AndreaRudolphTOP-1920x960-wide
»Det er utrolig vigtigt at have en arbejdsplads, hvor man kan komme og fortælle om de ting, der er svære. Faktisk er det sådan en ting, som jeg på en eller anden måde kræver, at man er åben omkring. Man behøver ikke blive privat, men det er rigtig vigtigt, at man deler, fordi det gør det transparent for andre,« siger Andrea Elisabeth Rudolph, tidligere tv- og radiovært og stifter af Rudolph Care. Foto: Christian Als

Andrea Elisabeth Rudolph taler højt om sit personlige liv på jobbet og ønsker at medarbejderne gør det samme

19. februar 2026

Andrea Elisabeth Rudolph er grundlægger af hudplejebrandet Rudolph Care, og hun vil gerne vise sine medarbejdere, at det er okay at have dårlige dage på arbejdet. Gennem to store livskriser har hun selv oplevet, at det er en styrke at være sårbar.

Gå til Action card

Andrea Elisabeth Rudolph var lige ved at revne af stolthed, da hun hørte sine medarbejdere grine ude i haven i Valby.

Selv lå hun derhjemme med soveværelsesdøren åben et stenkast fra sin virksomhed Rudolph Care og havde udsigt til villaens have tilhørende virksomheden.

Dengang for knap fem år siden var hun midt i et livstruende kræftforløb og derfor væk fra sin virksomhed i halvandet år. Midt i alvoren mærkede hun en stor glæde ved at opleve, at medarbejderne formåede at trives så godt i hendes fravær.

»De vidste godt, at jeg ikke kunne være her, fordi jeg bare skulle blive rask for at kunne komme tilbage, og så tog de alt ansvar. Det var så rørende, og jeg var så stolt af dem,« siger hun.

På det tidspunkt havde Andrea Elisabeth Rudolph kun fokus på én ting: At hun blev rask – og det blev hun også efter en operation og et længerevarende kemoforløb.

Men det betød også, at hun var væk fra den virksomhed, hun selv havde grundlagt og derfor måtte overlade driften til andre.

Selvom hun ikke trådte ind over dørtærsklen til Rudolph Care, kunne hun stadig høre grinene fra sommerens frokostpauser og træninger i haven blandt medarbejderne.

Og det gjorde hende stolt.

For at have ansvaret for andre menneskers trivsel har altid været det sværeste for hende som leder, fortæller hun i dag.

»Vi har alle sammen ansvaret for os selv, men på en eller anden måde er det også mit ansvar at skabe et sted, hvor man trives,« siger Andrea Elisabeth Rudolph.

AndreaRudolph001-1280x1920-portrait
»Vi har alle sammen ansvaret for os selv, men på en eller anden måde er det også mit ansvar at skabe et sted, hvor man trives,« siger Andrea Elisabeth Rudolph. Foto: Christian Als

En blodprøve ændrede hendes arbejdsliv
Det var egentlig en tilfældighed, som fik Andrea Elisabeth Rudolph til at skifte karrieren som tv- og radiovært ud med et liv som iværksætter og grundlægger af Rudolph Care.

Hun har tidligere været vært på P3-programmet ’Højtryk’ og ’Morgenhyrderne’ på Radio100FM samt tv-vært på ’Boogie’ og ’Vild med dans’, men for snart 20 år siden fik hun foretaget en blodprøve, som vendte op og ned på hendes liv.

Gennem en Greenpeace-kampagne fik hun målt indholdet af skadelige kemikalier i blodet, og resultatet var en kæmpe øjenåbner, fortæller hun.

Hendes blod var fyldt med skadelige kemikalier fra blandt andet skønhedsprodukter, og det fik Andrea Elisabeth Rudolph til at gå på jagt efter alternativer til de produkter, som hun tidligere havde brugt.

Men hun fandt ikke det, hun ledte efter. Og så var der kun én ting at gøre: At udvikle sine egne.

»Jeg plejer at sige, at Rudolph Care er født ud af en undren og vrede over, at det viste sig, at jeg levede i en verden, hvor der ikke var nogen, der passede bedre på mig og os,« siger hun.

