Kristian Bertelsen
Kristian Bertelsen fik i 2018 konstateret uhelbredelig modermærkekræft.  Foto: Mikkel Berg Pedersen

Som leder står du med mere end en livskrise, hvis du bliver alvorligt syg

Foto Mikkel Berg Pedersen
17. februar 2022

Kim Nøhr Skibsted og Kristian Bertelsen har begge oplevet livstruende sygdom, og Kristian er i dag uhelbredeligt syg af kræft. Begge har oplevet at stå i en gigantisk livskrise - og med et lederjob, som ikke kunne passe sig selv.

Gå til Action card

Han har stadig svært ved at tale om det, der skete for næsten ti år siden. Direktør i Poul Due Jensens Fond, Kim Nøhr Skibsted skulle have en banal lyskebrok-operation på et privathospital. Men det gik galt. Lægen lavede hul på hans tyndtarm, og mavesyre sivede ud i organerne. Det udviklede sig til en infektion, der var ved at slå ham ihjel.

»Hver gang jeg får ondt i maven i dag, bliver jeg bange. Der hænger en sort sky, som jeg bruger noget energi på at gøre mig fri af. Jeg er en anden i dag. Jeg er også blevet en anden leder,« siger Kim Nøhr Skibsted, der dengang var kommunikationsdirektør i Grundfos.

Hvordan han føler sig forandret, vender vi tilbage til.

Først skal vi til Vraa i Nordjylland, hvor Kristian Bertelsen passer sit job som leder af Poulstrup Friskole. En skole han selv startede. Kristian Bertelsen er ramt af aggressiv modermærkekræft og er i livsforlængende behandling, der lige nu holder kræften i ro. Han arbejder fortsat og har ind imellem computeren med, når han er indlagt på Aalborg Sygehus.

Kim Nøhr Skibsteds og Kristian Bertelsens historier er forskellige. Men begge har de erfaringer med at skulle balancere et lederjob under kritisk sygdom.

Kim Nøhr Skibsted
Kim Nøhr Skibsted fik en livstruende infektion, da en operation gik galt. Foto: Mikkel Berg Pedersen

‘Hvad ville Kim have gjort?’
Mens Kim Nøhr Skibsted i august 2012 lå med massiv blodforgiftning, lungekollaps og gennem ti dage var tilkoblet en respirator, havde hans familie tæt kontakt med topledelsen hos Grundfos.

»Der blev sendt klart signal til mine nærmeste om, at arbejdet skulle der ikke tænkes på. Ledelsen reagerede prompte med besøg, løbende kontakt og med stor empati og medfølelse,« fortæller Kim Nøhr Skibsted.

Men opgaverne på hans skrivebord forsvandt ikke. Så hans tre nærmeste medarbejdere, der naturligt nok var chokerede, rykkede sammen og tog over. Det kunne de, fordi de havde god indsigt i, hvad deres chef lavede.

»Heldigvis havde jeg været meget åben og involverende om min måde at arbejde på. Ved tvivlsspørgsmål kunne de sige: ‘Hvad ville Kim have gjort’ og finde en fornuftig løsning. Niels Due og Carsten Bjerg (topledelsen, red.) var også meget lydhøre, tilstede og tilgængelige.«

Specialopgaver og insiderviden blev dog parkeret, indtil man vidste, hvilken vej det gik med Kim. Men overordnet kunne maskineriet køre videre, fordi både Kim Nøhr Skibsteds medarbejdere og hans egen leder kendte til hans opgaver.

»Grundfos kunne sortere i, hvad der skulle laves hos andre, hvad medarbejderne kunne gøre, og hvad der måtte vente. Men i en mindre virksomhed kan man jo nok godt komme i problemer, hvis en nøglemedarbejder pludselig er væk.«

Det skete på Poulstrup Friskole i Vraa. Her opstod lettere panik, da skolens drivkraft, profil og øverste leder Kristian Bertelsen fik den alvorlige diagnose.

