Sådan gør du medarbejderne glade, når du ikke lige har råd til at give dem mere i løn

Når man lever af at leje cykler ud til hoteller, der igen lejer cyklerne ud til turister, der bare ikke kommer på grund af corona, er det svært at drive en forretning.

Sådan er situationen lige nu for Yael Bassan, ejer af cykeludlejningsforretningen Copenhagen Bicycles, der leverer cykler til udlejning til en række hoteller og campingpladser i Københavnsområdet. De sidste par år har budt på både nedture og økonomiske øretæver, fordi turisterne i lange perioder har holdt sig helt væk.

Ovenikøbet har Yael Bassan, der oprindeligt er uddannet journalist og også er kendt som foredragsholder, måtte kæmpe med, hvad hun selv opfatter som ’unfair konkurrence’ fra konkurrenter, der ikke går så meget op i at drive en ordentlig virksomhed, som hun selv gør.

Yael Bassan er nemlig noget så sjældent som en af de gode piger i klassen, der både insisterer på at levere høj kvalitet til sine kunder og på at give sine medarbejdere de bedst tænkelige vilkår, herunder masser af fleksibilitet.

»Selv om det er krisetider, er der nogle ting, som jeg ikke er villig til at gå på kompromis med,« siger Yael Bassan.

Men corona-krisen har alligevel sat Yael Bassan i noget af en kattepine: Hun synes nemlig, at hendes to fastansatte medarbejdere, der begge arbejder som cykelmekanikere, har fortjent at få mere i løn. Hun tør bare ikke give dem det, før hun ved, om markedet retter sig op igen og der kommer flere penge i kassen.

»Jeg synes det er et stort dilemma. Mine medarbejdere ligger lønningsmæssigt fint i forhold til branchen og det cykelmekanikerjob, de har, men i forhold til at kunne leve et almindeligt liv med to børn, ligger de lidt lavt. Det er ikke det vilde liv, de har med den løn, det må man sige, og jeg vil jo gerne holde på dem,« siger Yael Bassan i podcasten Lederskabet, hvor ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt hjælper ledere med at få løst et problem eller et dilemma – til inspiration for andre ledere, der måske står med samme problem.

Chefen får samme løn som ansatte

I podcasten forklarer Yael Bassan, der før coronakrisen normalt beskæftigede 20-25 medarbejdere, men fremadrettet grundet omstruktureringer i virksomheden ikke kommer til at ansætte så mange, at hun kører sin forretning efter et princip om samme løn til alle.
Det vil sige, at hun selv får præcist samme løn som cykelmekanikerne. Og altså også selv først kan få mere i løn, når alle andre i firmaet får det. Men det er der altså bare ikke økonomisk grundlag for, så længe hun ikke ved, om corona-krisen endegyldigt er overstået.

»Jeg vil nødigt ende i en situation, hvor ingen kan beholde deres arbejde, også selv om jeg da også godt selv kunne tænke mig en lønstigning,« siger Yael Bassan.

I erkendelse af at det ikke vil være forsvarligt at udskrive lønforhøjelser, som situationen i forretningen er lige nu, har Yael Bassan i stedet forsøgt at gøre arbejdsvilkårene for de ansatte så gunstige som overhovedet muligt.

»Jeg har gjort alt, jeg overhovedet kan, for at gøre deres arbejdsliv federe. Jeg har fjernet alle ’lorteopgaverne’ fra dem, og vi har aftalt, at de gerne må møde sent eller gå tidligt, hvis deres børn har en dårlig dag, og at de når som helst tage på en spontan forlænget weekend,« siger Yael Bassan og tilføjer:

»Jeg hjælper også gerne med en regnjakke, hvis de har brug for det, og vi tager ud at spise burgere sammen. Det er bare ikke noget, de kan bruge, når de gerne vil købe en lidt større lejlighed, og banken spørger, hvad de får i løn.«

Lønnen er ikke afgørende

Ifølge Michael Uhrenholt viser alle erfaringer, at folk ikke bliver på en arbejdsplads på grund af lønnen.

»En sjælden gang kan det godt være, at folk smutter, hvis de ikke føler, at lønnen følger med, men som regel er det den dårlige chef, dårlige arbejdsopgaver eller dårlige betingelser i det hele taget, der får folk til at forlade jobbet,« siger Michael Uhrenholt.

I podcasten roser han Yael Bassan for at ’gøre alle de rigtige ting’.

»Som jeg hører det, er der en høj grad af autonomi og medbestemmelse i dit firma, som også harmonerer med, at I får løst kerneopgaven hver dag. Du har sørget for at skabe gode og meget fleksible rammer og du udstråler en ekstrem modenhed i forhold til medarbejderne og virksomheden, og har endda en nærmest Robin Hood-agtig tilgang til fælles løn for alle. Det skal du bare fortsætte med, for jeg tror ikke, at det er lønnen, der afgør om du kan fastholde dine medarbejdere,« lyder det fra Michael Uhrenholt.

Lønhop på 30 procent

I podcasten forklarer Yael Bassan, at hun senest snakkede løn med medarbejderne i november sidste år – dagen inden den nye corona-variant blev opdaget, og landet blev lukket ned igen.

»Ved den lejlighed kom de med et krav om et lønhop på 30 procent. Da jeg bare kiggede på dem med store øjne, spurgte de, om de havde fornærmet mig. Og jeg kunne kun svare: ’Lidt’. De havde i øvrigt ikke tænkt over noget minimumskrav, men jeg kunne jo se, at jeg på ingen måde kunne gøre dem glade, lige meget hvad vi endte på,« siger Yael Bassan.

Lønforhandlingen i november endte med tilsagn om at se på tingene igen i løbet af foråret. Yael Bassan fortæller i podcasten, at hun har overvejet at introducere en trinvis lønmodel, hvor de ansatte stiger 100 kroner den første måned, 200 kroner den næste og så videre.

»En sådan langsom stigning ville være til at håndtere økonomisk. Og selv om det ikke er nogen superstor stigning, så kan man da se en forskel hver måned,« siger Yael Bassan. Selv om der er tale om en noget utraditionel model, har Michael Uhrenholt ikke de helt store betænkeligheder.

»Umiddelbart ville jeg nok selv foretrække at vente lidt længere, og så få en lidt større sjat penge, der batter noget. Men jeg vil ikke være afvisende overfor tanken, så smid den på bordet, og hør, hvad de tænker om den model. Hvis de fejer den af bordet, må I finde en anden løsning, eventuelt en form for bonus, der kun udbetales, hvis økonomien følger med,« lyder det afslutningsvis fra Michael Uhrenholt i Lederskabet.