Kim Haldne er chef for 900 og ordblind, men holdt det hemmeligt i årevis

Når der tikker en e-mail ind på Kim Haldnes computer, vurderer han nøje, om han skal svare på den. Ikke fordi afsenderen ikke fortjener et svar, men fordi han ved, at hvis han trykker ’reply’ på mails, der ikke umiddelbart kræver et svar, vil han formentlig få endnu en mail tilbage. Og fordi han er ordblind, tager det lang tid for ham at stave sig igennem selv korte tekster.

»Jeg får nok 100 e-mails om dagen. Det presser mig en del i sig selv, men hvis jeg begynder at svare på dem alle, får jeg bare endnu flere, og så bliver det en snebold, som jeg ikke kan styre, fordi jeg er så langsom til at læse,« siger Kim Haldne, Senior Vice President for R&D i Demant og dermed chef for 900 ingeniører og forskere, der udvikler høreapparater og andre hørehjælpemidler, blandt andet under Oticon-brandet.

Siden han var lille, har Kim Haldne kæmpet med at få bogstaverne til at give mening. Antallet af bøger, han har læst færdig, kan tælles på én hånd. Faktisk kan han på stående fod kun nævne en: Tennisspilleren Andre Agassis selvbiografi ’Open’, som det tog ham seks måneder at komme igennem. Hans hjerne står simpelthen af, når han presser den til at læse store mængder tekst.

»Når jeg har læst fire sider, flyder det hele rundt, nærmest som om jeg er alkoholpåvirket. Og jeg bliver meget, meget træt.«

Helt frem til sidste år var det en hemmelighed, som den i dag 54-årige direktør hverken delte med sine lederkolleger eller medarbejdere.

»Jeg har altid holdt det skjult og har brugt enormt meget energi på at udvikle systemer for at kompensere og overleve,« siger Kim Haldne.

Stod frem for at hjælpe sin søn
Det var først, da hans egen søn blev udredt som ordblind, at noget begyndte at ændre sig i ham. Da Kim Haldne oplevede det gåpåmod, sønnen udviste for at overkomme sine udfordringer; godt bakket op af et skolesystem, der stod klar med masser af støtte og hjælpemidler, gav det ham det afgørende skub til selv at lægge kortene på bordet.

»Min søn håndterer sin ordblindhed, som han jo nok har arvet fra mig, topsejt. Og det var mest på grund af ham og for at hjælpe ham, at jeg selv valgte at tale åbent om det.«

Anledningen kom, da Demant etablerede et internt medarbejdernetværk, der blandt andet skulle sætte fokus på værdien af diversitet. Ved et tilfælde blev Kim Haldne bedt om at være sponsor for den del af arbejdet, der handlede om skjulte handicaps.

»Jeg kunne jo ikke stille mig op og sige, hvor vigtigt det er, at vi fortæller om vores skjulte handicaps, og at ingen af os er perfekte, og så stadig holde min ordblindhed hemmelig,« siger Kim Haldne.

Lettelsen var enorm
I stedet for at holde en tale foran chefkolleger og medarbejdere, fik han optaget en video, som blev lagt ud på Demants intranet. Her fortalte han blandt andet, at det var på grund af hans søn, at han nu havde valgt at være åben om sine udfordringer.

»Man kan se i videoen, at jeg blev meget rørt, da jeg fortalte om min søn,« siger Kim Haldne, der efterfølgende fik masser af positive reaktioner.

Bagefter mærkede han en stor lettelse. Som om en enorm vægt var taget af skuldrene.

»Det var virkeligt rart at få det sagt. Det har ligget så indgroet i mig, at jeg skulle forsøge at skjule det, men i dag kan jeg se, at jeg skulle have fortalt det for mange år siden.«

Set som lidt af en tabertype
Kim Haldne har tænkt meget over, hvorfor behovet for at holde ordblindheden skjult har været så stort. Han er selv overbevist om, at det skyldes en frygt for at blive valgt fra, for at blive ekskluderet fra fællesskabet, som har ligget i ham siden han var dreng, hvor han meget tidligt kæmpede med at følge med i skolen.

