Clara har Tourette, OCD og svær angst, men insisterer på at være andet og mere end sin twistede hjerne: »Jeg er også en møghamrende god leder«

Det var et af de salgsmøder, ingen af deltagerne nogensinde glemmer. Specielt ikke Clara Daae.

Det skete for nogle år siden. Dengang skulle hun som bare 22-årig Field Sales Trainer i B&O lave en vigtig salgspræsentation for en større samling mænd i jakkesæt. Undervejs blev hun så nervøs, at det udløste en kraftig motorisk tic. Midt i en sætning slog hun pludselig ud med armene og smadrede med sin ene hånd den meget dyre storskærm, hun stod foran.

Derfra blev det kun værre.

»Jeg blev vildt stresset, så hele min krop begyndte at ryste, samtidig med at jeg begyndte at råbe ’WUHUU’ højt ud i lokalet. De stakkels mænd, der deltog i mødet, begyndte at se sig om efter et skjult kamera, mens min egen chef var ved at bryde sammen af grin. Han vidste jo godt, det var min Tourette, der var gået lidt amok, og fik heldigvis forklaret mødedeltagerne, hvad det handlede om,« fortæller Clara Daae, der i dag er 32 år og salgschef i Retail 24, Nordens største partner indenfor salg, merchandising og brand activation for førende brands og detailkæder.

Episoden på mødet er et godt eksempel på, hvad Clara Daae må slås med i sit lederliv. Hun har nemlig, som hun selv udtrykker det, »fuld plade på diagnoser«. Blandt andet den Tourette, der udløser tics i form af armspjæt eller lyde, når hun er presset eller træt, men også svær angst og OCD.

Men selv om Clara Daae af og til siger ’WUHUU’ midt i et møde, får panikangst af alt fra rå fisk til flåter og konstant forestiller sig, at hendes nærmeste kommer ud for alverdens ulykker, insisterer hun på, at hun er andet og mere end sin twistede hjerne.

»Folk tror, at diagnoser automatisk fortæller noget om, hvad et menneske kan eller ikke kan. Det gør de ikke. Mine diagnoser beskriver nogle af de udfordringer, jeg har, men de definerer ikke mine kompetencer, ambitioner eller potentiale. Jeg er for eksempel også en møghamrende god leder, hustru og mor,« siger Clara Daae.

Forbillede trods funky diagnoser
Når hun har valgt at fortælle sin historie, skyldes det et ønske om at få gjort op med det tabu, der stadig omgiver neurodivergens i arbejdslivet – specielt når det gælder ledere med diagnoser. Og som vi, efter hendes mening, kun kan få gjort op med, hvis hun og andre ledere taler åbent om det.

»Mange ledere tror, at andre forventer, at de er perfekte. Men min historie kan forhåbentlig være med til at vise, at man også kan være et forbillede, selvom man har nogle ret funky diagnoser. For mig er det vigtigste budskab, at det skal være lige så normalt at ansætte folk med diagnoser, som det er at hyre en blondine eller brunette,« siger Clara Daae.

Hun har flere gange undervejs i karrieren oplevet at blive valgt fra i ansættelsesprocesser, for eksempel af en chef, der mente, at hun ville være en lidt for stor »mundfuld« for hans organisation og som også frygtede, at hun ville få mange sygedage.

»I momentet blev jeg vred, men det gik hurtigt op for mig, at det var et sted, jeg aldrig var blevet glad for at være,« siger Clara Daae, der ud over B&O også har arbejdet for Apple og i dag stortrives i Retail 24, hvor hun har fundet en arbejdsplads, der giver hende plads til at være sig selv. Med alt hvad det indebærer.

»Virkelig dygtig salgschef«
Hun valgte allerede under ansættelsen i Retail 24 for snart fire år siden at være helt åben om, hvad der foregår i hendes kringlede hjerne. Både hendes medarbejdere, hendes chef og de største kunder ved derfor, at hun har flere diagnoser, end folk normalt har. Men det overskygger ikke, at hun først og fremmest bliver opfattet som en superdygtig salgschef og en god leder.

»Hun er en virkelig dygtig salgschef. Hun er supergod til mennesker og god til at sætte sig et mål og gå efter det,« siger Anders Walther, country manager i Retail 24.

Han understreger, at han ikke tager særlige hensyn eller behandler hende anderledes, end sine øvrige medarbejdere.

