Har du haft nogle forbehold eller bekymringer ved lederrollen?
»Både og for selvfølgelig vidste jeg godt, også inden jeg blev leder, at det er et travlt fag, men jeg tager det lidt, som det kommer. Selvfølgelig er det vigtigt, at man mærker efter, for der er folk, der går ned med stress, men jeg har ikke selv haft forbehold.«
Har noget overrasket dig?
»Jeg har altid godt kunnet lide at være forberedt på alt, men jeg har måttet indse, at det kan ikke lade sig gøre som leder. I meget travle perioder må jeg acceptere, at jeg ikke altid kan være så godt forberedt, som jeg gerne ville. Det har overrasket mig lidt.«
Har du et råd til dem, der måske har et talent for ledelse, men tøver med at gå efter det?
»Jeg tror bare, at de skal tage springet. Det er ikke noget, man fortryder. Jeg synes, det er en fantastisk verden, hvor man får mulighed for at have indflydelse på mange medarbejderes arbejde. Man kan gøre en kæmpe forskel for andre. Det driver i hvert fald mig til at fortsætte, også når det er hårdt, for det er det selvfølgelig nogle gange. Så det er virkelig bare at kaste sig ud i det og få noget erfaring, og hvis det ikke fungerer, kan man jo altid finde noget andet at lave.«