I februar 2009 lancerede Rudolph Care de første produkter, og dermed sagde Andrea Elisabeth Rudolph farvel til et arbejdsliv som tv- og radiovært, som hun ellers holdt meget af.

Hun har på ingen måde fortrudt sit skifte, selvom hun særligt elskede at lave radio, og så har hun især taget holdarbejdet fra tv- og radioarbejdet med sig videre i sit arbejdsliv.

»Det kan godt være, at det er mit ansigt, der toner frem, men det er altså en holdpræstation, og det bærer jeg meget med mig i forhold til at sammensætte det rigtige hold,« siger hun.

AndreaRudolph017-1280x1920-portrait

Andrea Elisabeth Rudolph

Født 1. juli 1976 og opvokset i Vejen.

Iværksætter og grundlægger af Rudolph Care. Hun ejer størstedelen af virksomheden og sidder fortsat i bestyrelsen.

Blev optaget på DRs talenthold i 1998 og har siden taget en journalistisk efteruddannelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Tidligere tv- og radiovært på blandt andet ’Boogie’ på DR, ’Vild med dans’ på TV 2 og ’Morgenhyrderne’ på Radio 100FM.

Hun er mor til tre børn og har to bonusbørn, som hendes eksmand har fra sit tidligere ægteskab.

Foto: Christian Als

Fold ud

Andre kompetencer 
Selvom Andrea Elisabeth Rudolph har stået i spidsen for Rudolph Care siden 2006, hvor ideen til virksomheden blev født, har det aldrig været hendes drøm at være direktør.

Men det er ofte det, der sker i en iværksættervirksomhed, fortæller hun.

»Så er det iværksætteren, der bliver direktøren til at starte med, fordi man er en enmandshær i starten og har alle kasketter på,« siger hun.

Faktisk har Andrea Elisabeth Rudolph i flere år haft et ønske om helt at stoppe som direktør, blandt andet fordi hun syntes, at hun havde nået grænserne for det, som hendes kompetencer inden for feltet rakte til.

»Hvis jeg skulle fortsætte i den stilling, skulle jeg udvikle mig og arbejde videre med kompetencer i den retning, og det er ikke det, der tænder mig. Mine kompetencer er et andet sted. Det er der mange andre, der er bedre til end mig,« siger hun.

I 2022 gav Andrea Elisabeth Rudolph derfor rollen videre og er i dag bestyrelsesmedlem i Rudolph Care.

Hun har overladt hele driften og den daglige ledelse til direktøren og bruger i stedet sin tid på det strategiske og kreative arbejde samt PR, fortæller hun.

Selvom hun ikke længere er direktør, er hun stadig den, der driver virksomheden, forklarer hun.

»Jeg er jo firmaets leder alligevel. Jeg er ansigtet, og det er mit navn, der står på det, vi laver. Det er mine visioner og mine drømme, som et helt fuldstændig fantastisk hold af mennesker er med til at gøre til virkelighed,« siger Andrea Elisabeth Rudolph.

Hun er også stadig på kontoret i huset flere gange om ugen på den arbejdsplads, som hun har skabt fra bunden, og det nyder hun:

»Jeg elsker mit arbejde og min virksomhed. Jeg elsker at arbejde og have en hverdag her. Jeg elsker at se det gro organisk, sundt og stærkt. Jeg holder utrolig meget af holdet her, og jeg kan godt lide at dyrke fællesskabet og kulturen, der er opbygget her.«

AndreaRudolph011-1280x1920-portrait
Andrea Elisabeth Rudolph har forældre og bedsteforældre, der er iværksættere, og det lå hende derfor ikke fjernt at starte sit eget. »Som barn har jeg jo været vant til at sidde omkring et middagsbord, hvor der blev talt meget om iværksætteri, så det føltes det meget hjemmevant,« fortæller hun.  Foto: Christian Als

Trivslen er hendes ansvar
Dengang Andrea Elisabeth Rudolph grundlagde Rudolph Care, blev hun samtidig også leder for andre mennesker for første gang.

