Majbritt og Frank har valgt at dele barslen: »Vi skal have rykket på forventningen om, at det er kvinden, der tager det meste af barslen«

»Har du styr på ham?« spørger 42-årige Frank Skov, der er gået ud i køkkenet for at lave en sutteflaske klar. Han er iklædt en sort poloshirt fra Hugo Boss, lyse jeans med et lille hul over venstre knæ. Og sorte maosko. Han ryster flasken med modermælkserstatning og sænker den langsomt ned i en flaskevarmer med akkurat så meget vand i, at det ikke løber over.

På gulvet i stuen ligger Peter på knap otte måneder og forsøger at møve sig frem på maven, mens han kæmper for at holde hovedet oppe. Franks kone, Majbritt, sidder ved siden af.  

»Du er vist ved at være træt,« siger hun og stryger en hånd over Peters baghoved. »En flaske, og så skal du sove. Så kan far få lidt fred.« Hun er også i sorte maosko. Men ellers er tøjet noget mere formelt: Et mørkt jakkesæt over en cremefarvet silke-skjortebluse. 

Om lidt skal hun nemlig på arbejde på kontoret nær Islands Brygge. 

Og den tur har den 40-årige partner og cheføkonom i Deloitte taget næsten dagligt siden begyndelsen af august, hvor hun vendte tilbage fra barsel. Nu er det Frank, der til dagligt arbejder som souschef i en afdeling for kreditanalyse i Danske Bank, der går hjemme og passer den lille. Og det skal han gøre frem til januar, hvor Peter skal starte i vuggestue.

Dermed ender parret med at dele barslen stort set lige – ja, faktisk kommer Frank til at tage en smule mere barsel end sin kone. Og den fordeling er langt fra almindelig herhjemme.    

Ifølge Danmarks Statistik tager danske fædre i gennemsnit cirka 30 dages barselsorlov, mens mødrene rundt regnet holder ti gange så meget. 

Så lang tid kunne Majbritt Skov ikke forestille sig at være på barsel.  

»Jeg kan virkelig godt lide at arbejde. Det er en del af mig. Jeg får energi af det og elsker at give den gas,« siger hun. 

Hun satte pris på de måneder, hun gik hjemme med Peter, understreger hun. Men hun vidste også, at der ikke skulle gå for længe, før hun tog arbejdet op igen.  

»Jeg vil gerne kunne bidrage med noget andet end at være mor. Med noget fagligt. Og den side af mig ville ryge for meget i baggrunden, hvis jeg skulle være væk et helt år. Fagligt set ville jeg føle, jeg gik for meget i stå,« siger hun. 

Nogle mener, at barnet har en særlig tilknytning til moren og derfor har et større behov for hende det første leveår – hvad tænker du om det?

»Lige efter fødslen – og særligt hvis man ammer – er der helt sikkert et tættere biologisk betinget tilknytningsforhold mellem mor og barn. Men grundlæggende mener jeg, at mødre og fædre kan være lige så gode til at vise kærlighed, omsorg og nærvær for deres børn, fra de er helt små. Det kan jeg jo se på min egen mands forhold til vores sønner,« siger hun.  

Da parret for fire år siden fik deres første barn, Kristian, holdt Majbritt også cirka et halvt års barsel, mens Frank tog omkring tre måneder. Det betød, at Kristian begyndte i institution, da han var otte måneder. Og det var lidt for tidligt, mener parret i dag. 

»Jeg havde fornemmelsen af, at vores første var lige lille nok, da han startede i vuggestue. Derfor har jeg valgt at blive længere hjemme med nummer to, så vi kan sikre os, at han har styr på de helt basale ting,« siger Frank, der dog også har skævet til, hvor længe han kunne gå hjemme med løn. 

»Heldigvis har finanssektoren ret gode barselsvilkår – også for mænd. Og det har også haft betydning for min beslutning om at holde så relativ lang en barsel. Det skal også kunne hænge sammen økonomisk set,« siger han. 

Frank får fuld løn i tre måneder. Resten af tiden er han på barselsdagpenge og har desuden nogle ugers ferie til gode. 

Samme længde barsel – forskellige reaktioner 

Ifølge parret har de altid haft en »god tradition for at være fælles om tingene,« som Majbritt udtrykker det. Og den tradition vil de gerne give videre til deres børn. 

 »Vi vil gerne vise vores børn, at det ikke kun er mor, der går hjemme og passer børn. Far tager lige så stor del i det,« siger hun.

