Hun er spirituel vejleder for landets topledere. Det her er, hvad de spørger om

»Du trækker vejret ind, du trækker vejret ud.«

Det er tidlig morgen på Hotel Clarion tæt på Københavns Lufthavn. 160 mennesker – de fleste af dem ledere - sidder i konferencerummet ’The Hangar’ med lukkede øjne og trækker vejret dybt ind og ud.

»Det eneste, du skal lige nu, er at sidde her og trække vejret. Alt andet lader du være for en stund,« lyder det med blid og monoton stemme fra Marie Kronquist, den karseklippede kvinde på scenen, der iført hvid skjorte, sorte bukser og på bare tæer guider deltagerne igennem fællesmeditationen.

Efter 15 minutter er seancen overstået. Alle åbner forsigtigt øjnene igen; mange kigger smilende rundt i lokalet, og der breder sig en stemning af forventningens glæde.

Kort efter skydes seminaret ’En ny tid - bæredygtighed, spiritualitet og ledelse’ for alvor i gang. Anført af Marie Kronquist veksler dagen mellem interviews og foredrag med erhvervsledere, der har erstattet ’hamsterhjulet’ med personlig og spirituel udvikling og har lært at gøre sig umage med deres liv, kun afbrudt af frokost og flere fællesmeditationer.

Hvad har jeg lyst til, hvad er vigtigt for mig?
Men showets stjerne er Marie Kronquist, en 45-årig buddhistisk vejleder, der - ud over at holde seminarer og foredrag - underviser i meditation på flere af landets største arbejdspladser, herunder Mærsk, Nordea, ISS, Bruun Hjejle, Grundfos, Nykredit, Danske Bank og Novo Nordisk.

Hun tilbyder også følgeskab til ledere, der har brug for andet og mere end det, de traditionelle lederuddannelser kan give dem. Nogle af lederne har hun fulgtes med i 6-7 år, ofte på daglig basis. Samtidig driver hun en række studiegrupper, hvor grupper på 7-8 ledere fordyber sig i både personlig udvikling og mere klassisk buddhisme.

Men hvad er det, toplederne efterspørger? Og hvorfor kommer de til Marie Kronquist, der har en baggrund som professionel basketballspiller og politibetjent og langt hen ad vejen er selvlært som coach og vejleder?

»Mange af dem, der kommer hos mig, har i en lang årrække løbet så stærkt og beskæftiget sig med alt muligt andet end sig selv, at de ikke aner, hvad de har lyst til at spise, hvordan de egentlig har det, om de skal dreje til højre eller venstre, og heller ikke ved, hvad der er vigtigt for dem. De har brug for en, de bare kan snakke med, måske lidt dybere eksistentielt, uden at det bliver navlepilleri,« siger Marie Kronquist, da Lederstof.dk interviewer hende et par dage efter seminaret på et kontorhotel i det indre København.

»De kan ikke sætte ord på det, men kan mærke, at der er en utilfredshed, en rastløshed eller en rodløshed, som de igennem længere tid har jongleret med, og som de så tænker, at jeg kan hjælpe dem med at få kigget nærmere på,« siger hun.

’En at følges med’
Nogle af hendes klienter kommer helt konkret for at lære at meditere, men andre har mere behov for ’en at følges med’, som Marie Kronquist udtrykker det.

»Jeg kalder det følgeskab, og der er nogle topledere, jeg har fulgtes med i flere år efterhånden, og som virkeligt arbejder med sig selv i dybden. De behøver ikke at meditere; de kan gøre alt muligt andet, men jeg vil anse dem som værende mennesker, der arbejder med sig selv på et plan, som faktisk er benhård træning.«

Hvordan foregår sådan et følgeskab i praksis?

»Når vi starter et følgeskab, er det ret intensivt, fordi vi skal have skabt det rigtige rum og have opbygget en stærk relation. Så det bliver til utroligt mange snakke og mange gåture. Der er også mange, som jeg kommer hjem til privat. Jeg har haft mange topdirektører i den finansielle verden, hvor vi bare sidder sammen nede på Strandvejen. Uanset hvor det foregår, er der ikke nogen agenda, ikke noget, vi skal nå. Det er heller ikke noget med 10 ture på et klippekort, og så skal vi have fixet det her problem. Nogle gange sidder vi bare helt stille og mærker efter.«

Jeg tænker, at lige akkurat stilhed måske godt kan få nogle topledere op i det røde felt?