»Da jeg fik min første medarbejder, så var jeg jo ligesom leder, og jeg havde aldrig været leder før,« siger hun.

Hun vidste med det samme, at det var vigtigt for hende at vise tillid over for sine medarbejdere, og sådan har hun det også i dag, hvor hun giver ansvar og tror på, at andre kan løse opgaverne uden hende, fortæller hun.

»Som udgangspunkt har jeg fuld tillid til andre mennesker. Det er meget let for mig. Jeg er selv et meget ordentligt menneske, så det satser jeg på, at alle andre omkring mig også er,« fortæller Andrea Elisabeth Rudolph.

I dag er der omkring 30 medarbejdere i Rudolph Care, og selvom hun ikke længere har at gøre med den daglige ledelse, er det stadig vigtigt for hende, at medarbejderne trives, når de møder ind i villaen i Valby.

Og det har klart været det sværeste ved at være leder, fortæller hun.

»Ansvaret er mit, og jeg har relativt let ved at tage ansvar. Alt, hvad vi foretager os i virksomheden, har jeg ansvaret for, og det tager jeg gerne. Men det sværeste er ansvaret for andre menneskers trivsel,« siger Andrea Elisabeth Rudolph.

For der kan nemt være blinde vinkler, fordi »man hurtigt bliver kørt ned i drift,« lyder det.

»Nogle gange kan man sidde så langt nede i noget, at man ikke rigtig kan se det udefra,« forklarer hun.

Rudolph Care

Rudolph Care er et dansk hudplejebrand, som udvikler produkter inden for ansigtspleje, kropspleje og solpleje.

Grundlagt i 2009 af Andrea Elisabeth Rudolph.

Fokus på at passe på miljøet og på huden med ingredienser af høj kvalitet.

Er certificeret med Svanemærket, Ecocert COSMOS Organic, Vegan Trademark, AllergyCertified, Asthma-Allergy Nordic og B Corp.

Fold ud

Viser sin sårbarhed
Inden for de seneste år har Andrea Elisabeth Rudolph været igennem det, hun beskriver som »to kæmpe livskriser.«

Hun har haft brystkræft, og hun er blevet skilt.

Og det har i høj grad også påvirket hendes arbejdsliv, fortæller hun.

»Der har været dage, hvor jeg har været nødt til at gå hjem igen ligesom alle andre. Jeg er jo ikke et overmenneske,« siger Andrea Elisabeth Rudolph.

Men hun har valgt at være åben om det, fordi hun tror på, at det også er en styrke at være sårbar.

»Når man viser sin sårbarhed, så tør andre også vise mere af sig selv. Det gør bare, at det er utrolig meget lettere at navigere i hinanden,« siger hun.

Ifølge Andrea Elisabeth Rudolph er der mange fordele ved at vise sine sårbare sider – også som leder.

»Man lærer hinanden at kende og ved, hvordan man spiller hinanden gode. Man ved også, hvor man skal passe på hinanden og tage lidt hensyn. Det gør, at et hold kan blive sindssygt stærkt og dybt loyale,« siger hun.

Hun har selv stor respekt for folk, der tør at vise deres sårbarhed, fordi det kræver mod at gøre det, lyder det.

»Det er vigtigt for mig at vise, at man godt kan være stærk, samtidig med at man er sårbar,« siger hun.

AndreaRudolph005-1920x1280-landscape
»Når man viser sin sårbarhed, så tør andre også vise mere af sig selv. Det gør bare, at det er utrolig meget lettere at navigere i hinanden,« siger Andrea Elisabeth Rudolph. Foto: Christian Als

Taler om det svære
Andrea Elisabeth Rudolph er heller ikke selv bange for at vise sine følelser, være personlig eller vise sin sårbarhed, fortæller hun.

Hun taler højt, åbent og ærligt om det, der fylder, og sådan er kulturen også blevet i Rudolph Care.

