»Karrieren gik så godt, at jeg glemte at få børn«

Da Nina Jørgensen for seks år siden fortalte sin chef, at hun var gravid, var begejstringen mildt sagt til at overse. Hun var på det tidspunkt 41 år og indtog en global ledende rolle med masser af rejseaktivitet i en amerikansk virksomhed.

»Da jeg fik jobbet, sagde ledelsen, at det kun var for modne mennesker. Man skulle være ude over det med små børn og være fri til at rejse. Jeg sagde bare ’ja, det er forstået’, for det at få et barn var kun en løs idé dengang,« siger Nina Jørgensen.

Oven i overraskelsen for cheferne var Nina Jørgensen ikke blot på vej til at blive småbarnsmor; hun ville også blive det alene. Hun var nemlig blevet gravid med sæd fra en donor på en fertilitetsklinik.

»Så der gik lidt en chokbølge gennem teamet, men jeg tænkte bare, at det måtte komme til at gå. Og det har det også gjort, selv om der har været udfordringer,« siger Nina Jørgensen. I dag har Nina Jørgensen fortsat et stort ansvar i virksomheden FCM Corporation, som overtog hendes del af den gamle virksomhed i 2017. Hun er global reguleringschef med både projekt- og personaleledelse, og hun har det overordnede regulatoriske ansvar for afdelingsprodukter i virksomheden, der forsker i og udvikler plantebeskyttelse til landbruget.

Hun har også en datter, Iris på fem år, som hun er alene med 365 dage om året.

Fra karriere til projekt baby
Nina Jørgensen har haft fuld fart på op ad karrieretrappen, siden hun blev færdig med sin uddannelse. Det ene skridt førte det andet med sig, og målet var at nå helt til tops. Det sociale var der til gengæld ikke så meget tid til.

»Jeg havde et kæmpe netværk, da jeg var studerende, som jo også typisk er der, man møder en partner. Men i mine 30’ere fik jeg gradvist mere ansvar og flere rejser på mit arbejde. Det var en honningkrukke at blive trukket ind i; pludselig opdagede jeg, at jeg ikke rigtig havde nået andet end karriere,« siger Nina Jørgensen.

Da tanken først bed sig fast, blev det at få familie og børn det vigtigste, når hun datede.

»Jeg sorterede lynhurtigt mændene fra, hvis jeg ikke kunne se dem som far for mit barn. Det hele kom til at handle om projekt baby, så der var ikke nogen, som fik en chance,« siger hun.

På forretningsrejse med hormoner
Ideen om at blive solomor kom fra en kollega, der var blevet det nogle år før.

»Dengang hun gik gennem processen, havde jeg tænkt, at jeg aldrig i livet ville vælge solomor-vejen, for mit barn skulle have en far. Men til en fest kom jeg til at tale med hende, og så gik tankerne i gang.«

Fra tanke til handling var der ikke langt. Nina Jørgensen indgik en aftale med en kammerat om at være donor, og hun gik i fertilitetsbehandling. Midt i behandlingen sprang Nina Jørgensens ven dog fra aftalen, fordi han mødte en kvinde, der ikke kunne være i det. På det tidspunkt var de i gang med første fertilitetsbehandling, så Nina Jørgensen fik en uge til at beslutte sig for, om hun ville gå videre alene.

»Jeg var i USA på forretningsrejse med alle mine hormoner, som jeg skulle tage som led i den igangværende fertilitetsbehandling. Så jeg gik til møder om dagen og så på donorbilleder om aftenen,« fortæller hun.

Da Nina Jørgensen kom hjem, var beslutningen taget. Hun havde indstillet sig på at blive solomor og ville gå videre, også uden en far til barnet. Nogle måneder senere lykkedes det hende at blive gravid, og i januar 2018 blev hun mor til Iris.

Corona og sampasning
Om ledelsesrollen og livet som enlig mor kunne forenes, fyldte meget lidt.

»Jeg reflekterede ikke så meget over det. Moderrollen var ny og spændende, og så måtte vi se, om jeg kunne påtage mig et ledelsesansvar efterfølgende,« siger hun.

Efter barslen var Nina Jørgensen optimistisk og blev støttet af sin ledelse, som nu var kommet sig over chokket.

»Kort før min barsel var min gamle virksomhed blevet splittet op som en del af en fusion, og jeg var blevet virksomhedsoverdraget til en ny virksomhed, FMC. Da jeg forlod den gamle virksomhed, havde jeg afgivet opgaver, og nu fik jeg ikke nye. Så på den måde blev der taget hensyn. Det første år havde vi desuden en aftale om, at jeg ikke behøvede at rejse,« fortæller hun:

»Så kom Corona, så jeg havde faktisk tre år, hvor jeg slet ikke rejste. Under nedlukningen boede jeg et par måneder hos mine forældre. Derudover arrangerede jeg pasning sammen med nogle forældre i min datters vuggestue, og vi arbejdede på skift.«

Peaks og iPad
Selv om Nina Jørgensen holder fast i, at hendes arbejdsdage skal give plads til hendes forældreskab, er der stadig skal-opgaver i et lederjob. Og tiden slår aldrig helt til.

»Indimellem har min chef og jeg nogle diskussioner om, hvad der er hendes prioriteter, og hvad der er mine, og nogle gange ender de med, at jeg må gøre begge dele. Der kommer nogle peaks, hvor jeg er nødt til at sætte mig ned og arbejde igennem, til det er overstået. Det her er ikke et job, hvor jeg kan sige ’det kan jeg ikke nå’,« siger hun.

En del af vilkåret er derfor også, at hendes datter i perioder får mindre opmærksomhed.

»Hun er nødt til at kunne lege alene, og nogle gange må hun også sidde med en iPad. Og det er jo ulempen ved at være alene. Der er kun mig, og i nogle perioder skal jeg bare levere på mit arbejde. Så det kan give noget stress og tvivl om, hvorvidt jeg gør det rigtige.«

I Nina Jørgensens liv er der heller ikke plads til fritidsinteresser, motion eller bif-ture, mens ’den anden’ tager over, for der er ingen anden.

»Jeg forsvinder måske selv lidt i det som person. På en almindelig dag har jeg højst en halv time for mig selv sidst på dagen, inden det hele starter forfra igen. Det er det negative. Og så det at være alene med alting og ikke have nogen at vende det med.«

Følelsesmæssig intelligens
Til gengæld har hun fået udvidet sin følelsesmæssige pallette på jobbet.

»Jeg er blevet mere opmærksom på, at der er nogle kolleger, som er gode til at give et klap på skulderen. De har følelsesmæssig intelligens, og det er vigtigt. Man skal have et vandingshul, hvor man kan stå og grine lidt – det er den bedste måde at komme af med stress på.«

Selv er Nina Jørgensen i dag blevet en slags rollemodel for andre kvinder, som overvejer eller beslutter at blive solomødre.

»Vi har nu en fjerde kollega, der går samme vej, og de kommer altid og fortæller mig om deres beslutning. Jeg får helt klart flere positive tilkendegivelser end negative.«