Peaks og iPad
Selv om Nina Jørgensen holder fast i, at hendes arbejdsdage skal give plads til hendes forældreskab, er der stadig skal-opgaver i et lederjob. Og tiden slår aldrig helt til.
»Indimellem har min chef og jeg nogle diskussioner om, hvad der er hendes prioriteter, og hvad der er mine, og nogle gange ender de med, at jeg må gøre begge dele. Der kommer nogle peaks, hvor jeg er nødt til at sætte mig ned og arbejde igennem, til det er overstået. Det her er ikke et job, hvor jeg kan sige ’det kan jeg ikke nå’,« siger hun.
En del af vilkåret er derfor også, at hendes datter i perioder får mindre opmærksomhed.
»Hun er nødt til at kunne lege alene, og nogle gange må hun også sidde med en iPad. Og det er jo ulempen ved at være alene. Der er kun mig, og i nogle perioder skal jeg bare levere på mit arbejde. Så det kan give noget stress og tvivl om, hvorvidt jeg gør det rigtige.«
I Nina Jørgensens liv er der heller ikke plads til fritidsinteresser, motion eller bif-ture, mens ’den anden’ tager over, for der er ingen anden.
»Jeg forsvinder måske selv lidt i det som person. På en almindelig dag har jeg højst en halv time for mig selv sidst på dagen, inden det hele starter forfra igen. Det er det negative. Og så det at være alene med alting og ikke have nogen at vende det med.«