For hun mener, at der skal være plads til, at man kan have dårlige dage, som man kan tale højt om og blive grebet i.

»Vi er mennesker, og det er så utrolig vigtigt at se det hele menneske. Livet er bare ret vildt nogle gange, og vi skal alle sammen igennem nogle svære perioder privat,« siger hun.

Det kan både være perioder med sygdom i familien, børn der ikke trives i skolen, dårlig søvn, eller at ”ens kæreste er en kæmpe nar, så man har skændtes hele natten,” som hun udtrykker det.

Men det kan også være følelsen af at være alene, føle sig utilstrækkelig, ikke at slå til og blive usikker eller være presset.

Og der skal være rum til det hele i Rudolph Care, fortæller hun.

»Det er utrolig vigtigt at have en arbejdsplads, hvor man kan komme og fortælle om de ting, der er svære. Faktisk er det sådan en ting, som jeg på en eller anden måde kræver, at man er åben omkring. Man behøver ikke blive privat, men det er rigtig vigtigt, at man deler, fordi det gør det transparent for andre,« siger Andrea Elisabeth Rudolph.

For på den måde er det trygt at gå på arbejde – både for den, der måske har det svært og for resten af holdet, forklarer hun.

»Hvis nu en medarbejder er ufokuseret, lidt stille eller har brug for at gå tidligt hjem, så ved man: ’Okay, men det er jo derfor,’ og så kan man på hver sin måde hjælpe vedkommende eller sørge for ro,« siger hun.

AndreaRudolph003-1280x1920-portrait
»Rudolph Care er mit hjertebarn, og jeg kunne jo godt have solgt virksomheden flere gange, men det har jeg simpelthen ikke haft lyst til,« lyder det fra Andrea Elisabeth Rudolph. Foto: Christian Als

Højt til loftet og farver på væggene
Det har især været vigtigt for Andrea Elisabeth Rudolph at skabe et trygt arbejdsmiljø for sine medarbejdere i Rudolph Care.

Faktisk mener hun, at det er »fuldstændig afgørende« for, at man kan præstere.

»Jeg lægger utrolig meget vægt på at skabe et miljø, som er trygt og rart at være i, fordi det er hele fundamentet,« siger hun.

Og det gælder også virksomhedens fysiske rammer, som der har været mange tanker bag. I villaen er der højt til loftet, lyserøde, blå og gule vægge, tændte stearinlys i pejsen, grønne planter, møbler af træ, blomster og lette, farverige gardiner.

»Det skal være rart at være her. Du kommer ind i nogle rum, hvor du tænker: ’Ej, her er blødt og rart,’« fortæller hun.

Andrea Elisabeth Rudolph mener også, at fællesskabet og kulturen i huset er afgørende for, at det er et trygt sted at gå arbejde.

Ifølge hende skal Rudolph Care være et sted, hvor man bliver anerkendt og set, og hvor man får nogle opgaver, som man har lyst til at løse. Det er vigtigt, at man får ansvar og har lyst til at blomstre, men det er lige så vigtigt, at man tør fejle – og det skal der være plads til, lyder det.

»Det er meget min opgave at skabe den bedste grobund for, at holdet kan blomstre,« siger hun.

Netop holdet og holdånden er en kerneopgave for hende som leder, og derfor har hun gjort meget for at sætte det rette hold og få det til at trives.

I virksomheden holder de blandt andet samlinger, spiller rundbold i haven, synger fællessang fra højskolesangbogen og tager på ture ud af huset.

»Det er vigtigt, fordi det giver en god fællesskabsfølelse,« siger Andrea Elisabeth Rudolph.

AndreaRudolph008-1920x1280-landscape
»Vi er alle sammen forskellige, og der er plads til os alle, men vi er også et hold. Der er ikke nogen, der er bedre end det hold, og det er meget stærkt at være et godt hold,« fortæller Andrea Elisabeth Rudolph.  Foto: Christian Als

Har altid hovedet i gang
Med en adresse bare et stenkast væk fra Rudolph Care er Andrea Elisabeth Rudolph den, der er hurtigst i huset, hvis alarmen går. Faktisk bor hun så tæt på, at hun kan se, hvis nogen har glemt at slukke lyset og beskriver sig selv som »en form for vicevært.«

Hun har generelt svært ved at skille privat- og arbejdsliv fra hinanden, men det tror hun især handler om, at hun er iværksætter.

