Glenn Bechs bedste leder var alt det, han ikke selv var

Som jeg husker det, kørte han i en Volkswagen Passat. Jeg gik på handelsskolen i Horsens på andet år. Jeg vidste ikke særligt meget om, hvad jeg ville. Men jeg knoklede hårdt på i skolen. Jeg ville noget mere end det, jeg kom fra. Derhjemme var det ret kaotisk og destruktivt, og man skulle ikke tro, man var noget. Jeg skulle i hvert fald ikke opdrage min familie om noget som helst, bare fordi jeg gik på handelsskolen. Men jeg havde en kæreste, som fik fine karakterer på handelsskolen i Silkeborg. Ham ville jeg gerne imponere. Jeg stilede opad. Og fremad. En dag faldt jeg over et stillingsopslag. DSV søgte speditørmedhjælpere. Jeg anede ikke, hvad spedition var. Men jeg vidste, at DSV var en stor virksomhed. Det lød fint. Så jeg søgte stillingen og kom til samtale. Det var der, jeg mødte Morten første gang.

Jeg er bestemt ikke anarkist. Vi har brug for autoriteter til at vise vejen og sætte rammer op omkring vores læring. Ellers ville folk rende rundt som hovedløse høns. Men autoriteterne skal forvalte deres autoritet sundt og ordentligt. Det skal være gennemskueligt, hvad der forventes af en. Og de skal tale respektfuldt til en. Det tror jeg, man kommer længst med. Det gør dem ikke mindre autoritære. Tværtimod.

Det var lidt nogle skodjobs, jeg havde haft før. Jeg havde arbejdet som flaskedreng, avisbud og køkkenassistent i det lokale bowlingcenter. Sådan noget lidt beskidt arbejde, hvor omgangstonen var hård, og chefen talte grimt og nedværdigende til en. Sådan som jeg var vant til derhjemme. Den leder, jeg kom til samtale hos i DSV, var helt anderledes. Morten Lisby hed han, en sød og imødekommende mand. Han lyttede interesseret på det, jeg havde at sige. Han tog mig seriøst. Ja, han talte mig faktisk op og kunne se noget i mig. Det var der ikke mange voksne, der på det tidspunkt havde gjort. Et par dansklærere. Men ellers ikke. Det vækkede et eller andet i mig. Jeg fik lyst til at tage mig sammen. Jeg ville have det, han havde, være en del af den verden, der var hans. Et par dage efter ringede han og tilbød mig jobbet. Jeg ville virkelig ikke skuffe ham.

Jeg fik en plads tæt på min nye chef. Hvis jeg ville spørge ham om noget, kunne jeg gå direkte over til ham. Det var ret luksus. Jeg følte mig faktisk lidt speciel. Som om, jeg var udvalgt. Vi sad på et storrumskontor med hæve-sænke-borde. Folk gik i skjorte og talte i telefon på andre sprog, snakkede om tal og tabeller. Det hele var større og mere internationalt. Tempoet var et andet. Det var folk, der ville noget. Det synes jeg var meget stimulerende.

Morten var ikke den der karismatiske, farverige leder. Han var egentligt ret anonym og beskeden. Jeg kan ikke huske, at han nogensinde hævede stemmen. Heller ikke selvom der var brand og kaos overalt. Men det, der for mig var så fascinerende ved ham, var, at han samtidig var ekstremt tydelig. Du var ikke i tvivl om, hvad der blev forventet af dig. Og hvis du kom for sent, kunne han sagtens give dig en skideballe. Men det føltes ikke som en skideballe. Han talte altid roligt og respektfuld til dig. Nærmest høfligt. Han var en meget ordentlig leder. Ja, det er måske det ord, der beskriver ham allerbedst: Ordentlig. Det var sådan, han var. Den der ordentlighed synes jeg var spændende. Jeg kunne mærke, det gjorde noget ved mig. Jeg havde lyst til at give ham det, han gav mig, tilbage.

De opgaver, jeg fik i starten, var dem, speditørerne ikke selv gad at lave. Sådan noget med at dobbelt-tjekke, at alt var tastet rigtigt ind i forhold til, hvor meget et eller andet vejede, eller hvilken havn det skulle til. Det blev hurtigt meget ensformigt. Så allerede efter et par måneder efterspurgte jeg noget, der var lidt mere udfordrende.

Morten delte ikke særligt meget ud af sit privatliv. Jeg anede ikke, hvad han lyttede til af musik. Eller hvilket fodboldhold, han holdt med. Det kan sikkert både have sine styrker og svagheder. Men jeg kunne godt lide den der lidt upersonlige stil. Sådan har jeg det også med politikere. Hvis de laver for meget larm omkring sig selv, tager det fokus fra sagen. At der var noget næsten hemmeligt over ham, havde den effekt, at jeg blev ekstra nysgerrig på ham. Hvis jeg havde vidst alt om ham, og havde set ham fuld til en firmafest, så var min fascination af ham måske blevet fuldstændigt punkteret. Men det gjorde den aldrig. Han forblev stor i mit hoved.

I kunstverdenen afhænger din succes af alt muligt, du ikke kan styre. Om folk synes, du er sej, eller at det, du laver, lige rammer ind i et eller andet ekkokammer. I Mortens’ afdeling var det lige modsat. Den vej, han lagde ud for os, var meget gennemskuelig. Vi vidste, hvad vi skulle gøre. Og gjorde du en ekstra indsats, blev du rost for det. Så der var ligesom en logisk og retfærdig sammenhæng mellem tingene. Det passede enormt godt til sådan en som mig, der gerne ville opad i verden. Jeg kunne se vejen for mig.

Jeg fik med tiden nogle lidt mere komplicerede opgaver. Men jeg var sulten på mere end det, jeg kunne få her. Det trak i mig at komme på universitetet, selvom jeg ikke engang vidste, hvad det ville sige at gå på universitet. Ingen fra min familie havde gået der. Jeg så det derfor som en lidt magisk verden, som jeg var fast besluttet på at blive en del af. Jeg kunne nok godt være blevet og gjort karriere i DSV. Morten forsøgte faktisk at overtale mig til at læse til speditør, så jeg kunne blive i biksen. Det tog jeg selvfølgelig som et kompliment. Han troede på mig. Det gjorde, at jeg selv begyndte at tro på, at der var noget, jeg var god til. Men der var noget andet, der kaldte på mig. Og det respekterede han. ’Du skal selv ville det,’ sagde han.

Det betød virkelig meget for mig at få en leder som Morten på det tidspunkt af mit liv. Den måde, han var leder på, gav mig lyst til at lære og gøre mit bedste. Og han gav mig en tro på, at der var en vej frem for mig. Der var ikke mange voksne, der havde set lyset i mig. Så dem, der gjorde, samlede jeg på. Morten gav mig nogle redningsplanker, som jeg kunne bruge til at bygge det hus, jeg bor i i dag. Jeg håber, at han har fået en anden og større bil.