»Jeg blev ikke decideret mobbet, men jeg var dårlig til specielt dansk og engelsk og blev set som lidt af en tabertype. Jeg gik 7. klasse om og følte, at jeg var med på yderste mandat i drengegruppen. Der var mange ting, jeg ikke blev inviteret med til.«

Uanset hvor hårdt han arbejdede med lektierne, afspejlede det sig ikke i karakterbogen. Som en modreaktion blev Kim Haldne lidt af en rod. Han begyndte at lave ballade og eksperimentere med hash, og blev erklæret uegnet til gymnasiet. Med udsigten til at han ville blive en endnu større rod, hvis han tog 10. klasse med, betalte forældrene for at få ham på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium.

»Det rettede mig noget op, men jeg fik stadig rockerdårlige karakterer. Det hjalp ikke, da jeg fortsatte på gymnasiet. Når vi skulle skrive stil, var mine klassekammerater halvt færdige, når jeg havde læst opgaven. Gymnasiet efterlod mig med en klar fornemmelse af, at jeg var dum og uintelligent.«

Fordi han var overbevist om, at han ikke havde evnerne, droppede Kim Haldne alle tanker om en videregående uddannelse og besluttede sig for at blive windsurfer. Men igen intervenerede forældrene, nu med et krav om, at han kun kunne blive boende hjemme, hvis han betalte 2000 kroner om måneden for kost og logi. Det tvang ham til at tage et manuelt – og for ham, helt meningsløst – arbejde på en fabrik. Modvilligt kom han til den erkendelse, at han blev nødt til at få sig en uddannelse.

»Hvis mine forældre ikke havde opkrævet kostpenge og indirekte tvunget mig til at tage det arbejde, havde jeg nok boet i et folkevognsrugbrød i dag og været windsurfer eller skibums.«

Pludselig noget, han var god til
Kim Haldne valgte i stedet at søge ind på ingeniøruddannelsen på DTU. Det var den uddannelse, der havde de lempeligste adgangskrav, og både i skolen og gymnasiet havde han haft noget lettere ved de naturvidenskabelige fag.

Og selv om han fortsat havde problemer, når klassen blev præsenteret for store mængder tekst, opdagede han på studiet, at der faktisk var noget, han var god til. Hvor mange af de andre kæmpede med at få indviklede beregninger og grafer til at give mening, forstod han selv meget komplicerede fysiske og matematiske problemstillinger helt intuitivt.

»Det virker helt åndssvagt, men jeg fandt ud af, at jeg ser tal og problemstillinger som en grafisk strøm i hjernen. Jeg kan se dem for mig visuelt,« siger Kim Haldne.

For første gang i hans liv begyndte han at score høje karakterer.

»Jeg fik en masse 11- og 13-taller og fandt ud af, at jeg slet ikke var dum eller havde en lav IQ, mine evner viste sig bare på en anden måde.«

Coping-strategier for at overleve
På studiet havde han stadig udfordringer med at tilegne sig store mængder tekst. Men han udviklede nogle coping-strategier, som han stadig anvender i dag.

»Det var mit princip, at jeg kom til alle timer, uden undtagelse – også selv om jeg var hamrende syg, og så tog jeg omfattende noter. Når jeg skulle til eksamen, øvede jeg tidligere eksamensopgaver som et svin, og så organiserede jeg alle mine noter med små stickers. Det gør jeg fortsat i dag. Jeg har stickers over alt, så jeg hurtigt kan finde tingene.«

Kim Haldne udviklede også en anden teknik, som kom ham til gavn, da en nu tidligere chef kraftigt opfordrede ham til at tage en HD i ledelse og organisation. Da han skulle til eksamen i nationaløkonomi, tårnede et pensum på 8000 siders business-engelsk sig op foran ham som et uoverstigeligt bjerg.

»Jeg har aldrig i mit liv været så presset. Jeg tror kun, jeg nåede at læse 100 af dem, inden jeg gav op,« siger Kim Haldne.

I stedet bladrede han de mange sider igennem og nærstuderede graferne. Mange af dem kunne han umiddelbart dechifrere, men hvis det kneb, læste han lidt tekst før og efter grafen og slog om nødvendigt efter i opsummeringerne efter hvert kapitel.

»Jeg endte med et 10-tal, men det var ren coping,« konstaterer Kim Haldne i dag.