»Vi har jo alle nogle finurligheder eller noget, vi slås med, så for mig som leder er det vigtigste at kigge på de kompetencer, den enkelte besidder, i stedet for at stirre sig blind på eventuelle diagnoser eller andet muligt andet,« siger Anders Walther.

Asocial og snakkede hele tiden om sygdomme
Selv om Clara Daae i dag står et godt sted i karrieren og i livet som helhed (hun er lykkeligt gift og mor til to børn), har hun haft masser af udfordringer undervejs.

Som lille voksede hun op i et hjem, der set udefra så ud til at fungere godt, men hvor den ydre fremtræden ikke matchede det, der foregik bag facaden. Da hun var 10 år gammel, blev hendes forældre skilt. Dengang var hun allerede i seriøs mistrivsel.

»Jeg var et ret underligt barn. Jeg var bange for alting, snakkede hele tiden om sygdomme, og var superasocial,« fortæller hun.

Trods flere skoleskift blev hendes trivsel ikke bedre. Når hun tænker tilbage på sin opvækst og skoletid, oplevede hun det tværtimod som en lang række af nederlag. I skolen blev hun opfattet som dårlig til det meste, og hun havde som pre-teen en periode, hvor hun pjækkede meget og levede et ret udsvævende liv.

»Det var meget Prinsessen fra blokken-agtigt. Jeg begyndte at ryge og drikke og gøre alle mulige andre ting. Til sidst fik jeg koblet en skolepsykolog på mig, men jeg blev hurtigt taget ud af systemet igen, formentlig fordi min far ikke var interesseret i at have myndighederne rendende. Han havde udviklet et stofmisbrug og var blevet ret paranoid.«

Høj IQ gav selvtillid
Når hun nærmest imod alle odds alligevel er lykkedes med at få en flot lederkarriere, tilskriver hun det selv, at hun mod slutningen af sin skoletid endelig fik nogle succesoplevelser. Hendes lærere lagde flere gange op til, at hun skulle gå et klassetrin om. Når det kom på tale, fik hun en test, der skulle vise, hvor hun lå fagligt.

»Til alles overraskelse scorede jeg topkarakter, selv om jeg nærmest aldrig havde været i skolen og altid havde fået at vide, at jeg var uintelligent. Men testene viste jo noget helt andet,« siger Clara Daae, der siden er blevet medlem af Mensa, fordi hendes IQ er blevet målt til 135. Det er den maksimale score ved Mensas adgangsgivende test og placerer hende blandt den øverste ene procent af befolkningen.

»Det gav mig en masse selvtillid, da jeg begyndte at tro på, at jeg overhovedet ikke er dum, og kunne se, at det nok var på grund af min skøre hjerne, at jeg underperformede helt vildt i skolen,« siger Clara Daae.

Forstod først sin twistede hjerne som 30-årig
Allerede som 12-årig fik hun de første tics, men hun blev først udredt for Tourette i sin efterskoletid. De øvrige diagnoser fik hun stillet langt inde i sit voksenliv. OCD blev hun udredt for i psykiatrien, da hun som 26-årig blev gravid og blev indrulleret i en »sårbar og gravid«-ordning. Derefter fulgte svær angst og lige nu er hun i gang med at få opklaret, om hun har AUHD; en betegnelse for en kombination af autisme og ADHD.

»Faktisk er det først nu i mine 30’ere, at jeg for alvor er begyndt at forstå, hvad det egentlig er, der foregår oppe i mit hoved,« siger Clara Daae.

Den nye selvforståelse har også sat sig spor i den måde, hun leder på. I dag står hun i spidsen for en salgsstyrke på 15 personer i Retail 24, og hun er ikke i tvivl om, hvad der gør hende til en god leder.

»Jeg er god til at være der for mine medarbejdere. Jeg er god til at lytte til dem og er en ret empatisk leder. Det kommer jo meget af, at jeg selv har haft mine ups and downs,« siger Clara Daae.

Nogle ledere ville måske frygte et tab af autoritet, hvis de viser sig så ærlige og sårbare, som du har valgt at gøre. Hvad er din egen erfaring?

