-årig besluttede mig for selv at blive Sirius-mand. Jeg byggede min egen hundeslæde og lod mine forældres gravhund trække mig rundt nede på fjorden i Vordingborg,« erindrer Frederik Nexøe-Larsen.

Efter at have gjort tjeneste i Den Kongelige Livgarde i et år som infanterist, indskrev han sig i første omgang på CBS i København. Men Sirius-drømmen rumsterede stadig. Og da han havde færdiggjort sin bachelor, besluttede han sig for, at tiden var inde og gik derfor i skarp fysisk træning for at kunne bestå den fysiske del af adgangsprøven.

Den bestod han, og da han også – efter en omfattende mental screening – fik psykologernes blå stempel, blev han i november 2007 sendt på et otte måneder langt træningsprogram.

»Du skal sidde lige på potten«
Frederik Nexøe-Larsen var på forhånd ret overbevist om, at han ville klare optagelseskravene. Mest fordi han ret sikker på, at han kunne leve op til både de fysiske og mentale krav, der stilles til en Sirius-mand.

»For det første leder de efter noget individuelt. Du skal have noget robusthed og en evne til at bevare roen, og så skal du være ydmyg, fordi du har svært ved at få succes, hvis du kommer derop og ikke er ydmyg. Den anden del handler om at passe ind i den gruppe, der bliver udtaget og om evnen til at kunne samarbejde. Og så skal man, som psykologerne kalder det, ’sidde lige på potten’. Det du’r ikke, hvis du går helt amok, når du sner inde med din partner i flere dage.«

Træningsforløbet bød på et intensivt kursus i alt fra skydning til avanceret førstehjælp, og omfattede også seks ugers arktisk træning i Grønland. Her fik Frederik Nexøe-Larsen allerede efter få dage sin første voldsomme oplevelse.

Alle de nye aspiranter blev sendt på forlægningstur med pulke (slæder uden hunde, red.), og da de nåede ud midt på Kong Oscars Fjord i den sydlige del af det område, Sirius patruljerer, blev de ramt af en voldsom snestorm. En ’hyler’, som Frederik Nexøe-Larsen kalder det.

Aspiranterne fik sammen med deres instruktører sat deres tunneltelte op og krøb i ly. Men da vinden pludselig vendte, sprang bardunerne i det ene telt, og teltet kollapsede. Forskoleleverne i det kollapsede telt måtte kravle over i det andet telt, og her sad de sammen med blandt andet Frederik og holdt teltet op med deres rygge hele natten, mens uvejret rasede omkring dem.

»Det var første gang, jeg oplevede, at heroppe er jeg uendeligt lille, og her er det ikke mig, der sætter betingelserne.«

Se udfordringerne i rette kontekst
Selv om episoden føltes voldsom, gav den også Frederik Nexøe-Larsen nogle vigtige perspektiver.

»Oplevelsen var primært så skræmmende for os forskoleelever, fordi vi ikke havde nogen erfaring. Hvis jeg havde været i den situation to år senere, var jeg bare gået ud og havde strammet bardunerne. Men det mindset var vi simpelthen ikke i på det tidspunkt.«

Evnen til at holde hovedet klart og bevare roen – og samtidig formå at sætte udfordringer i rette kontekst – er derfor nogle af de vigtige læringer, Frederik Nexøe-Larsen har taget med fra sin Sirius-tid.

»I et så ekstremt miljø må man aldrig glemme, at det kan gå rigtig galt, hvis man handler uovervejet. At kunne bevare overblikket og holde roen, er simpelthen en forudsætning for at overleve. Lige så vel som det i forretningslivet er en utroligt vigtig egenskab at have, at man ikke går i panik, men i stedet nøje overvejer sine muligheder.«

Når han var på patrulje som ’rigtig Sirius-mand’, måtte han ofte fodre hundene i snestorme, der var så kraftige, at han ikke kunne se en arm væk fra sig. Et par gange fik han forvildet sig lidt væk fra hundegården og stod midt ude i den arktiske vildmark, uden at kunne finde vej tilbage til hytten eller teltet.

