Ville du ansætte en medarbejder med depression og autisme? Anne Tine gjorde det. Det blev en gave til hele teamet

»Det er verdens bedste julegave!«

Glæden var til at føle på, da Mette May Thorborg Rosendahl kort før jul sidste år fortalte sine LinkedIn-følgere, at hun endelig var blevet fuldt raskmeldt efter en alvorlig depression, og ovenikøbet havde fået en fast stilling som FP&A-specialist i et af Danmarks største energiselskaber, OK.

I det følelsesladede opslag sendte den 35-årige kvinde fra Hornsyld, der også er diagnosticeret med Asperger, en kæmpe tak til de mennesker omkring hende, der havde hjulpet hende på vejen tilbage til arbejdsmarkedet.

»Særligt til dig, Anne Tine Humlum, for at tro på mig,« hed det i opslaget, der var rettet mod den leder i OK-koncernen, der valgte at se potentialet i hende i stedet for at fokusere på udfordringerne.

I kommentarsporet var Anne Tine Humlum en af de første til at ønske tillykke:

»Du er så supersej Mette og har bare været det hele vejen igennem! Jeg er megaglad for at have fået dig ombord på Business Finance-holdet, og jeg glæder mig til at fortsætte vores gode samarbejde og til de spændende projekter, vi skal i gang med,« skrev den 38-årige leder fra OK.

Mange ledere havde nok tænkt sig om en ekstra gang, inden de valgte at ansætte en medarbejder med en så barsk sygdomshistorik. Men som leder af Business Finance-afdelingen i OK var Anne Tine Humlum ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, da hun fik mulighed for at opnormere sin afdeling med en ekstra stilling.

»Mette May er en superdygtig medarbejder, der har været igennem noget, som har været hårdt, og som også betyder, at hun har et ekstra fokus på at passe på sig selv. Som leder vil jeg jo gerne have, at alle i teamet bliver bedre til at passe på sig selv, og her har Mette May været en gave, fordi hun har bidraget til, at det er noget, vi alle har fokus på i dag,« siger Anne Tine Humlum, da Lederstof.dk interviewer hende i OK’s hovedkontor i Viby.

Kroppen sagde stop
Det glade juleopslag på LinkedIn stod i skarp kontrast til den triste fortælling, Mette May Thorborg Rosendahl delte samme sted året før. Dengang lagde hun et opslag op med et billede fra den akutpsykiatriske afdeling.

»Efter at have presset citronen for hårdt for længe, sagde min krop STOP. Det resulterede i 10 dage uden søvn, og så slukkede mit sind også,« hed det i opslaget.

Mette May Thorborg Rosendahl fortæller i dag, at hun tilbage i maj 2024 pludselig røg ned i det sortest tænkelige hul i form af en alvorlig depression.

»Jeg lå bare i sengen og græd og kiggede ud i luften, og havde ikke lyst til at være her mere,« fortæller Mette May Thorborg Rosendahl, der i dag mener, at depressionen og de tilhørende selvmordstanker blev udløst af flere faktorer, herunder stort pres på jobbet og knas i ægteskabet.

Lang vej til et normalt liv
Til sidst så hendes daværende mand ingen anden udvej end at ringe til den psykiatriske akutmodtagelse. Her var hun indlagt i seks uger og blev blandt andet behandlet med ECT, tidligere kaldet elektrochok.

»Man kommer i fuld narkose under ECT, og jeg kan huske, at jeg halvvejs gennem de i alt 12 behandlinger, vågnede op og havde en fornemmelse af at være kommet til mig selv igen. Det var som om, der var noget, der lettede.«

Selv om hun i dag betegner ECT-behandlingerne som et vendepunkt, var der lang vej til noget, der bare kunne minde om et normalt liv. For slet ikke at tale om at finde et nyt job og en leder, der turde binde an med hende.

