Top-1920x960_Jesper
Jeg er leder

Jesper Hartvig Hjortnæs

Sønderborg
Foto Christian Als

Salgschef // Danish Clean Water

Gå til Action card

Hvad er det bedste ved at være leder?
Det er helt klart at se folk vokse. Det med at give kolleger en opgave, lade dem definere vejen til succes, selv være med til at lave realistiske målepunkter, spare med dem, når det er hårdt, gå en tur med tre spørgsmål på en post-it note og løse det på gåturen og selvfølgelig fejre dem, når det lykkes.

Hvornår vidste du, at du gerne ville være leder?
Jeg vidste egentlig ikke, at jeg ville være leder, men jeg blev som mange specialister opgraderet til en lederstilling på grund af de faglige kompetencer. I starten var jeg egentlig ikke særlig god, da jeg var for styrende og praktiserede micromanagement, men så får man nogle “tæsk” og kommer videre. Man skal også lære at være leder. Det lykkedes at vende tankegangen, give kollegerne fuldt råderum og se dem løfte opgaverne. Og nu synes jeg, det er fedt.

Hvordan vil du gerne have, at dine medarbejdere (eller for dig uden personaleansvar, samarbejdspartnere) opfatter dig?
De skal føle sig trygge og vide, at jeg har tillid til dem. Et af de vigtigste pejlemærker er, at det er sjovt at gå på arbejde. Det er nok gået hen og blevet mit mantra. Hvis folk synes, det er sjovt, så er de også automatisk mere dedikerede, går den ekstra mil og lægger sig ekstra i selen for at levere et godt resultat samt medvirker til den gode stemning på kontoret. Så jeg vil gerne huskes for at være lyttende og for at skabe rum til at være sig selv og grine.

Hvilken lederbeslutning har haft størst betydning for dig, når du ser tilbage?
Jeg tror, at en af beslutningerne var, at jeg altid skulle omgive mig med nogle, der havde andre kompetencer end mig og gerne med en anden tilgang til arbejdet. De skulle ikke være en kopi af mig – og det kan godt være svært.

Hvad har været den sværeste beslutning som leder?
Det sværere var nok at vise sin egen usikkerhed frem og være transparent, også om den viden, man ikke har. Og så lige det, at skulle afskedige én, der igennem arbejdet var blevet en god ven.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, inden dit første lederjob?
Jeg ville gerne have vidst, at kultur, daglig indlevelse og det at omfavne egne og kollegers usikkerhed er vigtigere end strategi. Kan man det, skal vi nok komme i mål.

Mød de 38 andre ledere, vi sætter fokus på, lige her.