Christina Terkildsen
Sundhedsadministrativ leder // Aarhus Universitetshospital
Hvad er det bedste ved at være leder?
Det bedste er at være med til at sætte retningen for afdelingen og skabe rammer, hvor mine medarbejdere kan lykkes. Jeg er stolt af at se, hvordan de løser opgaverne med engagement og faglig styrke – og det giver mig energi at se dem udvikle sig og vokse i deres roller. Nogle gange er det faktisk de små ting, der betyder mest, når vi oplever fremskridt i hverdagen. Og når vi rykker sammen i bussen, og som et fællesskab når i mål. Jeg ser ikke mig selv som den, der har alle svarene – det er mine medarbejdere, der med deres faglighed og ideer driver os fremad. Derfor går jeg ind for frihed under ansvar, så de har plads til at bruge deres kompetencer og tage ejerskab. Samtidig er det spændende at være en del af både den daglige drift og de større visioner for sundhedsområdet.
Hvornår vidste du, at du gerne ville være leder?
Jeg havde egentlig ikke planlagt at blive leder, men min tidligere leder så lederpotentiale i mig. Da hun rejste, fik jeg chancen som konstitueret leder og fik dermed lov at prøve det af, inden jeg sagde endeligt ja til at blive fastansat som leder. Og det har jeg aldrig fortrudt.
Hvordan vil du gerne have, at dine medarbejdere opfatter dig?
Som en leder de kan komme til, der er tydelig, og som de ved, står bag dem. Jeg ønsker, at de oplever, at jeg gør mit bedste for at skabe de bedste vilkår, inden for de rammer, vi har. Samtidig vil jeg gerne opfattes som en leder, der er nysgerrig på nye perspektiver og bidrager til et godt arbejdsmiljø, hvor vi sammen kan udvikle os og trives.
Hvilken lederbeslutning har haft størst betydning for dig, når du ser tilbage?
Jeg oplever faktisk, at det ofte er de små ting i hverdagen, der flytter mest, så det er ikke én beslutning, men summen af mange små valg og handlinger.
Men at jeg som forholdsvis ny leder meldte mig ind i forretningsudvalget for de sundhedsadministrative ledere på AUH, har virkelig været godt for min lederrolle. Det har givet mig indblik i spændende drøftelser, mulighed for at påvirke udviklingen og være med til at forme det sundhedsadministrative område. Det har også givet mig et stærkt netværk på tværs af organisationen. Og det at være en del af et større samarbejde og have relationer ud af egen afdeling, er jeg sikker på, hjælper mig til at blive en bedre leder internt også.
Hvad har været den sværeste beslutning som leder?
Det er altid svært at træffe beslutninger, som jeg ved, medarbejderne ikke vil være glade for. Og personalesager er noget af det mest udfordrende – fordi de handler om mennesker.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, inden dit første lederjob?
Selvom det var et stort spring at blive leder, er der ikke noget, jeg tænker, at jeg gerne ville have vidst på forhånd. Tværtimod er jeg blevet bekræftet i, at relationer betyder alt, for selvfølgelig har der været en masse ting, hvor jeg ikke har vidst helt, hvad jeg skulle gøre, men så handler det jo netop om at bruge sine relationer. Man kan have nok så mange planer og systemer, men det er tilliden og dialogen med medarbejdere og samarbejdspartnere, der gør forskellen. Og man bliver aldrig færdig med at lære som leder. Hver dag bringer nye udfordringer og indsigter - og det er netop det, der gør lederrollen spændende.
Hvad ser du som de vigtigste faktorer for at skabe trivsel hos dine medarbejdere – og hvorfor?
For mig er de vigtigste faktorer for trivsel, at der er et godt arbejdsmiljø præget af psykologisk tryghed med respekt for og anerkendelse af hinandens arbejde og personlige forskelligheder. Ofte er det netop vores forskelligheder, der skaber de bedste dynamikker – både i opgaveløsningen og i samarbejdet mellem mennesker. Trivsel handler også i høj grad om, at man som medarbejder ved, hvor man har sin leder og sine kolleger, og at man oplever mening og tydelighed i de opgaver, man skal løse. Tillid samt åben og tydelig kommunikation er helt afgørende, for det er gennem klarhed og dialog, at tryghed, engagement og arbejdsglæde opstår.
Hvad er vigtigt for din egen trivsel i lederrollen – og hvorfor?
Min egen trivsel i lederrollen afhænger i høj grad af, at jeg har gode mennesker omkring mig at sparre med. Det gælder både relationen til mine medarbejdere, mine lederkolleger og min egen ledelse. Her er tillid og psykologisk tryghed helt afgørende. Når der er rum til åben dialog, refleksion og sparring – også om det, der er svært – giver det mig et godt fundament både fagligt og personligt, og det er med til, at jeg står mere sikkert i mine beslutninger.
Mød de 38 andre ledere, vi sætter fokus på, lige her.