»For mig er det lige omvendt. Jeg er ærlig omkring, når jeg fejler, og det er jo med til at gøre, at mine medarbejdere også kan sige, når de fejler. Det giver bare en helt anden tilgang. Du behøver ikke tage et supermandskostume på, og det gælder også for medarbejderne. Det giver en meget even playground.«

Melder ud om dårlig dag
Clara Daae forsøger ikke at skjule sine udfordringer, heller ikke når de gør hverdagen kompliceret. Hendes ADHD viser sig blandt andet ved, at hun har svært ved at huske aftaler eller at vende tilbage på beskeder, hvis ikke der bliver fulgt op.

»Derfor siger jeg til mine medarbejdere, at de altså bliver nødt til at sende mig to sms’er, fordi ellers så glemmer jeg det simpelthen. Det gør så også, at det er nemmere for dem at sige til mig, at de altså også skal have to sms’er, uden at de tror, at jeg tænker, ej, så er du dårlig til dit arbejde,« siger Clara Daae.

Hun melder også klart ud, hvis hun har en dårlig dag.

»Så skriver jeg på Teams: ‘Hey guys, i dag er jeg sgu lige lidt funky.’ Så ved de, at de skal lade være med at ringe, men bare skrive sms'er i stedet.«

Det samme er tilfældet, hvis hun har brug for at koncentrere sig om et konkret stykke arbejde eller sidder begravet i Excel-ark.

»Jeg har rigtig svært ved at blive afbrudt, så derfor skriver jeg typisk ud, at jeg i dag har det her, jeg skal lave, så vil I være søde og lade være med at afbryde mig, fordi det har jeg svært ved.«

Har svært ved at aflæse relationer
I forhold til den direkte personaleledelse beskriver Clara Daae sig selv som »en direkte og ærlig leder«, der hellere siger tingene rent ud end pakker dem ind. Det kan både være en styrke og en svaghed.

»Jeg er rigtig dårlig til at putte flødeskum på ting. Og hvis jeg er utilfreds, er jeg dårlig til at fake det. Jeg har ikke rigtig det der pokerface, hvor jeg kan lade som om, at det er okay, hvis det ikke er det,« siger hun.

Hun erkender blankt, at hun har det sværere ved noget af det relationelle, end mange andre ledere. Når der opstår spændinger i en gruppe, eller når medarbejdere forsøger at positionere sig på bekostning af hinanden, opdager hun det ofte som den sidste.

»Når der var affærer eller intriger på nogle af mine tidligere arbejdspladser, var jeg altid den sidste, der fandt ud af det. For jeg ser det simpelthen ikke. Til gengæld er jeg rigtig god til at opdage, hvis folk er kede af det, men det er stort set også den eneste følelse, jeg er god til at aflæse.«

Panikangst i sommerhuset
For Clara Daae spiller forholdet til hendes chef en helt central rolle. Anders Walther har, som hun selv siger, hendes ryg og stiller altid op for hende.

»Han ved, hvad han har fået med mig, og han ved, hvornår han skal træde til. Det giver mig en kæmpe tryghed,« siger Clara Daae.

Et eksempel var et nyligt salgsmøde, som Clara Daae havde forberedt og booket et sommerhus til. Da gruppen ankom, viste sommerhuset sig at være noget mindre indbydende end på billederne, og Clara Daae mærkede angsten begynde at melde sig.

»Det er sådan en situation, hvor jeg går lidt i panik, og hvor jeg har brug for, at nogen siger: ‘Slap af, det her løser jeg’. Og det gør Anders. Han kender mig godt nok til at vide, hvornår jeg har brug for, at han træder til,« siger Clara Daae, der ved, at hun altid kan skrive til sin chef og fortælle, hvis hun har en møgdag.

»Det går også den anden vej: Hvis jeg har en god dag, skriver jeg, at han bare skal smide nogle ekstra opgaver efter mig.«

Når chefen har din ryg
Anders Walther bekræfter, at det er en del af hans tilgang som leder at stå op for hende, men understreger samtidig, at det ikke er noget, han kun gør for hende.

»Jeg skal som leder kende mine medarbejdere så godt, at jeg ved, hvornår de har brug for, at jeg giver en støttende hånd. Med Clara er det måske bare lidt tydeligere, hvornår det er. Men det gælder også for alle de andre i organisationen,« siger Anders Walther.

Det er ikke første gang i Clara Daaes karriere, at en chef har stået ved hendes side, når omverdenen har rynket på næsen. Efter den dramatiske episode hos B&O, hvor hun smadrede storskærmen, blev hendes daværende chef kaldt til samtale af den øverste ledelse, der ville vide, om det egentlig var en god idé at have hende ansat.