»Så kan man vælge imellem at gå i panik og begynde at vandre hvileløst rundt eller blive stående i 5-10 minutter eller en halv time, indtil man kan se konturerne af noget, man kan gå på. Så det der med at holde roen, det er et enormt vigtig element,« siger Frederik Nexøe-Larsen.

Hvis han bliver presset eller stresset i sit nuværende job, er det nogle værdifulde erfaringer at trække på. Det samme gælder de ting, han lærte om at arbejde tæt sammen i en gruppe. Når man er på patrulje, er man altid to mand afsted, der spiser og sover i et lille telt mange uger ad gangen.

Forelsk dig aldrig i planen
Frederik Nexøe-Larsen beskriver sig selv som en ’rimeligt outgoing type’, der gerne og ofte tager ordet. I Sirius arbejdede han sammen med mange introverte personer. Og lærte på den måde, at det ikke nødvendigvis er dem, der råber højst, der har ret.

»I Nordøstgrønland oplevede jeg, at de lidt introverte personligheder havde nogle virkeligt gode perspektiver på rigtig mange ting, og hvor vigtigt det var at få deres input. Det er noget af det, jeg har taget med i min lederkarriere, det der med at sørge for, at man kommer hele vejen rundt, og også får snakket med den stille type,« siger Frederik Nexøe-Larsen.

Den måske vigtigste læresætning, Sirius-livet har givet ham som leder i ISS, er ’never fall in love with the plan’. Her henviser han til, at man kan planlægge en slæderejse nok så godt ud fra landkort, GPS-koordinater og tidligere erfaringer, men at virkeligheden aldrig er statisk.

»En af betingelserne ved at operere i Grønland er, at tingene ændrer sig hele tiden. Islaget kan ændre sig. En hund kan blive syg, eller en makker kan komme til skade. Der kan ske tusind ting. Så det der med at forelske sig i planen, det kan være farligt. Man må aldrig forelske sig i planen, fordi den uvægerligt ændrer sig,« siger Frederik Nexøe-Larsen.

I Sirius-tiden oplevede han aldrig at gennemføre en slæderejse, som den oprindeligt var planlagt.

»Men vi kom altid i mål, klogere end vi var, da vi kørte hjemmefra. Når jeg overfører det til mit nuværende job, er pointen, at vi som ledere i dag jo også opererer i ekstremt dynamiske miljøer. Vi skal derfor kende ruten, og hvordan vi kommer i mål, men vi skal også altid forberede os på worst case. Eller sagt på en anden måde: ”Vi skal planlægge langsigtet, men evne at tage handling nu og her.”«

Stor grad af autonomi
Lige så vel som slædeholdene i Sirius har en stor grad af beslutningsdygtighed, er Frederik Nexøe-Larsen meget optaget af, at de teams, han har under sig, opererer med en ekstrem grad af autonomi.

»Når jeg var på slæderejse og som patruljefører stod med behovet for en hurtig beslutning, for eksempel en ændring af vores rute, skulle jeg ikke ringe til chefen og bede om lov. Det mandat lå hos mig. Sådan er det også i min afdeling i ISS. Det skal altid være den, der har den kontekstuelle forståelse, som har mandatet til at træffe beslutningen.«

I ISS har de ledere, han selv er chef for, fingeren på pulsen på en helt anden måde, end han selv har og har derfor også en stærkere forståelse af forretningens lokale dynamikker.

»Det er mine ledere, der kender det lokale marked helt ned i detaljen og derfor også dem, der træffer beslutningerne. Jeg er med til at sætte retningen, og jeg udfordrer dem og stiller spørgsmål, men ultimativt er det deres beslutning. Det kræver en stor grad af tillid, men den skal også være til stede i et velfungerende team,« siger Frederik Nexøe-Larsen.

Selvom han i dag har helliget sig erhvervskarrieren, og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner, der rækker endog meget langt, har han stadig behov for at teste sig selv af, når arbejdet og familielivet tillader det.