»I høj grad. Jeg plejer at sige, at det er i stilhed, vi virkeligt kan arbejde med os selv. Det er svært at flygte, når man sidder i stilhed med sig selv. Hvis stilhed varer længere end et minut, begynder man at mærke sig selv, man sidder med sine egne tanker, sine egne følelser og sine egne fornemmelser. Det er der, det for nogle – faktisk de fleste – bliver overvældende. Men det er også der, mit arbejde ligger, og hvor jeg kan se, hvordan vi kan få skabt noget godt.«

Rådgiver du også om forretning, strategi og den slags?

»Nej, det har jeg overhovedet ikke forstand på. Vi snakker som udgangspunkt aldrig om arbejde, dels fordi det ikke interesserer mig overhovedet, dels fordi jeg ved, at det flytter fokus et andet sted hen.«

Mange ledere er ensomme
Samtalerne kan for eksempel blive en indgang til at lære at være mere nærværende i de ting, vi gør – og kun gøre en ting ad gangen.

»Det er meget sjældent, at vi er nærværende og til stede, fordi vi hele tiden er på vej videre. Oppe i vores hoveder er der en tysk Autobahn, hvor vi både tænker på, hvad vi skal have til aftensmad, den mail, vi ikke har fået sendt, og husker på det møde, vi skal have. På den måde er vi jo alle vegne, undtagen her. Og så træffer du som topchef nogle rigtigt dårlige beslutninger.«

Hvor mange af de ledere, der kommer hos dig, ville du sige lider af decideret dårlig trivsel på den ene eller anden måde?

»Jamen, det er jo dem alle sammen. Det er meget sjældent, at jeg møder et menneske på ledelsesniveau, hvor jeg tænker, at her er der noget sundhed. Men mit sundhedsbegreb er også bredt. Det handler både om søvn og kost, en eller anden form for motion, der skal være noget meditation og noget selvudvikling, så paletten er ret bred.«

Topledere – og ledere generelt – anses ellers for at være ret privilegerede mennesker. Men det lyder som om de slås rigtig meget med mange ting?

»Mange af topcheferne er omgivet af utroligt mange mennesker, men alligevel er ensomhed et gennemgående tema. Mange vil også gerne helt klassisk finde noget ro i deres liv. De kan jo godt se, at de har 10.000 bolde i luften, og at det ikke er optimalt. Jeg er ikke psykolog, jeg er ikke deres familie, jeg er ikke deres kollega, og jeg sidder ikke i en eller anden netværksgruppe, så det bliver sådan et helle hos mig.«

Se tigeren i øjnene
Med afsæt i den buddhistiske tankegang handler Marie Kronquists vejledning i høj grad om at lære at erkende og leve med mørket og sorgen som en uundgåelig del af livet. ’Se tigeren i øjnene’, som en af hendes bøger hedder.

»Dybest set er vi nødt til at kigge på alt det i os selv, som vi ikke har lyst til. Hvis jeg som menneske, uanset om jeg er topleder eller ej, har lyst til at vokse eller løfte mig selv, så er jeg simpelthen nødt til at forholde mig til det i mig selv, som jeg ikke har lyst til.«

Hvad kan det for eksempel være?

»Det kan være frygten for ikke at slå til på arbejdet, ikke være dygtig nok eller den bedste. Vi mennesker er indrettet sådan, at vi ikke af os selv kan sætte os ned og kigge på det, vi ikke har lyst til. Der er vi nødt til at have nogle, som kærligt og provokerende hjælper. Det er der, jeg kommer ind i billedet, næsten i en form for had-kærlighedsforhold.«

Det lyder lidt som at gå til tandlægen?

»Ja, men jeg er også sådan en slags ’voksenpædagog’, der nogle gange kan være meget irriterende og insisterende, når jeg hjælper dig til at se de ubehagelige ting i øjnene. Vi lever jo i en privilegeret verden og vil helst have det behageligt. Vi vil have solskin og sommerferie og gode stunder. Når livet så kradser af en eller anden årsag, er vi utroligt dårlige til at være i det.«

(Artiklen fortsætter efter interviewet herunder med en af Marie Kronquists klienter, Bjarne Steen Jensen)

Lederne kommer først, når de står på kanten
Marie Kronquist møder masser af ledere, der gerne vil alt det rigtige – og for eksempel agerer korsfarere, når det gælder bæredygtighed og klima. Men tit glemmer de at få styr på sig selv, før de drager i felten.

