Peter Qvortrup Geisling er en af hovedtalerne til Ledernes Konference Tour 2021
Peter Qvortrup Geisling er studievært for en række sundhedsprogrammer på DR – og en af hovedtalerne til Ledernes Konference Tour 2021 Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
LEDERNES KONFERENCE TOUR 2021

»Interessér dig for medarbejdernes drømme – ikke kun aktionærernes«

27. april 2021

Ægte menneskelig nysgerrighed bliver altafgørende for fremtidens leder, hvis største udfordring bliver medarbejdernes mentale sundhed. Det mener Peter Qvortrup Geisling, der er hovedtaler ved konferencen Skab sundhed og trivsel gennem bæredygtig ledelse den 11. maj.

Gå til Action card

Hvad er den vigtigste udfordring, danske ledere står over for nu?

Mental sundhed og mental usundhed. Der er sket en optimering på arbejdspladserne og en frygt for at sakke bagud, som har gjort, at mental nedslidning har afløst fysisk nedslidning – og det skal man være opmærksom på. Vi lever midt i et smørhul her i Danmark, så hvorfor er der så så mange medarbejdere, der går på arbejde og ikke kan mærke smørhullet? Den gode leder vil blive vurderet på, om han eller hun formår at mindske stress på arbejdspladsen. Medarbejderen er den vigtigste ressource – og den leder, der ikke formår at få arbejdsglæden til at blomstre, har svigtet.

Hvilke ydre omstændigheder skal der til, for at de kan møde de udfordringer?

De seneste tal, jeg har set, viser, at vi bruger 55 milliarder kroner på mental usundhed om året. Men hverken rød eller blå blok er i nærheden af at have en holdning til, hvordan man tackler stress og dårlig trivsel. Jeg oplever ovenikøbet ofte, at man ikke vil kalde det stress, men kun vil tale om trivsel, når jeg er ude at holde oplæg. Der er altså en diskussion, vi er nødt til at have i samfundet.

Åbenlys uretfærdighed har også rigtig meget med arbejdsglæde at gøre. Sofie Linde var god til at sætte en dagsorden om #metoo. Men hun havde også en anden dagsorden, som handler om ligeløn og den åbenlyse uretfærdighed, der også har rigtig meget med arbejdsglæde at gøre. Vi kunne godt have et ”politi”, der holdt øje med, om mænd og kvinder fik det samme i løn – det kan kun gå for langsomt.

Peter Qvortrup Geisling er en af hovedtalerne til Ledernes Konference Tour 2021

Peter Qvortrup Geisling, f. 1962

Studievært på en række sundhedsprogrammer i DR; blandt andet Lægens bord – og sundhedskorrespondent i DR Nyheder

Uddannet læge og journalist

Fold ud

Hvilke personlige lederegenskaber bliver der især brug for?

Hver eneste medarbejder skal føle sig set, og det kræver et særligt talent hos lederen. Du kan ikke ride den igennem ved at se alle medarbejdere gennem et excel-ark og ikke læse mellem linjerne.

Du skal have en følelsesmæssig intelligens og en nysgerrighed over for de værdier, hver medarbejder har, for det er vidt forskelligt, hvad der betyder noget for os. Til gengæld er den evindelige trang til at stramme op og effektivisere noget, lederne skal lade være med at mase ned over andre. Jeg synes, vi skal tale mere om ledelsespligt og mindre om ledelsesret.

Hvor ser du de største muligheder for danske ledere?

Jeg tror, at meget ligger i, at alle lag taler med hinanden om, hvordan man sammen skaber en arbejdsplads. Mange ledere tror, at hvis de bestemmer det hele, bliver det godt. Men jeg tror meget mere på at finde ekstremt dygtige medarbejdere og så dele ansvaret ud. Så man sammen driver virksomheden, selv om de tunge beslutninger og strategien naturligvis ligger hos ledelsen.

Indflydelsen på eget arbejde er enormt vigtigt for de fleste. Og manglen på det er den vigtigste årsag til, at man får stress. For lederne handler det om at ville det her med hjertet. Det er altså ikke alting, man kan lære på et kursus.

Hvis du skulle give ét råd til danske ledere, hvad ville det så være?

Interesser dig for dine medarbejderes drømme og ikke kun for aktionærernes. Det er vores drømme, der gør os smukke, og der ligger enorme ressourcer i dem. Arbejdet er en kæmpe del af vores identitet, så lederne skal spørge: ”Hvis det skal være endnu sjovere for dig at gå på arbejde, hvad skal der så til?”. Og så skal man kræve af medarbejderne, at de svarer på det. Selvfølgelig skal det passe ind med virksomhedens behov, men min erfaring er, at der næsten altid er et kæmpe overlap.