Efter at have gået runden og talt med medarbejderne, fik jeg sammen med direktionen arrangeret et informationsmøde for hele hospitalet. Der er cirka 800 ansatte her på Psykiatrisk Center Glostrup. Der blev arrangeret et tilsvarende møde på Sct. Hans. Et Teams-orienteringsmøde, som alle kunne logge ind på. Jeg var med sammen med chefsygeplejersken, som egentlig skulle have været på ferie, men valgte at blive en uge mere, og det samme var cheflægen og vicedirektøren. Mødet handlede om at få formidlet alt det, vi vidste og kunne sige. Det er vigtigt i krisehåndtering. Det var selvfølgelig ikke alt, vi kunne sige på grund af politiets efterforskning, men hvis nogen, der ikke har været tæt på en kritisk situation, begynder at forestille sig, hvad der egentlig er sket, jo mere utrygge kan de blive. Så det var vigtigt, at vi informerede så grundigt, som vi havde mulighed for. Og det var også muligt for medarbejderne at stille spørgsmål. Rent lavpraktisk var det vigtigt, at Teams ikke crashede under det møde, når så mange loggede ind, så jeg bad om, at mødet blev sat op så alle pr. default gik på med slukket kamera og slukket mikrofon undtagen os fire, der stod for mødet. Og det fungerede. Det lyder banalt, men det var vigtigt, at det var professionelt. Det giver ro i stedet for, at det så ud som om, jeg kom farende ind og måtte sige ‘Kan du lige slukke din mikrofon?’ og ‘Nå, nogen kan ikke logge på?’ osv. Det var vigtigt, at medarbejderne kunne se, at det fungerede. Der var mange der loggede ind, og det var der også ugen efter, da vi holdt et møde mere.
Der var egentlig ikke så mange spørgsmål. Der var nogle spørgsmål, om vi måske skulle gøre noget anderledes fremadrettet, og så om nogle detaljer, som vi ikke kunne sige noget om, for eksempel, hvordan manden fik fat i en kniv. Men det var godt, at der var mulighed for at stille de spørgsmål.
Vi iværksatte, at alle oversygeplejersker spurgte på de enkelte afsnit, om patienterne havde brug for at tale med en psykolog, og det var der faktisk en del, der havde. Patienterne havde jo oplevet, at mange medarbejdere var løbet til alarm, og de havde hørt politi og ambulancer. Man skal huske på, at det er et lukket intensivt afsnit, så de er lukket inde. Det kan der måske være en form for tryghed i, når sådan noget sker, men måske også en utryghed for nogen, at de ikke kan komme ud og finde ud af, hvad der foregår.
Den første uge efter overfaldet var nogle lange arbejdsdage, men efterhånden som der kom system i kommunikationen og i hvem, der gjorde hvad, altså de mere akutte beslutninger, kunne jeg gå tilbage til arbejdsdage af mere almindelig længde.