Sorg og forvirring
Det skete i 2018. Til et foredrag om skolens buldrende vækst havde hans læge, der sad i salen, spottet et mistænkeligt udseende modermærke bag hans øre. Kristian Bertelsen fik foretaget en biopsi og under et budgetseminar på Scandic Hotel i Aalborg, ringede han i frokostpausen for at få svar.

»En time senere stod jeg på parkeringspladsen foran sygehuset med favnen fuld af papirer, hvor der stod: ‘Du har kræft, hvad nu?’«

Skolen var i granatchok og sorg. Ikke mindst ledelsesteamet. Ingen havde forestillet sig, at den energiske leder, der havde drevet skolen frem til en succes, kunne få kræft.

»Vi har stået i den ulykkelige situation, at et barn har mistet en forælder, så derfor havde vi en sorgplan. Men vi havde ingen plan, der omhandlede personalet og da slet ikke ledelsen,« siger Kristian Bertelsen.

På friskolen i Vraa skulle man hurtigt krise-kommunikere og finde ud af at få løst Kristians opgaver, samtidig med at følelsen af sorg og magtesløshed lagde sig over medarbejderne.

»Der blev da grædt, og der var en følelse af både fortvivlelse og forvirring. Hverdagen er jo ubarmhjertig. Den fortsætter bare, og du kan ikke sætte den på pause.« 

Kristian Bertelsen
Kristian Bertelsen er leder af Poulstrup Friskole i Vraa i Nordjylland Foto: Mikkel Berg Pedersen

Hovedløse høns
Kristian Bertelsen sad med specialviden og havde rutiner, kun han kendte, og som ikke bare kunne uddelegeres.

»Mit ledelsesteam vidste godt, hvad jeg overordnet lavede, men ikke ned i detaljer, og der prøvede man så - i bedste mening – at forsøge at gribe nogle bolde,« siger Kristian Bertelsen.

Men boldene faldt til jorden.

»Pludselig kom man til at løbe i vejen for hinanden og spænde ben for hinanden. En meldte noget ud og fik ikke lige kommunikeret til den anden, hvad der var meldt ud og så videre.«

At man ikke havde tænkt i en plan for, hvad der skulle ske, hvis Kristian var væk, hænger sammen med en dominerende følelse af usårlighed, tror han.

»Virksomheden vækstede helt vildt. Det gik skidegodt. Der var gang i den, og vi havde travlt, så det var slet ikke noget, vi havde tænkt over. Det led vi under. For når der ikke var en nødplan, og jeg pludselig var væk og skulle have styr på ting privat og personligt - jamen så løb min øvrige ledelse lidt rundt som høns uden hoveder.

Kim Nøhr Skibsted

Om Kim Nøhr Skibsted

  • 56 år og administrerende direktør i Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden)
  • Kommunikationsdirektør i Grundfos fra 2008 til 2018. Var i en periode medlem af koncernledelse
  • Tidligere direktør for kommunikation, HR og CSR i JYSK koncernen
  • Fik i 2012 en livstruende infektion, da en banal kikkertoperation gik galt. Han lå i koma i 10 dage
  • Har en voksen datter fra et tidligere ægteskab, og to børnebørn. Er gift igen, og har fået en søn
Fold ud

Livet sivede ud
Da Kim Nøhr Skibsted langsomt begyndte at komme sig hen over efteråret efter at have gennemgået adskillige operationer, stod det klart, at han havde mistet vigtige evner.

»Jeg huskede dårligere, og jeg kunne ikke skrive. Det var det, jeg levede af, så det gjorde mig bange,« siger han.

Han vendte tilbage til Grundfos på kvart kraft fire måneder efter indlæggelsen. Da han kom hjem klokken 17.30 efter en arbejdsdag, gik han i seng og sov til næste morgen. Forinden var han blevet skilt, så han boede alene. Han støttede sig derfor til gule post-it-sedler.

