Topchef for 650 ansatte: »Inderst inde føler jeg mig stadig som en lille tyk, brun dreng«

Han husker det, som var det i går.

Yathukulan Kankesan gik stadig i en af de mindre klasser i skolen, da han en dag kom hjem til familiens hus i Bredsten lidt uden for Vejle og kiggede sig i spejlet i entreen. Og nærmest fik et chok.

»Jeg blev overrasket over at se, at jeg var brun, for i skolen var jeg jo omgivet af børn, der var lyse. Jeg husker også tydeligt, at jeg tænkte: ’Hvor ville jeg gerne være en af dem’,« siger Yathukulan Kankesan.

Følelsen af ikke rigtig at høre til, fordi han var anderledes, har aldrig forladt den i dag 45-årige CEO for den danske og tyske del af den svenske børsnoterede Eltel-koncern, der leverer tjenester inden for el- og telekommunikationsnetværk. Selv om opvæksten i en familie, der flygtede til Danmark fra borgerkrigen i Sri Lanka, da han var syv år gammel, umiddelbart var tryg og rolig, har Yathukulan Kankesan, eller ’Tuk’, som han er blevet kaldt siden skoletiden, ikke formået at give slip på den usikkerhed, det gav ham at være brun i en overvejende hvid verden.

»Jeg har en personlig usikkerhed, der kommer til at forfølge mig for altid. Den tror jeg aldrig nogensinde, jeg kommer til at slippe. Jeg er blevet bedre til at leve med den, og har heldigvis en stor tro på mig selv professionelt og fagligt som leder, men inderst inde er jeg stadig en brun ’Tuk’ på syv år, endda en tyk, brun ’Tuk’, for at det ikke skal være løgn,« siger Yathukulan Kankesan.

Ikke noget ’offer’
Bare så det er slået fast fra start: Yathukulan ’Tuk’ Kankesan hverken er eller føler sig som et ’offer’. Han angler ikke efter, at folk skal synes, at det er ’synd’ for ham, at han er født med en anden hudfarve, end de fleste andre her i landet. Hans ærinde er snarere at sætte nogle ord på, hvordan hans sårbarhed har påvirket ham over lange stræk i tilværelsen og karrieren (og stadig gør det den dag i dag). Med det formål at vise andre i samme situation, at der er et lys for enden af tunnelen, hvis du føler dig udenfor eller kæmper med et lavt selvværd.

Selv om ’Tuk’ stadig slås med en grundfølelse af usikkerhed inderst inde, er han samtidig en leder med stor selvtillid og tro på sig selv.

»Hvis jeg skal prøve at sætte ord på det, er usikkerheden noget, der rumsterer allerdybest inde i mig. Som CEO er jeg ret sikker på, hvad vi skal som virksomhed. Og jeg ser det ikke som ’blød ledelse’, at jeg for eksempel er gået i gang med en kulturændring, der skal sikre samarbejde på tværs, selvstyre og ansvarlighed«, siger Yathukulan Kankesan, der også mener, at hans personlige ledelsesstil som leder er et aktiv i, hvad han betegner som ’Eltels mål om at gå fra udførende el-installatør til at være strategisk partner for Danmarks kritiske infrastruktur’.

De indre følelser, ’Tuk’ kæmper med, står da også på mange måder i skarp kontrast til, hvad han faktisk har opnået i sin succesrige professionelle karriere. Trods en atypisk baggrund og uddannelse er han således blevet en af meget få topchefer herhjemme, der har sine rødder uden for landets grænser.

Han ser sig dog ikke selv som nogen rollemodel eller mønsterbryder.

»Det har jeg aldrig tænkt om mig selv. Igen: Jeg vil bare gerne være ligesom de andre og jeg vil bare gerne måles på det samme. Jeg har heller ikke lyst til at lægge det ekstra lag på mig selv, for jeg spænder nok ben for mig selv i forvejen,« konstaterer ’Tuk’ med sit karakteristiske skæve smil.

Første 13-tal afgjorde studievalg
’Tuk’ er født i 1980 og kom til Danmark som otteårig. Da han voksede op i Bredsten, opfordrede hans forældre ham til at få en god boglig uddannelse, for eksempel som ingeniør eller læge. Men de støttede ham fuldt ud, da han efter gymnasiet (hvor han var en meget gennemsnitlig student), i stedet tog en etårig HH. Her fik han sit første 13-tal nogensinde - i erhvervsøkonomi.