Fanden tog ved ham
Den selvtillid, han fandt i de naturvidenskabelige fag på ingeniørstudiet, og som udløste et karaktersnit på over 10, da han blev færdig, brugte han efterfølgende som drivkraft i en succesfuld karriere, der i høj grad har handlet om at vise de tidligere klassekammerater i folkeskolen og gymnasiet, at han ikke var den ’taber-type’, de syntes, han var, i hvert fald i hans optik.

»Fanden tog ved mig, da jeg opdagede, at der var noget, jeg havde talent for. Selv om jeg ikke har kontakt til nogen af klassekammeraterne i dag, har det været vigtigt for mig at bevise overfor dem, at jeg faktisk kunne noget. Det tror jeg helt sikkert har drevet mig sidenhen.«

Selv om det ikke længere er nogen hemmelighed, at han er ordblind, tager han sig af og til i at bruge nogle af de coping-strategier, han anvendte, da han stadig forsøgte at skjule det.

»Det ligger så dybt i mig, at jeg sikkert stadig gør det; det er svært at kaste helt væk,« siger han.

Ved ansættelsessamtaler får han ikke altid læst de ofte meget lange cv’er, ingeniører eller forskere udarbejder, men lykkes alligevel som oftest med at ansætte de rigtige kandidater, baseret på intuition, mavefornemmelse og erfaring.

»Det er noget, jeg har lært gennem årene, fordi jeg har haft så mange ansættelsessamtaler. Jeg ved intuitivt, hvad jeg skal spørge ind til, og hvor de ømme punkter er,« siger Kim Haldne, der tilføjer, at han i Demant altid er flankeret af en repræsentant fra HR til jobsamtaler.

Nåede kun at læse en brøkdel
Tidligere kom han ofte til kort, når der var teksttunge præsentationer på direktionsmøderne, eller hvis der blev skrevet meget tekst på tavlen. Han nåede kun at læse en brøkdel, inden resten af forsamlingen var videre i teksten, men undlod at gøre opmærksom på det. Det værste var, når han selv skulle læse en tekst op. Han husker specielt en workshop om bias og diversitet, hvor alle skulle læse et kort med en konkret problemstilling op for de andre.

»Der var 20 kort, der blev delt ud, men dem med for meget tekst, lod jeg diskret gå videre til en anden, så jeg ikke kom til at ligne et fjols, når jeg læste det op.«

I dag har Kim Haldne ikke noget problem med at sige til og fra, hvis han skal bruge lidt ekstra tid på at komme på omgangshøjde.

»Så siger jeg: ’Vent lige, jeg er ikke helt færdig med at læse’. Før ville jeg bare have spillet med og undladt at fortælle, at jeg ikke fik fat i det hele.«

’Sig det for helvede’
Når han i dag tænker tilbage på de mange år, hvor han holdt sine udfordringer tæt ind til kroppen, ærgrer det ham, at han ventede så længe.

»Et eller andet sted har det vel handlet om frygten for at blive valgt fra, hvis man viser, at man er sårbar eller anderledes,« siger Kim Haldne, der opfordrer ledere, der måtte være i samme situation som ham, til at droppe hemmelighedskræmmeriet.

»Sig det for helvede, så du kan få vendt al den tid og energi, du bruger på at skjule det, om. Hvis du er ordblind, har du sikkert nogle styrker på andre områder, og det er det, du skal italesætte: ’Det her har jeg svært ved, men til gengæld er jeg virkelig god til det her'«

Kim Haldne er også af den opfattelse, at man som ordblind leder skal gøre opmærksom på sin udfordring i en ansøgning eller ved en jobsamtale. Også selv om det kan betyde, at man bliver valgt fra allerede inden en jobsamtale.

»Hvis arbejdspladsen ikke kan acceptere det og fravælger dig af den grund, er det alligevel ikke et godt eller sundt sted at være,” siger Kim Haldne – vel vidende, at han selv i en stor del af lederkarrieren gik rundt med en frygt for, at en af hans chefer en dag skulle prikke ham på skulderen og sige: ’Kim, du er jo ordblind. Du kan desværre ikke fortsætte i det her job.«

»Jeg ved godt, at det kan lyde helt gak, men det var sådan, jeg havde det. Det viste sig jo heldigvis at være en helt ubegrundet frygt.«