»Det var lige i starten af min ansættelse, så han kendte mig ikke så godt endnu. Men han valgte alligevel at stå op for mig. Det er noget, jeg aldrig glemmer,« siger Clara Daae.

Hjernen kører i overdrive
Når hun bliver bedt om at beskrive de udfordringer, hendes diagnoser giver hende i hverdagen, er det hverken Tourettens tics eller ADHD’ens distraktioner, der ligger øverst på listen. Det er OCD’en og angsten, der er det største problem, fordi det får hendes hjerne til at køre i overdrive med en indre stemme, der konstant får hende til at forestille sig det værste.

»Mens jeg sidder og snakker med dig, sidder jeg sideløbende og bekymrer mig om, at min datter skal få en flåt, fordi jeg ved, hun er ude at løbe i dag. Og så sidder jeg samtidig og planlægger, hvilke blomster jeg skal vælge til hendes begravelse, hvis hun får borrelia,« siger Clara Daae. (se også efterskrift, red.)

Det lyder voldsomt. Kan du prøve at sætte ord på, hvordan det er at have en hjerne, der både kan fungere i et helt almindeligt lederliv, og som samtidig ruller worst case-scenarier ud i et endeløst loop?

»Jeg tror, mange forældre kan relatere til de tanker, der kan opstå, hvis du hører en ambulance tæt på, hvor dit barn opholder sig. Jeg hører ikke bare ambulancen. Jeg ser mit barn ligge død i kisten, forestiller mig, hvordan jeg vil reagere til begravelsen og begynder at planlægge, hvad der skal synges i kirken. Det er sådan, det kører – konstant.«

Mad som potentiel kilde til forgiftning
En af de situationer, hun har sværest ved at håndtere, er når hun som salgschef skal ud at spise med en kunde. For mad er ikke bare mad i Clara Daaes hjerne. Det er en potentiel kilde til forgiftning, allergi og død. Hun har derfor udviklet en række strategier for at kunne navigere i det.

»Jeg tager som regel altid noget fra de første sider af menukortet, fordi det er det, der bliver bestilt mest, og det betyder, at det ikke har ligget i køleskabet i flere dage. Og aldrig en salat, for jeg stoler ikke på, at folk skyller den ordentligt. Som regel bestiller jeg en pastaret, fordi det er nemt at rode rundt i, så det ser ud som om man har spist af den. Og så spiser jeg bare, når jeg kommer hjem,« fortæller Clara Daae og tilføjer så:

»Det lyder måske lidt sjovt, når jeg fortæller det. Men det er det altså ikke. Det er sgu møgbesværligt.«

Medicinen skruede ned for hende selv
I en periode af sit liv var Clara Daae i medicinsk behandling. Det tog toppen af nogle af de udfordringer, diagnoserne giver hende. Men den skruede samtidig alt for meget ned for hende selv.

»Der er nogen, der har ekstrem stor glæde af medicinen, men jeg begyndte at miste mig selv. Der kom en tomhed i hovedet, som jeg ikke kunne finde ud af at være i,« siger Clara Daae.

Hun var på medicinen i syv-otte måneder, før hun trappede ud igen.

»Jeg har levet hele mit liv med min popcorn-hjerne, så for mig var det ekstremt mærkeligt. Jeg blev faktisk dårligere af medicinen, og kunne til sidst ikke genkende mig selv,« siger hun.

I dag klarer hun sig uden og går i stedet i terapi og arbejder med sig selv på andre måder.

»Nu er jeg bare mig selv 100 procent, med alt hvad det indebærer,« siger Clara Daae, der heldigvis har oplevet, at de fleste synes, det er helt okay – også hendes kunder.

»De fleste af dem opdager ikke noget, fordi jeg har lært at kontrollere mine tics, når jeg er fokuseret. Men indimellem sker det alligevel. Det er ikke altid, jeg lægger mærke til det selv, så det er først, når folk kigger mærkeligt på mig, at jeg tænker, jeg må have gjort et eller andet. Så plejer jeg at forklare, hvad det skyldes.«

Hun kan ikke huske, at det nogensinde har skabt problemer i et kundeforhold. Tværtimod.

