Som leder står du med mere end en livskrise, hvis du bliver alvorligt syg

Han har stadig svært ved at tale om det, der skete for næsten ti år siden. Direktør i Poul Due Jensens Fond, Kim Nøhr Skibsted skulle have en banal lyskebrok-operation på et privathospital. Men det gik galt. Lægen lavede hul på hans tyndtarm, og mavesyre sivede ud i organerne. Det udviklede sig til en infektion, der var ved at slå ham ihjel.

»Hver gang jeg får ondt i maven i dag, bliver jeg bange. Der hænger en sort sky, som jeg bruger noget energi på at gøre mig fri af. Jeg er en anden i dag. Jeg er også blevet en anden leder,« siger Kim Nøhr Skibsted, der dengang var kommunikationsdirektør i Grundfos.

Hvordan han føler sig forandret, vender vi tilbage til.

Først skal vi til Vraa i Nordjylland, hvor Kristian Bertelsen passer sit job som leder af Poulstrup Friskole. En skole han selv startede. Kristian Bertelsen er ramt af aggressiv modermærkekræft og er i livsforlængende behandling, der lige nu holder kræften i ro. Han arbejder fortsat og har ind imellem computeren med, når han er indlagt på Aalborg Sygehus.

Kim Nøhr Skibsteds og Kristian Bertelsens historier er forskellige. Men begge har de erfaringer med at skulle balancere et lederjob under kritisk sygdom.

‘Hvad ville Kim have gjort?’
Mens Kim Nøhr Skibsted i august 2012 lå med massiv blodforgiftning, lungekollaps og gennem ti dage var tilkoblet en respirator, havde hans familie tæt kontakt med topledelsen hos Grundfos.

»Der blev sendt klart signal til mine nærmeste om, at arbejdet skulle der ikke tænkes på. Ledelsen reagerede prompte med besøg, løbende kontakt og med stor empati og medfølelse,« fortæller Kim Nøhr Skibsted.

Men opgaverne på hans skrivebord forsvandt ikke. Så hans tre nærmeste medarbejdere, der naturligt nok var chokerede, rykkede sammen og tog over. Det kunne de, fordi de havde god indsigt i, hvad deres chef lavede.

»Heldigvis havde jeg været meget åben og involverende om min måde at arbejde på. Ved tvivlsspørgsmål kunne de sige: ‘Hvad ville Kim have gjort’ og finde en fornuftig løsning. Niels Due og Carsten Bjerg (topledelsen, red.) var også meget lydhøre, tilstede og tilgængelige.«

Specialopgaver og insiderviden blev dog parkeret, indtil man vidste, hvilken vej det gik med Kim. Men overordnet kunne maskineriet køre videre, fordi både Kim Nøhr Skibsteds medarbejdere og hans egen leder kendte til hans opgaver.

»Grundfos kunne sortere i, hvad der skulle laves hos andre, hvad medarbejderne kunne gøre, og hvad der måtte vente. Men i en mindre virksomhed kan man jo nok godt komme i problemer, hvis en nøglemedarbejder pludselig er væk.«

Det skete på Poulstrup Friskole i Vraa. Her opstod lettere panik, da skolens drivkraft, profil og øverste leder Kristian Bertelsen fik den alvorlige diagnose.

Sorg og forvirring
Det skete i 2018. Til et foredrag om skolens buldrende vækst havde hans læge, der sad i salen, spottet et mistænkeligt udseende modermærke bag hans øre. Kristian Bertelsen fik foretaget en biopsi og under et budgetseminar på Scandic Hotel i Aalborg, ringede han i frokostpausen for at få svar.

»En time senere stod jeg på parkeringspladsen foran sygehuset med favnen fuld af papirer, hvor der stod: ‘Du har kræft, hvad nu?’«

Skolen var i granatchok og sorg. Ikke mindst ledelsesteamet. Ingen havde forestillet sig, at den energiske leder, der havde drevet skolen frem til en succes, kunne få kræft.

»Vi har stået i den ulykkelige situation, at et barn har mistet en forælder, så derfor havde vi en sorgplan. Men vi havde ingen plan, der omhandlede personalet og da slet ikke ledelsen,« siger Kristian Bertelsen.

På friskolen i Vraa skulle man hurtigt krise-kommunikere og finde ud af at få løst Kristians opgaver, samtidig med at følelsen af sorg og magtesløshed lagde sig over medarbejderne.

»Der blev da grædt, og der var en følelse af både fortvivlelse og forvirring. Hverdagen er jo ubarmhjertig. Den fortsætter bare, og du kan ikke sætte den på pause.« 

Hovedløse høns
Kristian Bertelsen sad med specialviden og havde rutiner, kun han kendte, og som ikke bare kunne uddelegeres.

