Stine vil ikke have 'giftig maskulinitet' i sin virksomhed

Den danske madscene er de senere år rykket helt op i verdenseliten. Anført af gourmetrestauranter som Noma og Geranium er Danmark blevet en destination, som madører fra hele verden flokkes om at besøge.

Men der er også en bagside af medaljen.

Både køkkenchefer og ansatte på gulvet har fortalt om udbredt sexisme, vold og krænkelser og generelt ublu arbejdsvilkår i den danske restaurationsbranche med ekstremt lange arbejdsdage til lav eller ingen løn.

29-årige Stine Kirkegaard, der står bag cateringfirmaet Easy Peacy i København, kender historierne bedre end de fleste.

»En af mine venner blev slået i ansigtet under en service på en Michelin-restaurant, og jeg har haft kolleger, som både har oplevet racisme og seksuelle krænkelser. Jeg har også selv oplevet dårlige arbejdsforhold, for eksempel folk, der arbejdede alt for mange timer, og slet ikke fik en løn, der modsvarede det sindssygt hårde arbejde i køkkenet,« fortæller Stine Kirkegaard.

Har kun ansat kvinder
Fordi hun selv har oplevet skyggesiderne i branchen, har hun i Easy Peacy sat sig for at bevise, at det godt kan lade sig gøre at drive et seriøst og professionelt køkken, uden at folk risikerer at blive råbt og skreget af, overfaldet eller krænket.

Virksomheden har en håndfuld ansatte, der de første år alle var kvinder. Nu er der kommet en mand ombord også, men kravet om god tone står ved magt.

»For mig har det været et valg om at lave en virksomhed, som har en anden tone, end de fleste virksomheder, der laver mad. Dermed siger jeg ikke, at mænd ikke kan bidrage til det, men vi prøver at udfordre rammerne for, hvordan man snakker med hinanden, og der var jeg i starten mest tryg ved at ansætte kvinder,« fortæller Stine Kirkegaard i Lederstof.dk’s podcast Lederskabet.

Hun er meget bevidst om, at der ville være tale om diskrimination, hvis hun systematisk frasorterede mandlige ansøgere. Derfor understreger hun da også, at hun aldrig har holdt jobsamtaler, men i stedet har håndplukket virksomhedens første fem medarbejdere, fordi hun kendte og var tryg ved dem i forvejen.

Giftig maskulinitet er uønsket
Samtidig er hun dog ikke bleg for at sætte ord på, hvad der efter hendes erfaring kendetegner i hvert fald nogle mænd i branchen:

»Man skal passe på med at putte alle i samme kasse, men der er hos nogle mænd i restaurationsbranchen en giftig maskulinitet, som kan fremstå meget grænseoverskridende. Det ville ikke have en særlig god impact i vores virksomhed.«

Selv om Easy Peacy primært leverer catering og events fra butikken på Vester Farimagsgade, står køkkenet af og til på gloende pæle. Når der er massivt tryk på alle kedler, er Stine Kirkegaard ekstra opmærksom på at omgangstonen ikke stikker af.

»Selv om der kan være travlt, sørger vi for tale ordentligt til hinanden. Hvis tingene måske gik lidt for stærkt en dag, mærker man efter og spørger ind til, om det man sagde var ok. Og så har vi i øvrigt et så fladt hierarki, at der ikke er nogen, der kan komme afsted med at snakke grimt til hinanden.«

Chefen sætter standarden
Hvordan håndhæver man et sådant værdisæt, når man som du kun er 29 og en relativt ung chef?

»Jeg tror meget på, at jeg sætter standarden for, hvordan andre folk i virksomheden taler. Og så er min force nok, at vi stadig er ret små. Det gør det nemmere for mig. Udfordringen vil helt klart komme, hvis vi bliver en større virksomhed, og jeg ikke er på gulvet hver dag til at opdage, hvad der foregår, eller hvordan folk snakker.«

Ifølge Stine Kirkegaard giver det langt hen ad vejen god mening, at køkkener drives med nærmest militærisk præcision, og at det alene er køkkenchefen, der bestemmer. Og alle andre makker ret.

