Top-1920x960_Johan
Jeg er leder

Jeppe Ingversen

Lynæs
Foto Christian Als

Ejer // Lynæs Surfcenter

Gå til Action card

Hvad er det bedste ved at være leder?
For mit vedkommende er det at lede et stort ansvar. Vi har bygget en virksomhed, hvor vi skal være specialister i rigtig mange ting, men med et fælles mål. Det, at få lov at være en del af mange forskellige processer og områder, arbejde med det og blive bedre hver gang, er klart en af de ting, der gør, at det er sjovt for mig at have lederhatten på.

Hvornår vidste du, at du gerne ville være leder?
Både Johan og jeg har jo ikke som sådan valgt, at vi skulle være ledere. Det er blevet en fast del af vores hverdag med det, vi laver, og vi har begge skullet tillære os, hvad god ledelse er – især når man samtidig er ejer og har rigtig meget andet end tid og økonomi investeret i projektet.

Men når man er så engageret i et projekt, som det her, har det været et helt naturligt skridt, da vi fik vores første medarbejdere. Jeg tror ikke, at vi er de “fødte ledere”, men vi gør alt, hvad vi kan for at være det bedste, vi kan, og lærer hele tiden.

Hvordan vil du gerne have, at dine medarbejdere (eller for dig uden personaleansvar, samarbejdspartnere) opfatter dig?
Jeg håber og tror, at mange af vores medarbejdere ikke har en fornemmelse af en chef, som sidder inde på kontoret og dikterer alt med PowerPoint-præsentationer en gang om måneden. Vi er jo trods alt en lille virksomhed, hvor jeg også ligger og fikser vaskemaskinen, så driften ikke går i stå.

En af de ting, jeg altid prøver at huske mig selv på, er at have tillid. Det er nok den ene ingrediens, som jeg har set medarbejdere vokse mest på. Så forhåbentlig er det også en af de ting, som folk opfatter omkring mig. Det kommer man langt med!

Hvilken lederbeslutning har haft størst betydning for dig, når du ser tilbage?
Ret tidligt i forløbet besluttede vi at få et advisory board i virksomheden med nogle mennesker, som er langt dygtigere til hver deres ting, end vi var og er. Det er et fantastisk rum at pitche alle sine skøre ideer uden at risikere noget, men også at få noget god og til tider også hård sparring på det, vi arbejder med.

Set i bakspejlet var vi nok aldrig endt her, hvor vi er i dag, hvis ikke det var for deres til tider irriterende take på en ellers pissefed idé, som vi har pitchet.

Hvad har været den sværeste beslutning som leder?
Det at vælge fra. Både forretningsmæssigt, men især også menneskeligt. Det er altid sjovt at udvide og hyre flere folk. Men sandheden er, at det ikke altid er tilfældet. Som leder har jeg også skullet evne at vælge fra, og det er altid de sværeste beslutninger. Nogle gange laver man en fejl, men jeg synes altid, vi har været gode til at snakke om fejlene og blive endnu bedre på den anden side.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, inden dit første lederjob?
Man kan ikke alt selv, og man skal ikke kunne alt selv. Lidt en kliché for iværksætteri, men nok også en obligatorisk fase for rent faktisk at lykkes.

Det er en del af processen, og som leder uden erfaring er det klart en af de ting, jeg kan se, ville have lettet en del arbejde før i tiden. Omvendt er det nok også en af de erfaringer, man lærer bedst på den hårde måde.


Hvad ser du som de vigtigste faktorer for at skabe trivsel hos dine medarbejdere – og hvorfor?
Når man driver serviceforretning, som vi gør, er god trivsel lig med god service. Det er så gennemskueligt for en gæst, om medarbejderne trives. Gennem årene har vi brainet en del over, hvad der egentlig er det vigtigste, og vi har kogt det ned til nogle meget simple budskaber. Dem bruger vi både, når vi skal guide vores managers til at agere som gode ledere, men i den grad også, når vi selv skal kigge indad og forstå, hvorfor noget ikke er, som vi har tænkt, det skulle være.

Det er blevet til tre simple ledestjerner, når det gælder trivsel og gode medarbejdere:

  • Kommunikation
    Meget banalt, men også den faktor, der bredt set skaber mest frustration og dårlig trivsel, hvis ikke den hele tiden vedligeholdes. Kommunikation indgår i alt, hvad vi laver, når vi arbejder sammen. Er vi ikke gode nok til at formidle tingene på den rigtige måde, forventningsafstemme og følge op, er det som en boble af frustration, der bare bliver større og større. Helt simpelt, men alligevel den sværeste disciplin at balancere. 
  • Mesterlære
    En helt essentiel del for mig, da det at gå forrest og ikke distancere sig bag en computerskærm skaber nogle virkelig gode medarbejdere. Det er ikke den gammeldags facon med kæft, trit og retning. Der skal være tillid. Flere tør kaste sig ud i noget, hvis de ved, at de trygt kan falde tilbage. 
  • Mennesket
    Vi kan lave nok så mange fine formuleringer og ledelsesgreb, men for mig er det at forstå, hvilket menneske, jeg har med at gøre, helt afgørende for at skabe god ledelse og trivsel blandt de enkelte medarbejdere. 

Hvad er vigtigt for din egen trivsel i lederrollen – og hvorfor?
Det er ikke altid, jeg har trivedes i rollen som leder. Især fordi man som ejerleder kan komme til at fordybe sig meget i enkelte dele af forretningen, uden at nogen beder dig om at løfte blikket. Vi har altid været to til at dele opgaverne, og det har nok gjort trivslen som leder ret nem sammenlignet med at sidde alene på posten. Vi ved af bitter erfaring, at det går galt, hvis vi designer en organisation, hvor en med ledelsesansvar sidder isoleret på toppen. Min erfaring er helt klart, at man skal have en eller flere at spille bold op ad, ellers går man død i det. 

Mød de 38 andre ledere, vi sætter fokus på, lige her.