Michael Fønss Gjørup har et af Danmarks sværeste lederjob

Overfaldet kom helt uden varsel. Den indsatte, som var medlem af banden Loyal to Familia, stod i døråbningen til cellen og havde netop vekslet nogle ord med en fængselsbetjent, mens to andre betjente befandt sig få meter væk. Da betjenten nærmest bandemedlemmet vendte ryggen til, bippede overfaldsalarmen få sekunder senere hos alle andre betjente på afdelingen. En af de to andre betjente havde aktiveret den, og på under et minut kom seks-syv kolleger løbende til stedet. Her lå både fængselsbetjenten og den indsatte på gulvet. Betjenten med en flænge i baghovedet, mens den indsatte selv havde lagt sig. Han vidste, at han lige så godt kunne lade være med at gøre modstand mod at blive lagt i håndjern efter det, han lige havde gjort. Han havde hurtigt snuppet den strømpe med en dåse tun i, som han havde klar i lommen, svunget den rundt i luften et par gange og hamret den flere gange i hovedet på betjenten.

Det er denne type vold, hvor der ikke har været tegn på aggression, før slagene falder, der tager hårdest på personalet i fængslerne, og det er historier som denne, der gør det sværere at skaffe nye betjente til danske fængsler. Overfaldet med tundåsen er også en del af historien om at være leder for en arbejdsplads, hvor vold og trusler forekommer jævnligt, og hvor manglen på personale er et vilkår, der stiller særlige krav til lederne. Især når de skal finde balancen mellem at holde på medarbejderne og undgå, at nogen brænder ud, fordi de er blevet for længe i et job, de ikke passer til.  

Humlebien på Falster
Ikke siden 2012 har der været en nettotilgang af fængselsbetjente, og manglen har fået stor medieomtale de senere år. Artikler om ‘Kriminalforsorgen på katastrofekurs’ og ‘Fængselsbetjente kæmper mod voldelige indsatte’, fortæller historien om PTSD-ramte fængselsbetjente og om interne ‘nødråb’, hvor ledere af arresthuse kritiserer de arbejdsbetingelser, der giver store udfordringer for lederne i de enkelte fængsler. De må ikke gå på kompromis med det antal betjente, der skal være på vagt, og det lægger pres på både ledere og medarbejdere. »Vi kører på pumperne,« udtalte Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen tidligere i år. Det kender lederen af Storstrøm Fængsel, Michael Fønss Gjørup, alt til.

»Mit største problem er personalemanglen. Takket være dygtige og loyale medarbejdere og ledere er det her sted som humlebien, der ikke burde kunne flyve. Men det slider. Det slider på personalet og på mine ledere. Det er skamfuldt, at vi er nået derud. Det er en katastrofe,« siger han og uddyber:

»Vi har nogle lig i lasten i forhold til dårlig omtale af arbejdsmiljø, vold og trusler mod personalet. Men vi har faktisk også mange succeshistorier. En stor del af vores personale er jo glade for at være ansat i Kriminalforsorgen og har rigtig mange år på bagen, men de grimme historier fylder jo altid meget i pressen, og samtidig er der også stor efterspørgsel på arbejdskraft på den anden side af ringmuren, og det gør det endnu sværere at tiltrække folk.«

Han har sat sig på sit kontor med hænderne foldet på mødebordet foran sig. På skuldrene af den lyseblå uniformsskjorte sidder den krone og de tre stjerner rammet ind af en hvid kant, der signalerer ‘Institutionschef’. Dem har han på lidt endnu, indtil han går på pension i begyndelsen af 2023. Stemmen er venlig og rund, men med myndighed og en nøgtern tone, der vidner om det, han er: En mand, der gennem mange år har mødt mennesker fra samfundets nederste sociale afkroge og har formået at håndtere de voldsomme oplevelser, det har ført med sig.

Relationerne ryger
Personalemanglen betyder, at fængselsbetjentene kan blive beordret til at blive på arbejde i nogle ekstra timer eller med kort varsel få inddraget weekenden. Det giver udfordringer for Michael Fønss Gjørup. Siden åbningen i 2017 har han været chef for fængslet, der aktuelt er fuldt besat med 259 indsatte bag en 1,3 kilometer lang og seks meter høj mur. Nogle af fangerne har domme på nogle få måneder, men er vurderet uegnede til at sidde i åbne fængsler, fordi de tidligere har begået kriminalitet under afsoningen eller er stukket af. Andre er blandt Danmarks hårdeste kriminelle, for eksempel livstidsfanger og personer dømt til forvaring. Det er her, han som leder kæmper for at få enderne til at mødes og skabe en god arbejdsplads for de fængselsbetjente, der i den grad savner kolleger. En prognose fra september 2021 viser, at der i 2025 vil være brug for 3.500 betjente, men i efteråret 2021 var der under 2.000 i tjeneste.

