Ulla har været leder i 52 år og vil ikke på pension: »Min hjerne skal bruges«

For noget tid siden søgte snart 78-årige Ulla Knappe et job hos Danmarks Statistik. En 12-timers stilling, hvor man skulle interviewe danskere på Fyn og i Jylland i deres egne hjem 

»Jeg tænkte: ‘Det vil jeg have let ved.’ Jeg har talt med alle mulige mennesker gennem hele min karriere og har intet imod at skulle køre til Svendborg eller Løgumkloster. Jeg søgte, men fik et pænt afslag. Jeg returnerede hurtigt på mail: ‘Hvis I alligevel får brug for mere hjælp, så sig til. Så er jeg her’,« siger Ulla Knappe og viser stillingsopslaget fra Kristeligt Dagblad, som hun har klippet ud.  

Afslaget ærgrer hende. For selvom hun er 78 år gammel og har arbejdet i lederstillinger i over 50 år, er hun ikke klar til at gå på pension.

»Jeg tænkte: ‘det er da skræddersyet til mig. Dér har jeg en chance.’ Men måske har de fået ansøgninger fra højtuddannede, som er gået på efterløn og kun er i starten af 60’erne. De skrev faktisk, det godt måtte være en person i en moden alder«.

Ulla Knappe er oppe imod den generelle afvisning af ældre på arbejdsmarkedet. Allerede fra man er 48 år gammel, bliver det markant sværere at få en stilling, viste en undersøgelse refereret i Børsen for nylig. Og det er 30 år siden, at Ulla var 48, så statistisk set er odds’ene dårlige. Alligevel tror hun på det. For med vilje kan man meget.

»Jeg er meget ivrig efter at fylde noget nyt indhold i mit liv,« siger hun.

Ulla Knappe er vant til at tage fat og påtage sig et stort ledelsesansvar. Det har hun gjort siden hun var 26 år. Men til foråret takker hun af fra sin nuværende stilling som Landsformand for Osteoporoseforeningen.

»Jeg mener ikke, foreningen kan være tjent med en landsformand, der er 80 år gammel, så jeg har valgt, at det skal være slut der. Men jeg er ikke klar til at stoppe med at arbejde og bruge mit hoved. Hvis jeg ikke får noget andet at lave, går jeg død,« siger hun. 

Ung leder for 500

Det er 52 år siden, hun fik sit første job som leder. Hun kom til Magasin som 21-årig med en eksamen fra Handelshøjskolen i tasken, og efter en tid som sekretær for personalefunktionen - det der i dag hedder HR – blev hun som 26-årig personalechef for 500 medarbejdere. Det store ansvar rystede hende ikke.

»Jeg havde en virkelig god direktør, som bakkede mig op og lærte mig meget. Jeg var tryg ved ham og gik til den. Jeg følte det ikke som tyngende at være leder, men var bare glad for at arbejde og for være der,« siger Ulla Knappe, der brugte meget af sin tid som personalechef på at tale med de ansatte. 

»Ofte kendte jeg både mandens og børnenes navne. Det var vigtigt for mig at lære medarbejderne godt at kende. Jeg interesserede mig for dem, og viste det også. Man kommer langt med god og tæt dialog«. 

Ulla Knappe var udfarende. Hun bevægede sig meget rundt i huset, og det gav hende både indblik og overblik. Noget af det, hun godt kan lide ved at være leder, og som hun synes, er afgørende for at gøre det godt. 

»På den måde kan man fornemme, hvor konflikterne opstår og tage dem. Jeg fik overblik ved at gå rundt i huset og tale med alle mennesker, ligegyldigt om det var chauffører, frakkedamer eller medarbejdere i Mad & Vin,« siger hun. 

Retfærdighed og ridderkors

Hun har som leder altid haft benhårdt fokus på organisationen. Selvom hun godt kan lide tætte relationer til medarbejderne, har hun aldrig tøvet, hvis hun fandt det nødvendigt at udskifte folk. 

»Jeg har afviklet tre sekretariatsledere i Osteoporoseforeningen, fordi de ikke var gode nok. Det var da ikke rart. Men der har været en årsag, og jeg har altid kunnet forsvare beslutningen. Retfærdighed er meget vigtigt for mig, og selvom det er svært at sige folk fra, har det ikke generet mig, hvis det var det rigtige for organisationen«. 

Ulla Knappe har da også sat sit aftryk. I 1999 overtog hun en organisation med 3.000 medlemmer og et underskud på 300.000 kroner. I dag er der 14.000 betalende medlemmer og en egenkapital på flere millioner. Samtidig har knogleskørhed fået mere opmærksomhed politisk og i befolkningen. Ulla Knappe modtog i 2017 ridderkorset for sin indsats. 

Ikke vild med hjemmearbejde

De mange år som leder har givet Ulla Knappe unikke oplevelser og relationer. At skulle slippe arbejdet med at hjælpe lokalafdelinger, tale med medlemmer og ansatte - det er svært. Hun kan godt lide, at være hende, som folk ringer og spørger. Som folk har brug for. Og hun holder fast i, at hun - når hun til foråret har sidste arbejdsdag - vil mere end bare spille bridge. 