»At komme dertil, hvor jeg kunne bruge mit hoved igen, det troede jeg ikke rigtig på. Og at få et job, hvor der var nogen, der troede på mig igen, det havde jeg ærlig talt også troet ville være rigtig, rigtig svært.«

Skulle lære alt forfra
I ugerne efter hun blev udskrevet sov hun dårligt og havde mange panikanfald, samtidig med at hun skulle træne sig op til at håndtere selv de mest banale dagligdags ting.

»Jeg skulle lære at børste tænder og gå i bad, og i lang tid kunne jeg ikke smøre madpakker til pigerne. Det var egentlig først der, kampen rigtig begyndte,« fortæller Mette May Thorborg Rosendahl.

Inden hun røg ned i det sorte hul, havde hun haft en karriere indenfor finans og projektledelse i blandt andet Jyske Bank og Salling Group. Under sygdomsforløbet blev hun fyret fra sit job, og hun tvivlede stærkt på, om hun nogensinde ville formå at kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet, specielt da hun undervejs i forløbet blev udredt for Asperger (en form for autisme, red.)

»Det øgede bestemt ikke mit håb om, at en arbejdsgiver skulle have mod på at ansætte mig,« siger Mette May Thorborg Rosendahl, der også fik at vide, at hun risikerer at udvikle OCD (en psykisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger), hvis hun ikke passer på.

»Psykologerne var i tvivl om, hvorvidt jeg også havde OCD. Men struktur og orden handler om kontrol for mig - og ikke angst - som det er, hvis man har OCD. Jeg har dog en stor risiko for at udvikle det, fordi mere struktur og kontrol er min måde at tackle udfordringer og problemer på,« siger Mette May Thorborg Rosendahl.

Praktik i padelcenter
Vejen tilbage til arbejdsmarkedet gik dog nemmere end frygtet. Fordi hun helt fra starten havde været så åben om sin depression på Facebook og LinkedIn, var der mange, der rakte ud til hende for at hjælpe. Herunder lederen af et lokalt padelcenter, hvor hun fik lov at starte i virksomhedspraktik seks timer om ugen.

»Det var virkelig hårdt i starten, fordi jeg samtidig skulle trappes ud af sovemedicin, men i løbet af nogle måneder kunne jeg komme op på 18 timer om ugen.«

Det afgørende gennembrud kom, da en tidligere kollega i Salling Group hjalp hende videre i virksomhedspraktik i energiselskabet OK. Hun var selv skiftet til OK, og mente, at det måske kunne være et godt match.

»Selv om jeg ikke kendte hende personligt, satte hun mig i forbindelse med sin egen leder. Jeg blev indkaldt til et møde, hvor jeg fortalte om det forløb, jeg havde været igennem, og hvad jeg havde af erfaringer fra tidligere jobs.«

Resultatet blev, at hun 12. august 2025 begyndte et praktikforløb i Anne Tine Humlums afdeling. Det gik så godt, at hun kort før jul blev tilbudt en fast stilling.

»Det er jeg utroligt glad for. Jeg er meget taknemmelig for, at de kunne se, at jeg har noget at byde på, selv om jeg har været igennem et hårdt forløb og også er udstyret med flere diagnoser,« siger Mette May Thorborg Rosendahl.

Leder: Har givet løft i hele afdelingen
Ifølge hendes leder, Anne Tine Humlum, krævede det ikke lang betænkningstid at tilbyde en fastansættelse, da muligheden opstod. I praktikperioden havde hun lært Mette May Thorborg Rosendahl rigtig godt at kende, og vidste derfor, at hun var en fagligt utroligt stærk profil, der også havde masser at byde på menneskeligt.

»Hun har nogle udfordringer, men til gengæld er hun også ekstra god til nogle ting, som vi i høj grad også har brug for,« siger Anne Tine Humlum og henviser til, at Mette May primært arbejder med projektledelse, hvor der er brug for meget struktur. »Og dér er hun knivskarp; måske netop på grund af den profil, hun har.«

I Anne Tine Humlums optik har ansættelsen givet hele afdelingen et stort løft, fordi Mette May har været fuldstændig åben om sin historik og om de udfordringer, hun har.