 »Helt enig,« istemmer Frank. »At dele barslen handler først og fremmest om, at vi begge gerne vil være der for vores dreng. Men også om at sætte et eksempel. Vores børn lægger måske ikke mærke til det nu og her, men senere kan vi fortælle dem, hvordan vi har indrettet os. På den måde håber vi at kunne vise dem en vej, hvor forældreskabet er noget, man er fælles om.«

Majbritt og Frank, der begge er fra Vestjylland og uddannet i nationaløkonomi, bor på 1. sal i et stort, moderne lejlighedskompleks i Ørestad. På køkkenbordet ligger nyeste nummer af magasinet The Economist. Og i en bogkasse i børnenes soveværelse står Emil fra Lønneberg side om side med Kapitalen af den franske økonom Thomas Piketty og Alan Greenspans The Age of Turbulence. 

Sutteflasken er klar. Frank sætter sig i en sort lædersofa i stuen sammen med Peter, som fægter med hænderne efter flasken. Imens står Majbritt i entreen og affnugger sine dybblå, højhælede ruskindssko med en fnugrulle. 

Majbritt og Frank er ikke blevet mødt med helt de samme reaktioner fra omverdenen på, at de har valgt at dele barslen. 

I Franks tilfælde har ordene fra venner og kolleger overvejende været positive: »Der er måske nogle, der har tænkt, at det var lang tid. Men jeg oplever også, at det langsomt bliver mere og mere accepteret, at mænd tager en god bid af barslen – særlig blandt de yngre generationer,« siger Frank og understreger, at han har fået god støtte fra sin egen chef. Og netop opbakningen fra ens virksomhed er vigtig, mener han, hvis man skal kunne slappe af i rollen som barslende forælder. 

»Ellers kan man hurtigt få dårlig samvittighed over ikke at være der for sine kolleger og medarbejdere,« som han siger.  

For Majbritts vedkommende har reaktionerne været mere blandede. Hendes virksomhed, Deloitte, tog godt imod nyheden om, at hun skulle på barsel – også selv om den kom kort tid efter, at hun var blevet udnævnt til partner i det store konsulenthus. Men flere venner og bekendte spurgte ind til, hvorfor hun ikke ville holde længere barsel. Og det er sigende for de generelle forventninger, der er til fordelingen af barslen, mener hun.  

»Det ville ingen have spurgt mig om, hvis jeg var en mand!« siger hun.

»Der er en forventning om, at kvinden tager størstedelen af barslen. Og den forventning vil jeg gerne være med til at få gjort op med, så man som kvinde ikke skal forsvare sig, hvis man vælger at holde en kortere barsel end gennemsnittet.« 

Og hvorfor er det vigtigt?

 »Mit ønskescenarie er, at virksomheder ikke skeler til kønnet, når de står med en kandidat til en stilling i slutningen af 20’erne eller starten af 30’erne, hvor mange får børn.

Forventningen skal være, at det lige så godt kan være manden som kvinden, der tager størstedelen af barslen. Eller i det mindste, at de tager lige meget. Ellers kan det blive til kvindens ulempe i en ansættelsessituation. Og så længe det er sådan, får vi ikke udnyttet vores samlede talentmasse i samfundet,« siger hun. 

I ligestillingens tegn 

Ifølge et EU-direktiv skal medlemslandene senest i august 2022 have sikret mindst ni ugers øremærket barsel til begge forældre, som ikke kan overføres. Særligt de øremærkede barselsuger til barnets far – eller medmor – har skabt debat. Det bør være op til forældrene selv af afgøre, hvordan de fordeler deres barsel, lyder det fra den ene side i debatten, mens argumentet fra den anden side er, at øremærket barsel er den eneste måde, vi kan få fædrene til at tage mere barsel på – og dermed skabe en bedre balance i hjemmet og på arbejdspladsen. 

Som udgangspunkt er Majbritt og Frank Skov ikke tilhængere af, at staten blander sig i familielivet. Men når det kommer til barselsreglerne, er de dog parate til at gøre en forskel.

»I ligestillingens tegn må vi give køb på vores grundlæggende liberale holdning,« som Majbritt siger det med et grin.   

»Jeg troede egentlig, vi var kommet længere. Men der er stadig mange, der mener, at barslen primært er kvindens opgave. Og derfor er jeg klar til at støtte alle de initiativer, der stiller kvinder og mænd lige i barslen,« siger hun.

Frank nikker anerkendende, men tilføjer, at risikoen ved øremærket barsel til faren kan være, at barnets far vælger de øremærkede barselsuger fra – og at barnet derfor bliver sendt tidligere i institution. »Omvendt kan jeg godt se, at det ikke fungerer med de regler, vi har i dag. Derfor er vi som samfund nødt til at hjælpe udviklingen på vej,« siger han.

Kvinderne skal ville ledervejen  

Øremærket barsel til mænd kan være med til at skabe bedre forudsætninger for, at kvinder kan gå ledervejen, mener parret. Men, forklarer de, øremærket barsel gør det ikke alene, hvis vi skal se flere kvinder i lederstillinger. 