»Jeg havde sat dem overalt. Jeg kunne jo ikke huske, om jeg havde slukket strygejernet for eksempel. Den slags lavede jeg huskesedler for hele tiden. Jeg følte det liv, jeg havde levet, langsomt sivede ud af mig, og jeg kunne kun se observerende til. Jeg ville bare tilbage til normalitet, men havde ikke kræfter til at genetablere min virkelighed.«

Slap kontrollen

Kim Nøhr Skibsted fortalte både sin leder og medarbejdere, hvordan han havde det og rakte ud efter hjælp.

»Jeg havde behov for at tale om det. De skulle forstå, at jeg tænkte på en ny måde, og at jeg var bange for, at mine evner ikke kom tilbage. Jeg har altid været åben om, hvad jeg er god til og ikke er god til. Nu måtte jeg være åben om, at der var ting, jeg ikke længere var god til, og jeg bad dem hjælpe mig med min hukommelse.« 

Kim kunne heller ikke skrive lige så skarpt og hurtigt som tidligere:

»Jeg måtte lægge opgaver fra mig og hvile ud, før jeg løste noget igen. Jeg var bange for fremtiden, men jeg tænkte samtidig: ‘Det her er mental træning.’ Jeg ville jo heller ikke blive klogere af at ligge og kigge ud i luften.« 

Kim Nøhr Skibsteds chef og kommunikationsafdelingen gav ham tid og plads, og Kim slap kontrollen. Han kunne ikke andet. 

»Tingene var jo blevet løst, mens jeg var væk. Så jeg sagde: ‘Jeg skal ikke bryde min hjerne med, hvad I har besluttet.’ Jeg måtte udvise tillid til de medarbejdere, jeg selv havde ansat. Hvad skulle jeg ellers gøre? Og de var vokset i det. De havde jo ikke kunne se hen på mig for enden af bordet, for jeg lå i koma.«  

Kristian Bertelsen

Om Kristian Bertelsen

  • 42 år og leder af Poulstrup Friskole i Vraa i Nordjylland
  •  Var tidligere efterskolelærer på Sportsefterskolen Aabybro
  • Fik i 2018 konstateret aggressiv modermærkekræft og er i livsforlængende behandling med immunterapi, som han responderer godt på
  • Har en datter fra et tidligere forhold og to små drenge med sin nuværende kone
Fold ud

Dødsdom og åbenhed
På Poulstrup Friskole lærte man, at der skal være et nødberedskab, når den øverste chef er væk. Specifikke opgaver er i dag uddelegeret til nøglemedarbejdere, og Kristian har ‘en skygge’ i form af forskellige medarbejdere, der kan tage over afhængigt af opgaven.

Det har vist sit værd. Ikke mindst da Kristian Bertelsen i foråret ’21 måtte melde ud til medarbejderne, at han formentlig havde få måneder tilbage at leve i. Chok og sorg ramte igen skolen, men samtidig var der en virkelighed, der skulle håndteres.

»Jeg tog det til højeste niveau i min organisation - altså min bestyrelse. Jeg sparrede med dem, og vi lagde en plan for, hvad de skal gøre, hvis jeg falder bort,« siger Kristian.

I januar i år blev der dog føjet endnu et kapitel til hans turbulente sygdomsforløb. Med en ny immunterapi-behandling er metastaserne blevet mindre, og kræften er lige nu i ro.

Op- og nedturene har Kristian Bertelsen været særdeles åben om. Han har tacklet dem ved at inddrage både medarbejdere, forældre og elever.