Storstrøm Fængsel ønsker ikke at oplyse, hvor mange betjente, der er ansat, men Michael Fønss Gjørup vurderer, at der er brug for 15-20 procent flere uniformerede kolleger. Det vil både gøre det nemmere at lægge vagtplaner og mindske risikoen for vold.

Erfaringerne viser, at jo mere tid fængselsbetjentene kan bruge hos de indsatte, desto mindre er risikoen for overfald. Men manglen på personale i fængslerne skubber det såkaldte relationsarbejde, hvor betjentene har tid til at tale med den indsatte, i baggrunden, og det gør lederen, og alle kollegerne i fængslet, frustrerede.  

LTF-effekten
‘Husk at låse døren’. Sedlen med budskabet kan måske fremstå som en næsten ironisk kommentar, når den sidder i et fængsel, men Storstrøm Fængsel er trods alt et kompleks med 1.900 døre fordelt på 35.000 kvadratmeter, og der skal være styr på alle procedurer. Ikke mindst ved indgangskontrollen, hvor telefoner og anden elektronik skal efterlades, inden de besøgende får gennemlyst tasker og går igennem metaldetektor og kropsscanner. Det er her Michael Fønss Gjørup har taget imod og vist hen til sit kontor i en af administrationsbygningerne, hvor han fortæller om overfaldet med tundåsen. Det ligger et par år tilbage i tiden. En periode hvor politiet havde støvsuget gaderne for personer, der var medlemmer af Loyal to Familia.

»Der kom en del af dem herned til os, og vi placerede dem på vores særligt sikrede afdeling. Det bærer statistikken for den periode også præg af. Vi havde flere hændelser derovre med overfald på vores personale. Fuldstændig umotiverede overfald.«

Der er dog positive tegn. I 2019 var der 197 indberettede voldsepisoder mod personalet i danske fængsler, i 2021 var der 165. Også antallet af trusler er nedadgående. I Storstrøm Fængsel kan det hænge sammen med de moderne omgivelser, der giver mere lys og luft og mindre fængselsstemning, vurderer Michael Fønss Gjørup, som også fremhæver sit personale som årsag til, at der er færre episoder. Held spiller også ind, fortæller han, for nogle af de ’gamle kendinge’, der er udadreagerende og ofte skaber problemer, sidder nu i andre fængsler. Så snart de har været voldelige og udadreagerende i ét fængsel, ryger de et andet sted hen, så de ansatte kan få en pause fra den besværlige indsatte.

På trods af den positive udvikling i antallet af episoder, er der en negativ tendens med de indsatte i dag i forhold til tidligere. En tendens, der er historien om en helt anden type fængsel end det, der står i glas og ramme på en hylde på kontoret: Et billede af porten ind til Vridsløselille Fængsel, der blev ikonisk i Olsen Bande-filmenes univers af humor og hyggekriminalitet.

»Der er sket en forråelse. De indsatte er mere konfronterende. Vi har godt nok oplevet færre episoder med vold og trusler de sidste par år, men jeg kan ikke bare læne mig tilbage og sige, at nu er alt fint.«

Den psykiske grænse
Efter et overfald eller en trussel gør lederne i fængslet meget ud af at tale episoden igennem med medarbejderne, der også har mulighed for psykologhjælp. Fokus på trivslen er blevet større i fængslerne gennem tiden, og for en fængselsleder er det et dilemma, når en ansat ikke trives i jobbet. For hvor meget skal lederen presse på, for at få medarbejderen til at blive? Den ansatte, der blev slået ned af bandemedlemmet, er stadig ansat i Kriminalforsorgen, men arbejder i dag i et andet fængsel.

»Vi sørgede for psykologhjælp og tog samtaler med ham. Hans chef på afdelingen havde 100 procent opmærksomhed på ham, da han kom tilbage, men han havde svært ved at være derovre. Og så hjalp vi ham med at få en stilling et andet sted. Vi gør simpelthen alt, hvad vi kan for at holde på folk, men man kan jo ikke fortænke nogen i, hvis de siger, at det her kan de bare ikke være i,« siger institutionschefen.

Fønss Gjørup og hans lederkolleger forsøger at være opmærksomme på små signaler, der viser, at en medarbejder ikke trives, for eksempel hyppige sygemeldinger, eller hvis medarbejderen virker nedtrykt. I første omgang tager lederne en samtale med vedkommende og spørger, om det er noget arbejdsrelateret eller privat, der spiller ind, og Michael Fønss Gjørup opfordrer personen til også at tale med sine pårørende.