»Det er ens store passion og hjerteblod. Jeg tænker altid og har hovedet i gang,« fortæller Andrea Elisabeth Rudolph.

Når hun holder fri og er ude i naturen, er sammen med mennesker eller læser en bog, bliver hun ofte inspireret til noget, der handler om hendes arbejde.

Og det er egentlig ikke noget, der går hende på, fortæller hun.

»Jeg elsker det. Det er jo en del af mig. Det er et kæmpe privilegie at have et arbejdsliv, som man elsker så højt, at det bare er en kæmpe glæde,« siger Andrea Elisabeth Rudolph.

Relateret indhold

LineBangNielsenTOP-1920x960-wide
Kvinder i ledelse

»Sådan opfører vi os altså ikke i 2025« udbrød Line, da endnu en mand afskar hende fra taletid på et møde

Som direktør i det firma, der blandt andet akutsikrede det brændende Børsen og ryddede op efter en kæmpe lejlighedsbrand i Vanløse, var Line Bang Nielsen så forhippet på at bevise sig selv, at det udløste et stresstilfælde. Nu er hun på vej tilbage i lederjobbet, en hel del klogere på sig selv og stadig lige ambitiøs – men også med et helt nyt mindset og et løfte om at passe bedre på sig selv.
10 min.
Aram Ostadian Binai står foran et vindue og kigger ud

Etniske minoriteter er et særsyn på de danske chefgange: »Hvis du har et fremmed navn, er det virkelig op ad bakke«

Aram Ostadian-Binai drømte om at blive leder, men oplevede, at hun blev fravalgt på grund af sit navn og sin hudfarve. Og den oplevelse står hun ikke alene med. Vores billede af en leder er stadigt for snævert, mener hun og to eksperter.
9 min.
Nina Smith står mellem to andre og smiler til kameraet
LEDERLIV

Nyt studie: Jo længere din ugentlige arbejdstid er, desto større er chancerne for at blive forfremmet

Der er en direkte sammenhæng mellem din arbejdsindsats, specielt i de unge år, og muligheden for at gøre karriere, viser et nypubliceret studie. Ifølge en af forfatterne, professor Nina Smith, kan det være en del af forklaringen på, at kvinderne stadig sakker efter mændene.
6 min.
En collage af DuffBeautys Team

Neda og Nadia har skabt en vækstsucces med 14 unge kvindelige ansatte: »Vi har hyret dem, der var bedst til jobbet«

Diversiteten er til at overse i søstrene Neda og Nadia Juns virksomhed, hvor samtlige 14 medarbejdere er kvinder – de fleste fra Generation Z. Den ensartede medarbejdergruppe har dog ikke været en hindring for succes. Nærmere tværtimod. Alligevel har de to stiftere nu valgt at få hjælp til at rekruttere mere diverst.
9 min.
Stina Glavind står på toppen af et bjerg
Lederportræt

Stina har besteget de højeste bjerge på syv kontinenter. Her er, hvad det har lært hende som leder

Sideløbende med en succesfuld lederkarriere har Stina Glavind besteget de højeste bjerge i verden. Det har givet hende et indgående kendskab til egne styrker og svagheder, men også nogle helt konkrete erfaringer, der kan komme alle ledere til gode.
11 min.
Britta Korre Stenholt kigger på gardiner

I folkeskolen lærte Britta Korre Stenholt en vigtig lektie om ledelse

Som leder skal du være dygtigere til at spørge end til at svare. Det mener topchef i Stark Danmark, Britta Korre Stenholt. En tilgang til ledelse, som trækker tråde tilbage til hendes tid som elevrådsrepræsentant i skolebestyrelsen.
7 min.