»Jeg møder utroligt mange, der arbejder med bæredygtighed, som selv går ned med stress. Så er det, jeg tænker: ’Hallo, det giver jo ingen mening’. Udgangspunktet må altid være at starte med sig selv, men det er der mange, der misser. De drager ud for at redde verden med de bedste intentioner. Men hvis de selv har det rigtig skidt og ikke har kontakt til sig selv, så bliver det helt omsonst. Hvis du prøver at gøre en forskel, men ikke har særligt meget at bidrage med, fordi du lidt klicheagtigt ikke er i balance med dig selv, kan du ikke bidrage på en god måde.«

’Ubalancen’ kan ifølge Marie Kronquist give sig udslag på mange måder:

»Det kan være, at de rent fysisk ikke fungerer og for eksempel ikke kan sove om natten. Det er en stor og ret afgørende ting. Det kan også være, at der bare er en generel utilfredshed; at man ikke kan løse den gordiske knude i det at have en hverdag. Ofte skyldes det jo, at man simpelthen arbejder alt for meget, men der kan også være mange andre årsager,« siger Marie Kronquist og tilføjer:

»På et eller andet tidspunkt sker der noget skelsættende, der får det til at tilte. For nogle var coronakrisen en udløsende faktor, fordi de pludselig blev konfronteret med sig selv derhjemme.«

Så dine klienter kommer typisk først, når det hele er ramlet?

»Der er ikke nogen, der kommer i god tid! Jeg er jo fortaler for, at man starter 15 år tidligere. Men det er desværre først, når folk står ude på kanten af 10-meter vippen af en eller anden årsag - skilsmisse, fyring, sygdom, omrokering på arbejdet eller corona - at vi lige får et wake-up call.«

Sorgen blev begravet i sport
Marie Kronquists egen vej til det spirituelle kan udefra betragtet se lidt tilfældig ud. Men hun er selv overbevist om, at der er en højere mening med, at hun er landet lige her.

»Jeg tror, at det altid har været meningen, at jeg skulle lave det, jeg gør i dag. Og at det er det, jeg skal bruge mit liv på, hvis vi skal putte det op i det perspektiv.«

Der var ellers ikke meget religion eller spiritualitet over hendes opvækst i et helt klassisk parcelhuskvarter i en helt almindelig lærerfamilie.

»Jeg er ikke vokset op med forældre, der brændte røgelse eller sang buddhistiske sange. Slet, slet ikke,« siger hun.

Som ung var hun mest af alt optaget af sport og var både meget talentfuld og ekstremt dedikeret, uanset om hun dystede i tennis, håndbold eller basketball. Kun plakaterne på værelset var et lille forvarsel om den vej, hun senere skulle gå ned af: Her hang Moder Teresa side om side med Nelson Mandela, mens kammeraterne havde billeder af boybands og heste.

Da hun var 15 år gammel, døde hendes søster i et trafikuheld. Men sorgen blev, siger hun i dag, ’begravet i sport i mange år.’

»Det var min måde at håndtere det på.«

Efter gymnasiet var hun i fem år professionel basketballspiller i den portugisiske liga og i England, inden hun vendte hjem til Danmark og blev optaget på politiskolen ’for at blive den nye Ingrid Dahl fra Rejseholdet’.

»Jeg var lige så dedikeret på politiskolen, som med min basket, og jeg havde ikke nogen Plan B. Så da jeg knuste min ankel under en beredskabstræning og var ude af spillet et helt år, var der et korthus, der væltede. Alle følelser, sorg og ar efter min søster kom op til overfladen, fordi jeg ikke længere kunne træne, løfte og løbe dem væk. Og det gjorde, at det hele kæntrede for mig.«

45 dages stilsted
Det personlige sammenbrud førte hende til en psykoterapeut i Valby, og derfra ud på en spirituel rejse, som aldrig er sluttet.

»Jeg fandt det ret hurtigt meget interessant, og der var noget, der vågnede. Jo mere, jeg snusede til det, og jo flere nye spirituelle mennesker, jeg mødte, jo mere var det som om en helt ny verden åbnede sig. Samtidig var det det mest naturlige for mig nogensinde. Nærmest en selvfølgelighed.«

Hun begyndte at læse kommunikationspsykologi på CBS og tog fem gange på silence retreats i Indien, hvor opgaven var at være stille i 45 dage.

»Så får man undersøgt lidt af hvert. Du kan ingenting, andet end at være med dig selv.«

I starten var det eneste formål at blive klogere på sig selv og få bearbejdet sorgen, men stille og roligt blev det også hendes virke.