»Jeg kan godt finde på at stille mig op til en fællessamling og vise billeder, hvor jeg ligger i sengen og er blevet opereret. Den åbenhed mener jeg, vores værdier lægger op til. Men vi er da i en gråzone. For hvor meget kan man tillade sig at give af sig selv? Nogle synes, jeg går for tæt på, men jeg mener, man bør præsentere livet på godt og ondt og prikke hul på nogle tabuer.«

Kim Nøhr Skibsted
Kim Nøhr Skibsted er administrerende direktør i Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden). Foto: Mikkel Berg Pedersen

Drop corporate bullshit
Hvor man kan lave beredskabsplaner i forhold til konkrete opgaver, som på Poulstrup Friskole, så kan omsorg ikke sættes på formel, påpeger Kim Nøhr Skibsted.

»Du kan standardisere meget over for medarbejderne: Lønsystemer, succession-planer, udviklingspotentiale. Det er alt sammen meget fint. Men når det komme til et menneskes skæbne, kan du ikke sætte det ind i dit HR-system og finde løsningen. Så går du galt i byen, så interesser du dig ikke for medmennesker.«

Kim Nøhr Skibsteds tilbagevenden til lederjobbet var en gradvis afklaring af, at han ikke på samme måde kunne navigere i den omskiftelighed, der engang var hans brændstof.

»Jeg havde ikke energien til det eller overblikket. Jeg skal stadig ind imellem minde mig selv om, at uforudsigelighed er spændende, men ikke hele tiden. I dag kan jeg bedre mærke, når kroppen siger nej.« 

Han signalerer også over for sine medarbejdere, at der er noget, der er større end arbejde.

»Vi skal ikke tage os selv så forbandet selvhøjtideligt, det går nok. Livet er mere end din næste arbejdsopgave.« 

Og så gider han ikke spilde tiden. Det melder han også ud »nogle gange lidt bombastisk.«

»Jeg gider ikke corporate bullshit, kompleksitet og processer. Det har jeg givet udtryk for, også nogle gange meget direkte. Jeg føler ikke, jeg har tid til lange diskussioner og processer, når vi ofte - allerede når vi går i gang - godt ved, hvor vi skal ende, og hvad vi skal.«

»Førtidspension, er du vanvittig?«
Tid er selvfølgelig også en væsentlig faktor for Kristian Bertelsen. Han har holdt fast i sit lederjob gennem et sygdomsforløb, hvor han til tider har »været nede i de mørkeste afkroge,« som han siger.

»Jeg bruger mit arbejde som en positiv vægtstang for, at jeg overhovedet kan eksistere. Det at jeg står op hver morgen og tager min lederhat på og har en funktion, det gør, at det hele giver mening.«

Da prognosen var mest dyster, bad Kristian Bertelsen sin sekretær spørge kommunen, hvordan de skulle forholde sig. 

»Jeg skulle da på førtidspension, sagde de. Jeg tænkte bare: ‘Er du da fuldstændig vanvittig, det er det sidste, der skal ske.’ Kommer jeg hjem og gå og bliver ham den syge, ja, så dør jeg i hvert fald.«

En af de første sygeplejersker Kristian Bertelsen mødte, da han fik kræft, varskoede ham om det, der ville komme.

»Det var en ældre rutineret kvinde. Hun lagde hånden på mig og sagde: ‘Der er kun én ting, jeg kan love dig. Den mand du var før, ham får du aldrig igen.«

Hun fik ret.

Kristian Bertelsen
På Friskolen i Vraa havde ledelsen en sorgplan, efter en elev mistede en forælder, men Kristian Bertelsen havde ikke en plan, der omhandlede personalet eller sig selv. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Værdiernes værd
Der er tunge dage. Dage hvor Kristian Bertelsen glor ind i skærmen i 8 timer eller må køre hjem, fordi medarbejdere har været forbi og sagt, at ‘han ligner noget, der er løgn. Men de er sjældne.

Oftest er han energifyldt. Topmotiveret faktisk. Han føler, han har fået en chance mere.

»Fandme nej, om jeg vil lægge mig ned: Jeg har fået tid foræret, og det skal jeg give videre til skolen og det fællesskab, jeg er så heldig at være en del af.«

Han er blevet en dygtigere leder af sygdommen, synes han. 