»Jeg tror, det skyldes, at jeg er helt åben omkring det og selv kan grine af det. Når man selv er afslappet omkring sine udfordringer, så bliver folk omkring én også afslappede,« siger Clara Daae.

Grænsen mellem at dele og overshare
Hun er godt klar over, at nogle nok vil finde hendes åbenhed som leder grænseoverskridende. Men det er et meget bevidst valg fra hendes side at lægge alt frem råt for usødet. På sin private Instagram-profil deler hun løbende videoklip fra sin hverdag, hvor hun fortæller om sine tics, OCD-tanker, panikanfald og også det mere almindelige hverdagsliv som mor og hustru.

Spørgsmålet om, hvor grænsen går mellem at være åben og at overshare, har hun selv tænkt en del over.

»Jeg er godt klar over, at jeg i manges øjne nok vil være hende hurtigsnakkeren med de utroligt mange diagnoser. Det er en del af prisen for at være den, der står frem. Men jeg er jo også et dybt kedeligt menneske, der ligger på sofaen om aftenen og sumper med min Pepsi Max og ser Netflix med min mand. Det er bare ikke det, jeg deler,« siger Clara Daae og tilføjer så:

»Jeg har valgt at være hudløst ærlig, fordi jeg gerne vil sætte fokus på det her emne, så arbejdslivet forhåbentlig kan blive lidt lettere for de mange, der også har diagnoser, men ikke ønsker at tale højt om det.«

Forandring starter med toppen
Ultimativt er det hendes drøm, hun kan være med til at gøre op med de mange tabuer, der stadig er omkring neurodivergens i arbejds- og lederlivet. Men hun ved godt, at hun ikke kan gøre det alene. Derfor har hun et meget direkte budskab til de ledere, der sidder på de højeste poster:

»Det er først, når topledelsen viser, at det er okay at have diagnoser, at det også bliver accepteret nede i resten af organisationen. Det er en bølgeeffekt, der skal starte i toppen,« siger Clara Daae, der mener, at rigtig mange ledere putter med deres egne diagnoser.

»Jeg er overbevist om, at der sidder en del ledere derude med én eller flere bogstavkombinationer, men man hører aldrig om det. Måske har de aldrig fået stillet diagnoserne, eller måske skjuler de dem af frygt for ikke at blive taget seriøst. Hvis bare nogle få af dem turde stå frem, ville det blive lidt nemmere for alle andre. Det er i hvert fald det, jeg gerne vil bidrage til,« siger Clara Daae og tilføjer så:

»I bund og grund handler det om, at vi skal væk fra at se diagnoser som noget farligt. Mine diagnoser er møgbesværlige, men uden dem havde jeg ikke været den leder, jeg er i dag. Jeg er overbevist om, at jeg ikke havde været lige så dygtig en leder, hvis jeg ikke havde haft de samme modstande.«

Efterskrift: Til allersidst i interviewet spurgte jeg Clara Daae, hvad hendes hjerne havde tænkt på parallelt med vores samtale. Det viste sig at være … ikke så lidt:

»Jeg har et lille sår i ganen, så jeg har siddet flere gange og tænkt over, om jeg har kræft. Det er egentlig bare, fordi jeg spiste et flute, der rev mig, men det er nu mere end to dage siden, og jeg synes, det er rigelig lang tid for et sår at hele. Så jeg har siddet og tænkt over kemobehandling, og hvordan det vil være at miste alt mit hår, lige inden jeg skal fotograferes af Lederstof.dk’s fotograf på fredag.«

»Jeg tænkte også på, at jeg skal til neurolog om lidt, fordi mine fingerspidser sover, formentlig på grund af stress efter min fars død. Så jeg har siddet og tænkt rigtig meget over, om jeg har ALS. Mens vi har snakket, har jeg ladet fingrene glide hen over de små knopper på stolens armlæn. For hvis man har ALS, mister man følesansen i fingrene først.«

»Jeg har også taget min puls et par gange. Når jeg snakker meget, bliver jeg bekymret for, at jeg snakker, fordi jeg i virkeligheden er stoppet med at trække vejret. At det er min hjerne, der får mig til at snakke videre for at holde mig i gang. Så bliver jeg nødt til at tage min puls for at være sikker på, at jeg stadig er i live. Det er jo noget af det, folk ikke ser. Hvor meget der hele tiden kører i baggrunden.«