»Min lærer sagde derfor til mig, at det nok var det spor, jeg skulle overveje at forfølge. Jeg tænkte: ‘Okay, det lyder trygt’. Og så gik jeg den vej.«

Efter at have læst økonomi på Syddansk Universitet, arbejdede han blandt som business controller hos Banedanmark, og blev i 2008 ansat i Eltel, hvor han hurtigt kravlede op ad karrierestigen, kulminerende da han i august sidste år blev udnævnt til CEO og dermed øverste chef for 650 ansatte i Danmark og Tyskland.

Han husker tydeligt, hvordan han følte sig som lidt af en undskyldning for sig selv den første gang, han trådte ind ad døren som nyudnævnt CEO.

»Jeg tror ikke, det var sådan mine kolleger opfattede det, men jeg havde virkelig svært ved at forstå, at det nu var mig, der var direktør i den her virksomhed. Men jeg mærkede hurtigt, at alle søgte i min retning og gerne ville tale med mig, og jeg har hurtigt fundet mig til rette i rollen,« siger han i dag.

Barske oplevelser i barndommen
I de senere år har Eltel-CEO’en forsøgt at få udredt, hvad det egentlig er, der rører sig i ham med al den usikkerhed. Undervejs er han blevet opmærksom på, at den stikker dybere end som så, og faktisk trækker tråde tilbage til familiens og hans egne oplevelser under borgerkrigen i Sri Lanka. Den konkrete anledning til at åbne det kapitel kom, da Rusland invaderede Ukraine.

»I familien begyndte vi at snakke om, hvordan det egentlig var at være barn under borgerkrigen i Sri Lanka. Både min storesøster og mine forældre kunne fortælle historier, som blæste mig omkuld, for jeg havde ikke nogen anelse om, hvor slemt det egentlig var.«

Det gik op for ’Tuk’, at han havde behov for professionel hjælp til at håndtere de mange ting, han havde lagt låg på, og han begyndte derfor at konsultere en psykolog.

»Sammen med psykologen fandt jeg ud af, at der var masser af ting, som jeg havde pakket sammen og forsøgt at undertrykke. Lige fra oplevelserne i Sri Lanka som barn til eksempler fra Danmark på det, man i mangel af bedre udtryk vel kan kalde ’hverdagsracisme’, og som havde påvirket mig mere, end jeg på det tidspunkt havde lyst til at indrømme over for mig selv.«

Navnet var en hindring
’Hverdagsracisme’ oplevede han for eksempel i de unge år, hvor han havde mere end almindeligt svært ved at blive kaldt til samtale, når han søgte job. Det forblev usagt, men selv havde han en klar fornemmelse af, at det var hans eksotiske navn, der betød, at han blev sorteret fra.

»Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg tror 100 procent på, at mit navn har været en hindring. Men det hører også med, at jeg som ung måske ikke altid var god nok til at sælge mig selv i jobansøgninger. Jeg trak lidt for meget fra i forhold til, hvad jeg faktisk kunne.«

Der har også været mange små oplevelser i hverdagen, der har gjort indtryk. Som dengang en kvinde, der havde mistet sin pung i bussen, nærmest stemplede ham som tyv med spørgsmålet: »Er det dig, der har taget min pung?«

»Det kan virke som en lille ting, men jeg kan se i dag, at det ramte mig, også selv om jeg for det meste i den slags situationer reagerede ved at prøve på at finde undskyldninger for, hvordan omgivelserne behandlede mig. Men det var alligevel noget, der satte sig i mig, for jeg opfatter mig som pænt og ordentligt menneske.«

Usikkerhed har været en driver
Selv om ’Tuk’ meget ærligt fortæller om, hvor bøvlet, det er at slås med mindreværdsfølelser (han er også helt åben omkring det i virksomheden), har den usikkerhed, han er udstyret med, også haft sine fordele. Han vurderer selv, at hans konstante jagt på at blive som alle andre, har været en afgørende driver i hans karriere. Og langt hen ad vejen også forklaringen på, at han er avanceret så hurtigt op igennem systemet.

»Jeg har altid følt, at jeg skulle bevise mere, end alle andre skulle. Og jeg kan se i dag, at jeg altid har haft en enorm trang til at overperforme for at bevise, at jeg var god nok og hørte til. Og det har helt sikkert været godt for min karriere, at jeg som udgangspunkt altid har leveret meget mere, end jeg er blevet bedt om.«

Leder ved et tilfælde
Bagsiden af medaljen har været, at han nogle gange har arbejdet så hårdt på at blive accepteret af alle omkring sig, at han undervejs har mistet lidt af sig selv.