»Jeg er blevet mere opmærksom på, hvor vigtige de mennesker, der er omkring mig, er, for at jeg kan præstere og være succesfuld. Det har jeg lært på den hårde måde.«

Når døden flagrer rundt som en truende skygge i en organisation, skal de fine - og ofte fluffy - værdiord stå deres prøve. Kim Nøhr Skibsted siger:

»En af vores værdier i Grundfos er fokus på mennesker. Det handler om omsorg. Har man så rent mel i posen i forhold til værdierne, eller er det bare ord? Det havde man, dengang jeg blev syg. Det faldt ledelsen helt naturligt at træde ind på scenen og holde både min familie og mine medarbejdere i hånden.«

Kristian Bertelsen har været på flere lederuddannelser, hvor man taler meget om værdier. Men hvad er de værd? Det ved man først, når man har slået sig på dem, mener han.

»Ellers er de ikke en skid bevendt. Nu får jeg testet dem. Vi har et værdiord, som hedder ‘fællesskab.’ Det er jo et rigtigt skoleværdi-ord. Men det er det, der har reddet mig. Det er vitterlig fællesskabet, som har hevet mig op af et sort hul gang på gang.«

Kim og Kristians gode råd til dig

Råd fra Kim Nøhr Skibsted

Vis tillid. Udvis tillid til at de mennesker, du selv har ansat også kan løfte opgaverne, hvis du bliver syg. Måske kan du ikke andet, og du vil også opleve, at de vokser i det.

Inddrag. Sørg for at dine medarbejdere i store træk ved, hvad du laver og kan tage over, hvis du pludselig skulle være væk i længere tid. På den måde har du altid et beredskab.

Fortæl. Sørg for at medarbejderne holdes orienteret om, hvad der sker med dig. Der kan hurtigt opstå myter og gætterier: ‘Hvad fejler han? Er han handicappet forlivet?’ Det er naturligt, at folk taler om det, men sladder og myter gavner ingen.

Råd fra Kristian Bertelsen

Vær åben. Både for din egen, men også for virksomhedens skyld. Man skal dog arbejde for åbenheden. Det er ikke nok bare at melde noget ud, for der er altid nuancer, som skal forklares, når vi taler alvorlig sygdom, kriser og traumer.

Vær parat. Den øverste leder kan også blive syg, og jo længere du kommer op i ledelseslaget jo færre ved, hvad du laver. Så hav en beredskabsplan, som ikke bare er et papir i en skuffe, men noget i har talt grundigt igennem i ledelseslaget.

Udnyt sygdommen. Alvorlig sygdom kan være en kærkommen lejlighed til at øve sig i at tale om personlige kriser. Det kan være ubehageligt for den syge, hvis kolleger ikke tør tale med en. Men det er selvfølgelig bundet op på ens personlighed: nogle ønsker, det er privat.