Under studiet øvede hun vejledning på ’kaniner’, der alle blev hængende og ville have mere, og hun byggede hele tiden på, blandt andet med coachuddannelser og studier af mindfulness, samtidig med at hun ivrigt studerede den gren af buddhismen, der kaldes shambala. Lige nu er hun i gang med at tage en master i buddhisme på South Wales University, samtidig med at hun passer sine klienter, studiegrupper og et efterhånden omfattende forfatterskab.

(Artiklen fortsætter efter interviewet herunder med en af Marie Kronquists klienter, Lene Lange)

Broget marked for spiritualitet
Hvordan kan man være sikker på, at du er den rigtige at gå til, hvis man som leder har brug for en vejleder eller en at følges med?

»Jamen, det kan man heller ikke. Der er ingen tvivl om, at det spirituelle marked er lidt broget marked, skal vi sige det sådan.«

Men det er et stort marked?

»Det gør det ikke bedre. Det er et utroligt stort, broget marked, hvor jeg, uden at lægge hovedet på blokken, vil sige, at du kan bruge 10 procent af det. Det er klart, at det er jo en kæmpe udfordring.«

Hvad gør man så som potentiel kunde? Det er jo ikke en beskyttet titel at være coach eller spirituel vejleder?

»Det er også det, der gør, at den spirituelle verden har det svært. Der er rigtig meget bras. Det bedste, man kan gøre, er at gå ind og kigge på nogle hårde referencer. Man kan se, hvem og hvad jeg arbejder med, og det fungerer heldigvis på den måde, at det åbner rigtig mange døre, at jeg har været hos Novo Nordisk i 18 måneder, og hos Nykredit, ISS, Mærsk og mange flere. Vores verden er bare skruet sammen på den måde, at det blåstempler.«

Hvad siger det om virksomhedskulturen i dag, at virksomheder som Mærsk og Novo Nordisk inviterer dig ind for at stå for meditationstræning?

»En moderne virksomhed ved godt i dag, at man er nødt til at kigge den vej. Man kan ikke bare arbejde 80 timer om ugen mere. Der er også en gryende erkendelse af, at for at kunne lede og hjælpe andre, skal du først have styr på dig selv.«

Vil ikke være ’ugens spirituelle tilbud’
Når Marie Kronquist indgår en aftale med en topleder eller en virksomhed, gør hun sig umage med at forklare, at hun ikke gider være ’ugens spirituelle tilbud’.

»Hvis man leder efter et quick-fix, er man gået forkert hos mig. Nogle steder går man direkte fra fordybelse til pomodoro og så videre til det næste. Det kalder jeg ’syv uger for sjov’, og det er ikke den måde, jeg arbejder på.«

Et godt eksempel på en grundig tilgang er det samarbejde, hun havde med Novo Nordisk for seks år siden. Her aftalte hun at lave morgenmeditation for et team på 25 ansatte tre gange om ugen.

»Vi blev placeret nede i kælderen, og der var 100 procent fremmøde efter den første måned. Så kom der en ny afdeling til, og jeg endte med at være der i 18 måneder, hvor 12 afdelinger var involveret og HR kom ind over.«

Bange for egen vejrtrækning
Du har selv mediteret hver morgen i 15 år, men hvad er det egentlig, meditation kan?

»Meditation kan mange ting. Fra gammel tid har man sagt, at det at få en meditationspraksis, også er at træne vedholdenhed, tålmodighed, standhaftighed og disciplin, og det er jo noget af det, vi mennesker har svært ved. Og så er det en træning i dig selv. For nogle mennesker kan bare det at sætte sig ned, uden at skulle gøre noget i et kvarter, være en træning. For andre kan det at skulle mærke efter, hvordan man egentlig har det, være en kæmpe udfordring.«

Hvorfor opleves det som så svært?

»Der er nogle, der simpelthen kan blive forskrækkede over at mærke deres egen vejrtrækning. Det er skidt, men det er sådan, det er.«

Vær omhyggelig med dit liv
Hvad er det så man efter din erfaring kan opnå ved meditation?

»For nogle bliver det en oplevelse af at få en snert af timeout, af pause, hvor du kan slippe omverdenen for en stund og bare være her med dig selv. Der ligger noget frihed i det, en ro i det. Med tiden får du en evne til at navigere på en helt anden måde i alt det, der er, fordi du får tag på sig selv. Så kan du lige pludselig finde ud af, hvad der er vigtigt, og om du skal tage den ene eller den anden beslutning. Eller opdage, at du faktisk har brug for at gå tidligt i dag. Eller har behov for at tage en middagslur eller begynde på havearbejde.«

Ud over at meditere og måske også være stille indimellem, hvad er så dine bedste bud på, hvordan man som leder passer bedst på sig selv?

