Top-1920x960_Karen
Jeg er leder

Karen Touborg

Viborg
Foto Christian Als

Erhvervsdirektør // Business Viborg

Gå til Action card

Hvad er det bedste ved at være leder?
At medvirke til at kolleger og forretningen vokser. At det hele flytter sig i positiv retning. Du kan jo ikke bestemme det. Du kan facilitere, understøtte, vise vejen, motivere, sikre fundamentet er på plads og stille kravene – men i sidste ende er det en kompleks kabale, der skal gå op, for at det lykkes. Det kræver, man bruger sig selv meget. At man er til stede og tilgængelig. Du skal ikke lede fra toppen, du skal lede fra midten.

At lede mennesker kræver, at man kan navigere i andres følelser uden at blande sig. At lede forretning kræver, at man kan få alle med og få alle til at ville være en del af forretningen.


Hvornår vidste du, at du gerne ville være leder?
Det var, da lederjobbet for min funktion blev slået op, og jeg tænkte: “Mit navn står da på den der”. Det var åbenlyst for mig, at jeg havde noget at byde ind med. Efter flere år som projektleder var jeg nu klar til at have hele ansvaret. Min chef så det ikke lige med det samme, men heldigvis endte jeg med at sige højt, at jeg gerne ville have jobbet. Og jeg fik det.


Hvordan vil du gerne have, at dine medarbejdere (eller for dig uden personaleansvar, samarbejdspartnere) opfatter dig?
Som et helt menneske. Som et menneske, der vil noget, mener noget og står for noget. Et menneske, der har mod til at gentænke situationen og bygge noget nyt op sammen med dem. Et menneske med sårbarhed og mod til at lytte og reflektere. Og som en leder, der vil skabe en arbejdsplads, hvor man bliver set, hørt og respekteret. En leder, der kan stille krav og sætte retning.


Hvilken lederbeslutning har haft størst betydning for dig, når du ser tilbage?
At holde fast i at man som leder skal udvikle sig hele tiden. Kompetenceudvikling hele livet. Det er endeløst, fordi der kommer nye udfordringer hele vejen. Lederrollen bliver ved med at være udfordrende. Det er et fag, man kan lære, men det er et fag til mennesker. Derfor skal man udvikle sig hele tiden, for det gør de mennesker, man er leder for. Og det gør den forretning, man skal lede, også.


Hvad har været den sværeste beslutning som leder?
At skulle fyre fagligt dygtige medarbejdere. Reduktionsmålet var 30 % – 30 % af mine gode og dygtige kolleger. Så gælder det om at adskille det professionelle og personlige. Fyre med nærvær, men indenfor HR-instruks, og samtidig være autentisk. Det har været svært, hver gang jeg skulle fyre, men min erfaring er, at man skal holde det professionelt og autentisk.


Hvad ville du ønske, du havde vidst, inden dit første lederjob?
At man ikke skal vente på, at nogen får øje på en og foreslår lederjobbet. Selvom du gør dit arbejde rigtigt godt, så er det ikke sikkert, at din leder ser, at du har lederpotentialet. Så tag den selv op. Fortæl hvad du overvejer. Del dine drømme om at bliver leder med din leder og din leders leder. Vent ikke på, at nogen ser dig – gør dig synlig på en god måde, og tal direkte om dine lederdrømme med dem, der kan tage beslutningerne.


Hvad ser du som de vigtigste faktorer for at skabe trivsel hos dine medarbejdere – og hvorfor?
At de oplever mening og formål med det arbejde, de udfører individuelt og som team.
At de kan bruge og udvikle deres kompetencer på flere forskellige måder.
At de har indflydelse og kontrol over egne arbejdsopgaver og delvist på opgaver i teamet).
At der er gode relationer og anerkendelse både til/fra mig som chef, men især også i teamet.


Hvad er vigtigt for din egen trivsel i lederrollen – og hvorfor?
Hvis jeg skal pege på noget helt konkret, som jeg har magt over: nok søvn og mange mikropauser i løbet af en arbejdsdag, stor opmærksomhed på balancen mellem drift og udvikling – og at handle, hvis den balance er skæv. Endelig søger jeg løbende sparring og kompetenceudvikling.


Mød de 38 andre ledere, vi sætter fokus på, lige her.