»Det har gjort noget rigtig godt for den psykologiske tryghed i teamet. Fordi hun gerne fortæller om de problemer, hun har haft, men også de styrker, det har give hende at overkomme dem, er alle i teamet faktisk kommet tættere på hinanden. Jeg oplever, at resten af afdelingen er blevet bedre til dele de ting, de slås med, og det er for mig at se utroligt gavnligt,« Anne Tine Humlum.

Husk at se hele mennesket
Som leder af en afdeling, hvor der indimellem er susende travlt, ser hun det som et plus, at Mette May Thorborg Rosendahl selv siger fra, hvis hun har brug for en pause.

»På den måde har hun været med til at prikke til kulturen på en god måde, fordi hun har ekstra fokus på at sikre, at der også skal være energi til familien og fritiden. Nogle gange rykker vi igennem, men der skal være en fornuftig balance,« siger Anne Tine Humlum.

Hvis du skulle give et godt råd til andre ledere, der overvejer at ansætte en neurodivergent medarbejder, hvordan ville det så lyde?

»Først og fremmest at huske at se det hele menneske. Det kan godt være, at der skal tages nogle hensyn, hvis din medarbejder har en diagnose, men alle har unikke ting at bidrage med. Det gælder bare om at få øje på dem og få dem frem,« siger Anne Tine Humlum.

Uvidenhed og fordomme
Det er en tilgang til ledelse, som Casper Engel, stifter og leder af virksomheden NeuroBridg, der hjælper ledere med at skabe neuroinkluderende teams, har stor respekt for. Men det er ikke så tit, han støder på den.

»Mange ledere fravælger desværre kandidater med diagnoser, men det skyldes uvidenhed og fordomme. I min optik er det forkert kun at fokusere på diagnosen. Vi har alle sammen noget, vi kæmper med, men hvis du kan skabe de rigtige rammer, kan alle trives og præstere,« siger Casper Engel, der rådgiver virksomheder om neurodivergens og hjælper mennesker med for eksempel autisme til at finde et job.

Efter hans erfaring kan det gøre en masse godt for en afdeling eller et team at få en neurodivergent medarbejder med på holdet. Blandt andet fordi det kan bringe nye perspektiver til bordet og gøre det legitimt at være forskellig.

»Neurodivergente kan fungere som et spejl for både kolleger og ledere. Når man oplever, at det er okay at insistere på at være sig selv med både styrker og svagheder, og at det også er okay at sige højt, hvad man har brug for, hvis man skal performe og trives, kan det ændre kulturen i en rigtig god retning,« siger Casper Engel, der etablerede virksomheden, fordi han gerne ville sikre, at hans syvårige søn, der har fået en autisme-diagnose, kan finde en plads på arbejdsmarkedet, når den tid kommer. Det kræver, siger han, en omfattende ændring i den måde, ledere ser på neurodivergens.

»Jeg går på arbejde hver dag med den mission at gøre det unormale normalt,« som Casper Engel udtrykker det.

Håber at bryde tabu om diagnoser
For Mette May Thorborg Rosendahl markerer fastansættelsen i OK afslutningen på et meget mørkt kapitel, der imidlertid også rummede nogle uventede lyspunkter undervejs.

»Det har været et forfærdeligt forløb, men jeg føler mig faktisk også privilegeret, fordi der er så mange, der har hjulpet mig hele vejen fra det psykiatriske system og frem til i dag. Der har ikke været nogen grænse for den hjælp, jeg har fået, fra helt tilfældige mennesker,« siger Mette May Thorborg Rosendahl.

Ved at fortælle sin egen historie, håber hun at kunne bidrage til at fjerne lidt af det stigma, der stadig omgiver depression og neurodivergens.

»Hvis du brækker et ben eller får et stresstilfælde, er det noget, de fleste kan forholde sig til. Men at fortælle om en depression eller andre diagnoser er stadig meget tabubelagt. Det tabu vil jeg gerne være med til at bryde, samtidig med at jeg forhåbentlig kan vise folk, at der er en vej ud af mørket, selv når det ser allersortest ud.«