»Når man hele tiden tilpasser sig og prøver på ikke at være besværlig eller kontroversiel og utroligt social, betyder det også, at man ikke fuldstændig står ved, hvem man egentlig er,« siger ’Tuk’.

Det oplevede han for fuld udblæsning, da han i 2017 fik sit første rigtige lederjob i Eltel. Dengang var han menig controller og havde egentlig besluttet sig for at forlade virksomheden, fordi skiftede chefer efter hans mening var godt i gang med at køre Power-divisionen i sænk. Han følte dog, at det var hans pligt at fortælle den øverste chef, hvad problemerne reelt bundede i, inden han forlod virksomheden.

»Jeg havde faktisk givet op, men syntes, jeg skyldte at fortælle ham sandheden som min afskedssalut, inden jeg forsvandt ud ad døren.«

Et par dage efter ringede chefen ’Tuk’ op, og spurgte, om han ville være ny leder af divisionen og dermed chef for 110 mand.

»Jeg blev meget overrasket. Jeg var jo bare en tal-fyr, og havde aldrig været leder for nogen. Men i samråd med min hustru, Mette, endte jeg med at sige ja. Det var hende, der overbeviste mig om, at jeg ikke havde noget at tabe. Hvis det gik dårligt, kunne jeg jo altid gå tilbage til et controllerjob.«

»Et menneske, jeg ikke havde lyst til at være«
Power-divisionen kørte på det tidspunkt med store underskud, men ’Tuk’ fik i løbet af kort tid vendt skuden. Efter hans første år kom der balance i tallene, og året efter lød overskuddet på fem millioner kroner. Men prisen var høj for ham personligt.

»Jeg har været så forhippet på at levere resultater, at alt andet mistede sin betydning. Jeg arbejdede ekstremt mange timer, og blev kold og mistede al empati, også over for min egen familie. Faktisk blev jeg et menneske, jeg slet ikke havde lyst til at være, fordi jeg var så opsat på at bevise over alle dem, der ikke troede på mig, at jeg kunne klare det her,« siger han i dag.

Da han efter et par år fortalte sin øverste chef, at han ikke mente, at han kunne gøre resultaterne i Power bedre, end han allerede havde gjort, fordi han manglede kommerciel baggrund og forståelse, mødte han stor velvilje. Og faktisk fik karrieren bare endnu mere luft under vingerne I 2020 blev han udnævnt til CFO, efterfulgt af det sidste skridt mod toppen og udnævnelsen til CEO i august 2025.

Bruger båndbredde på at høre til
Når man spørger Yathukulan Kankesan, hvorfor der efter hans opfattelse ikke er flere topledere herhjemme, der hedder noget andet end Hansen eller Jensen, peger han på de udfordringer, han selv har kæmpet med.'

»Jeg tror generelt, folk med en anden hudfarve har for lidt selvtillid. Den usikkerhed, der fylder så ekstremt meget i mig, fylder jo i mange. Så vi bruger meget af vores båndbredde på at høre til, i stedet for at excellere.«

Samme mekanisme gør sig ifølge ’Tuk’ gældende, når det gælder kvinders (manglende) muligheder for at komme helt til tops i dansk erhvervsliv.

»Jeg tror, mange kvinder slås med nogle af de samme ting. Der er helt sikkert et uudnyttet potentiale, når vi snakker diversitet og ligestilling, hvis vi kunne blive lidt klogere på de psykologiske aspekter, der spiller ind,« siger ’Tuk’.

Tillid og psykologisk tryghed
I Eltel er han så privilegeret, at han selv kan gøre noget ved balancerne. Han har da også, siger han, en klar ambition om at få flere kvinder længere op i ledelseslagene, fordi det er vigtigt for ham at tappe ned i hele talentmassen, og ikke kun den mandlige del af den.

Som øverste leder for 650 medarbejdere, hvoraf langt hovedparten har deres gang på byggepladser og i skurvogne, er ’Tuk’ meget bevidst om den kultur, han gerne vil fremme i virksomheden. Han insisterer på, at folk taler ordentligt til og med hinanden, og forsøger at gøre op med den af og til noget rå tone, der stadig præger dele af branchen.

»Det er stadig en meget mandsdomineret branche, og jeg synes, at kulturen nogle gange er mere maskulin, end den behøves at være,« fastslår han.

Har lært sig selv at være topleder
Modsat mange andre topchefer har ’Tuk’ aldrig frekventeret IMD eller andre prestigefyldte lederuddannelser, men har i stedet skolet sig selv. Dels gennem efterhånden en del års praktisk ledererfaring, dels ved at læse enorme mængder litteratur om adfærd, personlig effektivitet og motivation. Og selv om han fortsat er ny i CEO-jobbet og stadig arbejder på at finde sin helt egen stil, har han sat en klar retning for sit lederskab.