»Jeg har ikke 10 gode råd til et lykkeligt eller sundt liv. Det er jo helt individuelt. Der er de helt simple grundlæggende ting, som vi alle godt ved: God kost, frisk luft, trække vejret, sove om natten. Det ved vi jo godt som voksne mennesker. Men derfra og til at efterleve det, er der langt. Men jeg tror også, at et sundt liv er tage sig tid til at mærke efter, tage sig tid til at trække vejret og kigge sig omkring, måske bare sætte sig og glo,« siger Marie Kronquist og fortsætter så efter en lille tænkepause:

»For mig er det vigtigste råd nok at være ’omhyggelig’ med sit liv, være omhyggelig med sig selv. Mange kommer til at leve lidt for lidt sjusket. Man tænker måske, at når bare det her projekt er ovre, eller den milepæl er nået, og det her problem løst, så bliver alting godt. Vi tror, at der er masser af tid, og derfor husker vi ikke at værdsætte os selv, livet og øjeblikkene nok.«

Frygten for at miste drivet
Kan der hos nogle af de topledere, der kommer hos dig, ikke være en frygt for at miste det drive, som har bragt dem dertil, hvor de er, hvis de begynder at arbejde med sig selv, ser indad og ender med at sidde på en bænk og kigge ud i luften?

»Jeg møder en gang imellem nogle, som godt kan se, at det ville være en rigtig god ide at begynde at arbejde med tingene, men som er bange for konsekvenserne, både arbejdsmæssigt og privat. For hvad er det lige, der sker, hvis jeg begynder at forholde mig til mig selv og det liv, jeg lever? Heldigvis er min oplevelse, at de efter nogen tid vender tilbage og har fundet ud af, at de bliver nødt til at træffe de valg, de godt inderst ind vidste, var de rigtige. Og så ender de med at blive skilt eller skifte arbejde eller retning alligevel,« siger Marie Kronquist.

(Artiklen fortsætter efter interviewet herunder med en af Marie Kronquists klienter, Jesper Panduro)

Buddhisme behøver ikke være del af pakken
Selv om hun er buddhist, behøver man ikke købe ind på den livsanskuelse, hvis man indgår et følgeskab med Marie Kronquist eller hyrer hende til fællesmeditation på arbejdspladsen.

»Jeg kan godt snakke med den enkelte leder om at bruge sit liv godt uden at sætte det ind i buddhistisk kontekst. Det behøver ikke at handle om reinkarnation og karma; den del er der også, og den del nørder jeg rigtig meget med mange ledere, men der er også nogle, der bare gerne vil lære at meditere for at finde ro. Og så er det det, vi gør.«

Hvor mange af toplederne tager buddhismen til next level?

»Det er svært at sætte tal på, men jeg har ni studiegrupper med hver syv ledere, hvor vi nørder buddhisme og lærer om livshjulet, de ædle sandheder og middelvejen – alle de tunge buddhistiske ting, som vi selvfølgelig snakker om i et moderne perspektiv,« siger Marie Kronquist.

For hende handler buddhismen især om ’at være med det, der er’. Og mere basalt om at være et godt menneske.

»Det lyder jo helt absurd, men det er faktisk et kæmpe arbejde. At bruge sit liv på en god måde og møde alting med venlighed er det vigtigste pejlemærke for mig.«

Og man kan godt være en god buddhist og et godt menneske og samtidig være en topperformende virksomhedsleder, der skal leve op til kvartalskrav og alle mulige interessenters krav?

»Det mener jeg. Det er jo det, der er opgaven,« lyder svaret fra Marie Kronquist.

Bare tæer og blåbær
I hendes eget arbejdsliv har hun af og til travlt, men aldrig i en grad, så hun selv risikerer at miste balancen. Faktisk er hun meget bevidst om, nærmest rigid, når det handler om, hvor meget hun kan have i sin kalender i løbet af en uge.

»Det må aldrig ske, at jeg selv halser efter eller havner i hamsterhjulet,« siger Marie Kronquist og tilføjer:

»Så hvis du kigger på en uge i Maries liv, går jeg lige så meget rundt på bare fødder i græsset derhjemme og spiser blåbær eller læser en bog, som jeg er på.«