»Mit ledelsesteam vidste godt, hvad jeg overordnet lavede, men ikke ned i detaljer, og der prøvede man så - i bedste mening – at forsøge at gribe nogle bolde,« siger Kristian Bertelsen.

Men boldene faldt til jorden.

»Pludselig kom man til at løbe i vejen for hinanden og spænde ben for hinanden. En meldte noget ud og fik ikke lige kommunikeret til den anden, hvad der var meldt ud og så videre.«

At man ikke havde tænkt i en plan for, hvad der skulle ske, hvis Kristian var væk, hænger sammen med en dominerende følelse af usårlighed, tror han.

»Virksomheden vækstede helt vildt. Det gik skidegodt. Der var gang i den, og vi havde travlt, så det var slet ikke noget, vi havde tænkt over. Det led vi under. For når der ikke var en nødplan, og jeg pludselig var væk og skulle have styr på ting privat og personligt - jamen så løb min øvrige ledelse lidt rundt som høns uden hoveder.

Livet sivede ud
Da Kim Nøhr Skibsted langsomt begyndte at komme sig hen over efteråret efter at have gennemgået adskillige operationer, stod det klart, at han havde mistet vigtige evner.

»Jeg huskede dårligere, og jeg kunne ikke skrive. Det var det, jeg levede af, så det gjorde mig bange,« siger han.

Han vendte tilbage til Grundfos på kvart kraft fire måneder efter indlæggelsen. Da han kom hjem klokken 17.30 efter en arbejdsdag, gik han i seng og sov til næste morgen. Forinden var han blevet skilt, så han boede alene. Han støttede sig derfor til gule post-it-sedler.

»Jeg havde sat dem overalt. Jeg kunne jo ikke huske, om jeg havde slukket strygejernet for eksempel. Den slags lavede jeg huskesedler for hele tiden. Jeg følte det liv, jeg havde levet, langsomt sivede ud af mig, og jeg kunne kun se observerende til. Jeg ville bare tilbage til normalitet, men havde ikke kræfter til at genetablere min virkelighed.«

Slap kontrollen

Kim Nøhr Skibsted fortalte både sin leder og medarbejdere, hvordan han havde det og rakte ud efter hjælp.

»Jeg havde behov for at tale om det. De skulle forstå, at jeg tænkte på en ny måde, og at jeg var bange for, at mine evner ikke kom tilbage. Jeg har altid været åben om, hvad jeg er god til og ikke er god til. Nu måtte jeg være åben om, at der var ting, jeg ikke længere var god til, og jeg bad dem hjælpe mig med min hukommelse.« 

Kim kunne heller ikke skrive lige så skarpt og hurtigt som tidligere:

»Jeg måtte lægge opgaver fra mig og hvile ud, før jeg løste noget igen. Jeg var bange for fremtiden, men jeg tænkte samtidig: ‘Det her er mental træning.’ Jeg ville jo heller ikke blive klogere af at ligge og kigge ud i luften.« 

Kim Nøhr Skibsteds chef og kommunikationsafdelingen gav ham tid og plads, og Kim slap kontrollen. Han kunne ikke andet. 

»Tingene var jo blevet løst, mens jeg var væk. Så jeg sagde: ‘Jeg skal ikke bryde min hjerne med, hvad I har besluttet.’ Jeg måtte udvise tillid til de medarbejdere, jeg selv havde ansat. Hvad skulle jeg ellers gøre? Og de var vokset i det. De havde jo ikke kunne se hen på mig for enden af bordet, for jeg lå i koma.«  

Dødsdom og åbenhed
På Poulstrup Friskole lærte man, at der skal være et nødberedskab, når den øverste chef er væk. Specifikke opgaver er i dag uddelegeret til nøglemedarbejdere, og Kristian har ‘en skygge’ i form af forskellige medarbejdere, der kan tage over afhængigt af opgaven.

Det har vist sit værd. Ikke mindst da Kristian Bertelsen i foråret ’21 måtte melde ud til medarbejderne, at han formentlig havde få måneder tilbage at leve i. Chok og sorg ramte igen skolen, men samtidig var der en virkelighed, der skulle håndteres.

»Jeg tog det til højeste niveau i min organisation - altså min bestyrelse. Jeg sparrede med dem, og vi lagde en plan for, hvad de skal gøre, hvis jeg falder bort,« siger Kristian.

I januar i år blev der dog føjet endnu et kapitel til hans turbulente sygdomsforløb. Med en ny immunterapi-behandling er metastaserne blevet mindre, og kræften er lige nu i ro.

Op- og nedturene har Kristian Bertelsen været særdeles åben om. Han har tacklet dem ved at inddrage både medarbejdere, forældre og elever.