»Jeg føler, at jeg har uddannet mig selv i forhold til, hvad det er for en slags skole, jeg gerne vil lede efter. Mit udgangspunkt handler om tillid og om at skabe psykologisk tryghed i de enkelte teams. Nok fordi jeg selv har oplevet, hvor stor skade, det modsatte kan gøre.«

Fordi han efterhånden kender sig selv så godt, og fordi han vedstår sin sårbarhed overfor både ledergruppen og resten af organisationen, er han god til at tage de dybe eller svære samtaler.

»Jeg har haft mange samtaler med folk de senere år, hvor der også var tårer involveret. Ikke fordi det var dårlige samtaler, men fordi vi kom ind til kernen af noget, der er vigtigt,« siger ’Tuk’, der forsøger at lede uden at give alle svarene:

»Jeg tror på, at folk der forstår, hvad vi skal og har det godt, performer bedre. Jeg kan godt følge op tæt og gå meget i detaljen, men det er slet ikke min natur.«

Fejl kan være fantastiske
’Tuk’ har også taget et opgør med nulfejlskulturen i virksomheden. Ikke alene er det i dag okay at begå fejl (undtaget når det gælder sikkerheden; her er der stadig nultolerance), hvis man fortæller åbent om dem, og forsøger at undgå at gentage dem. I ’Tuks’ optik kan fejl være utroligt værdifulde.

»For mig er fejl fantastiske, hvis man bruger dem rigtigt. Hvis vi når dertil, hvor der aldrig sker fejl, er vi blevet for forsigtige,« lyder det fra Eltel-CEO’en.

At han stadig er et uhyre ambitiøst menneske, og går på arbejde hver dag for at levere mere, end der forventes og forlanges af ham, lægger han ikke skjul på.

»Min tilgang er, at der skal skabes resultater hver dag. Og jeg ser ikke nogen modsætning imod at tænke langsigtet og samtidig have fokus på kortsigtede resultater.«

Overskud til at læse højt for børnene
Noget af det, der fylder allermest i hans lederliv, er, at han skal huske at holde fast i, hvem han er, og ikke blive en anden. Skrækscenariet er (igen) at blive en leder og et menneske, han ikke har lyst til at være.

»Det er vigtigt for mig, at jeg stadig har overskud til at læse højt for børnene derhjemme, og jeg forsøger at lægge jobbet til side om aftenen og kun bruge morgentimerne i weekenderne, mens familien sover,« siger Yathukulan Kankesan, der dog gerne indrømmer, at det aktuelt kniber lidt med at finde balancen.

I de første måneder som ny CEO har han konstant været på farten for at være fysisk til stede på alle Eltels fire kontorer i Danmark.

»Jeg har et princip om, at jeg i løbet af to uger skal have været på alle kontorerne. Fordi jeg har en kone, som er handicapmedhjælper og arbejder 24 timer i træk, når hun arbejder, er min kalender i grove træk planlagt halvanden måned ud i fremtiden,« siger ’Tuk’, der vurderer, at hans ugentlige arbejdstid, inklusive de mange timer på lande- og motorveje, har ligget mellem 55 og 60 timer, siden han tiltrådte.

»Jeg er meget bevidst om, at min kalender og arbejdstid ikke skal se sådan ud om et år, for så ville jeg ikke kunne være i det. Men jeg føler også, at jeg gør de ting, der skal til for at løse det,« siger Yathukulan Kankesan, og henviser til, at han er i gang med at udvide sin chefgruppe med to medlemmer, så opgaverne kan fordeles ud på flere hænder.

Med usikkerheden på bagsædet
Selv om timerne på jobbet lige nu er for mange, stortrives han i jobbet og ser frem til at forløse det potentiale, han ser i virksomheden, over de næste mange år. Også selv om det bliver med den indgroede usikkerhed som blind passager.

Det er meget modigt af dig, at du taler så åbent om usikkerheden. Tror du nogensinde den forsvinder, for eksempel når du som 80-årig sidder og kigger ud over Aarhusbugten. Tror du så ikke, at du vil tænke, at du egentlig har gjort det meget godt?

»Jeg håber, at jeg til den tid vil tænke, at jeg har gjort det meget godt. Men det er sådan et pendul, der svinger imellem, at jeg klarer det hele ret godt - og usikkerhed. Og det pendul stopper først, når jeg dør, tror jeg.«