»Jeg spiller jo også bridge i dag, selvom jeg arbejder, og laver også alt muligt andet. Det kan jeg da godt få tid til også«. 

Ulla Knappe har kun ét barn og en forstående mand. Derfor har hun haft vide rammer for at kunne knokle. Hun har aldrig skelet til arbejdstider, siger hun og kan godt mærke, hun er af den gamle skole, når de unge arbejder hjemme. Den der flaksende tilgang til arbejdslivet, der er blevet fremherskende - særligt efter Covid 19 - det er ikke lige hende.

»Jeg kan se, at dem med de yngre børn gerne vil arbejde hjemme. Der skal jeg gøre lidt vold på mig selv. Jeg kan godt lide, at vi er fysisk tilstede herinde. Det påstås, at man er mere effektiv derhjemme, men jeg synes nu, det giver meget, at være fysisk tilstede«.

Selv møder hun på kontoret præcis 8.30 om morgenen.

»Jeg kan lide at sige goddag og farvel og spørge til familien. At se hinanden i øjnene og sætte kaffe over. Det mere personlige. Det her med, at du ikke ved, hvornår medarbejderne kommer, er en model, jeg er for gammel til. Men der skal jeg passe på, at jeg ikke blander mig,« siger Ulla Knappe, der tidligere var både landsformand og chef for medarbejderne.

I dag har organisationen fået en ny sekretariatschef, som er 40 år yngre end Ulla Knappe og har en “mere moderne tilgang,” som hun siger. 

Skræmt af en sløv hjerne

Ulla Knappe kan mærke de nye vinde, der blæser. Selvom det ikke stormer endnu, og hun ikke fysisk mærker meget til sine snart 78 år, er det alligevel tydeligt for hende, at hun er fra en anden tid. Hun vil gerne give plads, og kan derfor ikke fortsætte på nedsat tid i Osteoporoseforeningen.

»Så ville jeg blive en hæmsko. Alle kender mig, og hvis jeg fortsat var ansat, ville lokalafdelingerne blive ved at ringe til mig. Det skal jeg tage hensyn til. Det går ikke«.  

Ønsket om at give plads har - sammen med hendes fremskredne alder - været afgørende for beslutningen om at stoppe. Men hun bryder sig ikke om tanken, og holder fast i, at hun fortsat skal være aktiv på arbejdsmarkedet. 

»Mit hoved fungerer fint, og jeg vil gerne holde det i gang. Jeg kan jo se, hvad der sker med nogle, når de bliver pensionister. Det skrider for dem. De husker dårligere, ting tager længere tid, og de er mindre interesserede i, hvad der sker i samfundet. Det er mit skræmmebillede at havne der,« siger Ulla Knappe, hvis egen far og faster blev næsten 100 år gamle. 

»Jeg vil gerne holde mig frisk og rask i hovedet så længe som muligt. Jeg vil kunne være virksom i mange år. At holde hjernen i gang er ekstremt vigtigt for mig«. 

Genbrugen lokker ikke

Det med at få hjernen aktiveret så meget som muligt betyder også, at det ikke er et hvilket som helst arbejde eller aktivitet, hun er interesseret i. 

»Jeg vil ikke egne mig til stå i en genbrugsforretning eller være besøgsven. Jeg skal have noget mere progressivt, noget som også nurser mit hoved. Det er ikke for at nedgøre det andet. Det er meget værdifuldt, men det er ikke der, jeg kommer til at lægge mine kræfter. Mit helbred er godt, jeg er aldrig syg, og min hjerne skal bruges,« siger Ulla Knappe. 

Hvad kunne du lave for eksempel?

»Jeg kunne måske hjælpe med at lave regnskab i en mindre virksomhed, det er jeg god til. Eller vise rundt i Musikhuset. Jeg tænkte også lidt på Ældre Sagen«, siger Ulla Knappe, der dog ikke er så vild med ordet ‘ældre.’ 

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan. Det må jeg nok revurdere«. 

Nej tak til en almindelig pensionisttilværelse

Men hvad så, når lokalafdelingerne stopper med at ringe til Ulla til foråret, og hun ikke har fundet noget at sætte i stedet? Hvad hvis pensionen sender hende hjem på fuldtid i villaen i Risskov?

»Så tror jeg, jeg vil begynde at drikke hvidvin«, ryger det spontant ud af hende, inden hun bliver mere seriøs:

»Jeg er meget ivrig efter at fylde noget nyt indhold i mit liv«, siger hun. 

Ved siden af sin lederstilling læser Ulla Knappe bøger, ordner hjemmets regnskaber, dyrker Italien - særligt Firenze. Hun går til koncerter og på museer, og hun har et barnebarn på fem år i København. Hun følger med i nyhederne og samfundsdebatten og er involveret i humanitært arbejde i Malteserordenen. 

Mange ville sige, at det var rigeligt til en pensionisttilværelse? 

»Men det er det ikke for mig. Jeg er på den, hvis jeg ikke finder noget andet, så det skal jeg. Og ved du hvad: Jeg tror, det lykkes«.