»Hvis først psyken spiller én et puds som ung mand eller kvinde i uniform, så skal man overveje, om man skal have det her job. Det er rigtig vigtigt, at vi som ledere intervenerer på et tidspunkt, hvor vi vurderer, at vi kan bruge vores erfaringer til at sige: ‘Det er nok godt, hvis du finder noget andet’. Det møgærgerligt, når vi mister nogen, men hellere det end, at de pludselig sidder derhjemme og kigger ud ad vinduet, og ingenting hænger sammen på grund af arbejdet.«

Han ved, hvad han taler om, for episoden med tundåsen, er langt fra første gang, han har set, hvad det kan gøre ved en kollega at møde den voldsomme del af fængselsvirkeligheden. I sin tid i Vestre Fængsel, hvor Michael Fønss Gjørup også havde en lederstilling, oplevede han, hvordan en kollega blev presset ud over en psykisk grænse. En morgen gik alarmen.

»En indsat havde hængt sig. Vi kom løbende derop, men en ny, ung betjent frøs fuldstændig. Han stod udenfor på gangen og var ikke i stand til at hjælpe kollegerne. Jeg tog en snak med ham bagefter, og han sagde, at episoden gik ham på. Da jeg borede lidt i det, viste det sig, at der også var noget med tonen hos nogle af de indsatte. Den råhed der var. Der skal man være ærlig over for medarbejderen og sige, at så skal man måske tænke over, om det er det rigtige job.«

Nogle medarbejdere kan dog vænne sig til meget i jobbet, vurderer han, og så er der nogle, der er begunstiget af en stærk psyke fra start.

»Vi har for eksempel en kollega her, som havde en rigtig grim oplevelse i forbindelse med en befrielsesaktion på Nykøbing Falster Sygehus, hvor hun blev truet med en pistol. Men hun er tilbage i tjenesten og har det godt.«

Forlovet med systemet
Drivkraften for ham, da han sagde ja til jobbet var at skabe et fængsel med et godt arbejdsmiljø, men personalemanglen gør, at det ikke er lykkedes. En dag sagde en medarbejder til Michael Fønss Gjørup, at ledelsen burde skamme sig. Han gav hende ret.

»Jeg skammer mig over, at jeg skal drive en butik på denne her måde. Det ærgrer mig, og det irriterer mit ego voldsomt, men vi har en bunden opgave som statstjenestemænd, og derfor ligger der noget andet i det, end hvis det havde været stilladsarbejdere. Så var de gået hjem for længst. Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt, men vi har ingen andre muligheder,« siger han med henvisning til, at de uniformerede kolleger kan blive beordret på arbejde, selvom de havde udsigt til fyraften eller fridag.

Han forsøger at holde motivationen og modet oppe hos de ansatte, når samtaleemnet er de alt for få ansatte.

»For mange år siden var jeg i militæret, og en af de ting, jeg tog med mig, er, at man som leder skal vise vejen og ‘tage rygsækken på’. Hvis først officererne og befalingsmændene begynder at hænge med næbbet, så ... Ikke at man skal være Komiske Ali, for man skal være realistisk og autentisk. Derfor er jeg ærlig, når vi snakker om det. Jeg giver medarbejderne ret i, at det er ad helvedes til, men siger, at så længe, vi står sammen, skal vi nok komme igennem,« siger han. Og så kommer tilføjelsen som bliver leveret uden tegn på ironi: »Og så kan jeg godt finde på at gå op på mit kontor og nikke skabslågen en skalle bagefter.«

Storstrøm Fængsel er det første nye store danske fængsel i mange år, og den afgående institutionschef var beæret over at få stillingen. I en grad så han føler, at han skylder noget, og det er en vigtig grund til, at han selv er blevet i jobbet på trods af frustrationer over arbejdsbetingelserne.

»Det kan godt lyde lidt latterligt, men når man har arbejdet i systemet i så mange år, er man nærmest lidt forlovet med det. Jeg kunne ikke få mig selv til bare at gå ud ad døren og sige: ‘Nu kan i rende mig et vist sted.’ Jeg synes, man skylder som leder ikke at overgive sig.«

Han betegner det som en kamp, han kæmper sammen med den øvrige ledelse. Da en betjent egentlig var blevet beordret på at arbejde den weekend, hans søn skulle konfirmeres, tog Michael Fønss Gjørup vagten. Det er ikke noget, han selv nævner, men en historie, der kommer fra en ansat i en anden bygning i fængslet. Her er så hyggeligt, som det nu kan være i et miljø, der er beregnet til at holde folk indespærret. Ved en form for receptionsdisk kan de indsatte låne brætspil og andre adspredelser. Michael Fønss Gjørup og et par ansatte laver sjov med hinanden, og på den anden side af en stor glasvæg sidder en indsat henslængt i en stol og ser tv. Det ser afslappet ud, og det er sådan, lederen af fængslet helst vil have det. På begge sider af glasvæggen. Det er den vigtigste lærdom, han har taget med sig som leder, og det, der giver den bedste arbejdsplads, selvom den er usædvanlig:

»Vi oplever, at de fleste indsatte, også er interesserede i at få en problemfri afsoning. Devisen for mig er, at så længe vi behandler folk ordentligt, så kan vi også se os selv i spejlet. Mennesker skal behandles ordentligt, uanset om det er indsatte eller ansatte.«