Hvad er det bedste ved at være leder?
Jeg er vild med at skabe fremdrift, løse svære opgaver og opnå gode resultater – at få ting til at ske. Og især at gøre det med og gennem mennesker. Der er fx ofte modstand på forandringer, og netop dér ligger noget af det mest meningsfulde: gennem dialog og relationelt arbejde at finde veje frem og give følelsen af succes videre til dem, der har gjort arbejdet.
Hvornår vidste du, at du gerne ville være leder?
Jeg har aldrig haft en plan om at blive leder. Det er bare blevet sådan. Jeg tror, man let ender på den stol, når man elsker sit arbejde, holder af mennesker og har en entreprenant tilgang.
Hvordan vil du gerne have, at dine medarbejdere (eller samarbejdspartnere) opfatter dig?
Som én, der lytter og ser den enkelte. Som én, der tager fat på det svære, er modig og insisterende på at gå sammen ind i det, der virker uoverskueligt. Og som én, der er ambitiøs på andres vegne og oprigtigt interesseret i at få andre til at lykkes.
Hvilken lederbeslutning har haft størst betydning for dig, når du ser tilbage?
Det er svært at pege på én enkelt beslutning. Men større organisatoriske forandringer og sparerunder med afskedigelser har sat de største spor i mig. Det er her, dine beslutninger får direkte og dybe konsekvenser for andres liv og arbejdsliv. Samtidig er det ofte i netop de situationer, at nye rammer skabes for, at visioner og mål kan indfries. Den langsigtede positive betydning kan være svær at skabe følgeskab til i momentet – og det er her, ledelse både kan være ensomt og ekstremt vigtigt.
Hvad har været den sværeste beslutning som leder?
At søge mit første chefjordemoderjob – og senere at sige op i mit første chefjordemoderjob.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, inden dit første lederjob?
At det er gennem personaleledelse – og respekten for den – at de største gennembrud skabes. Jeg tror på utraditionelle løsninger og vilde idéer. Og når man går afsted med dem med nærvær, inddragelse og ægthed, så følger folk med.
Hvad ser du som de vigtigste faktorer for at skabe trivsel hos dine medarbejdere – og hvorfor?
For mig er det afgørende, at medarbejderne oplever en tryg og tillidsfuld relation til deres leder og føler sig som en meningsfuld del af et fællesskab, der arbejder målrettet. Jeg ser det som et centralt ledelsesansvar, at målet står klart og tydeligt for alle – og at der skabes både strukturelle og relationelle rammer, som gør det muligt at lykkes med opgaven og samtidig styrke fællesskabet. Samtidig er det vigtigt for mig, at den enkelte medarbejder oplever sig som en vigtig brik i helheden, og at der er en klar og realistisk plan for den enkeltes faglige og personlige udvikling. Det udviklingsspor bliver skabt i en dialog mellem medarbejder og leder og meget gerne også medarbejdere imellem, så der opstår en tryg udviklingskultur.
Hvad er vigtigt for din egen trivsel i lederrollen – og hvorfor?
Jeg vil gerne være en del af noget større – arbejde for en større mening. Det er vigtigt for mig at have mennesker omkring mig, som er med til at skabe en kultur med lethed, humor og ambitioner. Hvor vi er trygge og modige sammen. Jeg har brug for muligheder og optimisme, modige visioner og interesse for mit team fra min direktion. I tilfælde af konflikter er jeg stor fortaler for at få alle svesker på disken. Så tidligt som muligt, for i bund og grund vil vi alle gerne lykkes, og det skal vi i langt de fleste tilfælde bruge hinanden til.
Mød de 38 andre ledere, vi sætter fokus på, lige her.