»Jeg søger stadig eventyret. Selv om jeg bliver udfordret hele tiden i mit ISS-job, har jeg et stort behov for at komme ud at mærke mig selv og prøve mig selv af fysisk, uanset om det handler om pulketure til Norge eller at gå over Alperne på ski sammen med et par kammerater.«

Uanset om han skubber sine egne grænser i Alperne, i Norge eller når han før i tiden jagede fisk om natten med lygte og harpun, har Frederik Nexøe-Larsen altid et ekstremt fokus på selv de mindste detaljer.

Forskellen på liv og død
I Sirius-patruljen lærte han på den hårde måde, at dårlig forberedelse, et mistet stykke udstyr eller et øjebliks svigtende koncentration kan udgøre forskellen på fiasko og succes. Og ultimativt liv eller død. Det erfarede han første gang, da han på en af sine allerførste slæderejser tabte sin lygte, fordi han ikke havde fået sikret den ordentligt til sin jakke. Forinden havde han og hans makker kørt igennem isskruninger hele dagen, og begge var lave på energi.

»Jeg havde mest af alt lyst til at lade lygte være lygte, for alle mine slædemakkers ski var knækkede, og jeg var selv faldet og havde slået mit knæ voldsomt. Og det hastede med at finde vej til en hytte på yderkysten, forud for en varslet orkan. Fordi jeg vidste, at lygten var et nødvendigt redskab, løb jeg tilbage i sporet for at finde den.«

Heldigt for både Frederik og hans makker lykkedes det at finde lygten igen, og slædeholdet nåede også i ly for stormen, inden den ramte.

For Frederik Nexøe-Larsen var det en vigtig påmindelse om at have styr på ’alle stumper’ og hele tiden have de rigtige prioriteringer.

»I mit nuværende job kan jeg ikke holde styr på alt, hvad der sker i min organisation, men jeg kan fokusere på en stærk struktur, som hjælper mig til at holde styr på prioriteterne, og så er det opgaven at fokusere på, hvad vi har til rådighed, og ikke hvad vi kunne tænke os at have til rådighed,« siger Frederik Nexøe-Larsen.

Frossen finger er påmindelse om vigtig læring
Hvis han nogensinde skulle glemme vigtigheden af at have styr på selv de små detaljer, behøver han bare at mærke på sin ringfinger på højre hånd.

På en tur over et pas med meget blød sne, hvor to slædehold fulgtes ad, måtte Sirius-folkene nok engang trampe spor, så hundene kunne komme frem. Det kan, siger Frederik Nexøe-Larsen, potentielt være farligt. Det er nemlig ekstremt hårdt. Også så hårdt, at man risikerer at komme til at svede.

»Hvis du ikke er påpasselig nok og begynder at svede, risikerer du at ise til på indersiden af tøj og handsker. Det var jeg ikke opmærksom nok på den dag.«

På et tidspunkt kunne han pludselig mærke, at han frøs på arme og ben. For at få varmen igen, begyndte han at lave kuskeslag. Men da han ved en fejl ramte opstanderen på slæden med sin ene hånd, lød der en høj ’klong’-lyd.

Da Frederik Nexøe-Larsen tog handsken af, opdagede han en forfrysning på ringfingeren ned til første led.

»Heldigvis nåede vi Daneborg (Sirius-patruljens hovedsæde, red.) samme dag, så jeg kunne få fingeren tøet op igen. Men da var skaden sket. Efter tre måneder faldt al huden på fingeren af. Først tre måneder senere fik jeg følelsen i fingeren tilbage.«

I dag er fingeren så beskadiget, at det gør ondt i den, når det bliver koldt. Men det affærdiger Frederik Nexøe-Larsen som en ubetydelighed.

»Det er bestemt ikke noget slemt, og fingeren sidder jo stadig på. Men for mig er det en konstant påmindelse om hele tiden at have hovedet med sig, også når det gælder de tilsyneladende små ting.«

Det minder ringfingeren på hans højre hånd ham dagligt om.