De otte temaer bliver temaerne i sæson 2 af Karrierekvinder, og Nanna Simone Jensen fra Lederne er med hele vejen. Samtidigt er Lederne sponsor for podcasten og støtter missionen:
»Rikke og Naja har en stærk platform til at nå danske ledere og beslutningstagere, og derfor har Lederne valgt at sponsorere Karrierekvinder. Vi kan dele ud af vores viden omkring kvinder i ledelse, og Karrierekvinder kan være med til at nå vores medlemmer endnu bredere«, siger Nanna Simone Jensen.
I praksis vil Rikke Østergaard og Naja Lind i sæson 2 af Karrierekvinder dykke ned i hvert af de otte temaer og gennem interviews med førende eksperter og best practice-virksomheder identificere de konkrete tiltag, man som virksomhed kan implementere, hvis man gerne vil skabe mere diversitet og lige muligheder.
»Vi tror faktisk ikke, at det er nødvendigt at fortælle ledere, hvorfor det er vigtigt at have diversitet. Det ved de fleste. Men hvorfor gør de det så ikke?«, spørger Rikke Østergaard.
»Vi mener, at det er, fordi de simpelthen ikke ved, hvor de skal starte eller slutte, og det er det, som vi vil hjælpe med i denne sæson af Karrierekvinder. Forhåbentligt kan vores lyttere være med til at sprede de gode råd, så flere danske virksomheder fokuserer på dette«.