»Jeg er meget enig i, at vi ikke kan stå under en service og diskutere og vende hver en sten og snakke om, hvad vi føler. Jeg forstår godt behovet for en direkte tone, men jeg synes på ingen måde, at det berettiger til, at man kan have en tone, der er dårlig.«

Husk at det bare er mad
Hvordan er en direkte tone, som stadigvæk er på den rigtige side af grænsen?

»Du er på den rigtige side af grænsen er, hvis der ikke bliver brugt skældsord, der ikke er nogen, der bliver personlige, det ikke handler om personens egne private fejl, eller hvad man synes om dem. Du er klart over grænsen, hvis der bliver sagt noget, som folk tager med hjem og er kede af.«

Hvad så, når I er i de situationer, hvor I skal have noget mad ud til en kunde, og det kan fandme kun gå for langsomt. Hvordan håndterer man de der stress-stress-situationer hos jer?

»Man håndterer det ved at huske sig selv på, at det i sidste ende bare er mad. Der er ikke nogen, der hverken dør eller kommer til skade af, at tingene går lidt galt. Vi begår alle fejl, også jeg, selv om vi gør vores bedste for at undgå det hver dag,« siger Stine Kirkegaard.

Selv om hun nu har ansat den første mandlige medarbejder, er hun stadig lidt i tvivl om, hvorvidt alle mænd vil kunne trives i et miljø, hvor der – med hendes ord – ’bruges meget tid på at tale med hinanden om, hvordan man har det’.

»Jeg tror helt klart, at nogle mænd ville tænke, at det er for meget og også lidt spild af tid, at vi går så meget op i, hvordan vi taler til hinanden i en presset situation, og efterfølgende går rundt og tjekker om folk er ok.«

MeToo gjorde kæmpe forskel
For Stine Kirkegaard er de værdier, hun har bygget sin virksomhed på, ikke raketvidenskab. Tværtimod er hun oprigtigt forbløffet over, at de ikke for alvor er slået igennem i resten af branchen endnu. Hun henviser til, hvordan MeToo-bølgen og de diskussioner, den har affødt de senere år, har gjort en kæmpe forskel for hende selv og hendes generation, i forhold til hvad hun vil acceptere og hvad hun klart melder fra overfor.

»Set i det lys er det virkelig svært for mig at se voksne mennesker opføre sig som børn. Jeg føler, at det er uprofessionelt, og jeg føler, at det er langt over grænsen for, hvad højtuddannede folk, der har mange ansatte under sig, kan slippe afsted med.«

Vil være chef på egne betingelser
I en alder af 29 er Stine Kirkegaard først ved at finde ud af, hvilken type leder hun gerne vil være. Men hun har til gengæld en klar ide om, at hun vil være det på sin egen måde. Og på egne betingelser. Alt for mange kvindelige ledere er det nemlig på mændenes betingelser, mener hun.

»Jeg tror, at der er mange kvinder, som tænker, at de skal passe ind i den klassiske mandeleder-rolle, når de bliver chefer, for at de kan blive taget seriøst. Altså, nu skal vi pådutte dig at gå i jakkesæt. Eller være meget mindre feminin. Eller skrue ned for dig selv. Der er rigtig mange kvinder, som er ældre end mig, og som prøver at udfylde en mands sko i en lederrolle, i stedet for bare at udfylde deres egne sko.«

Stine Kirkegaard arbejder i stedet på at blive den leder, hun selv gerne vil være. Og her spiller det i høj grad ind, at hun er kvinde.

»Jeg vil have lov til at bruge mine kvindelige og feminine sider i min ledelse i stedet for at nedtone dem, fordi det giver en masse fordele på nogle områder, som mændene nogle gange har svært ved.«

Og faktisk tage det at være kvinde på sig på en anden måde?

»Ja, og bruge det i min ledelse. Det kan vildt meget. Jeg vil aldrig forsøge at blive en ’mandeleder’.«