»De skal også ville ledervejen. Og være klar til at lave de prioriteringer, det kræver,« siger Majbritt. 

Og det er de ikke i dag? 

»Nogle er. Og derfor går det også i den rigtige retning. Men lad os være ærlige: Det er de færreste, som dagligt kan nå at se veninderne, få trænet, hente ungerne tidligt, klare husholdningen og gå ledervejen samtidigt,« siger hun og tilføjer. 

»Det er ikke det samme som at sige, at man ikke kan være leder og en nærværende mor på samme tid. Det kan man sagtens. Men det kræver dels, at man har en partner, der også tager del i det huslige, men også at man er klar til at vælge nogle ting fra - i hvert fald så længe børnene er små.«

Peter gnider sig i øjnene. Frank kysser ham på panden og lægger ham forsigtigt ned i en tremmeseng, som Majbritt har sat frem. Få minutter efter sover han.

Får tingene gjort 

Mens Frank nipper til kaffen, fortæller han, at det ikke kun er samværet med børnene, der er gevinsten ved at være på barsel. 

»Det sætter tingene i perspektiv at gå hjemme med sit barn. Man opdager, hvor vigtig de nære relationer er. For mit vedkommende har det betydet, at jeg ikke på samme måde som tidligere forfølger en opgave til den bitre ende. Jeg er dog ikke blevet mindre effektiv af den grund. Tværtimod. Jeg får tingene gjort, fordi jeg ved, at der også er en familie, der har brug for mig.«

Frem til januar kommer dagene dog til gå med at lege med den lille, skifte ble, made ham, lægge ham til at sove, rydde op og vaske tøj. Og så, når klokken nærmer sig fire, hente storebror, der går i udflytterbørnehave.

Frank, kan du godt slippe arbejdet, når du er på barsel?

»Timingen var ikke supergod, fordi vi var midt i nogle omstruktureringer. Det gør, at jeg har fulgt lidt med fra sidelinjen. Som leder har man jo en ansvarsfølelse, som kan være svær at lægge fra sig. Men min chef har været god til at fortælle mig, at der er styr på det, og i det hele taget bakket mig op i mit valg om at holde længere barsel end de fleste andre fædre,« siger han. 

Frank og Majbritt er selv bevidste om de signaler, de som ledere sender, når en medarbejder kommer og fortæller, at han eller hun skal på barsel. 

»Jeg siger altid: ’Yes! Hvor er det fedt’. Det er jo kæmpestort at blive forældre. Selvfølgelig gør det tingene en smule mere besværlige for teamet i en periode, fordi vi måske skal hive andre kræfter ind. Men på den lange bane er det kun godt. Jeg plejer at sige, at de bedste projektledere – alt andet lige – er dem, der har børn. De bliver naturligt mere modne og effektive med forældrerollen og mere trænet i at jonglere med mange bolde i luften på samme tid,« siger Majbritt.  

Hvad vil I give videre til andre, som står over for at skulle på barsel? 

Frank fortæller: 

»Hvis man har et krævende job, kan det virke uoverskueligt at skulle gå hjemme i bare tre måneder. Men ud af et helt arbejdsliv er det jo ikke særligt meget. Og det er det hele værd, en gylden mulighed for at være sammen med sit lille barn. Og det er der desværre mange fædre, der går glip af. Måske fordi de glemmer at træde et skridt tilbage og se tingene i et større perspektiv.«

Peter begynder at give lyd fra sig i tremmesengen. Frank tager ham op på skødet og sætter sig med ham ved spisebordet. Majbritt sidder ved siden af og har slået computeren op.

»Hov, der fik jeg vist lige aflyst et møde i eftermiddag,« siger hun. »Så kan det være, jeg kommer tidligt hjem.«

»Det ville være dejlig,« siger Frank. »Ikk’ Peter?« 

Majbritt, din barsel er slut nu. Ville du ændre noget, hvis du kunne holde din barsel igen? 

»Ikke i forhold til længden af barslen. Det var meget passende. Men jeg havde sat mig et mål, som jeg ikke nåede,« siger hun og vender blikket mod en akustisk guitar, som hun købte, lige inden hun gik på barsel. 

»Jeg havde sagt til mig selv, at jeg omsider skulle lære at spille guitar, en gammel drøm. Men jeg tror ikke, jeg fik brugt den en eneste gang,« siger hun og slår et stort grin op.   

Det kan være, der kommer en chance mere?

»Haha, nej. Det er sidste gang, jeg har været på barsel. Jeg er 40 og taknemmelig for de børn, jeg har fået. Og for at jeg har en partner, der tror på, at det ikke er enten familie eller arbejde, men både og – ikke mindst når man er to om det.«