Fold ud
Action Card

Signe Tønnesens 6 bedste råd til hvis du bliver langtidssyg

  1. Tal med din leder. »Du skal hurtigst muligt tale med din leder om, hvad virksomheden kan tilbyde og ikke kan tilbyde. Det er mit indtryk, at man langt de fleste steder er klar til at tage individuelle hensyn.«
  2. Lav aftaler. »Gør det klart, hvor meget du har lyst til at fortælle om din sygdom. Lav også en aftale om, hvad der skal fortælles til medarbejdere, kolleger og samarbejdspartnere. Åbenhed kan være befriende for nogle, mens andre gerne vil holde det privat.«
  3. Vælg selv en fortrolig. »Det behøver ikke være din chef, du taler med om din sygdomssituation. Du kan bede om, at kommunikationen - i starten - går gennem en tillidsrepræsentant, en god kollega eller en fra HR. Du skal dog gerne selv hurtigt på banen.«
  4. Tænk dig om. »Når du er sårbar, kan du komme til at sige ting, du fortryder. Det er meget individuelt, hvordan relationen til lederen er, men tænk over, om du har lyst til at blive konfronteret med det, du fortæller, om et år hvor du måske er rask igen.«
  5. Afsøg muligheder for støtte. »Helbredssikring er eksempelvis ikke kun fysioterapi, men også psykologhjælp. Kontakt også kommunen, som kan have forebyggende sundhedstilbud. Måske bor du alene og kan ikke længere klare rengøringen.«
  6. Vær realistisk. »Når I skal aftale, hvordan du kommer i gang igen, så husk at et lederjob kræver meget fysisk og mentalt. Du har været væk længe og er ikke dit gamle jeg. Start langsomt og forsigtigt op, så du kan komme godt og skånsomt tilbage.«

Relaterede artikler:

Rasmus Munk giver dårlig ledelse kniven
GOURMETLEDELSE

Rasmus Munk giver dårlig ledelse kniven

Råb og skrig, fysisk vold, uendelige arbejdsdage og et stramt hierarki med nultolerance over for fejl. Det har været virkeligheden for mange unge kokke på alverdens gourmetrestauranter, også for Rasmus Munk. I dag insisterer han, som leder af en verdensberømt restaurant, på en anden kultur til gavn for medarbejderne og sig selv.
9 min.
Læs hvordan Ann-Christina praktiserer den ledelsesløse filosofi
LEDELSESLØST

Ann-Christina er chefen, men det er medarbejderne, der bestemmer det meste

Ann-Christina Matzen Andreasens medarbejdere forhandler selv deres egen løn, ansætter deres egne kollegaer og prioriterer selv økonomien og lægger strategien. Det virker og har udløst en masse priser - men den ledelsesløse model passer ikke til alle medarbejdere.
10 min.
Jette Sønderbek er leder, og lider samtidig af depression

Jette lykkes som leder, selv om hun har depression

En efterfødselsdepression førte for 14 år siden Jette Sønderbek væk fra et usundt arbejdsmønster og hen til et lederjob. I dag har hun stadig lederjobbet – og depressionen. Den har hjulpet hende til at prioritere og uddelegere, fortæller hun her.
6 min.
Gennem kriseledelse har Den Blå Planets direktør Jon Diderichsen afværget et økonomisk kollaps
Kriseledelse

»Når du står på kanten af afgrunden, er du altså nødt til at tænke ud af boksen«

”Køb blæksprutten Otto for en halv million kroner”, lød en af salgsannoncerne, da corona-krisen pressede Den Blå Planet, Danmarks Akvarium, helt ud i tovene. Igennem to års corona-kriseledelse har direktør Jon Diderichsen afværget økonomisk kollaps med ærlighed, humor og masser af mod.
12 min.
Læs hvordan 5 topchefer har håndteret corona
Coronatid

Danmark genåbner: Det har 5 topchefer lært undervejs

Topcheferne for Coop, JYSK, Rigshospitalet, McDonald’s og GN Hearing har været igennem to helt vilde år.
11 min.
Kasper Holten er teaterchef for Det Kongelige Teater

»Hvis du vil have de krøllede, skæve, vilde hjerner, er du fandeme også nødt til at give dem plads«

Kasper Holten har indset, at der er mindst lige så stor kunst i at skabe meningsfulde rammer for Det Kongelige Teater, som i at få skuespillerne på scenen til at yde deres bedste. Mød den 48-årige teaterchef og sceneinstruktør, der egentlig slet ikke ville være leder.
12 min.
I din indbakke Konkrete værktøjer og viden om ledelse

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag ugentlig inspiration, værktøjer, portrætter, kurser og guides.

Luk
I din indbakke Konkrete værktøjer og viden om ledelse

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag ugentlig inspiration, værktøjer, portrætter, kurser og guides.