»Jeg kan godt finde på at stille mig op til en fællessamling og vise billeder, hvor jeg ligger i sengen og er blevet opereret. Den åbenhed mener jeg, vores værdier lægger op til. Men vi er da i en gråzone. For hvor meget kan man tillade sig at give af sig selv? Nogle synes, jeg går for tæt på, men jeg mener, man bør præsentere livet på godt og ondt og prikke hul på nogle tabuer.«

Drop corporate bullshit
Hvor man kan lave beredskabsplaner i forhold til konkrete opgaver, som på Poulstrup Friskole, så kan omsorg ikke sættes på formel, påpeger Kim Nøhr Skibsted.

»Du kan standardisere meget over for medarbejderne: Lønsystemer, succession-planer, udviklingspotentiale. Det er alt sammen meget fint. Men når det komme til et menneskes skæbne, kan du ikke sætte det ind i dit HR-system og finde løsningen. Så går du galt i byen, så interesser du dig ikke for medmennesker.«

Kim Nøhr Skibsteds tilbagevenden til lederjobbet var en gradvis afklaring af, at han ikke på samme måde kunne navigere i den omskiftelighed, der engang var hans brændstof.

»Jeg havde ikke energien til det eller overblikket. Jeg skal stadig ind imellem minde mig selv om, at uforudsigelighed er spændende, men ikke hele tiden. I dag kan jeg bedre mærke, når kroppen siger nej.« 

Han signalerer også over for sine medarbejdere, at der er noget, der er større end arbejde.

»Vi skal ikke tage os selv så forbandet selvhøjtideligt, det går nok. Livet er mere end din næste arbejdsopgave.« 

Og så gider han ikke spilde tiden. Det melder han også ud »nogle gange lidt bombastisk.«

»Jeg gider ikke corporate bullshit, kompleksitet og processer. Det har jeg givet udtryk for, også nogle gange meget direkte. Jeg føler ikke, jeg har tid til lange diskussioner og processer, når vi ofte - allerede når vi går i gang - godt ved, hvor vi skal ende, og hvad vi skal.«

»Førtidspension, er du vanvittig?«
Tid er selvfølgelig også en væsentlig faktor for Kristian Bertelsen. Han har holdt fast i sit lederjob gennem et sygdomsforløb, hvor han til tider har »været nede i de mørkeste afkroge,« som han siger.

»Jeg bruger mit arbejde som en positiv vægtstang for, at jeg overhovedet kan eksistere. Det at jeg står op hver morgen og tager min lederhat på og har en funktion, det gør, at det hele giver mening.«

Da prognosen var mest dyster, bad Kristian Bertelsen sin sekretær spørge kommunen, hvordan de skulle forholde sig. 

»Jeg skulle da på førtidspension, sagde de. Jeg tænkte bare: ‘Er du da fuldstændig vanvittig, det er det sidste, der skal ske.’ Kommer jeg hjem og gå og bliver ham den syge, ja, så dør jeg i hvert fald.«

En af de første sygeplejersker Kristian Bertelsen mødte, da han fik kræft, varskoede ham om det, der ville komme.

»Det var en ældre rutineret kvinde. Hun lagde hånden på mig og sagde: ‘Der er kun én ting, jeg kan love dig. Den mand du var før, ham får du aldrig igen.«

Hun fik ret.

Værdiernes værd
Der er tunge dage. Dage hvor Kristian Bertelsen glor ind i skærmen i 8 timer eller må køre hjem, fordi medarbejdere har været forbi og sagt, at ‘han ligner noget, der er løgn.’ Men de er sjældne.

Oftest er han energifyldt. Topmotiveret faktisk. Han føler, han har fået en chance mere.

»Fandme nej, om jeg vil lægge mig ned: Jeg har fået tid foræret, og det skal jeg give videre til skolen og det fællesskab, jeg er så heldig at være en del af.«

Han er blevet en dygtigere leder af sygdommen, synes han. 

»Jeg er blevet mere opmærksom på, hvor vigtige de mennesker, der er omkring mig, er, for at jeg kan præstere og være succesfuld. Det har jeg lært på den hårde måde.«

Når døden flagrer rundt som en truende skygge i en organisation, skal de fine - og ofte fluffy - værdiord stå deres prøve. Kim Nøhr Skibsted siger:

»En af vores værdier i Grundfos er fokus på mennesker. Det handler om omsorg. Har man så rent mel i posen i forhold til værdierne, eller er det bare ord? Det havde man, dengang jeg blev syg. Det faldt ledelsen helt naturligt at træde ind på scenen og holde både min familie og mine medarbejdere i hånden.«

Kristian Bertelsen har været på flere lederuddannelser, hvor man taler meget om værdier. Men hvad er de værd? Det ved man først, når man har slået sig på dem, mener han.

»Ellers er de ikke en skid bevendt. Nu får jeg testet dem. Vi har et værdiord, som hedder ‘fællesskab.’ Det er jo et rigtigt skoleværdi-ord. Men det er det, der har reddet mig. Det er vitterlig fællesskabet, som har hevet mig op af et sort hul gang på gang.«